1. Timoteus 5:8 som er skrevet af Paulus siger:
Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.
Og hvordan stemmer dette udsagn så overens med de tilfælde, hvor mindreårige børn er blev bedt om at forlade hjemme, fordi de ikke ønsker at tro på det Jehovas Vidner tror?
Hvordan forholder det sig med omsorgsforpligtelsen i sådanne tilfælde?
Et helt konkret eksempel:
En familie, medlem af Jehovas Vidner, bestående af 2 voksne og 4 børn. Manden er ikke far til børnene. Kvindens tidligere mand valgte at frasige sig Jehovas Vidners tro og efter nogle år blev kvinden og manden enige om, at det var bedst at manden flyttede, for at undgå unødige konflikter i hjemmet som kunne påvirke børnene negativt.
Efter nogle år kommer det ældste barn til den konklusion (ca. 16 år på dette tidspunkt) at han ikke ønsker at være et Jehovas Vidne. Moderen og stedfaderen stiller krav om at han skal fortsætte med at komme til Jehovas Vidners ugentlige møder, hvilket han efterkommer, dog under protest, da han ikke ønsker at være medlem (han er ikke døbt). Da drengen ikke har set sit far ret meget i flere år, er glad for sin mor og ikke ønsker at miste kontakten til sine 3 mindre søskende, og ellers har det godt og har hele sin netværk i området, hvor de bor, ser han ingen grund til at der skal ændres på dette.
Imidlertid, kort tid efter drengen er blevet 17 år, får han et ultimatum. Enten vælger han at acceptere Jehovas Vidner tro fuldt ud ellers bortvist fra hjemmet og sendt til sin far, som han ikke har nogen særlig kontakt med gennem flere år. Som drengen siger, hans far er blevet som en fremmed for ham, og skulle flytte til den modsatte ende af landet til et mindre bysamfund, hvor han ikke kender nogen, giver ingen mening og vil slå hans tilværelse i stykket.
Tre måneder senere skriver moderen til drengens far, at drengen ikke længere kan være hos familien og at hun sender sønnen over til ham. Drengen har efterfølgende hverken haft kontakt med sin mor eller søskende. Når drengen henvender sig via mail eller brev får han ingen svar tilbage. Ved opringning til familien bliver han afvist med beskeden om, at det er ham der valgt troen og dermed familien fra.
Dette er desværre på ingen måde et enestående eksempel, men spørgsmålet til dig er:
Hvordan kan det i lyset af 1. Timoteus 5:8, som du henviser til, forsvares eller retfærdiggøres, at en mor vender sit mindreårige barn ryggen og forhindrer barnet i at have kontakt med sine søskende?
/sbrh