Velfærdsstatens berettigelse?
Den danske velfærdsstat opretholder en god levestandard for dem, der hører til.
Udenforstående må klare sig selv.
Fattige mennesker i nogle andre lande må dø af sult og sygdomme, hvis omstændighederne er til det.
Velfærdsstaten diskriminerer altså, så det batter.
Diskriminationen skal helst ikke være racistisk, da det anses for føj-føj.
Derfor accepteres mennesker som tilhørende, selvom de er helt anderledes end flertallet.
Så kan diskriminationen ikke specificeres som etnisk, nationalistisk, religiøs eller andet, der strider mod menneskerettighederne.
Det ville være uetisk at begrunde diskriminationen med nogen form for tilhørsforhold, når alle mennesker skal være lige.
Der er så kun en fælles egoisme tilbage som begrundelse for at opretholde velfærdsstaten.
Svagheden ved denne status er naturligvis, at velfærdsstaten ikke er i alles egoistiske interesse.
De fleste modtager mere, end de yder til staten.
Men velfærdsstaten er naturligvis afhængig af dem, der yder mere, end de modtager.
Men de ville være bedre tjent med at sikre sig med private forsikringsordninger, hvor de kun betaler for sig selv.
Disse mennesker har ikke længere nogen etisk forpligtelse til at bidrage til fællesskabet.
For fællesskabet diskriminerer udenforstående helt uden etisk begrundelse.
Hvorfor skal snyltere i Danmark have bedre levestandard end snyltere i andre lande?
De dygtige kan derfor også søge til lande med lav skat, hvor deres egen fordel er størst.
Faktisk er det etisk rigtigt af dem at bidrage til mennesker i lande, der er fattigere end Danmark.
I længden kan velfærdsstaten derfor næppe opretholdes, da dens diskrimination ikke kan retfærdiggøres med en etik, der hævder alle mennesker lige med lige rettigheder.
Udenforstående må klare sig selv.
Fattige mennesker i nogle andre lande må dø af sult og sygdomme, hvis omstændighederne er til det.
Velfærdsstaten diskriminerer altså, så det batter.
Diskriminationen skal helst ikke være racistisk, da det anses for føj-føj.
Derfor accepteres mennesker som tilhørende, selvom de er helt anderledes end flertallet.
Så kan diskriminationen ikke specificeres som etnisk, nationalistisk, religiøs eller andet, der strider mod menneskerettighederne.
Det ville være uetisk at begrunde diskriminationen med nogen form for tilhørsforhold, når alle mennesker skal være lige.
Der er så kun en fælles egoisme tilbage som begrundelse for at opretholde velfærdsstaten.
Svagheden ved denne status er naturligvis, at velfærdsstaten ikke er i alles egoistiske interesse.
De fleste modtager mere, end de yder til staten.
Men velfærdsstaten er naturligvis afhængig af dem, der yder mere, end de modtager.
Men de ville være bedre tjent med at sikre sig med private forsikringsordninger, hvor de kun betaler for sig selv.
Disse mennesker har ikke længere nogen etisk forpligtelse til at bidrage til fællesskabet.
For fællesskabet diskriminerer udenforstående helt uden etisk begrundelse.
Hvorfor skal snyltere i Danmark have bedre levestandard end snyltere i andre lande?
De dygtige kan derfor også søge til lande med lav skat, hvor deres egen fordel er størst.
Faktisk er det etisk rigtigt af dem at bidrage til mennesker i lande, der er fattigere end Danmark.
I længden kan velfærdsstaten derfor næppe opretholdes, da dens diskrimination ikke kan retfærdiggøres med en etik, der hævder alle mennesker lige med lige rettigheder.