Vi fandt noget bedre
I 1988 optrådte mine brødre og jeg, sammen med andre grupper, for tusinder af tilskuere i Madison Square Garden i New York. Vores gruppe, hvori jeg optrådte som danser, fik en begejstret modtagelse. Det var far der nogle år tidligere havde banet vejen for vores succes.
FAR, der selv var musiker, lagde mærke til at mine syv ældre brødre havde musikalske evner. Så han solgte vores hus og købte musikinstrumenter og nødvendigt udstyr for at de kunne danne en gruppe. Jeg var blevet født nogle få år tidligere, i 1966, og var altså kun et barn. På det tidspunkt boede vores familie i byen Higüey i Den Dominikanske Republik.
Mine brødres første musikalske optræden fandt sted i 1978 på rådhuset i Higüey. Senere etablerede de sig i hovedstaden Santo Domingo. De begyndte at spille og synge merengue på en helt ny måde, og som følge heraf blev de meget populære. Gruppen kaldte sig Los Hermanos Rosario (Brødrene Rosario).
Jeg havde længe drømt om at blive en berømt danser og havde derfor stor lyst til at slutte mig til mine brødre. Ved en fest opfordrede min bror Pepe, der var gruppens leder, mig til at optræde. Han sagde: „Francis er den yngste af mine søstre, og hun ved hvordan man danser.“ Min dans imponerede dem der var til stede. Jeg greb chancen og sagde til Pepe at jeg da gerne ville danse foran gruppen når de spillede. Som 16-årig begyndte jeg derfor at danse ved alle Los Hermanos Rosarios koncerter.
Der havde tidligere været kvindelige sangerinder i merenguegrupper, men aldrig en kvinde der dansede midt på scenen foran musikerne. Jeg koreograferede selv alle mine trin og benyttede en ny dansestil når jeg optrådte ved vores merenguekoncerter. Da først min danseteknik var blevet kendt, blev den kaldt a lo Francis Rosario.
Vi havde et nummer der hed „Cumandé“, hvor en af linjerne i teksten lød: „Y ahora todo el mundo como Francis Rosario“ (Og nu danser alle som Francis Rosario). Det fik nogle til at danse med og efterligne mine trin, mens andre bare blev siddende og kiggede på mig. Det endte med at vi bare brugte et billede af mig når vi skulle reklamere for vores forestilling. Alle vidste at det betød at Los Hermanos Rosario ville give koncert.
Efter at jeg var begyndt at optræde med mine brødre, kom der andre med i gruppen, deriblandt tre brødre med efternavnet Páez. En af dem, en trompetist ved navn Roberto, blev senere min mand. Brødrene Páez fik snart del i gruppens succes. Los Hermanos Rosario begyndte at få mange invitationer til at optræde på tv i Santo Domingo og at give koncerter i andre lande.
I 1988 var vi på turné i USA og Canada. En af vores forestillinger var den føromtalte i Madison Square Garden. Mange af de populæreste merenguegrupper deltog, men vores gruppe fik den bedste modtagelse. Efter denne forestilling var det altid os koncertarrangørerne lod optræde som de sidste i programmet. Min dans blev mere og mere kendt, og Los Hermanos Rosarios fan-skare voksede. Salget af vores indspilninger steg også markant.
Vi rejste vidt omkring og besøgte Colombia, Ecuador, Panama, Puerto Rico, Curaçao, Spanien, Tyskland og andre lande. Snart var vi en af de populæreste grupper i den latinamerikanske verden. Dansen, scenen, kostumerne og makeuppen blev det vigtigste i mit liv.
Da jeg var ugift, plejede jeg at sige at hvis en mand blev interesseret i mig, men ikke kunne lide at danse, ville jeg give ham løbepas frem for at holde op med at danse. Mit syn på livsværdier skulle dog snart blive ændret.
Denne forandring begyndte i 1991 da vi var på turné på De Kanariske Øer. Roberto og jeg var lige blevet gift. Hans bror Freddy, der også var med i gruppen, var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner og havde altid deres publikationer med sig.
Inde på Freddys værelse så jeg en dag bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og jeg begyndte at læse i den. Jeg blev fascineret af kapitlet „Findes der et sted med evig pine?“ Det havde fanget min opmærksomhed fordi mor havde sagt at de der gjorde onde ting, ville blive brændt i helvede. Så jeg var bange for at komme i helvede.
Et par uger senere, mens vi stadig var på De Kanariske Øer, fik jeg en spontan abort. Da jeg blev kørt til hospitalet, bad jeg Roberto spørge Freddy om jeg måtte låne den bog jeg havde set på hans værelse. Jeg ville gerne læse den mens jeg kom til kræfter. Det var en fantastisk bog. Blandt de ting jeg lærte, var at Bibelen ikke taler om et brændende helvede, og at det aldrig har været Guds hensigt at pine nogen. (Jeremias 7:31) Det gjorde et stort indtryk på mig at Bibelen lærer at de døde er uden bevidsthed. — Prædikeren 9:5, 10.
Da vi kom tilbage til Den Dominikanske Republik, sørgede Freddy for at vi fik besøg af et af Jehovas Vidner. Han fortalte os om Bibelens håb om evigt liv på en paradisisk jord, og dette vakte også min mands interesse. (Salme 37:29; Lukas 23:43) Vi bad om et bibelstudium.
Efterhånden som min bibelkundskab voksede, begyndte jeg at få et andet syn på det arbejde jeg ellers holdt så meget af. De bibelske principper var ved at forme min tankegang. (Romerne 12:2) Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvordan kan jeg danse på denne måde når alle disse mennesker ser på mig? Det har jeg slet ikke lyst til.’ Jeg bad til Gud: „Hjælp mig ud af denne situation.“ Jeg fortalte min mand hvordan jeg følte, og han havde det på samme måde. Han sagde: „Vær tålmodig, lille skat. Du forlader gruppen først, og så følger jeg efter.“
Jeg blev gravid igen, og eftersom det alligevel indskrænkede min optræden, kunne jeg overvære de kristne møder i rigssalen mere regelmæssigt. Disse møder styrkede både Roberto og mig og fik os til at forstå værdien af at samles med Jehovas folk. Vi forstod at hvis vi fortsat skulle gøre fremskridt i sandheden fra Bibelen, havde vi brug for den undervisning og opmuntring vi fik ved de kristne møder. (Hebræerne 10:24, 25) Selv når vi optrådte uden for Den Dominikanske Republik, fandt vi en rigssal og overværede møderne der.
Efter fødselen begyndte jeg igen at arbejde, men mit hjerte var ikke længere med i det. Forandringen var tydelig, og pressen begyndte at kritisere mig. Jeg blev ofte spurgt: „Hvorfor danser du ikke på samme måde som før?“ Jeg blev ved med at bede til Jehova om at vise mig en udvej så jeg ikke ville få problemer med mine brødre. Jeg var blevet medejer af foretagendet og ville gerne undgå en konfrontation med dem.
Da jeg igen blev gravid, fortalte jeg Rafa, der ledede gruppen efter vores bror Pepes død, at jeg gerne ville tilbringe mere tid sammen med børnene og derfor ikke ville komme tilbage til arbejdet. Han sagde at jeg kunne gøre hvad jeg mente var bedst. Ingen af mine brødre var på noget tidspunkt imod at jeg studerede Bibelen. Det er jeg meget taknemmelig for.
I 1993, efter ti år med gruppen, sluttede min dansekarriere, og jeg indviede mig uforbeholdent til Jehova. Jeg blev forkynder af den gode nyhed om Guds rige, og efter at Roberto havde forladt gruppen, blev vi døbt i 1994. (Mattæus 24:14) Både Freddy og Robertos anden bror, Julio, blev Jehovas Vidner, foruden Manuel Pérez, et andet medlem af gruppen. Den dag i dag tjener de alle Jehova trofast.
Eftersom jeg havde været så glad for mit arbejde, var der mange der ikke forstod hvorfor jeg forlod underholdningsbranchen. Mange mente, ligesom en kendt tv-producer i vores land, at det bare var en epoke i mit liv som jeg skulle igennem. „Ligesom alle andre kunstnere kommer hun over det og vender tilbage til gruppen,“ spåede han. Men det skete aldrig. Jeg var besluttet på at hellige mig tjenesten for Jehova så meget som muligt.
Vi har nu tre børn: Katty, Roberto og Obed. Vi prøver at lære dem at de vigtigste ting i livet er åndelige og ikke materielle. Vi har gode forudsætninger for at advare dem om verdens vildledende indflydelse og at give dem pålidelig vejledning i livet. Vores ugentlige familiestudium har været til stor gavn, for det hjælper os til at bevare enheden i en verden hvor familierne bliver mere og mere splittede.
Vi har prøvet at lære vores børn at de skal betragte Jehova som en virkelig person, en de kan stole på. (Ordsprogene 3:5, 6; Hebræerne 11:27) Vi har også vist dem vigtigheden af at overvære og deltage i de kristne møder. At se dem vokse i sandheden er en uvurderlig gave. I de sidste to år har jeg tjent som hjælpepioner, et udtryk Jehovas Vidner benytter om dem der bruger mindst 50 timer om måneden på at fortælle andre om deres bibelske tro; og min mand har i mange år tjent som ældste i den kristne menighed.
Jeg synes stadig at merengue er en smuk dans. Men desværre er den form for merengue der er mest populær i dag, meget forskellig fra tidligere tiders merengue. Dengang var det for det meste god underholdning. Hvis man i dag skal finde merenguemusik der er værd at lytte til, må man vise dømmekraft.
Verden kan tilbyde os mange ting, men vi må se bag om tingene. Det gælder især musikindustrien, der kan se meget attraktiv og harmløs ud på overfladen. Men det er den ikke. Mange i den branche tager stoffer og har en dårlig moral. Når man optræder i et show, kommer man i forbindelse med folk der går ind for at leve i nuet, og som kan gøre hvad som helst uden at få dårlig samvittighed. — 1 Korinther 15:33.
Vi har erfaret at det bedste man kan gøre, er at tjene Jehova. Jeg kan huske hvordan jeg efter en af vores største forestillinger var kommet tilbage til hotellet og følte mig helt tom indeni. Nu kan jeg se at det var fordi vi ikke fik dækket vores vigtigste behov, det åndelige. — Mattæus 5:3.
Det der betyder mest for os nu, er at glæde Skaberen, især ved at forkynde den gode nyhed om hans rige og undervise andre. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:35) Det gør vores familie lykkelig og tilfreds. Vi er meget taknemmelige for at være blandt Guds folk og at have sande venner — kristne brødre og søstre — der har det samme vidunderlige håb som os, håbet om evigt liv i Guds nye verden. — Markus 10:29, 30: 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.
I underholdningsbranchen var vi usædvanlig godt stillet økonomisk. Men efter at vi har lært vores Gud, Jehova, at kende, har vi fundet åndelige værdier der er langt mere værd end det materielle. Vi er glade for at kunne tjene en Gud der har en hensigt, en lykkelig Gud der tilskynder os til at stole på ham! (Salme 37:3) Vi er overbeviste om at vi har fundet noget der er langt bedre end berømmelse og materiel velstand, og vi beder til at Jehova vil hjælpe os og vores familie til altid at gøre hans vilje.
FAR, der selv var musiker, lagde mærke til at mine syv ældre brødre havde musikalske evner. Så han solgte vores hus og købte musikinstrumenter og nødvendigt udstyr for at de kunne danne en gruppe. Jeg var blevet født nogle få år tidligere, i 1966, og var altså kun et barn. På det tidspunkt boede vores familie i byen Higüey i Den Dominikanske Republik.
Mine brødres første musikalske optræden fandt sted i 1978 på rådhuset i Higüey. Senere etablerede de sig i hovedstaden Santo Domingo. De begyndte at spille og synge merengue på en helt ny måde, og som følge heraf blev de meget populære. Gruppen kaldte sig Los Hermanos Rosario (Brødrene Rosario).
Jeg havde længe drømt om at blive en berømt danser og havde derfor stor lyst til at slutte mig til mine brødre. Ved en fest opfordrede min bror Pepe, der var gruppens leder, mig til at optræde. Han sagde: „Francis er den yngste af mine søstre, og hun ved hvordan man danser.“ Min dans imponerede dem der var til stede. Jeg greb chancen og sagde til Pepe at jeg da gerne ville danse foran gruppen når de spillede. Som 16-årig begyndte jeg derfor at danse ved alle Los Hermanos Rosarios koncerter.
Der havde tidligere været kvindelige sangerinder i merenguegrupper, men aldrig en kvinde der dansede midt på scenen foran musikerne. Jeg koreograferede selv alle mine trin og benyttede en ny dansestil når jeg optrådte ved vores merenguekoncerter. Da først min danseteknik var blevet kendt, blev den kaldt a lo Francis Rosario.
Vi havde et nummer der hed „Cumandé“, hvor en af linjerne i teksten lød: „Y ahora todo el mundo como Francis Rosario“ (Og nu danser alle som Francis Rosario). Det fik nogle til at danse med og efterligne mine trin, mens andre bare blev siddende og kiggede på mig. Det endte med at vi bare brugte et billede af mig når vi skulle reklamere for vores forestilling. Alle vidste at det betød at Los Hermanos Rosario ville give koncert.
Efter at jeg var begyndt at optræde med mine brødre, kom der andre med i gruppen, deriblandt tre brødre med efternavnet Páez. En af dem, en trompetist ved navn Roberto, blev senere min mand. Brødrene Páez fik snart del i gruppens succes. Los Hermanos Rosario begyndte at få mange invitationer til at optræde på tv i Santo Domingo og at give koncerter i andre lande.
I 1988 var vi på turné i USA og Canada. En af vores forestillinger var den føromtalte i Madison Square Garden. Mange af de populæreste merenguegrupper deltog, men vores gruppe fik den bedste modtagelse. Efter denne forestilling var det altid os koncertarrangørerne lod optræde som de sidste i programmet. Min dans blev mere og mere kendt, og Los Hermanos Rosarios fan-skare voksede. Salget af vores indspilninger steg også markant.
Vi rejste vidt omkring og besøgte Colombia, Ecuador, Panama, Puerto Rico, Curaçao, Spanien, Tyskland og andre lande. Snart var vi en af de populæreste grupper i den latinamerikanske verden. Dansen, scenen, kostumerne og makeuppen blev det vigtigste i mit liv.
Da jeg var ugift, plejede jeg at sige at hvis en mand blev interesseret i mig, men ikke kunne lide at danse, ville jeg give ham løbepas frem for at holde op med at danse. Mit syn på livsværdier skulle dog snart blive ændret.
Denne forandring begyndte i 1991 da vi var på turné på De Kanariske Øer. Roberto og jeg var lige blevet gift. Hans bror Freddy, der også var med i gruppen, var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner og havde altid deres publikationer med sig.
Inde på Freddys værelse så jeg en dag bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og jeg begyndte at læse i den. Jeg blev fascineret af kapitlet „Findes der et sted med evig pine?“ Det havde fanget min opmærksomhed fordi mor havde sagt at de der gjorde onde ting, ville blive brændt i helvede. Så jeg var bange for at komme i helvede.
Et par uger senere, mens vi stadig var på De Kanariske Øer, fik jeg en spontan abort. Da jeg blev kørt til hospitalet, bad jeg Roberto spørge Freddy om jeg måtte låne den bog jeg havde set på hans værelse. Jeg ville gerne læse den mens jeg kom til kræfter. Det var en fantastisk bog. Blandt de ting jeg lærte, var at Bibelen ikke taler om et brændende helvede, og at det aldrig har været Guds hensigt at pine nogen. (Jeremias 7:31) Det gjorde et stort indtryk på mig at Bibelen lærer at de døde er uden bevidsthed. — Prædikeren 9:5, 10.
Da vi kom tilbage til Den Dominikanske Republik, sørgede Freddy for at vi fik besøg af et af Jehovas Vidner. Han fortalte os om Bibelens håb om evigt liv på en paradisisk jord, og dette vakte også min mands interesse. (Salme 37:29; Lukas 23:43) Vi bad om et bibelstudium.
Efterhånden som min bibelkundskab voksede, begyndte jeg at få et andet syn på det arbejde jeg ellers holdt så meget af. De bibelske principper var ved at forme min tankegang. (Romerne 12:2) Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvordan kan jeg danse på denne måde når alle disse mennesker ser på mig? Det har jeg slet ikke lyst til.’ Jeg bad til Gud: „Hjælp mig ud af denne situation.“ Jeg fortalte min mand hvordan jeg følte, og han havde det på samme måde. Han sagde: „Vær tålmodig, lille skat. Du forlader gruppen først, og så følger jeg efter.“
Jeg blev gravid igen, og eftersom det alligevel indskrænkede min optræden, kunne jeg overvære de kristne møder i rigssalen mere regelmæssigt. Disse møder styrkede både Roberto og mig og fik os til at forstå værdien af at samles med Jehovas folk. Vi forstod at hvis vi fortsat skulle gøre fremskridt i sandheden fra Bibelen, havde vi brug for den undervisning og opmuntring vi fik ved de kristne møder. (Hebræerne 10:24, 25) Selv når vi optrådte uden for Den Dominikanske Republik, fandt vi en rigssal og overværede møderne der.
Efter fødselen begyndte jeg igen at arbejde, men mit hjerte var ikke længere med i det. Forandringen var tydelig, og pressen begyndte at kritisere mig. Jeg blev ofte spurgt: „Hvorfor danser du ikke på samme måde som før?“ Jeg blev ved med at bede til Jehova om at vise mig en udvej så jeg ikke ville få problemer med mine brødre. Jeg var blevet medejer af foretagendet og ville gerne undgå en konfrontation med dem.
Da jeg igen blev gravid, fortalte jeg Rafa, der ledede gruppen efter vores bror Pepes død, at jeg gerne ville tilbringe mere tid sammen med børnene og derfor ikke ville komme tilbage til arbejdet. Han sagde at jeg kunne gøre hvad jeg mente var bedst. Ingen af mine brødre var på noget tidspunkt imod at jeg studerede Bibelen. Det er jeg meget taknemmelig for.
I 1993, efter ti år med gruppen, sluttede min dansekarriere, og jeg indviede mig uforbeholdent til Jehova. Jeg blev forkynder af den gode nyhed om Guds rige, og efter at Roberto havde forladt gruppen, blev vi døbt i 1994. (Mattæus 24:14) Både Freddy og Robertos anden bror, Julio, blev Jehovas Vidner, foruden Manuel Pérez, et andet medlem af gruppen. Den dag i dag tjener de alle Jehova trofast.
Eftersom jeg havde været så glad for mit arbejde, var der mange der ikke forstod hvorfor jeg forlod underholdningsbranchen. Mange mente, ligesom en kendt tv-producer i vores land, at det bare var en epoke i mit liv som jeg skulle igennem. „Ligesom alle andre kunstnere kommer hun over det og vender tilbage til gruppen,“ spåede han. Men det skete aldrig. Jeg var besluttet på at hellige mig tjenesten for Jehova så meget som muligt.
Vi har nu tre børn: Katty, Roberto og Obed. Vi prøver at lære dem at de vigtigste ting i livet er åndelige og ikke materielle. Vi har gode forudsætninger for at advare dem om verdens vildledende indflydelse og at give dem pålidelig vejledning i livet. Vores ugentlige familiestudium har været til stor gavn, for det hjælper os til at bevare enheden i en verden hvor familierne bliver mere og mere splittede.
Vi har prøvet at lære vores børn at de skal betragte Jehova som en virkelig person, en de kan stole på. (Ordsprogene 3:5, 6; Hebræerne 11:27) Vi har også vist dem vigtigheden af at overvære og deltage i de kristne møder. At se dem vokse i sandheden er en uvurderlig gave. I de sidste to år har jeg tjent som hjælpepioner, et udtryk Jehovas Vidner benytter om dem der bruger mindst 50 timer om måneden på at fortælle andre om deres bibelske tro; og min mand har i mange år tjent som ældste i den kristne menighed.
Jeg synes stadig at merengue er en smuk dans. Men desværre er den form for merengue der er mest populær i dag, meget forskellig fra tidligere tiders merengue. Dengang var det for det meste god underholdning. Hvis man i dag skal finde merenguemusik der er værd at lytte til, må man vise dømmekraft.
Verden kan tilbyde os mange ting, men vi må se bag om tingene. Det gælder især musikindustrien, der kan se meget attraktiv og harmløs ud på overfladen. Men det er den ikke. Mange i den branche tager stoffer og har en dårlig moral. Når man optræder i et show, kommer man i forbindelse med folk der går ind for at leve i nuet, og som kan gøre hvad som helst uden at få dårlig samvittighed. — 1 Korinther 15:33.
Vi har erfaret at det bedste man kan gøre, er at tjene Jehova. Jeg kan huske hvordan jeg efter en af vores største forestillinger var kommet tilbage til hotellet og følte mig helt tom indeni. Nu kan jeg se at det var fordi vi ikke fik dækket vores vigtigste behov, det åndelige. — Mattæus 5:3.
Det der betyder mest for os nu, er at glæde Skaberen, især ved at forkynde den gode nyhed om hans rige og undervise andre. (Mattæus 24:14; Apostelgerninger 20:35) Det gør vores familie lykkelig og tilfreds. Vi er meget taknemmelige for at være blandt Guds folk og at have sande venner — kristne brødre og søstre — der har det samme vidunderlige håb som os, håbet om evigt liv i Guds nye verden. — Markus 10:29, 30: 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.
I underholdningsbranchen var vi usædvanlig godt stillet økonomisk. Men efter at vi har lært vores Gud, Jehova, at kende, har vi fundet åndelige værdier der er langt mere værd end det materielle. Vi er glade for at kunne tjene en Gud der har en hensigt, en lykkelig Gud der tilskynder os til at stole på ham! (Salme 37:3) Vi er overbeviste om at vi har fundet noget der er langt bedre end berømmelse og materiel velstand, og vi beder til at Jehova vil hjælpe os og vores familie til altid at gøre hans vilje.