Velkommen i de frivilliges rækker
Velkommen i de frivilliges rækker
- Integration kræver kontakt mellem mennesker,
der anser hinanden for ligeværdige
Af Bent Dahl Jensen
Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) foreslår i Politiken den 20. december 2005, at de forfattere, der har kritiseret Dansk Folkepartis og VK-regeringens udlændingepolitik, melder sig på banen for at gøre en aktiv indsats som frivillige i nogle af de konkrete integrationsinitiativer, der er i gang.
Jeg har ikke læst de 12 forfatteres indlæg, men det ville da være fint med flere frivillige – så langt er jeg enig med ministeren. Der er brug for alle gode kræfter – også flere end dem, 12 forfattere kan udfolde. Derfor ville det være ønskeligt, om forfatterne fik følgeskab af ministeren selv, Louise Frevert og andre folketingsmedlemmer fra de regerende VKO-partier, så de kan vise, at de ikke lider af berøringsangst over for indvandrere og flygtninge.
Det ville kunne give politikerne lidt indblik i det store arbejde, der i mere end 20 år er gjort på privat – og ofte frivillig – basis rundt omkring i samfundet. F.eks. i væresteder, hvor der den ene dag kommer mennesker, som ønsker at få forklaret indholdet af et brev fra kommunen, hvor de får oplysning om, at de tilkendt et vist beløb i boligsikring – og hvor de samme personer kommer igen næste dag med et nyt brev, hvor der står, at de på grund af kontanthjælpsloftet alligevel ikke får flere penge.
Jeg er enig med ministeren i, at der gennem mange år ikke er gjort nok på integrationsområdet. Men det betyder ikke, at der ikke er gjort noget. Mange mennesker har rundt omkring bidraget til, at mange indvandrere og flygtninge har fået en bedre hverdag i Danmark.
Det største integrationsproblem er dog fortsat, at langt hovedparten af os etniske danskere ikke har en regelmæssig kontakt med indvandrere og flygtninge. Det er et meget stort problem, at mange etniske danskere ikke kender ret meget til de etniske minoriteter – og omvendt. Når man lærer hinanden at kende, har man lettere ved at forstå hinanden, og det kan ikke skabe grundlag for gensidig respekt og tillid – også selv om man er forskellige og uenige på nogle områder. Men den åbne dialog giver også mulighed for at kunne påvirke hinanden, så der sker en udvikling. Når hovedparten af danske kvinder i dag ikke går med tørklæde, medmindre de ønsker at beskytte sig mod kulde, er grunden jo ikke, at der på et tidspunkt blev indført forbud mod brug af tørklæder. Det er resultatet af en udvikling, hvor mennesker har påvirket hinanden.
Modsat giver manglende kendskab om hinanden god grobund for misforståelser og fordomme, og jo mindre man kender til andre, jo større kan fordommene blive – og fordommene kan til tider blive så stærke, at de slet ikke har hold i virkeligheden.
Desværre ser VK-regeringen ikke ud til for alvor at ville ændre på dette forhold. Regeringen deler igen og igen befolkningen op i ”dem” og ”os”. I det øjeblik, man foretager en sådan opdeling, er man med til at splitte samfundet op – og når man gør det næsten systematisk gennem en periode, er man i høj grad med til at mindske sammenhængskraften i samfundet. Så skaber man i stedet for et samfundet, hvor der sker en tiltagende polarisering.
Denne negative udvikling kan kun modvirkes, hvis vi igen begynder at satse på, at fællesskabet skal være et bærende element i samfundet. Vi skal igen begynde at tale om ”vi”. Indvandrere og flygtninge har ligesom alle andre brug for at føle sig accepterede som dem, de er. Derfor er det ikke nok med lektiehjælp, pigeklubber og andre projekter, uanset hvor gode disse initiativer er. Desværre er der ofte kun penge til at køre den slags i en begrænset periode, så lukkes pengekassen i for at give plads for nye projekter. Hvis integrationen for alvor skal lykkes, er det ikke nok med projekter, så skal der ske en holdningsændring, så det bliver naturligt at søge kontakt med hinanden på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel.
Jeg har for nylig været i Egypten. Her oplevede jeg, mens jeg stod med et andre par danskere på gaden i Kairo, at en bil med fire-fem unge egyptere sagtnede farten, da de kørte forbi os, mens de råbte ”Welcome to Egypt” – og så var det jeg tænkte, hvornår er en udlænding sidst blevet hilst på gaden i København af en gruppe indfødte danskere med et ”Velkommen til Danmark”?
Hvis denne holdningsændring skal forplante sig i samfundet, er det nødvendigt, at regeringen, de politiske partier og befolkningen som helhed gør op med den nationalistiske gift, Dansk Folkeparti har spredt i samfundet i de seneste år. Dansk Folkeparti har desværre formået at få det gjort politisk korrekt at tale nedsættende og generaliserende om indvandrere og flygtninge. Men hvis man anser indvandrere for at være et problem, forbedrer man ikke integrationen. For et problem kan ikke integreres. Derimod kan mennesker integrere sig med hinanden. Forudsætningen for integration er derfor, at vi betragter hinanden som mennesker, der alle har værdi og har ressourcer, der kan bruges til udvikling af fællesskabet og den enkelte selv.
Klik på Link
http://www.multisamfund.dk/index.htm
- Integration kræver kontakt mellem mennesker,
der anser hinanden for ligeværdige
Af Bent Dahl Jensen
Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) foreslår i Politiken den 20. december 2005, at de forfattere, der har kritiseret Dansk Folkepartis og VK-regeringens udlændingepolitik, melder sig på banen for at gøre en aktiv indsats som frivillige i nogle af de konkrete integrationsinitiativer, der er i gang.
Jeg har ikke læst de 12 forfatteres indlæg, men det ville da være fint med flere frivillige – så langt er jeg enig med ministeren. Der er brug for alle gode kræfter – også flere end dem, 12 forfattere kan udfolde. Derfor ville det være ønskeligt, om forfatterne fik følgeskab af ministeren selv, Louise Frevert og andre folketingsmedlemmer fra de regerende VKO-partier, så de kan vise, at de ikke lider af berøringsangst over for indvandrere og flygtninge.
Det ville kunne give politikerne lidt indblik i det store arbejde, der i mere end 20 år er gjort på privat – og ofte frivillig – basis rundt omkring i samfundet. F.eks. i væresteder, hvor der den ene dag kommer mennesker, som ønsker at få forklaret indholdet af et brev fra kommunen, hvor de får oplysning om, at de tilkendt et vist beløb i boligsikring – og hvor de samme personer kommer igen næste dag med et nyt brev, hvor der står, at de på grund af kontanthjælpsloftet alligevel ikke får flere penge.
Jeg er enig med ministeren i, at der gennem mange år ikke er gjort nok på integrationsområdet. Men det betyder ikke, at der ikke er gjort noget. Mange mennesker har rundt omkring bidraget til, at mange indvandrere og flygtninge har fået en bedre hverdag i Danmark.
Det største integrationsproblem er dog fortsat, at langt hovedparten af os etniske danskere ikke har en regelmæssig kontakt med indvandrere og flygtninge. Det er et meget stort problem, at mange etniske danskere ikke kender ret meget til de etniske minoriteter – og omvendt. Når man lærer hinanden at kende, har man lettere ved at forstå hinanden, og det kan ikke skabe grundlag for gensidig respekt og tillid – også selv om man er forskellige og uenige på nogle områder. Men den åbne dialog giver også mulighed for at kunne påvirke hinanden, så der sker en udvikling. Når hovedparten af danske kvinder i dag ikke går med tørklæde, medmindre de ønsker at beskytte sig mod kulde, er grunden jo ikke, at der på et tidspunkt blev indført forbud mod brug af tørklæder. Det er resultatet af en udvikling, hvor mennesker har påvirket hinanden.
Modsat giver manglende kendskab om hinanden god grobund for misforståelser og fordomme, og jo mindre man kender til andre, jo større kan fordommene blive – og fordommene kan til tider blive så stærke, at de slet ikke har hold i virkeligheden.
Desværre ser VK-regeringen ikke ud til for alvor at ville ændre på dette forhold. Regeringen deler igen og igen befolkningen op i ”dem” og ”os”. I det øjeblik, man foretager en sådan opdeling, er man med til at splitte samfundet op – og når man gør det næsten systematisk gennem en periode, er man i høj grad med til at mindske sammenhængskraften i samfundet. Så skaber man i stedet for et samfundet, hvor der sker en tiltagende polarisering.
Denne negative udvikling kan kun modvirkes, hvis vi igen begynder at satse på, at fællesskabet skal være et bærende element i samfundet. Vi skal igen begynde at tale om ”vi”. Indvandrere og flygtninge har ligesom alle andre brug for at føle sig accepterede som dem, de er. Derfor er det ikke nok med lektiehjælp, pigeklubber og andre projekter, uanset hvor gode disse initiativer er. Desværre er der ofte kun penge til at køre den slags i en begrænset periode, så lukkes pengekassen i for at give plads for nye projekter. Hvis integrationen for alvor skal lykkes, er det ikke nok med projekter, så skal der ske en holdningsændring, så det bliver naturligt at søge kontakt med hinanden på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel.
Jeg har for nylig været i Egypten. Her oplevede jeg, mens jeg stod med et andre par danskere på gaden i Kairo, at en bil med fire-fem unge egyptere sagtnede farten, da de kørte forbi os, mens de råbte ”Welcome to Egypt” – og så var det jeg tænkte, hvornår er en udlænding sidst blevet hilst på gaden i København af en gruppe indfødte danskere med et ”Velkommen til Danmark”?
Hvis denne holdningsændring skal forplante sig i samfundet, er det nødvendigt, at regeringen, de politiske partier og befolkningen som helhed gør op med den nationalistiske gift, Dansk Folkeparti har spredt i samfundet i de seneste år. Dansk Folkeparti har desværre formået at få det gjort politisk korrekt at tale nedsættende og generaliserende om indvandrere og flygtninge. Men hvis man anser indvandrere for at være et problem, forbedrer man ikke integrationen. For et problem kan ikke integreres. Derimod kan mennesker integrere sig med hinanden. Forudsætningen for integration er derfor, at vi betragter hinanden som mennesker, der alle har værdi og har ressourcer, der kan bruges til udvikling af fællesskabet og den enkelte selv.
Klik på Link
http://www.multisamfund.dk/index.htm