To verdener snak

ja nu har der været en del snak om filmen her på forummet og efter den nu har været vist på tv tænker jeg at vi måske kan komme ind på visse emner.
Jeg vil lige sige at jeg synes at Jens Jørn Spottag, gør det ufatteligt godt i denne film, han bærer en stor del af den frem med en meget imponerende skildring.
Scenen med æbltræet og den efterfølgende konfrontation med Sarah er fantastisk.
Nå men back to what it's all about.
På et tidspunkt spørger Sarah sin far om han elsker Gud mere end hende, hvortil han svarer ja.
Dertil siger hun at det synes hun er meget egoistisk af ham.
Mit spørgsmål er ganske enkelt, er det egoistisk af ham?
mvh multani

Men jeg tror dog der er noget om det. For mange år siden skrev Johannes:
"Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set." 1 Joh 4:20
Jeg tror det er rigtigt, at man ikke kan elske Gud mere end sin næste, uden der er tale om egoisme (at Gud er en projektion af ens eget ego). Men det var klart også en af de bemærkninger jeg lige måtte studse over, da jeg så filmen første gang...

Jeg tror at det er farens begrundelse (At Gud kan give ham evigt liv) der får Sarah til at sige sådan. Faren sagde i øvrigt lidt tidligere at det var egoistisk at Sarah at møde op til begravelsen, så hun giver bare igen.
Jeg studsede også lidt over Sarahs bemæskning da jeg så filmen, og tænkte at det måske var ordet "mere" hun var utilfreds med. Faren kunne også have svaret: Jeg elsker dig og Gud, men det kan ikke sættes op som mere eller mindre.

for hvis han elsker Gud, elsker han også sin datter.

elsker også sin datter.

Elskede Adam Eva mere end Gud?

Det var derfor han syndede imod Gud.
"For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde." (1 Johannes 5:3)
Med venlig hilsen, ftg.

lige minde dig om at det overhovedet ikke var det skildringen af JV vi snakker om, så bland det udenom.

´
... "tumlede med" på græsplæden - Man må ikke glemme i vurderingen, at Sara uanset alder er BARN og værre Teenager, og i den scene er det eneste Sara tilsyneladende ønsker, at kunne tale med sin helt egen far og ikke den JV'er hun fornemmer står foran hende, en fornemmelse der desværre for barnet Sara, viser sig at være rigtig, Faderen valgte at bøje sig for Troen - Vi skal også huske på at vi har at gøre med en umoden teenager (hvad fest oog drenge angår), og deres konklusioner på svar tegner sig ofte for en anden forståelse end det man umiddelbart havde til hensigt med de ord man siger, en anden ting er også at Sara er ikke uvidende om, at jehova og trossamfundet kan ikke skilles - Hvorfor det Teenageren Sara sandsynligvis hører i faderens svar, er ikke at faderen sætter jehova over Sara, MEN jeg fornemmer at det Sara hører faderen sige er, »"jehovas vidner" er vigtigere end dig Sara.«
Man skal se scenen ud fra, at filmen i starten tegner et kortvarigt billede af en far der åbentbart sammen med sin kone har formået at skabe et kærligt hjem, spørgsmålet vi ikke får besvaret er, om det er på trods af en Tro der virker som om den isolerer børnene i forhold til omverdenen.
Hjemmet går sandsynligvis/tydeligvis i opløsning grundet et sidespring, hvilket også er med til at få teenageren SARA til at tro på, at hun kan tale ud med sin far om det dilemma hun selv er kommet i mellem de "to verdener" hun pludselig og smertelig opdager eksisterer med hver en fiber af hendes unge teenage-krop -
jalmar

og der skal nok være noget i det Johannes skriver, men det kan godt være svært at komme uden om at Gud er nummer et i ens liv som kristen.
mvh multani

at faderen gør sarah u-ret da han kalder hende egoist for at møde op til begravelsen.
Men samtidig må Sarah jo også kende sin tro og vide lidt om hvad hendes far har som nummer 1 i sit liv.
Du har en pointe med at hans begrundelse som delvist er at han kan få evigt liv, den klinger lidt egoistisk.
mvh multani

´
... og lad os da høre noget om det kærlige og tilgivende miljø, som
du antyder er mere normalt hos "jehovas vidner", end det filmen tegner.
jalmar

sige at den der elsker Gud, bør også elske sin datter.
En ting er hvad vi mennesker bør, en anden er hvad vi gør.
Jeg tror desværre ikke det er alle det gælder.
mvh multani

Jeg ved dog lidt om hvad Jehovas Vidner er for noget,
eftersom jeg selv er et af Jehovas Vidner.
Med venlig hilsen, ftg.

at hvis han ikke elsker sin datter, kan han umuligt elske Gud...

For at kunne elske, skal man jo have kærligheden i sit hjerte - rummer man ikke kærlighed, har man jo ingen kærlighed at give.
Jesus er kærligheden selv - og har man taget imod ham, fylder han os med sin kærlighed.
Lukas.14
Prisen for efterfølgelse
v25 Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: v26 »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. v27 Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Nu syntes jeg, at ordet "hader" er et forkert ord at bruge...måske vores eksperter i oversættelser har et bedre bud 🙂
Men jeg har det sådan, at fordi jeg elsker mine børn ( og mit lille barnebarn ) så kommer kærligheden til Jesus helt af sig selv, for uden ham, ville jeg være meget utryg.
Det at kunne lægge dem i hans hånd, og stole på, at han vil lede og beskytte dem - det er en tryghed, der kommer af kærligheden og tilliden til Jesus Kristus.
Derfor må Jesus komme i første række, for uden ham, ville frygten få plads i mit liv.

i hvert fald langt bedre end den vendekåbe af en ven hun havde hos JV...

Jeg vil med de samme tage fat i dit spørgsmål uden at kommentere filmet.
For mig var hans reaktion helt forudsigeligt og korrekt set fra diverse tekster som kom lidt før i filmen, der blev nævnt noget om kærlighed, begær og fald af den ældste i flere omganger.
Farens svar på spørgsmålet om han elskede hendes datter højere end Gud var præget af angst af de tre ord som blev nævnt før af den ældste,, og in høj grad af hvad Ftg har prøvet forsvaret hele sidste uge. ""betonet kærlighed""
Farens svar var Egoistisk, fordi han valgte sektens lære højere end selveste liv, men han fravalgte sin datter af ren og skær angst for det ukendte. "" begær, kærlighed og fald.
Hvis en JV,r ikke betragter alt i livet med betonet kærlighed, vil hele sektens politik falde fra hinanden, så vil der ikke være plads for ubetonet kærlighed til Guds stedfortræder, Brooklyn height.
Smart lavet af sekten.
De har med et enkelt sætning magt og styr på deres tropper.!!!!Betonet kærlighed....
Nå, bare mine tanker.
Klaus

elske den ene og hade den anden betyder blot, at man elsker den ene mere end den anden. Sådan taler hebræerne - de kan godt lide at overdrive det de siger. Det ser man også af Mættæus beskrivelse af det samme emne:
"Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd." Matt 10:37
Almindeligvis skal man være forsigtig med at tro ordet "hader" betyder det samme i Bibelen som på dansk. Sydlændinge bruger i langt højere grad overdrivelser for at fremme deres pointer end vi nordboere gør.

´

Jehovah's Witnesses are strongly encouraged to report on fellow members
If you are a Jehovah's Witness (JW) and you seek professional help from
another JW you need to be made aware that your confidentiality may be in jeopardy.
http://www.jwfiles.com/report-members.htm
jalmar

men jeg ville blot ønske at du ville kommentere det som emnet handler om i stedet.
Hvis du har et emne der presser sig på, ville det være mere passende at oprette en tråd selv.
Jeg vil da meget gerne høre dit bud på spørgsmålet, nu er det ikke nemt da jeg ikke ved om du har børn, så derfor kan jeg jo ikke spørge dig.
Men er det fair nok at faderen sagde at han elskede Gud mere end sin datter?
mvh multani

sjovt som man kan hjernevaske folk til at fuldstændig vende billedet på hovedet.
Der er vist ingen tvivl om hvilken ven der var sundest for Sarah i filmen, og Thea var ikke denne.
mvh multani

ses af vidnerne selv som et gode.
Nej føj for den lede, JV er et samfund hvor det at være en sladrehank rent faktisk er en god ting.
mvh multani

Vagttårnet 1995
4 Da Jesus ved en anden lejlighed talte om hvad det indebærer at være en af hans sande disciple, sagde han: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“ (Lukas 14:26) Jesus mente naturligvis ikke at hans disciple bogstaveligt skulle hade deres familie, for han befalede at man endog skulle elske sine fjender. (Mattæus 5:44) Jesus må snarere have ment at hans disciple skal elske deres familie mindre end de elsker Gud. (Jævnfør Mattæus 6:24.) I overensstemmelse med denne forståelse siger Bibelen at Jakob „hadede“ Lea og elskede Rakel, hvilket betød at han ikke elskede Lea lige så højt som han elskede hendes søster, Rakel. (1 Mosebog 29:30-32) Jesus sagde at man endog bør hade sin egen „sjæl“, sit liv, hvilket betyder at man må elske det mindre end man elsker Jehova.
Citat slut.
Kommentar:
again er i fuld overensstemmelse med Vagttårnet her. Han skriver ligeledes:
”Almindeligvis skal man være forsigtig med at tro ordet "hader" betyder det samme i Bibelen som på dansk. Sydlændinge bruger i langt højere grad overdrivelser for at fremme deres pointer end vi nordboere gør”.
Citat slut.
Kommentar:
Jeg vil mene, at man i denne forbindelse skal være meget forsigtig med hvordan man i det hele taget bør anvende ordet hader, når vi taler om familie; børn og så videre. Det kan ligesom i Jehovas Vidners tilfælde komme til at betyde noget i retning af den sekteriske fortolkning af Bibelen som Vagttårnet står for.
I tilfældet med Adam og Eva, hvor jeg spurgte om Adam elskede Eva mere end han elskede Gud svarede ftg. at det gjorde han.
I mange tilfælde bør man nok fastlægge en strategi for sig selv (og sin familie / og andre) hvor man ikke sætter sagen på spidsen.
I tilfældet med Adam og Eva, må vi vel konkludere, at det ikke var fordi Adam elskede Eva højere, men at han ikke elskede Gud overhovedet.
Strategien ville i hans tilfælde (for ham selv og ligeledes Eva) have været, at han ikke behøvede at spise noget.
Jeg kender den situation at et barn spørger sin mor og får tilladelse og så sin far og får ikke lov; hvorefter barnet siger: Jeg må gerne for mor.
Javel, (strategien) men din mor siger ikke ”du skal”.
Kosmos

Jeg sidder med denne underlige følelse, der er blandet op af forskellige indtryk og tanker.
Jeg kunne uden at have læst et eneste indlæg, havde forudsagt hvad opsummeringen af dem ville gå på.
Intet er ændret, intet nyt er tilføjet, kun flere nuancer i fordommene.
Hvordan kan det være.
Standpunkterne er lagt fast, også mine egne, jeg har set filmen en gang tidligere.
Det er som at læse en beskrivelse af en 2 dimensionel verden, hvor det beskrevne i virkeligheden er en verden som nødvendigvis må være 3.dimensonel, hvis man kan omsætte indtryk visuelt på den måde.
Bemærkningerne retter sig kun en vej, i et plan.
Sporadisk læser jeg noget af det skrevne.
Mine kommentarer er så rettet den anden vej. Måske det´ sammenholdt, kan give den manglende dimension.
Selvom jeg jo godt ved, I og jeg nok aldrig kan mødes i en fælles forståelse. Det bliver næppe være mere end et flygtigt øjebliksbillede.
Der siges:
Jeg tror at det er farens begrundelse (At Gud kan give ham evigt liv) der får Sarah til at sige sådan. Faderen sagde i øvrigt lidt tidligere, at det var egoistisk at Sarah at møde op til begravelsen, så hun giver bare igen.

Den bemærkning faderen kommer med, og lad os nu antage det var virkelighed, om han elsker Gud, fordi han giver ham evigt liv, kan ikke stå alene, man elsker vel ikke Gud, alene for det evige liv, men vel også for livet - nu og her. Og han elsker også andet.
Det kan heller aldrig være et enten eller, for eller imod datteren. Sara støder faderen fra sig, og faderen gør det samme. Men de elsker vel stadig hinanden, Selv følelsen af kærlighed til an afdød person består (forhåbentligt) i ens sind.
Faderen siger til Sara hun er egoistisk, fordi hun møder op til begravelsen. Hvad ligger der i det?
Er det instruktøren, Oplev, der siger det?
eller er det faderen, måske vil han mene det er egoistisk at møde op til noget Sara har frasagt sig, som en provokation, "her kommer jeg" som repræsentant for verden for at demonstrere jeres fejl. Thea er død - jeg er levende.
Det må stå hen i det uvisse.
Det kan være et eksempel på det vi alle kommer ud for, uoverlagte bemærkninger, eller sårende handlinger, man egentligt ikke ønskede.
Her kan jeg ikke lade være med at skose "jer" sker det aldrig for jer, at der falder ord man bagefter fortryder?
En anden bemærkning:
"de gør os eks-vidner til løgnere"
Lad så mig få lov til at ironisere lidt over det, hvis det idet hele taget er mig tilladt, at have en mening: Og jeg ikke skal købe den grydeklar hos jer, for den kan være "rigtig" og fremstå hvid og uskyldsren, i hellig indforståethed.
Sara som altså er eks-vidne, lyver.
Hun lyver overfor sin Far, sin søster, og hun vil have sin mor med på løgnen.
Det sker i filmen, som søges forsøgt "solgt" som ikke fiktion. En svingdør svinger som bekendt to veje.
Hun forlader kæresten, hun forlader Jehova, og hun forlader sit hjem som 16 årig, hvor faderen faktisk har forældremyndigheden. Faderen tvinger ikke på noget tidspunkt Sara. udover hun må træffe sit eget valg, som han ikke forbyder eller forhindrer.
Faderen har tager sig egen stilling, hvilket åbenbart er ham forbudt. Han må ikke vælge sit eget liv. Sara må godt.
Ingen indgår kompromiser.
En debattør skrev i anden forbindelse om at "tænke" - noget der ofte henvises til.
Det er bare så ensidigt fremstillet. "Så tænk dog vidne"
"er det ikke det jeg gør" - nej: "du skal tænke anderledes"
"Hvordan❓- "Sådan som du vil have det" reaktionen: "Øh- nej, som du selv vil"
"Fint, er det ikke det jeg gør"
Jeg kom tilfældigt til at høre navnet Jehovas vidner i Tv igår, så lyttede jeg efter i stand-up programmet. Hvis det ikke var fiktion men virkeligt, havde stand-uperen været "Jv" i anførelsestegn. Han havde forladt Jehovas vidner som 14 årig fortalte han.
Nu var han stand-uppper, og svinede Jehovas vidner og Jehova til, han fik billige grin på Jehovas vidners vegne.
Da han begyndte på sit utroligt vulgære sprog, zappede jeg væk.
Status.
Han havde byttet Jehovas vidner ud, for at stå på en scene og svine sine forældres tro til, og bande og svovle.
Og tjene penge på det.
Kommer så den hvide uskyldsrene færdigret-mening, så nu?
Han har da ret, han har da ret, han har da ret....
eller er det trods alt for pinligt. Kan fordommene ikke holde til det?

Filmen er faktisk ret dårlig, ensidig, for sådan er den tiltænkt. og I behøver ikke forklare mig det ikke er tilfældet. Jeg kan altså godt tænke selvstændigt, imodsætning til hvad jeg fortælles.
Filmen kan afføde debat og spørgsmål, og det er fint nok.
Min tro er at følge Guds ord og bud, at gøre det der er sandt og rigtigt. også om det koster noget.
Hvem kender ikke sangen "altid frejdig når du går" den bruges flittigt af kirken. Der synges, kæmp for det du har kært, dø om så det gælder.
Mener i noget med sangen, jer fra folkekirken. er det bare tomme floskler med melodi sat til.
Filmens fader sørger for de mindre søskende, og ville meget gerne sørge for alle fire. Godt, hvem af dem skal han følge. De der vil tro på Gud, eller de der ikke vil?
Skal han følge sin egen overbevisning ?
Moderen har forladt hjemmet og de to børn. Hvorfor flytter de ikke bare sammen og tager for sig af "verden" når det nu er det de vil. Hvorfor skal Jehovas vidner evigt og altid tages som gidsler. Det er ikke dem der forlader det de har sagt ja til.
Skal man følge Guds ord i biblen, Lidt, en del, meget ?
"Kom og følg mig siger jesus" hvem vil? Ikke alle, men nogen.
Hvem har ret ?
Salme 23
Jehova er min hyrde.
Jeg skal intet mangle.
 2 På grønne græsgange lader han mig ligge;
ved vandrige hvilesteder leder han mig.
 3 Min sjæl giver han ny styrke.
Han fører mig ad retfærdige spor for sit navns skyld.
 4 Selv om jeg går i dalen med dystert mørke,
frygter jeg intet ondt,
for du er med mig;
din kæp og din stav er min trøst.
 5 Du dækker bord for mig foran dem der modstår mig.
Med olie har du indgnedet mit hoved;
mit bæger er fyldt op.
 6 Ja, godhed og loyal hengivenhed vil følge mig alle mit livs dage;
og jeg skal bo i Jehovas hus en lang række dage.

Jeg er Jehovas vidne.
AJV2

"Sara støder faderen fra sig, og faderen gør det samme."
Hvordan mener du Sarah støder sin far fra sig?

Lidt tidligere ser vi at faderen bliver genudnævnt til ældste igen på samme tid med det bliver læst op Sara bliver udstødt. Når en genudnævnelse til ældste i JV bliver vurderet, skeler man i høj grad til hvordan faderen har håndteret sin familie, hvordan familien repræsenterer JV og om han har "vist hvor han står". Her er det typisk at faderen har vist sin loyalitet mod JV ved at ofre sin egen "oprørske" datter.
Da Sara kommer til begravelsen bliver det derfor lidt pinligt for ham i flere forstande. Hendes opførsel reflekterer nemlig over på ham som ældste. Tildels bliver menigheden mindet om han har en "oprørsk" datter, tildels forstår JV det som manglende respekt for Organisationens beslutning, alligevel som udstødt at dukke op til hvad JV opfatter som en del af menighedens fællesskab.
Eller sagt på en anden måde: Hun ved godt de ikke må have med hende gøre, så de opfatter det som hensynsløst overfor dem at hun alligevel dukker op og stiller dem i den pinlige situation og respektløst overfor Jehova at hun ikke anerkender de ældstes beslutning og den ordning der er omkring udstødelse. Det er jv'ernes fokuspunkt og det Sara's far henviser til.
(En udstødt kan komme og sætte sig på bagerste række til et møde i JV efter den indledende bøn og gå umiddelbart så snart den afsluttende sang starter. Den udstødte må ikke hilse, give hånd eller snakke med nogen i menigheden, udover den tildelte kontaktbroder (ældste), hvis han/hun har noget vigtigt på hjerte i forbindelse med et ønske om at vende tilbage til jv)

Saras far har som ældste til opgave at sikre, at selv udstødt familie bevarer en overordnet accept af JV's Organisations legitimitet, at det udstødte familiemedlem ser på sin situation som selvforskyldt og ikke overfor omverdenen sætter Organisationen i et negativt lys. Fejles der i dette, opleves det som oftest at den udstødtes personlige integitet søges undergravet af familien (især af familiemedlemmer der er ældste).
(Det skal bemærkes, at jv'erne meget ofte selv tror på deres indimellem vilde spekulationer. Tingene skal have en "plausibel" forklaring der passer ind i jv'ernes definerede forståelse af hvad "vi" står for vs hvad "verdenen" står for. Så de tror enten på de versioner de får fortalt internt i jv, eller får selv "digtet" en historie der "gennemskuer" og "forklarer" hvad der er foregået.)

Sara er i filmen ret bevidst om faderens prioritet. Faderen vil være ældste, anerkendt i menigheden, have et "godt rygte" og leve evigt i et fremtidigt paradis. For at bevare det "godkendte forhold til Jehova" (til Organisationen) må han ofre sin "oprørske" datter.
Så Sara har jo ret! Faderen ER temmelig selvisk.

Jeg vil dog påpege, at sålænge man tror på Vagttårnet, kan man være forblindet af historierne om verdenens snarlige og uundgåelige undergang, vigtigheden af det "livreddende arbejde" og at man skal blive i "arken", samt de rygter der gerne sættes i omløb for at undergrave "kritikeres" integritet og troværdighed. Dét ikke at betvivle Vagttårnsselskabets integritet og autoritet overhovedet og være loyal mod VTS' "Jehova" over alt kan lægge et stramt bånd over opfattelsesevnen og tankevirksomheden.
Man må på et tidspunkt sige til sig selv:
Hvad f***** er det egentlig jeg render og laver?
Hvad er det egentlig de beder mig om at gøre?
Sålænge man bliver, sålænge bakker man op om JV-Organisationens politik og praksis.

mvh
Billen76

Faderen forsøger at tale med Sara i scenen på hendes værelse, Sara vægrer sig mod at sige sandheden langt mindre efterleve det hun siger i sin løgn.
Hun skaber splittelse ved at sige til lillebroderen, "de har løjet for os"
Den dårlige stemning hunspreder kan faderen ikke undgå at mærke.
Det ville virke frastødende på mig hvis barnet lyver en op i ens åbne ansigt.
Der er flere ting.
Endelig støder hun faderen fra sig, ved at forlade hjemmet. Jeg ved ikke om du tilfældigvis bemærkede det.
Men jeg savner aspektet med tilgivelse. Jeg svaner også en bertning om hvordan det senere er gået Tabita og familien.
Jeg kan fortælle da jeg blev Jehovas vidne, var der nogen i min familie der slog hånden af mig, og ikke ville have mere med mig at gøre.
Det var sårende, men tages som gidsel - ikke tale om. Så måtte det blive som de ville.
Nogen nære venner var meget skeptiske, fordi de havde hørt så meget forfærdeligt af sådan nogen som her på debatten. Det ændrede sig da heldigvis, da de lærte sandheden at kende.
Jeg vil gerne gentage og skrive med stort SANDHEDEN.

men efterhånden som vi lærer Gud at kende, så vokser vores kærlighed til ham.
Vi burde alle elske vores Skaber. Når vi elsker vores Skaber, så elsker vi også hinanden.
Jehovas Vidner har været villige til at dø for deres tro. Det er fordi de elskede Gud højere end sig selv.
Er du parat til at dø for et andet menneske, Multani?
Jesus Kristus var villig til at dø for os. Det var kærligheden til Gud og kærlighed til os der satte Jesus i stand til at gennemgå disse trængsler.
At elske sin Skaber mere end alt andet, kan ikke være forkert.
Jesus gjorde det, og det må vi andre også gøre.
Med venlig hilsen, ftg.

at Sara var teenager? Teenagere lyver, hvis de bliver holdt i for kort snor - sådan er det bare!
Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men der er altså intet usædvanligt i, at en teenager forlader huset. Beretningen om Sara handler vel om en teenager der ikke må få lov at være teenager, fordi JV religionen ikke tillader teen-opførsel.
Jeg skal ikke kunne sige, hvad man kan finde på i din familie - jeg kender den jo ikke. Men det undrer mig, at du mener Sara skabte splittelse? Hun gjorde vel bare, hvad teenagere gør. Hendes forældre var nu heller ikke helt dårlige til at håndtere situationen - de gav hende faktisk selv ansvaret for, hvad hun ville (naturligvis med diverse "trusler" om, hvad Jehova ville have hende til at vælge). Løgnen var, at faren (og menigheden) så ikke var parate til at acceptere hendes valg, men stødte hende fra sig. Det er svigagtigt.
Det er ikke at støde familien fra sig, når teenagere insisterer på at finde deres egne ben. Sara gav på intet tidspunkt udtryk for, at nu ville hun ikke have noget med familien at gøre. Det var derimod, hvad far'en gjorde: Fortalte Sara, at nu ville han ikke have mere med hende at gøre. Om det er acceptabel opførsel i din familie ved jeg ikke, men sådan gør vi altså ikke i min familie!

at du godt kan tænke selv og det vil jeg respektere.
Samtidig vil jeg så bede dig om ikke at gøre os dummere end vi er, nu er det jo altså ikke blot gennem debatten her, og gennem en masse "rygter" jeg har lært dette at kende.
Om du vil det eller ej, så er det med baggrund i personlige erfaringer jeg kritiserer vagttårnet.
Jeg har aldrig selv været vidne, men har haft det tæt inde på livet.
Så lad være med at antage os for nogle der er født igår, det fint at du har det godt hos JV, men der findes dokumenterede problemer og det har vi lov at snakke om.

Nå tilbage til emnet, du siger at det ville virke frastødende på dig hvis et barn lyver dig op i dit åbne ansigt, ahmmm.
Ja så har du dig en overraskelse i vente da, for hvis du har børn så er det stensikkert at de på et eller flere tidspunkter har gjort netop dette.
Anyway jeg er som sådan ikke uenig i at de to parter støder hinanden fra sig, men det er med baggrund i vagttårnets regler om ikke at omgåes frafalde.
Situationen omkring faderen og hans helt kontante udmelding om at de ikke kan ses mere, er så vidt min hukkommelse erindrer helt lig med hvad der skete for virkelighedens tabita.
Samtidig ser du, hvis du vil at det er vagttårnet der fortæller Sarah at det er hendes skyld.
Der bliver lagt op til at dette er hendes valg helt og aldeles, men svar mig lige på hvorfor skal der overhovedet være et valg?
Jeg er troende kristen, jeg har boet sammen med familie der ikke var troende overhovedet, hvorfor skulle det gøre noget som helst?
At nogle ikke ville have med dig at gøre fordi du blev et vidne, fatter jeg ikke.
Det skulle aldrig forhindre mig i at opsøge min familie, hvis de var vidner og ville se mig vel at mærke.
Hvis det ene og alene var dem som stødte dig væk, så er du blevet behandlet meget forkert.
Men det vil altid løbe mig koldt ned af ryggen hver gang i siger eller skriver SANDHEDEN.
For faktum er at i er et mindretal, med mange andre der har studeret Bibelen længere og grundigere end jer, imod jer.
Men selv de som har studeret den længere, kan ikke tage patent på sandheden min ven.
Så lige til sidst vil jeg gerne berøre det du bringer på banen om det i folkekirken betyder noget for os, det som vi siger/siger/hører?
Hvorfor skulle det ikke det, har du nogle grunde til at tvivle på det?
mvh multani

ganske vidst sporer jeg en lille smule vagttårnsblad i dig, men dog et ærligt svar.
Er jeg parat til at dø for et andet menneske, Ja!
Det er klart at vi vil alle strække os langt for at redde vores kære og derfor gå hele linjen.
Men jeg kunne så stille dig det samme spørgsmål igen, men omformulere det.
Er du parat til at dø for MIG? Altså ikke en JV'er, ikke din familie, men en fuldkommen fremmed.
mvh multani

det var den jeg især så - igennem hele filmen.
Hvad er det, der får jehovas vidner til at lyve - er det de menneskeskabte regler og love, de umuligt kan holde - og ser det nødvendigt med nødløgne ?
Ajv2 citat:

"Hun forlader kæresten, hun forlader Jehova, og hun forlader sit hjem som 16 årig, hvor faderen faktisk har forældremyndigheden. Faderen tvinger ikke på noget tidspunkt Sara. udover hun må træffe sit eget valg, som han ikke forbyder eller forhindrer."
Svar:
Sara ville ikke, forlade sin kæreste, men blev tvunget til, at sidde overfor de ældste, og svare på spørgsmål, som IKKE RAGER dem - hvor er det ydmygende - føj !
Hun blev bedt om, at skrive et brev, hvor hun gjorde det forbi med hendes kæreste.
Og hun var altså 17 år, det sagde hun selv til ham, da han spurgte, kort efter de mødte hinanden.
Men hvad nu, hvis hun havde været 18 år og myndig - hvad så...ville hun så også, skulle i krydsforhør hos de ældste ?

Ajv2 citat:
"Faderen har tager sig egen stilling, hvilket åbenbart er ham forbudt."
Svar:
Er det nu også faderens EGET valg - er det ikke et valg, han er dikteret til at tage, af de ældste ?
I den verden vi andre lever i, der skal man ikke udelukke sine børn / familie, på grund af de valg de tager i livet - vi respekterer hinanden - fordi vi har kærlighed til hinanden - en kristen lægger sine børn i Guds hænder, og beder ham passe på dem, og lede dem ad rette vej.
Med mindre nogen er kriminelle, har vi ingen ret til, at blande os i andres liv !
Det vel de færreste der lever utugtigt eller er griske - er røvere - eller drukkenbolte -
når de går ud af sekten ...

1.Kor.B.
v11 Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. v12 Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? v13 Dem udenfor skal Gud dømme. »I skal udrydde den onde af jeres midte.«
Et eks.vidne har forladt en ond sekt - og i det øjeblik de er UDENFOR sekten, har jehovas vidner ingen ret til at dømme dem - de er ikke i deres midte længere.

Ajv2 citat:
"Moderen har forladt hjemmet og de to børn. Hvorfor flytter de ikke bare sammen og tager for sig af "verden" når det nu er det de vil. Hvorfor skal Jehovas vidner evigt og altid tages som gidsler. Det er ikke dem der forlader det de har sagt ja til.
Skal man følge Guds ord i biblen, Lidt, en del, meget❓"
Svar:
Guds bud ja, dem skal vi følge, men IKKE de menneskabte vagttårsbud.
Faderen overtrådte det 10. bud:

10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.
Han var sin kone utro - det var HAM der havde taget for sig af "retterne" - ikke moderen.
Måske var det grunden til, at hun kom i tvivl, om nu også, hun var i den sande tro - det forstår jeg godt.
Du nævner : " altid frejdig når du går - kæmp for det du har kært, dø om så det gælder " ..

Altid frejdig, når du går
Tekst: Chr. Richardt, 1867
Melodi: C. E. F. Weyse, 1838
Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.
Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.
Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Jeg tænker på, da Danmark blev besat af tyskerne..de kæmpede for det land de havde kær, deres fædreland og mange døde i kampen.
Jeg vil også kæmpe for mine kære, hvis de kom i nød, også selvom det blev - med livet som indsats.
Men jeg ville aldrig, sætte livet på spil, ved at gå ind i en sekt, som jehovas vidner.
Til slut - det er IKKE Jesus jehovas vidner følger - det ses TYDELIGT på frugterne !!

Jeg kan ikke lige huske hvorfor faren mente at det var egoistisk af Sara at møde op til begravelsen, men jeg tror det var noget med at det gjorde ondt på familien at se hende.
Ikke nok med at Thea var død; de skulle også konfronteres med synet af deres udstødte datter.

Du skriver Ajv2 :
"Jeg svaner også en bertning om hvordan det senere er gået Tabita og familien."
Svar: Jeg vil undlade at kommentere dine stavefejl, selvom du elsker at være efter andre, med hensyn til stavning.
Da jeg gik i skole lærte jeg f.eks. "citere" - "kommentere" ...hvornår skal der er et r på .. at citere - at kommentere - jeg citerer - jeg kommenterer ..

nå det var et "sidespring" 🙂
Vi fik oplyst - at Tabita læste til lærer i dag.

Og vi så den rigtige Tabita, smilende i toget - ved afslutningen.

Hej Multani,
Interessant problemstilling du rejser med dit spørgsmål, og det lader sig vel næppe entydigt besvare.
Jeg vil ikke sige faderen er egoistisk. Jeg vil snarere sige at faderen handler som en idealist, en idealist for hvem idealismen har mistet sin menneskelighed eller sit vilkår i de realiteter mennesket lever under og med.
Hvis man alene ser på forholdet mellem Sarah og hendes far vil jeg vove den påstand at vi med Sarah møder et menneske der er på vej til at finde sig selv i sin eksistens. Faderen på den anden side repræsenterer mennesker der enten har fravalgt sig selv - fordi de ikke magter at konfrontere deres egen eksistens eller som i deres kamp for idealet er blevet ofre for idealismen.
mvh
Sbrh

Det er helt klart den (indpodede) idealisme spiller en stor rolle, men spørgsmålet er, om denne form for idealisme i virkeligheden ikke er et udtryk for en større egoisme?
F.eks. ser vi i starten af filmen at faderen selv er afveget fra sit erklærede ideal i forbindelse med at have haft et forhold til en anden kvinde end sin hustru. Det er en klar afvigelse fra det opstillede ideal.
Derimod er han parat til at ofre forholdet til sin egen datter, idet hun står i en lignende situation.
Måske er det der styrer hans reaktion at selve frygten for at springe ud i et opgør med den Organisation (snarere end idealet) der definerer hans eksistens er større end frygten for at miste forholdet til sin egen datter.
Så ér vi ude over egoismen i forbindelse faderen?

mvh
Billen76

Jeg vil nøjes med at at citere AJV2 fra denne tråd og kalde hans tanke typisk for jv's fokus og opfattelse af slige situationer:
CITAT AJV2
"Faderen siger til Sara hun er egoistisk, fordi hun møder op til begravelsen. Hvad ligger der i det?
Er det instruktøren, Oplev, der siger det?
eller er det faderen, måske vil han mene det er egoistisk at møde op til noget Sara har frasagt sig, som en provokation, "her kommer jeg" som repræsentant for verden for at demonstrere jeres fejl. Thea er død - jeg er levende.
Det må stå hen i det uvisse."

mvh
Billen76

Lyjse skrev:
Ajv2 - har du altid haft- Skrevet af Lyjse- - Kl 17:28, 10.feb.2010
sådan en dårlig hukommelse - eller er det noget der tager til med alderen..?
Vi har da haft så mange debatter efterhånden, om den spiritist - der oversatte jeres vagttårnsbibel - Johannes Greber hed han.
Sv.
Det er jo en lodret løgn. Så nu er det fastslået hvem der lyver.
Lyjse:
Sara ville ikke, forlade sin kæreste,
Svar:
Virkelighedens Tabita har forladt sin kæreste. Faktum.
Du ved åbenbart hvordan det er gået Tabita og hendes familie idag. Det må du gerne fortælle om.
Eller det kan du måske heller ikke ?
Prøv om du kan skrive noget der passer med virkeligheden.
Lyjse:
Er det nu også faderens EGET valg - er det ikke et valg, han er dikteret til at tage, af de ældste❓
Svar:
Du fatter ingenting.
Lyjse:
Et eks.vidne har forladt en ond sekt - og i det øjeblik de er UDENFOR sekten, har jehovas vidner ingen ret til at dømme dem - de er ikke i deres midte længere.
Svar:
Det gør vi heller ikke.
Vi kan prøve at hjælpe, hvis de ønsker det. Husk de har fået deres vilje.
Jehovas vidner er onde skriver du. Hvem var det der ville have jeg fik ætsende natronlud i munden. Der kan du tale om ondskab. Jeg ville aldrig skade nogen.
(min hukommelse fejler intet)
Lyjse:
Guds bud ja, dem skal vi følge, men IKKE de menneskabte vagttårsbud. (vagttårnsbud)
Du mener vi skal tilbede Jesus. Det gør Jehovas vidner ikke.
Hvad mener Jesus:
Mattæus 4:10
Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
Så du ser, du følger ikke DIN EGEN bibel Lyjse.
Dine hedenske tilbøjeligheder afslører dig. Den der stoler på dig, kommer galt afsted.
Lyjse:
Men jeg ville aldrig, sætte livet på spil, ved at gå ind i en sekt, som jehovas vidner.
Nej, du siger du er i folkekirken, men agenerer som en fra sekten pinsekirken.
Iøvrigt vinder man livet ved at tro på Gud og jesus.

Til gengæld gnider du dig i hænderne over der er Danske soldater i Afghanistan.
Mit hjerte bløder hver gang en af de unge naive mennesker bliver dræbt til ingen verdens nytte. Det er satans værk.

at forholde dig til EMNET ????????????????
Alt det du trækker op af "hatten" - HVER gang vi debatterer - det er KUN for at flytte fokus fra emnet, som du helst vil undgå !
Du vil há, at jeg skal sidde og finde hundrede af gamle tråde frem, så går tiden jo også med det - du har VIRKELIG taget skade i den sekt - det viser du meget tydeligt !
Du er syg i hovedet - din stakkel [:|]

😃

Nu tør Tabita se sig selv i spejlet
En uundgåelig afsked med Gud kaster en ung pige ud i et brat opgør med de værdier, der har formet hendes sind og begrænset hendes frihed. Dette er historien om Tabita Brøner, som forlader Jehovas Vidner, men selv ender med at blive forladt. Om en tilværelse i tvungen isolation. Og om evnen til at træffe det rigtige valg.
Bordet tårner sig op foran hende. De tre blege mænd sidder skulder ved skulder på den ene langside. De stirrer på hende, da hun med tøvende skridt nærmer sig. Stabler af papirer, bøger og bibler ligger spredt på bordet. Det er en onsdag aften i marts 2000, og 17-årige Tabita er nervøs. Bange. Hun føler sig mikroskopisk i det dunkle rum.

Hun trækker stolen ud, sætter sig ned og tier afventende. Det lyse hår er omhyggeligt strøget om bag ørene. Mændenes blikke brænder i hendes hud. Hun kender dem alle tre - har kendt og respekteret dem altid. Det er De Ældste. De højest agtede og mest lærde i den Jehovas Vidne-menighed i Hobro, som Tabita er vokset op i.
»Kyssede du ham?« spørger den ene.
»Rørte du ved ham?«
»Rørte han ved dine bryster?«
»Havde I sex?«
Spørgsmålene bliver mere og mere nærgående. Hele hendes spinkle krop ryster. Tabita ved godt, at hun har gjort noget forkert. Hun har overnattet hos en dreng. Det er strengt ulovligt ifølge reglerne. Hendes blik flakker rundt i det kvadratiske lokale. Væggene er dækket af reoler, fyldt med litteratur og blade. Hun kan ikke få sig selv til at se dem i øjnene. Skammer sig.
De tre mænd sender hende uden for døren. De skal diskutere, om hun skal straffes for sin ugerning. Tårerne triller ned ad kinderne på hende, da hun sætter sig hen til sin far. Han har siddet på en bænk og ventet under hele forhøret. Han klapper hende på skulderen. Prøver at trøste hende, men hun ænser ham knap nok.
Døren går op. De kalder Tabita ind igen. De Ældste har forberedt en belærende tale. Hun skal bryde forbindelsen med drengen, kræver de. Til gengæld vil de dysse sagen ned, så hun slipper for at blive stemplet som dårligt selskab foran resten af menigheden ved næste søndagsmøde. Tabita er klar over, at hun har været heldig, men straffen er alligevel uudholdelig. Forgæves trygler hun om at få lov til fortsat at se sin kæreste. Hun er jo bare forelsket.
»Det var det mest forfærdelige, jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg havde skuffet alle - pludselig stod jeg helt alene.«
Tabita Brøner er opkaldt efter en syerske fra Det Ny Testamente. Hun har været Jehovas Vidne hele sit liv. Lige så længe hun kan huske, har hun hver tirsdag, torsdag og søndag trukket i det pæne tøj for at deltage i møder og foredrag sammen med sine forældre og søskende. Allerede mens hun lå i barnevogn, var hun med sin familie ude at stemme dørklokker. For det meste sammen med sin far.
Hun har altid tilbragt mest tid med ham. Han var legeonklen, mens hendes mor havde rigeligt at gøre med madlavning og tøjvask til fem børn. Når han ikke læste Tarzan-bøger højt, var de ude i naturen. Sammen kunne de få timer til at gå med at passe de mange dyr på gården. Æsler, kaniner, katte, hunde og høns.
Nogle gange fik Tabita lov at komme med, når han skulle ud i Rold Skov og ringmærke ugler. Så tog de varmt tøj på og kørte af sted i den gamle, grønne Saab. Hun stod for foden af træet og så fascineret på, mens faren frygtløst klatrede op til uglekassen.
Men den trygge barndom er langt væk nu. Alt har ændret sig, efter at hun er blevet ældre. Konstant får fornuften hende til at sætte spørgsmålstegn ved de religiøse leveregler, hun er opdraget med. Langsomt begynder hun at leve to liv - som den glade og livlige Tabita, der forelsker sig og forkaster de værdier, der tidligere har styret hende, og som den pligtopfyldende Tabita, der er et godt Vidne for Jehova.
Afsløringen af, at hun har overnattet hos en dreng, har nu vakt menighedens og familiens mistillid. Hendes to uforenelige tilværelser er kollideret. Hun mærker, hvordan det stramme regelsæt hos Jehovas Vidner indskrænker hendes frihed, men hun nægter at give slip på verden udenfor.
»Jeg kunne godt have ønsket, at jeg havde haft mulighed for at følge mere med mine jævnaldrende, da jeg var yngre. Så ville jeg have følt mig mere normal i dag.«
Tabita trækker dynen helt op til hagen. Der er stille i det mørke værelse. Hun folder hænderne og lukker øjnene.
»Gud, Jehova,« siger den 17-årige pige sagte for sig selv. Det har hun gjort tusindvis af gange før - hver aften, lige inden hun har lagt sig til at sove. Men denne gang er bønnen en anden. Og hendes sidste. For denne aften i maj 2000 kan Tabita ikke sige de ting, hun plejer.
»Jeg tror ikke på dig mere,« hvisker hun ud i luften.
Det er kun nogle dage siden, at hun for første gang nogen sinde blev væk fra et søndagsmøde i menigheden. Hendes mor og to yngre søskende rendte rundt i huset for at gøre sig klar. Skændtes om badeværelset som sædvanligt. Men Tabita blev bare liggende i sin seng, ville ikke stå op. Hun ventede på, at de skulle komme ind og spørge, hvorfor hun endnu ikke var i tøjet, men ingen sagde noget.
I månedsvis har hun været splittet mellem det religiøse livssyn, hun aldrig tidligere har betvivlet, og den uafhængige livsførelse, hun nu har fået smag for. Men Tabita har endelig taget sin beslutning. Hun har slået op med Gud. Hun vil ikke længere være Jehovas Vidne. Kan ikke. Det føles forkert. Hun er en anden person nu.
Hænderne skilles ad, før de plejer. Det obligatoriske »Amen« udebliver. Tabita vender sig om på siden og lægger sig til at sove med en hidtil ukendt følelse af lettelse.
»Jeg fortryder ikke mit valg. Det ville være forkert for mig at være blevet i den religion, for inderst inde fortalte min fornuft mig, at der ikke var nogen Gud.«
De kraftige solstråler rammer Tabita i ansigtet og på armene. I en lyserød sommerkjole slentrer hun barfodet rundt i haven foran det lille røde parcelhus i Nørresundby, hvor hun netop er flyttet ind med sin kæreste. På græsplænen ligger hendes to katte og nyder varmen. Det er juli 2001.
Igennem det sidste halvandet år er Tabita gledet længere og længere væk fra Jehovas Vidner. Kommer ikke til møderne, ser ikke sine gamle venner og føler sig ikke mere som en del af fællesskabet. Hun holder sig på afstand, gemmer sig nærmest. Hun er droppet ud af handelsskolen. Det synes så ligegyldigt, når hun er ved at blive vanvittig af at tænke på sin rodede tilværelse.
En bildør smækker ude på vejen. Tabita skynder sig hen til havelågen og giver sin far et kindkys. Hun har glædet sig til, at han skulle komme. Glædet sig til at vise huset og haven frem. Arm i arm går far og datter rundt på græsset. Hun viser ham de blomstrende rosenbuske, skovjordbærrene nede ved hækken og æbletræet midt i haven, før han får lov til at komme indenfor.
De sætter sig ved spisebordet. Tabita har trukket ham med rundt i hele huset, mens han til gengæld har givet gode råd om, hvordan man fjerner rustpletter og luger blomsterbede. Han har slet ikke nævnt Futon-sofaen i stuen. Ikke sagt et ord om den sammenfoldede dyne og pude, som Tabita få timer forinden har lagt frem for at antyde, at hun sover på sofaen og ikke i dobbeltsengen. De ved begge to, det er løgn, men hun kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor hun alligevel har gjort det. Måske for at fastholde illusionen over for sin far om, at hun stadig lever som et rettroende Jehovas Vidne.
Tabita sætter kaffekanden på bordet og hælder op til dem begge. Hun smiler til sin far, men han reagerer ikke. Han er pludselig blevet den alvorlige mand, hun kun har mødt et par gange i sit liv.
»Tabita, du bor sammen med din kæreste nu, så derfor kan jeg ikke se dig mere,« siger han roligt.
Sætningen lyder uvirkelig. Hun tror ikke på det. Smågriner tilbage, men bliver kun mødt af et fast blik og sammenbidte læber. Han gentager sine ord i en mere bestemt tone. Han vil have, at hun skal vende tilbage til menigheden, men Tabita nægter.
De rejser sig fra spisebordet.
»Nå, er det så bare farvel,« spørger hun famlende.
»Ja, det må det være,« siger han og rækker hende hånden, mens hun griber ud efter ham. Trækker ham ind til sig. Efter et halvhjertet knus vender han ryggen til hende, går ud ad døren og ned ad havegangen. Og dér går det op for hende. Han er væk. Forsvundet ud af hendes liv. Tårerne presser på.
»Fra jeg var helt lille, så jeg meget op til min far. Jeg stræbte efter at blive som ham, så jeg var jo ked af ikke at kunne leve op til hans forventninger.«
Fjernsynsskærmen flimrer. Tabita sidder behageligt i sofaen. Hun har taget et tæppe over benene og sipper til en kop varm te. Det er august - snart to måneder siden, at hendes far forsvandt ud ad hoveddøren. Hun spekulerer på, hvad han laver lige nu, om han har det godt, om han er ligeglad med hende, men telefonens kimen afbryder tankerne.
Hun løfter røret og genkender stemmen i den anden ende med det samme. Det er Henrik - en af De Ældste fra Jehovas Vidne-menigheden i Nørresundby. Gennem de sidste uger er han flere gange uden held troppet op foran hendes hoveddør.
Nu er Henriks tålmodighed brugt op. Tabita skal stille til samtale i Rigssalen, ellers risikerer hun at blive officielt udstødt af Jehovas Vidner, truer han.
Hun sætter sig tilbage i sofaen. Hun vil ikke have noget med dem at gøre. Fjernsynet kører videre, men det er svært at koncentrere sig. For få kilometer derfra sidder tre midaldrende mænd og afgør hendes skæbne.
En udstødelse vil isolere hende totalt fra alle dem, hun er vokset op med. De Ældstes dom vil stemple hende som et dårligt menneske. Et menneske, man bør undgå. Tankerne svirrer i hovedet. Hun troede, at hun langsomt kunne glide ud af Jehovas Vidner. At menigheden bare ville glemme hende, så resten af familien ikke også blev tvunget til skubbe hende fra sig.
En halv time senere ringer telefonen igen. Henriks prædikende stemme hvirvler bibelcitater og formelle vendinger ud i luften.
»Paulus skriver...utugt...synd...angre.«
Tabita hører kun efter med et halvt øre, for budskabet står allerede lysende klart. Hun er udstødt.
»Jeg følte mig magtesløs. Jeg blev kastet rundt i et system, jeg ikke længere ønskede at være en del af.«
Kun en håndfuld mørke skikkelser er at se på den dunkle perron. 21-årige Tabita står og venter på Hobro Banegård, hun er på vej hjem. Hun skæver til viserne på det store stationsur. Der er ti minutter, til toget kører.
En ung pige kommer gående forbi hende. Pludselig genkender Tabita ansigtet. Det er hendes søster Line, som hun ikke har set i næsten et år - ikke siden hun blev udstødt. Tabita træder et skridt frem.
»Hej.«
Line ser op, tøver et øjeblik.
»Hej,« svarer hun fåmælt, fortsætter bare forbi Tabita og standser et par meter længere henne. Tabita følger hende med øjnene. Line roder febrilsk rundt i sin håndtaske og putter øjeblikkeligt to små høretelefoner i ørene. Tager sin mobiltelefonen op og begynder at trykke på tastaturet.
Minutterne går, mens de to søstre står få skridt fra hinanden uden at udveksle et ord. En underlig tom følelse strømmer gennem Tabita. De delte værelse i årevis. De plejede at være bedste venner. Hun forsøger forgæves at få øjenkontakt, idet det hvide IC-3 tog ruller ind på stationen. Line vender ryggen til og går hurtigt hen ad perronen mod den næste togdør.
Togvognen er næsten tom, da Tabita træder ind. Hun får øje på Line - hun sidder længere fremme i vognen, men Tabita kan lige akkurat skimte hendes mørkebrune hårtop mellem sæderækkerne. Det er rart at se hende igen. Egentlig vil hun bare gerne gå ned til hende. Snakke med hende. Men hun kan ikke få sig selv til det. Toget sætter i gang, og stationen glider forbi.
Tabita tager sin mobiltelefon frem, tænker et øjeblik og skriver så en SMS-besked til sin søster.
»Jeg er glad for at se dig igen. Du ser godt ud. Håber, du har det godt. Knus Tabita.«
Ikke for anmassende, ikke for lang. Hun trykker på send-knappen og læner sig igen lidt til siden for at holde øje med Line. Men reaktionen udebliver. Hårtoppen rører sig ikke.
»Næste station: Skørping,« lyder den mekaniske stemme i togets højtaler. Line rejser sig, men Tabita får ikke hendes ansigt at se igen. Hendes halvandet år yngre søster går den anden vej ud af togvognen og stiger af.
Toget sætter i bevægelse. Tabita sidder modløs tilbage og kigger ud af vinduet. Hun har beholdt sin mobiltelefon i hånden, men der kommer intet svar. Line er allerede forsvundet ud i mørket.
»Min familie har altid betydet utrolig meget for mig. Når jeg i dag ser andre med deres familier, bliver jeg ked af det, for det minder mig om, at jeg ikke har min mere.«
Formiddagssolen trænger ind gennem vinduerne i det lille, firkantede rum. Klokken er lidt i elleve, da Tabita træder ind ad døren til kapellet på Hobro Sygehus. På begge sider af den smalle midtergang sidder kvinder og mænd med foldede hænder og sørgende blikke. I den tunge trækiste ligger en dreng, Tabita er vokset op med i menigheden.
Hun er sent på den. Dæmpet musik strømmer hende i møde. Hun kigger flygtigt rundt i lokalet, men alle pladserne bagerst er optaget. Der er kun et par ledige stole helt fremme ved tredje række. Hun tøver et øjeblik. Tager mod til sig. Det er hele hendes gamle menighed, der fylder rummet. Tabita har ikke set dem, efter hun blev udstødt af Jehovas Vidner for mere end to år siden.
Dengang følte hun sig ensom og isoleret, men nu er hun ved at få styr på sit liv igen. Hun er snart færdig med sin HF-uddannelse og har planer for fremtiden.
Ceremonien begynder. Hun kan ikke blive stående i døråbningen. På vej gennem kapellet mærker hun, hvordan blodet strømmer rundt i hendes vaklende ben. For hvert skridt passerer hun en person, hun har kendt siden fødslen. Modstridende følelser vælder op i hende. Hun savner dem - de har været en del af hendes liv altid - men samtidig tilhører de den fortid, hun afskyer.
De mange øjne stirrer forbløffede tilbage, men Tabita fortsætter ufortrødent op ad midtergangen. Hun vidste på forhånd, at hun som udstødt nok ikke ville være velkommen, men hun var fast besluttet på at møde op.
Ceremonien er slut. Tabita står midt i menneskemængden uden for kapellet. Den afdødes forældre kommer hende i møde. Giver hende et knus. Alle andre ignorerer hende. Kigger på hende, som om hun er en fremmed.
Men Tabita er ligeglad. Hun har ikke længere brug for deres accept.
»Jeg var stolt af mig selv, over at jeg turde se dem i øjnene. For jeg vidste, at jeg havde svigtet dem, og de ikke forstod mig.«
Begravelsen i Hobro var sidste gang, Tabita så sin gamle menighed. Det er nu to år siden. Hun er efterfølgende begyndt at læse til lærer på seminariet. Hun er kommet videre med sit liv. Har efterhånden fået opbygget en ny vennekreds. Der er næsten ingen tilbage fra dengang, for de var også Jehovas Vidner og har for længst vendt hende ryggen.
Tabita er flyttet til København og bor i en lille et-værelses kollegie-lejlighed. Men intet sted på lejlighedens hvide vægge hænger billeder af hendes forældre eller søskende. Hun bliver stadig ked af at se deres ansigter.
»De var mine bedste venner, og vi har altid været tæt knyttet til hinanden. På den måde kan jeg i dag godt føle mig lidt som et halvt menneske.«

Bortset fra hovedpersonen er alle navne i denne artikel opdigtede.
Dette er den sidste artikel i serien »Skæbnefortællinger«. De foregående, »Flugten med lille Camilla« blev bragt 26. marts og »Maibritts sidste karruseltur« 2. april. Alle artikler kan læses på www.berlingske.dk
http://www.berlingske.dk/grid/indland/artikel:aid=720544

Kan du starte med at købe DVD'en - der er en del interviews med hende i ekstra materialet, som også fortæller, hvorfor hun endte med at forlade Theis... Men hvorfor er du så interesseret i hendes liv? Hun er en afklaret kvinde nu, som ved hvem hun er.
I filem gør hun opmærksom på, at forholdet til Theis var ulige, fordi det kostede hende alt, medens han ikke havde andet på spil end hende. Set udefra er det derfor næppe forkert at konkludere, at Theis var hendes løftestang væk fra JV, men det kunne i sagens natur ikke blive dem - dertil forstod han for lidt om, hvad det vil sige at komme lige fra en fanatisk JV familie.

´
... Hvor Sara spørger faderen om gud eller hende, at faderen så siger gud,
opfattes sandsynligvis af teenageren Sara som en afvisning af hende til fordel for trossamfundet.
Man får indtrykket af en lykkelig og kærlig familie -
Men så er der lige faderens sidespring - Og det forfærdelige sker, moderen kan ikke bare acceptere det og tilgive, (Jeg fik en fornemmelse af, at der måske lå mere bag end det ene sidespring) er stik imod hvad børnene er oplærte/skolede i - Faderen siger undskyld, moderen skal derefter bare makke ret og rette ind, hvorfor det tydeligvis i det samfund, er moderen der er galt på den, hvilket vi ser i børnenes valg - Det gav mig godt nok kuldegysninger.
Det er blændende skuespilpræstationer, og en film jeg til fulde forstår, JV'erne ikke bryder sig om. Menigheden bliver nærmest tegnet med en noget speciel form for "kærlig strenghed" af Jens Jørn Spottag og Anders W. Berthelsen m/logrende påhæng, det er først når man ser AWB i nærbillede, at man kan fornemme en afmålt kulde i hans øjne, den kulde der vidner om en mand der er sig 100% bevist om egen magtfulde kontrol over "masserne" - Hans ord er lov ingen nedad skal sige ham imod.
Det havde været rart for JV'erne, hvis rollekarakterende overspillede, for så havde de kunnet råbe op om hvor ynkeligt og hyklerisk, men det modsatte gør sig gældende, hvilket udstiller JW og menigheden, efter min mening, særdeles troværdig!
Det andet der slog mig var, at det er næsten uhyggeligt at se hvor skolede børnene er, Det er faderen der har "skidt i nælderne", han har indrømmet, ergo han er taget til nåde, men Moderen kan ikke tilgive faderen (mon der ligger andet bag?), hvilket er forfærdeligt, hvorfor børnene umiddelbart foretrækker faderen -
Mange hilsner
jalmar

indlæg lige pludseligt skulde blandes ind i emmet.
nok fordi at ajv2 ville skifte emme.
og hvorfor så det?
var det ordret løgnen, han kom til da han læste dit indlæg, og han kunne ikke se mere?

Hej billen76,
Når du stiller spørgsmålet "Det er helt klart den (indpodede) idealisme spiller en stor rolle, men spørgsmålet er, om denne form for idealisme i virkeligheden ikke er et udtryk for en større egoisme?" er jeg nødt til at spørge, om det behøver være et enten eller? Mon ikke snarere det er sådan, at i faderens tilfælde er idealismen blevet et valg på den personlige plan, men på det kollektive plan eller metaniveau er det kollektivets egoisme der fratager faderen hans mulighed for at vise og udtrykke sin kærlighed til Sarah?
Hvad jeg tænker er, at i det øjeblik en person - i dette tilfælde faderen - bliver offer for idealismen ved sin ubetingede underkastelse under idealerne, fornægter han sit sande selv og iklæder sig en del af et kollektivt selv, ved hvilket han identificerer sig. For at blive og forblive i denne selvvalgte identitet og frigøre sig fra den angst der følger med fravalget af idealismen, kan han intet andet end afvise Sarah.
Ud fra dette perspektiv følger en næsten uafvigelig konsekvens, at han nødvendigvis på opfatte Sarahs handling som en udtryk for [hendes] egoisme. Hvis han ikke ser Sarahs handling som udtryk for [en] egoisme vil han jo dybest set anfægte den idealisme han selv har underkastet sig, og så har han ikke længere noget værn mod en truende fordring om blive konfronteret med sig selv: "Hvem er jeg?" og "Vælger jeg livet eller lader jeg et ideal diktere mit liv?"
I dette perspektiv er jeg delvist enig med dig i konkluderer: "Måske er det der styrer hans reaktion at selve frygten for at springe ud i et opgør med den Organisation (snarere end idealet) der definerer hans eksistens er større end frygten for at miste forholdet til sin egen datter."
Der hvor jeg er uenig med dig i din konklosion er, at jeg ikke mener det her er muligt at afskille idealet og Organisationen. For mig at se, er det to sider af samme sag. Jehovas Vidners teokrati er kernen eller essensen for både Organisation og ideal.
Skildringen af faderes utroskab ser jeg som en rammende parallel til Sarah møde med kæresten. Faderen ender med at fornægte sig selv og underkaste sige idealet i en idealisme. Sarah udfordrer idealet og realiserer sig selv, Sarah vælger at tage konfrontationen med sig selv, erkende sig selv, vælge sig selv. Det er ikke et egoistisk valg, men et eksistentielt valg.
Dette leder mig tilbage til det uundgåelige spørgsmål: Når faderen spørges om han elsker Gud højere end Sarah, er det så isoleret set i faderens perspektiv udtryk for egoisme? Nej, det er udtryk for hans valg - eller måske mere præcist, at han vælger at lade vilkåret vælge for sig, vælge sig selv fra som selvstændigt individ for at være og se sig selv som en del af noget større, fordi han ikke magter sig selv.
mvh
Sbrh

Spørgsmål...
Hvor køber du dine briller ???
Klaus

kommenterer.
Jeg har på nuværende tidspunkt ikke haft tid til at læse dit meget lange indlæg, men det får jeg måske ! ( Er du på den teokratiske skole❓)
Jeg kom til ordet fordomme og der stoppede jeg for JEG har ingen fordomme (som jeg forstår ordet fordomme ) JEG HAR SELV VÆRET DER !!!!!!!!!
Jeg har talt med mange der har været i kløerne på Jehovas vidner og det jeg kan stykke sammen med mine EGNE oplevelser indenfor JVerne er at den film er så uhyggelig SAND, så enhver rigtig JVer, der TØR se sandheden, ville tage sin religion op til fornyet overvejelse !
VH L
Som Maja sagde engang, tag dine Vagttårnsbriller af, så vil du se klart.

Til BILLEN, Skrevet af Lukas - Kl 19:07, 16.jul.2010
ring igen, jeg kunne ikke høre det hele på tlf.svaren, og læg dit nummer.
VH L

Hvem skal så forkynde?
Arbejdet med at forkynde og gøre disciple haster.
Med venlig hilsen, ftg.

men vi andre skal være klar til det modsatte, yndigt ftg.
Du er i sandhed en stor mand
mvh multani

før du begynder at forkynde ftg.
for den måde jv fordummer sig selv, så de ikke opdager at de er i løgn, er direkte tåbeligt!
og dumt, som om i godt ved i lyver, men vil bare ikke selv indrømme det.
for i vælger ikke at følge bibelen, men følger vagttårnets ord.

Det gjorde Jesus Kristus. Mit liv tilhører derfor ham.
Med venlig hilsen, ftg.

har du lige fladtrådt din egen pointe på den smukkeste vis, flot ftg.
mvh multani

Smuk bevisførelse, multani.
Interessant, at ftg ikke vil risikere sit liv for dig...

jeg tilhører Jesus Kristus.
Med venlig hilsen, ftg.

Nu har jeg udskudt at svare pga tidspres og kommer endnu engang til at udskyde den fyldestgørende redegørelse for mine tanker. Indtil da vil jeg dog indskyde denne kommentar fra ftg som i mine øjne opsumerer karakteren af et jv's "salg af sin sjæl" som foreløbigt svar:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=2116398
"Hahaha. Skrevet af ftg - Kl 18:17, 10.aug.2010
Man har ikke lov til at give noget væk som tilhører en anden, again. "

Med venlig hilsen, ftg.


mvh
Billen76

mere end god vilje til at få øje på, hvor det lige præcis er Jehovas Vidner prøver at ligne Jesus på.
mvh multani

du tilhører men med din adfærd og dine udtalelser, finder jeg det svært at se hvordan du kan påstå at du prøver at ligne Jesus.
Det er punkt 1: blasfemisk, punkt 2: den største løgn jeg har set længe.
skam dig ftg

Så tilhører vi ham der har købt os.
Med venlig hilsen, ftg.

"hvad I har gjort imod en af mine mindste, har I gjort imod mig"?
betyder:
Hvad du er villig til at gøre for multani, er du villig til at gøre for Jesus. Hverken mere eller mindre. Hvis du anerkender Jesus som din Herre, så behandl hans rige ordentligt!

men jeg har ikke ret til at give ham mit liv.
Med venlig hilsen, ftg.

sådan har det været siden kristendommens begyndelse, og så vil du have mig til at tro på, at næstekærligheden ikke rækker til døden?
Kærligheden ... tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.
Husker du de ord? Hvem er multanis næste? Dig? Det er dit valg om du vil være multanis næste! Men hvis du vil, skal du vide at kærligheden ikke har grænser - heller ikke døden. Det er det det betyder - at elske sin næste som sig selv.

Det kan være at han har "set" filmen på samme måde som han "læste" Samvittighedskrise.
Han lagde jo ud med at han havde læst den men indrømmede senere at han KUN havde skimmet den. Det er den måde JVere går i dybden når de undersøger deres egen tro !
VH L

kalder trosfrihed, Sara må gerne selv vælge sin `tro´, men det har sine omkostninger, for hvis hun selv vælger, i stedet for det hendes forældre har opdraget hende til, så skal de nok sørge for at hun får det at føle, for at prøve at tvinge hende tilbage i folden.
VH L

Du glemmer, måske, at ftg anser "en af mine mindste" som værende "den tro og kloge træl".
Altså mener han ikke han bør gå i døden for andre jv endsige "verdslige", men for trælleskaren i jv (som ftg tror administrerer Guds teokratiske ordning på jorden).
Byder de ham at gå i døden for vidnesbyrdets skyld vil han gøre det.
Han vil imidlertidigt ikke føle sig forpligtiget til at løfte en finger for at redde et andet menneskes liv. Han vil forkynde ordet for den døende, som enten fordømmer mennesket eller lover et evigt liv i trældom.

mvh
Billen76

Præsten, levitten og ftg gider ikke sådan være alle og enhvers næste. Men samaritaneren gad gide...

Forfølgelsen af Jeovas Vidner, blandt andet i Tyskland under nazismen, viser at Jehovas Vidner er parate til at give deres liv for deres tro. Vi kunne aldrig finde på at angive en broder eller en søster, bare for at redde os selv. Det er et spørgsmål om moral, again. Er du villig til at angive et andet menneske, hvis dit eget liv er i fare?
http://www.watchtower.org/d/19980708/article_01.htm
Med venlig hilsen, ftg.

bare for at redde mig selv.
Det er et spørgsmål om moral.
Og hvis Multani er blevet overfaldet af røvere, så skal jeg også nok hjælpe ham.
Det er et spørgsmål om næstekærlighed.
Men jeg har ikke lov til at give mit liv væk af en hvilken som helst grund, fordi jeg allerede tilhører en anden.
Jesus har købt os med sit eget blod, og vi tilhører derfor ham.
Med venlig hilsen, ftg.

Hvor i tråden ser du der tales om at "angive" andre for at redde sig selv?
Hvor ser du andre tale om, at overgive deres liv til andre?

Det handler om: Er du parat til, selv med dit liv som indsats, at redde et andet menneske i fare?
(vil gerne selv sige ja, men jeg ved af erfaring, sådanne erklæringer først skal stå sin prøve i praksis, før de har nogen værdi)

mvh
Billen76

hvor lidt du ved om Jesus Kristus.
Det er nærmest chokerende, har du intet lært af hans liv og lære.
mvh multani

Skriver du.
Hvorfor afsværger I så ikke bare jeres tro, istedet for at dø ?

Men det gør alle Jehovas Vidner, Multani.
Vi har lært Kristus at kende gennem et studium af Bibelen, og derefter har vi besluttet os for, at vi vil tjene ham. Han har købt os med sit eget blod, og så er vi hans ejendom. Hele menigheden af Jehovas Vidner tilhører Gud og Jesus Kristus. Jesus har givet sit liv for den.
Med venlig hilsen, ftg.

og nu står det sort på hvidt.
Jeg er ikke rystet fordi du siger at du tilhører Jesus Kristus, og det står tydeligt i mit indlæg at det jeg er rystet over er din uvidenhed om Jesus.
Det står der sort på hvidt, du lyver ftg og nu har vi et bevis for det.

jeg indviede mit liv til Gud som discipel af Jesus Kristus i 1976, så helt uvidende kan jeg ikke være. Inden da havde jeg lært Bibelen at kende.
Med venlig hilsen, ftg.

Fordi din Herre er så streng så streng. Få dog talenterne til at yngle.
"Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?" 1 Joh 3:16-17
Så enkelt er det - ligesom Jesus ofrede sit liv for os, skal vi også være parate til at ofre livet for vores næste. Det er Bibelens budskab! Naturligvis er jeg klar over, at modet kan svigte os i den afgørende situation, men samaritaneren var den overfaldne mands næste - det var levitten og præstern derimod ikke.

Hvorfor skulle det være interessant at afsværge sin tro? Troen er liv.

underligste spørgsmål jeg længe har set på en relgionsdebat.
Men det faktum at du spørger indikerer blot at du ikke har fundet den sandhed som du hele tiden fortæller os.
mvh multani

Nåh... det var bare fordi, det bliver vi Jehovas vidner revet i næsen, den ene gang efter den anden.
Men der gælder åbenbart et sæt regler for Jørgen Hattemager og et andet sæt regler for kongen.
Eller - Hykleri !