Uddrag af novelle om børn, drab og mord
Jeg er en pige på femten, der har skrevet en novelle. Vil gerne lokke nogle læsere til, så I får her et lille uddrag fra novellen - "Skabt til at dræbe" - som jeg håber i vil læse, give ris eller ros. Resten af novellen får I desværre ikke med, for så bliver den så lang, at jeg tvivler på, nogen gider læse den! xD Men god læselyst til jer, der gider!
Blod. Jeg lugter blod. Blod som man ser i gyserfilm. Blod som det man hører om i medierne. Blod, som ved dissekering af fisk. Den slags blod. Det er det samme. Det er det, jeg kan lugte. Meget har jeg drømt om, og mange forventninger har jeg haft omkring dette. Men det er først nu, at det går op for mig, hvad det er. For alvor.
For dette er alvor. Et liv hænger i en tynd tråd, et menneske har stadig chancen for at overleve. Der er stadig håb. Det behøver ikke at være således, beroliger jeg mig selv. Jeg kan vælge at slippe mennesket fri, lade det gå, lade det leve. Jeg kan vælge at bruge fornuften. Men jeg kan også vælge at følge mit instinkt. Min intuition. Min mavefornemmelse.
En sprække. En sprække med blod, der kommer fossende ud lidt ad gangen. En sprække der gradvist udvider sig og bliver større. Farligere. Mere gældende. Liv eller død. Nu eller aldrig. Jeg løfter forsigtigt min hånd fra det våde, beskidte gulv og mærker hvordan min klistrede håndflade langsomt løsriver sig.
Jeg ligger med al forsigtighed min hånd hen over brystkassen på den udsatte. Dunk. Et slag. Dunk. Endnu et slag. Dunk, dunk, dunk, dunk. Fire slag i træk. Hjerterytmen er blevet uregelmæssig. Der går yderligere fire sekunder, før jeg mærker det næste blodpump fra hjertet.
Langs den bare overkrop ser jeg stikkene. En efter en på en lang, regelmæssig række. Regelmæssighed. En ting man altid kan forholde sig til. Det er så ligetil. Ingen uventede og ubehagelige overraskelser. Jeg kigger koldt hen ad rækken med de mange stik. Tæller dem. Jo, de er der alle sammen. Femogtyve dybe sprækker i maven. Den ene mere blodig end den anden.
Jeg rører dem blidt med mine fingerspidser. Hver en blodig sprække skal kærtegnes. De er alle så smukke. Det går pludselig op for mig, at jeg aldrig har set noget smukkere. Ingen utrolige landskabsbilleder, ingen udsigter over havet ved solnedgang. Ikke engang sådanne ting er smukkere. Jeg fjerner mine fingerspidser fra de blødende revner, så fingeraftrykkene ikke bliver for tydelige. Jeg lægger mine hænder om dolkeskaftet og tørrer varsomt de sidste slatter blod af æggen.
Blod. Jeg lugter blod. Blod som man ser i gyserfilm. Blod som det man hører om i medierne. Blod, som ved dissekering af fisk. Den slags blod. Det er det samme. Det er det, jeg kan lugte. Meget har jeg drømt om, og mange forventninger har jeg haft omkring dette. Men det er først nu, at det går op for mig, hvad det er. For alvor.
For dette er alvor. Et liv hænger i en tynd tråd, et menneske har stadig chancen for at overleve. Der er stadig håb. Det behøver ikke at være således, beroliger jeg mig selv. Jeg kan vælge at slippe mennesket fri, lade det gå, lade det leve. Jeg kan vælge at bruge fornuften. Men jeg kan også vælge at følge mit instinkt. Min intuition. Min mavefornemmelse.
En sprække. En sprække med blod, der kommer fossende ud lidt ad gangen. En sprække der gradvist udvider sig og bliver større. Farligere. Mere gældende. Liv eller død. Nu eller aldrig. Jeg løfter forsigtigt min hånd fra det våde, beskidte gulv og mærker hvordan min klistrede håndflade langsomt løsriver sig.
Jeg ligger med al forsigtighed min hånd hen over brystkassen på den udsatte. Dunk. Et slag. Dunk. Endnu et slag. Dunk, dunk, dunk, dunk. Fire slag i træk. Hjerterytmen er blevet uregelmæssig. Der går yderligere fire sekunder, før jeg mærker det næste blodpump fra hjertet.
Langs den bare overkrop ser jeg stikkene. En efter en på en lang, regelmæssig række. Regelmæssighed. En ting man altid kan forholde sig til. Det er så ligetil. Ingen uventede og ubehagelige overraskelser. Jeg kigger koldt hen ad rækken med de mange stik. Tæller dem. Jo, de er der alle sammen. Femogtyve dybe sprækker i maven. Den ene mere blodig end den anden.
Jeg rører dem blidt med mine fingerspidser. Hver en blodig sprække skal kærtegnes. De er alle så smukke. Det går pludselig op for mig, at jeg aldrig har set noget smukkere. Ingen utrolige landskabsbilleder, ingen udsigter over havet ved solnedgang. Ikke engang sådanne ting er smukkere. Jeg fjerner mine fingerspidser fra de blødende revner, så fingeraftrykkene ikke bliver for tydelige. Jeg lægger mine hænder om dolkeskaftet og tørrer varsomt de sidste slatter blod af æggen.