Vejvisning?

Kære Helle
Først tak for svaret/sparket i sidste uge.!
Du har ret i jeg har ladet andre især min Datter mig behandle mig uden respekt, og det bunder i min egen usikkerhed.
Min Datter blev derfor meget overrasket da hun fik, den konsekvens af hendes opførsel at hun nu skal finde sig et andet sted at bo.!
Men jeg er da også usikker på om det nu er den rigtige vej.
Mit spørgsmål i denne uge er derfor.
Kan du se om jeg er på rette vej med hensyn til min datters/og mit forhold.?
Og kommer vi begge videre.?
Mig uden skyldfølelse
Og min datter uden had til mig.
K.H. Model 56.

som det kan forventes af et voksent menneske - uden at konsultere et orakel hver gang. Gennemtænk, hvad der skal til, for at du "kan være der" og hvorfor kan det ikke gennemføres samtidig med din datter er hjemmeboende? Fordi du kan ikke gennemføre det, hvis hun protestere. Find ud af om det er dig eller din datter, der er den voksne i det her. Det burde være dig, men du ønsker åbenbart ikke eller magter ikke at tage det ansvar. Det er nok der, du skal sætte ind, hvis du nogensinde skal blive selvstændig.

Det jeg er begyndt på er nettop , det du efterlyser, at tage nogle beslutninger!
De er "bare" ikke mere så vattet, fordi de ikke er truffet på føeleser alene.
Jeg elsker min datter over alt på jorden derfor vil jeg gøre det rigtige.
Ikke bare sige ja og lade som ingen ting når jeg bliver sparket følessmessigt.
Jeg mener også hun har bedre af ikke at blive pakket ind i misforstået hjælpebommuld.
Mener både voksen og selvstændige, kan komme i krise og være i tvivl. ikke.?
Og både jeg og min datter er de voksne.
K.H. Mor/voksen

Kære Model 56.
Min helt klare fornemmelse er, at du er på rette vej i forhold til din datter. Det du har gjort lige nu med at sætte konsekvenser op for hende vil gavne jer begge i længden.
Jeg er ret overbevist om, at jeres forhold falder på plads - det du skal holde fokus på lige nu er dig.
Din datter skal nok klare sig, så prøv at vende energien mod dig selv og sige til dig selv, at det er ok og rigtig fint, at du satte grænser for dig selv og det du vil være med til.
Jeg oplever dig som en meget selvkritisk - til tider nærmest selvhadende pige, der har et enormt hjerte og en stor tålmodighed overfor andre, men når det gælder dig selv, bliver du ekstrem hård og dømmende. Det mndste lille "fejltrin" og du bliver nærmest din egen bøddel.
Mit bedste råd til dig er derfor, at begynde at behandle dig selv, som du behandlede din datter (og andre).
Der sidder en lille pige indeni dig og græder. En pige, der længes så usigeligt efter kærlighed, efter at blive elsket og accepteret som den hun er.
Når du begynder at gøre det, vil du se, stille og roligt, begynder din datter at falde til ro og udvise dig den samme respekt.
Men udviklingen og ændringen må starte i dig selv....
Har du brug for hjælp i processen, er du velkommen til at ringe eller maile mig.....
Mine bedste tanker til Jer begge
Helle Nemborg
www.nemborg.dk