Usikker på kærligheden
Hej med jer
Jeg er en pige på 16 år, som står i den situation, at jeg er blevet lidt småvild med en fyr. Det er overhovedet ikke en forelskelse endnu, men nærmere et lille crush. Vi er startet ud som vildt gode venner, og så har det bare udviklet sig. Vi har kysset, hvilket også betyder, at vi har overtrådt grænsen mellem venner og mere end venner; det er altså ikke længere "bare" et venskab.
Problemet er i bund og grund nok bare, at jeg tænker for meget over tingene. Jeg er umådelig bange for at kaste mig ud i det her projekt, fordi jeg for det første tænker alt for meget over, hvad omverdenen tænker, og hvad der forventes af mig. Han er normalt overhovedet ikke min type. Han har en fantastisk personlighed, er sjov, positiv, intelligent og en rigtig god ven. Men han er ikke den store, stærke, macho-type, men mere lidt spinkel, og den der type, man under andre omstændigheder måske bare bliver venner med. Derfor er jeg helt vildt meget i tvivl, om jeg er vild med tanken om at have én tæt på mig, eller om jeg er vild med ham. Og ja - lidt overfladisk - så tænker jeg på, hvad alle andre vil tænke om ham. Om de tænker han er en kikset type, eller at vi er et mærkeligt par. Jeg ved godt, jeg ikke skal lade det få betydning, men det har det på en måde.
Vi går i samme klasse, hvilket betyder, at vi skal gå op og ned af hinanden hver dag. Det er den anden ting, jeg er bange for går galt. Hvis nu det ikke spiller, så er både meget af venskabet gået tabt, og så skal vi ovenikøbet konfronteres med hinanden hver dag i alle timer.
Det tredje dilemma består i min egen usikkerhed og reaktion omkring kærlighed. Jeg har tidligere haft en kæreste, som var min første forelskelse. Han går også på vores skole og er i vennekreds med mit "crush". Jeg har på ingen måder følelser for ham længere, men alligevel er det, som om det sætter en stopper for, at jeg kaster mig ud i noget nyt. Specielt fordi han har sagt nogle ting til folk omkring mig, som gør, at jeg bliver usikker på, hvordan han står ift. mig. Som om det ikke er helt afsluttet, det der var. Dette er dog til trods for, at der ikke - fra min side i hvert fald - er nogle følelser involveret udover venskabelige følelser.
Jeg har tendens til, når folk kommer tæt på - andre end mine venner - at jeg trækker mig væk. Jeg bliver bange for, at folk skal lære "hele" mig at kende. Tanken om at blotte mig for et andet menneske og lukke dem helt ind er skræmmende. Jeg har det dog ikke sådan med mine venner. Kun når det gælder dem, der er lidt "sødere". Jeg synes, det er SÅ akavet, at de skal hjem i mit hus og opleve min familie, når vi bare er herhjemme. Selvom jeg er stolt af min familie og elsker dem overalt. Det er simpelthen for mærkeligt.
Jeg ved ikke, om nogle genkender bare lidt af alle de følelser, jeg har beskrevet, men hvis I har et par gode råd, tager jeg gerne imod. Tak på forhånd
Hilsen den forvirrede [???]
Jeg er en pige på 16 år, som står i den situation, at jeg er blevet lidt småvild med en fyr. Det er overhovedet ikke en forelskelse endnu, men nærmere et lille crush. Vi er startet ud som vildt gode venner, og så har det bare udviklet sig. Vi har kysset, hvilket også betyder, at vi har overtrådt grænsen mellem venner og mere end venner; det er altså ikke længere "bare" et venskab.
Problemet er i bund og grund nok bare, at jeg tænker for meget over tingene. Jeg er umådelig bange for at kaste mig ud i det her projekt, fordi jeg for det første tænker alt for meget over, hvad omverdenen tænker, og hvad der forventes af mig. Han er normalt overhovedet ikke min type. Han har en fantastisk personlighed, er sjov, positiv, intelligent og en rigtig god ven. Men han er ikke den store, stærke, macho-type, men mere lidt spinkel, og den der type, man under andre omstændigheder måske bare bliver venner med. Derfor er jeg helt vildt meget i tvivl, om jeg er vild med tanken om at have én tæt på mig, eller om jeg er vild med ham. Og ja - lidt overfladisk - så tænker jeg på, hvad alle andre vil tænke om ham. Om de tænker han er en kikset type, eller at vi er et mærkeligt par. Jeg ved godt, jeg ikke skal lade det få betydning, men det har det på en måde.
Vi går i samme klasse, hvilket betyder, at vi skal gå op og ned af hinanden hver dag. Det er den anden ting, jeg er bange for går galt. Hvis nu det ikke spiller, så er både meget af venskabet gået tabt, og så skal vi ovenikøbet konfronteres med hinanden hver dag i alle timer.
Det tredje dilemma består i min egen usikkerhed og reaktion omkring kærlighed. Jeg har tidligere haft en kæreste, som var min første forelskelse. Han går også på vores skole og er i vennekreds med mit "crush". Jeg har på ingen måder følelser for ham længere, men alligevel er det, som om det sætter en stopper for, at jeg kaster mig ud i noget nyt. Specielt fordi han har sagt nogle ting til folk omkring mig, som gør, at jeg bliver usikker på, hvordan han står ift. mig. Som om det ikke er helt afsluttet, det der var. Dette er dog til trods for, at der ikke - fra min side i hvert fald - er nogle følelser involveret udover venskabelige følelser.
Jeg har tendens til, når folk kommer tæt på - andre end mine venner - at jeg trækker mig væk. Jeg bliver bange for, at folk skal lære "hele" mig at kende. Tanken om at blotte mig for et andet menneske og lukke dem helt ind er skræmmende. Jeg har det dog ikke sådan med mine venner. Kun når det gælder dem, der er lidt "sødere". Jeg synes, det er SÅ akavet, at de skal hjem i mit hus og opleve min familie, når vi bare er herhjemme. Selvom jeg er stolt af min familie og elsker dem overalt. Det er simpelthen for mærkeligt.
Jeg ved ikke, om nogle genkender bare lidt af alle de følelser, jeg har beskrevet, men hvis I har et par gode råd, tager jeg gerne imod. Tak på forhånd
Hilsen den forvirrede [???]