Tæt på skilsmisse

Så sidder jeg her - igen igen...
Manden og jeg har lige haft en til af de utallige samtaler, vi har været igennem det sidste halvandet år. Hvor var det lige, kærligheden blev af? Hvornår holdt vi op med at eleske hinanden, og hvad skal der ske med børnene, hvis vi træffer den svære beslutning om at gå fra hinanden...?
Der er ingen udtalt bitterhed, og vi kan egentlig godt tale sammen - vi taler bare ikke rigtig OM noget - mest kommentarer til det, der sker på TV, lidt snak om vores fælles fag osv... Nu imødeser vi 7 ugers ferie sammen. Hold da kæft - ingen møder eller den slags til at aflede opmærksomheden. En charterferie bestilt - det glæder vi os til; tror egentlig godt, vi kan feriere sammen på en god måde, det er noget andet end bare at gå herhjemme, og der er andre med på turen...
Vi skændes ikke, har bare ikke noget sammen længere - bortset lige fra et par børn (En ret væsentlig detalje) og så ellers hus, et par biler og i sidste ende et stykke papir, der står for noget i retning af at elske og ære til livet er slut...
Hvordan kom I andre igennem den svære tid???
Tankefuld og sørgmodig hilsen
Pus (Ja, det var det, vi kaldte hinanden da det hele endnu var, som præsten prædikede...)

det går op og det går ned. Har nogen lovet Jer andet?
Forelskelsen skal have næring. Det er med den som med så meget andet holder man ikke fokus kan man næsten ikke mærke den - i perioder.
Hvis dit fokus er på manglende følelser i dit ægteskab, så er det dét, der fylder.
Tag på ferie med din familie. Vær lidt romantisk og sørg for mindst ét godt grin om dagen - med andre ord, kæmp lidt for det. Saml på gode oplevelser.
I kommer igennem en evt skilsmisse, men det er en høj pris jeres børn betaler. Den skal de vel ikke betale, hvis det kan undgås?

Kunne du ikke tænke dig,at invitere din mand på en romantisk DATE?
Eller et weekendophold på en romantisk kro? (uden børn). Giver man næring til kærligheden,så blomstrer den. Vi har jo alle brug for,at vide vi er ok,ik? Din mand har jo brug for det samme som du.Forkæl hinanden lidt hver dag. Tænk positivt, og du bliver positiv. Hilsen umb

Men de ting I foreslår ER allerede prøvet - og mere til! Vi har kæmpet og stræbt og prøvet at genfinde gnisten - eller i det mindste en følelse af andet end kammeratskab.
Det lader sig bare ikke gøre, og der er kun én udvej.
Jeg tvivler på, særlig mange går fra hinanden uden først at kæmpe bravt - jo, måske, hvis der ikke er børn i forholdet, men omkostningerne ved en skilsmisse er for store til, at man "bare" giver op, som mange udenforstående ynder at tro - også vores fælles venner. " Jamen, I har jo slet ikke kæmpet for det", siger de. Tro mig, vi har ikke bestilt andet i meget lang tid. Og hver gang, vi tager en snak om, hvordan det nu går, er svaret det samme: Vi betragter hinanden som gode mennesker med værdifulde egenskaber, er glade for, den anden er hhv. mor og far til de fælles børn - men ægteskabelig glød, trang til at røre hinanden, trang til at dele livet, kort sagt: kærlighed...Nix!
Så ruten er ligesom lagt - jeg behøver vist ikke flere råd om, hvordan jeg redder mit ægteskab. Det, jeg søgte, var erfaringer fra folk, som har været igennem møllen. Men tak for forsøgene!
Venlig hilsen Pus

Og næsten umuligt at svare på hvordan man kommer igennem det, men det gør man....
Vi havde været sammen i ti år da bruddet kom, som hos jer var kærligheden død, og livet sammen var bare blevet en vane. Jeg kom igennem det ved hjælp af gode venner og veninder, de var der bare altid når jeg havde brug for dem. Og ellers brugte jeg tiden på at gøre det så let for vores børn som overhovedet muligt.
Det ER svært, men samtidig lærer man en masse om sig selv gennem sådan en proces, det er sundt! Vores skilsmisse var "lykkelig" vi har uden problemer fundet ud af hvor børnene skulle bo osv, og det gør det selvfølgelig lettere. Nu hvor tiden er gået er vi ofte sammen alle 4 til forskellige ting, det er dejligt for selvom vi ikke elsker hinanden mere, har vi trods alt to børn sammen.
Lad tiden arbejde for dig, så skal du nok komme hel ud på den anden side... Pas godt på dine børn, de betaler også en stor pris.
Tanker fra nellike.

Står i samme situation, med den tilføjelse at min kone så oveni er blevet forelsket og har set en en anden mand i 5-6 måneder.
Vores forhold har i længere tid været som du beskriver og vi har talt om det og hvad der eventuelt manglede, givet plads osv men kun med momental forbedring, men først under den netop afsluttede ferie med måske 1½år års stilstand blev løgnen bekendtgjort.
Jeg føler mig dybt krænket, skuffet, forrådt og hvad man nu ellers kan fylde på af ord, men samtidig er tankerne meget på hvordan vi nu kan få et godt samarbejde til at fungere efter en skilsmisse, af hensyn til børnene (6 og 8 år).
Min kone er meget ydmyg og skammer sig og har måske i virkeligheden mindre overskud til at komme videre end jeg har - jeg funderer over om min reaktion på trods af følelsen af at være blevet r..rendt er et udtryk for at bruddet var uundgåeligt.
Jeg tænker meget på vores børn og tror kun på det kan blive godt, hvis man tilgiver, viser respekt for den anden, tilsidesætter egne behov og er fleksibel i forhold til hinanden. Umiddelbart lyder det næsten som opskriften på et godt ægteskab, men det var det så alligevel ikke.