valgpis
I gårddagens Deadline så man Anders Fogh Rasmussen duellerer mod en af Danmarks skarpeste tv-værter Martin Krasnik. Teflonen holdt fornemt, bl.a. fordi det netop ikke kun er fup. Krasniks forsøg på at skabe indtrykket af en politiker der holder noget skjult fejlede, ganske enkelt fordi Fogh på mange måder tager problemerne i den rækkefølge de kommer, og altså dermed ikke har en eller anden “ond plan” på lager. At man ikke kunne få mere at vide om Danmarks fremtid kunne ikke med rimelighed lastes Fogh.
Denne muligvis bevidste kortsynethed er selvfølgelig ikke rar for dem der vil deltage i en reel debat om Danmarks fremtid, som eksempelvis Mette Bock fra JydskeVestkysten, men det er der nok ikke så meget at gøre ved. Ingen betydningsfulde politikere ønsker denne debat.
I aften er det så Mogens Lykketofts tur hos den lyserøde Martin Breum. Selvom Lykketoft skulle få medvind og fløjlshandker fra de elektroniske medier er hans skæbne dog beseglet. Sosserne venter på generationsskiftet. I dagens Kristeligt Dagblad lokkes der med en hitliste over de 10 mest karismatiske politikere:
Hvis dansk politik var et spil kort, ville Anders Fogh Rasmussen være spar konge. Et trumfkort ladet med kompetence, handlekraft og kontrol. Ingen røde konger kan matche ham for hverken ledende socialdemokrater eller SF’ere hører til de mest karismatiske politikere i dansk politik.
Der er ingen nåde og i dette er jeg enig. Man finder ingen toppolitikere på venstrefløjen med karisma. Henrik Byager mener åbenbart at se perspektiver i generationsskiftet:
Hvis der ingen røde konger er i dansk politiks kortspil, så mener Henrik Byager til gengæld, at der findes både røde knægte og unge dronninger i kulissen. Og de kan for fremtiden få afgørende betydning for spillets gang. Den røde knægt i dansk politik er socialdemokraternes Jeppe Kofod, hvis “Tintin-oprigtighed” ifølge Byager tiltaler mange.
– Han har det klare blik og de rene øjne og kan på samme tid være skarp og dyb. Når han får tyngden, bliver han et ganske godt bud på en lederskikkelse, som man vil tilskrive mange positive kvaliteter, siger Henrik Byager. På samme måde fremhæver han Mette Frederiksen (S) som en politiker, der kan blive den røde dame i dansk politik.
Her synes jeg hans dømmekraft svigter ham totalt. Jeppe Kofoed er den mest klamme og selvsmagende bureaukrat-snude man kan forestille sig. Der kommer selvfølgelig intet godt ud af at gøre ham til kronprins. At sammenligne ham med Tintin er mildest talt en grov fornærmelse mod Hergé.
Og Mette-mokken? Ja, hun vil jo helst afskaffe mænd. Eller i det mindste kriminalisere dem så meget som muligt. At kalde hende en rød dronning er dog ikke urimeligt, når PMS tydeligvis styrer hendes liv.
PS: Urban fortæller at socialkammeraternes røde uddelings-roser er lavet under slavelignende forhold. Mon de elektroniske medier dyrker den tilstrækkeligt?
Denne muligvis bevidste kortsynethed er selvfølgelig ikke rar for dem der vil deltage i en reel debat om Danmarks fremtid, som eksempelvis Mette Bock fra JydskeVestkysten, men det er der nok ikke så meget at gøre ved. Ingen betydningsfulde politikere ønsker denne debat.
I aften er det så Mogens Lykketofts tur hos den lyserøde Martin Breum. Selvom Lykketoft skulle få medvind og fløjlshandker fra de elektroniske medier er hans skæbne dog beseglet. Sosserne venter på generationsskiftet. I dagens Kristeligt Dagblad lokkes der med en hitliste over de 10 mest karismatiske politikere:
Hvis dansk politik var et spil kort, ville Anders Fogh Rasmussen være spar konge. Et trumfkort ladet med kompetence, handlekraft og kontrol. Ingen røde konger kan matche ham for hverken ledende socialdemokrater eller SF’ere hører til de mest karismatiske politikere i dansk politik.
Der er ingen nåde og i dette er jeg enig. Man finder ingen toppolitikere på venstrefløjen med karisma. Henrik Byager mener åbenbart at se perspektiver i generationsskiftet:
Hvis der ingen røde konger er i dansk politiks kortspil, så mener Henrik Byager til gengæld, at der findes både røde knægte og unge dronninger i kulissen. Og de kan for fremtiden få afgørende betydning for spillets gang. Den røde knægt i dansk politik er socialdemokraternes Jeppe Kofod, hvis “Tintin-oprigtighed” ifølge Byager tiltaler mange.
– Han har det klare blik og de rene øjne og kan på samme tid være skarp og dyb. Når han får tyngden, bliver han et ganske godt bud på en lederskikkelse, som man vil tilskrive mange positive kvaliteter, siger Henrik Byager. På samme måde fremhæver han Mette Frederiksen (S) som en politiker, der kan blive den røde dame i dansk politik.
Her synes jeg hans dømmekraft svigter ham totalt. Jeppe Kofoed er den mest klamme og selvsmagende bureaukrat-snude man kan forestille sig. Der kommer selvfølgelig intet godt ud af at gøre ham til kronprins. At sammenligne ham med Tintin er mildest talt en grov fornærmelse mod Hergé.
Og Mette-mokken? Ja, hun vil jo helst afskaffe mænd. Eller i det mindste kriminalisere dem så meget som muligt. At kalde hende en rød dronning er dog ikke urimeligt, når PMS tydeligvis styrer hendes liv.
PS: Urban fortæller at socialkammeraternes røde uddelings-roser er lavet under slavelignende forhold. Mon de elektroniske medier dyrker den tilstrækkeligt?