undskyldninger og tilgivelse

I aftenshowet her til aften, havde de besøg af en kvinde som ikke var parat til at tilgive sin overfaldsmand, da hun mente, hans undskyldning ikke var oprigtigt. En præst berettede meget interessant, om fænomenet tilgivelse. Det at, det er en proces, som for nogen tager længere tid, end hos andre. At små forseelser kan tage lang tid hos den ene, mens store forseelser (hvis jeg kan kalde det for det), kun tager kort tid hos andre, at tilgive. At man kan "mærke", når man har tilgivet nogen noget. Det er ikke nok at sige det, man kan og skal føle det, en form for lettelse, eller bare det at man glemmer det, simpel hen.
Personligt har jeg til tider oplevet, at jeg er lige lovlig hurtig, til at tilgive mennesker. Engang i mit liv, blev det for meget for mig selv, så jeg begyndte at skrive ting op, som jeg virkelig var vred og skuffet over. Simpel hen fordi, jeg til tider følte mig "for dum", når jeg var så hurtig til at tilgive. Til gengæld, er jeg glad ved, at jeg er i stand til at tilgive. Det er jo det bedste for en selv, mener jeg. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man er i stad til at tilgive alt mellem himmel og jord. Men det ved man nok ikke, før man sidder i situationen. Men had og hævntrang, forgår som regel med tiden for de fleste. Hvordan har i det med undskyldninger og tilgivelse?

Godt spørgsmål! Og svaret er ikke let.
En dybtfølt undskyldning er naturligvis lettere at accepterer end en undskyldning givet pga. pres.
Ofte begås en forseelse fordi synderen undervurderer effekten eller slet ikke er klar over, at der er tale om en forseelse.
Og det ER jo svært, da alt opfattes forskelligt fra person til person.
En ordenlig undskyldning kræver derfor, at den forurettede informerer synderen om hvilken effekt forseelsen har haft.
Dvs, at den forurettede har et ansvar for at at forklare HVORFOR han/hun er blevet ked af det.
Ingen kan tankelæse, og det er umuligt at give en reel undskyldning, hvis man ikke er klar over effekten af ens handling.
Og ja - det lægger jo et ansvar på den forurettede.
Det tænker vi nok ikke så meget over, og jeg har i hvert fald en tendens til at tænke: "Det burde han/hun sku have tænkt på".
Men det er altså ikke sikkert, at synderen ved, hvor ked af det du er blevet (eller hvorfor) - og derved kan en oprigtig undskyldning ikke gives.
I hvert fald ikke en undskyldning der gør, at du kan tilgive.
En undskyldning der lugter af: "Jeg siger undskyld fordi jeg blev opdaget" eller "Jeg siger undskyld fordi jeg skal" kan jo ikke bruges til tilgivelse.

I aftenshowet her til aften, havde de besøg af en kvinde som ikke var parat til at tilgive sin overfaldsmand, da hun mente, hans undskyldning ikke var oprigtigt. En præst berettede meget interessant, om fænomenet tilgivelse. Det at, det er en proces, som for nogen tager længere tid, end hos andre. At små forseelser kan tage lang tid hos den ene, mens store forseelser (hvis jeg kan kalde det for det), kun tager kort tid hos andre, at tilgive. At man kan "mærke", når man har tilgivet nogen noget. Det er ikke nok at sige det, man kan og skal føle det, en form for lettelse, eller bare det at man glemmer det, simpel hen.
Personligt har jeg til tider oplevet, at jeg er lige lovlig hurtig, til at tilgive mennesker. Engang i mit liv, blev det for meget for mig selv, så jeg begyndte at skrive ting op, som jeg virkelig var vred og skuffet over. Simpel hen fordi, jeg til tider følte mig "for dum", når jeg var så hurtig til at tilgive. Til gengæld, er jeg glad ved, at jeg er i stand til at tilgive. Det er jo det bedste for en selv, mener jeg. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man er i stad til at tilgive alt mellem himmel og jord. Men det ved man nok ikke, før man sidder i situationen. Men had og hævntrang, forgår som regel med tiden for de fleste. Hvordan har i det med undskyldninger og tilgivelse?

Jeg kan ikke se hvorfor det er blevet så populært at tilgive feks overfaldsmænd eller spiritusbilister.
Hvad kan man som offer egentlig bruge det til, udover at "man så kan komme videre med sit liv"?

Ja i princippet behøver man jo ikke at møde/se den person man tilgiver. Derimod tror jeg det kan være godt, at en person som er blevet overfaldet af en person, med hætte eller maske, at møde gerningsmanden. Så offeret kan se, at der er et menneske bag. Ofte et menneske som ikke er så modbydeligt og farligt som frygtet. Og også vigtigt for offeret at forstå, at det ikke var personligt, men ren og skær tilfælde. Og ikke mindst, at offeret ikke skal være bange for vedkommende fremover.

Jeg kan ikke se hvorfor det er blevet så populært at tilgive feks overfaldsmænd eller spiritusbilister.
Hvad kan man som offer egentlig bruge det til, udover at "man så kan komme videre med sit liv"?

Hvis man blev udsat for et voldeligt overfald, ville det bedste sted at moede gerningsmanden vaere som vidne til hans henrettelse.

At tilgive er en personlig ting som jeg ikke behøver fortælle vedkommende at jeg har gjort, at tilgive er ikke det samme som at sige man glemmer det vedkommende har gjort. At tilgive for mig er at sætte mig selv fri så jeg ikke længere er i den dårlige energi som var.