Voldsramte møddere

Jeg er en mor som har fået volden ind på livet, det hele startede med en sød fyr som jeg kom i kontakt med og sener bliv vi kærster....
Alt var rosenrødt og dejligt, han gav roser og andre vidunderlige ting. Der var intet at fornemme at han var den "Dårlig type", men efter vilde fester og familie bekendskaber så vendte tingene sig. Jeg flyttede hjemmefra og fik en lille lejlighed, han fulgte med uden at betale en rød øre til huslejen (men kun til maden). Alt gik fint indtil jeg stilte krav om det halve husleje og alt hvad det nu høre dertil, så vendte 25 øren. Han ville kun betale maden.... Han var et virlig et "party" menneske som brugte masser af penge når der skulle festes, den type var jeg nu ikke. Jeg forsøgte at ændre ham, det gik ikke godt. Resultatet var at jeg blive klasker op af væggen og råbt lige ind i hovedet, med masser af skælds ord...Og vuti så var han kørt. Sikke et chok at få, men dagen efter kom han med undskyldning. Den var jeg så dum at modtage.. Han fik mig sener fortalt at han var mig utro og det kom som et slag af en hammer. Sener samme dag kom han forbi og hentede lidt tøj, og fortalte at han ville ta ud og feste lidt med vennerne. Jeg ville ha at vi skulle få snakkede det hele igennem, men han valgte vennerne frem for at få løst problemet. Så da han var på vej ud af døren sagde jeg op med ham, han mumlede et eller andet og var ude af døren. Nogen af mine venner forsøgte at trøste mig og lokkede mig til at komme til en fest, og det gjordte jeg så. Jeg havnede i sengen med min ven som var rigtig gode venner med eksen. Han have så hørt i mellem tiden af en af gæsterne at jeg havde kysset vennen, og han kom mens man lå i sengen. Han sparkede døren ind og slog vennen en på hovedet og mig hev han hen til mit tøj og sagde se så og få det på nu. Der efter slæbte han mig ud af lejligheden, bange som jeg nu var gjorde jeg som han nu sagde... Nogle dage efter fik han alle vennerne til at hakke ned på mig, psykiske nedkørt fik han mig overtalt til at flytte til middelfart sammen med ham. Det skulle jeg aldrig ha gjort, for løbet var kørt der også... Han forsatte med hans fester og psykisk terro, jeg fik samlet mod og fik ham fortalt hvad jeg syndes om han behandling og det endte med at jeg fik klø. En del blå-grønne mærker over hele kroppen, jeg tog ikke på arbejde. Jeg blev hjemme og fik en tid ved lægen en dagstid efter, men forsent til at kunne anmelde ham. Jeg sad i saksen... Angst og uviden om hvad jeg skulle, kontaktede jeg min gran-kussine. Dagen efter fik jeg hjælp til flytningen og jeg flyttede hjem til mine forældre... Der fik jeg heller ikke fred, han kom og bankede på dørene/vinduerne når mine forældre ikke var hjemme. Angst og atter angst, det var ikke til at holde ud... Et par venner sagde til mig at jeg kunne være hos dem i nogle dage, men de førte mig bag lyset og kom slæben med eksen... Kaos... Hunde ræd skrev jeg til mine gran-fættere og fortalte det som skete, og kom de og rede mig væk derfra. Eksen fik nogle klø som han selv lagde optil og de kørte ham hjem og læssede ham af der. Men jeg kom hjem til de gamle igen men han forsatte med at ovevåge mig og rande omkring huset. Jeg fik et aktiverings job og der kunne jeg heller ikke lade mig være i fred. En dag mens jeg var på jobbet stod han plusligt foran mig, og (jeg var bange for ham)fik han mig overtalt til atbegynde med ham igen. Det gik ret så godt, indtil jeg plusligt fandt ud af jeg var gravid. Vi flyttede sammen og det gik fint den første måndede, men gik så galt med klø og blå mærker.Jeg holdte det skjult at han slog mig i 9 mdr, og jeg stod alene det meste af tiden og så fødte jeg en dreng. Faren så drengen kun når der også var andre som besøgte mig, ellers så jeg ham først den dag jeg kulle hjem. Han var kun hjemme og sove, og det blev jeg træt af og jeg havde ikke roen i kroppen når jeg var udenfor hjemmet. En dag kom han hjem og var kørt fuld hjem, jeg blev skide sur og gav ham en skideballe. Det skulle jeg aldrig ha gjort, jeg fik et knytnæveslag lige på mit højre øje og masser af blåmærker. Det rørte mig ikke så meget, men da han slog på mit tv flippede jeg ud og kylede et genstand efter ham og ramte hans storetå. Vuti så var han skredet. Jeg låstede mig og drengen inde på wcet i et døgn. Jeg anmeldte det ikke, da jeg stadig var bange for hvad han ville gøre ved mig og drengen. Få dage efter smed jeg ham ud af lejligheden sammen med udlejerene. Og fandt et bedre lejlighed og der lod han mig heller ikke være i fred. En dag var han på besøg og han fik et flip og jeg fik klø, så anmeldte jeg ham. Lige siden har han ikke lagt hånd på mig, men nu kæmper jeg om min søns ve og vel. Så pas på derude nogle mænd er lumske, og det har jeg et bevis på. Man får aldrig fred... Nu bor jeg sammen med en ny kærste og slågs om drengen. Ta ikke og vent til sidste øjeblik med at anmeld en for vold, for din egen skyld...

Hold da op en mundfuld -
Og i dag sidder du så med en undren over, at du lod ham køre rundt med dig så længe ik -
Ja vi mennesker er nogle underlige nogle, noget lære vi hurtigt, og andet skal der længere tid til -
Men jeg er rigtig glad på dine vegne over at du nu har lært det -
Lært at sige fra -
Lært at du er mere værd end at agere boksebold, for en psykopat -
Lært at tage vare på DIG og din søn -
Og har overskud til at, give dine smertefulde erfaringer videre til andre -
Held og lykke med dit liv -
Jeg ved ikke hvorfor nogle har så svært ved at sætte sine grænser for, hvor dårligt de bliver behandlet af andre -
Men dem jeg kender, og har talt med om vold i parforholdet, handler meget om, at de i deres opvækst har oplevet, at få overskredet deres grænser, med det mener jeg :
At de selv har fået fysisk afstraffelse som en del af opdragelsen -
Kan du følge mig -
Når man har været vant til det, så er det ikke så stort et chock at få klø af sin partner, så man er konsekvent afslutter forholdet -
Selvfølgelig er det et chock, forstå mig ret, men mange ville flygte allerede 1 gang -
Og andre gør det ikke, men forsøger at lave om på sig selv, for at undgå næste gang -
Og det er HER den går galt -
Det skal ikke vendes mod en selv, men mod den der øver vold, det er her at fejlen findes -
Mønstret fra barndommen er oftes, at når man så opfører sig "ordenligt" og gør det ens forældre/læs partner vil have, så bliver alt "godt" igen -
Skruen uden ende -
En god ven sagde engang til mig :
Man er selv ansvarlig for, om andre slår på en igen og igen -
Fordi, 1 gang partneren slår, skal man vise, at DET vil man ikke tolerere, under ingen omstændigheder, og der er INGEN undskyldninger herfor -
Og gøre denne klart, at sker det 1 gang til, så er det slut for ever -
Lader man 2 gang passere uden denne konsekvens, så har man vist, at det alligevel er tilladt at slå -
Og på den måde, er man så selv ansvarlig for at få tæv -
1 gang kan måske tilgives - men aldrig 2 gang -
Det lyder hårdt og firkantet - men det er tæv jo også -
Og tillader man at andre slår på en, så er man ikke særlig kærlig overfor sig selv, vel -
Mange kærlige knuz til dig
SOLskin og smil
guller

for at du ville dele denne forfærdelige oplevelse i dit liv med os andre, det glæder mig at du endelig fik mod til at gå fra ham, for din søn og din egen skyld, det var modigt og stort gjort, jeg håber virkelig at andre lærer af dine erfaringer og ikke begår den samme fejltagelse, desværre er der mange kvinder der i vores lille land lever i angst og frygt, det er ikke et værdigt liv for nogen...
Godt at du kom fri med din værdighed i orden, ønsker dig virkelig et lykkeligt liv fremover med din nye kæreste og din dejlige søn

Kære voldsramte mor
Jeg har læst dit indlæg og har desværre mødt den situation hos mange kvinder.
Det er godt, at du fortæller åbent om det så andre piger kan tage sig i agt - men jeg tror at du vil hjælpe flere, hvis du tænker tilbage og beretter om de små tegn, der kunne have vist dig, at det var ved at gå galt INDEN han direkte blev voldelig. Hvad var det, der kunne have vist dig, at han havde ændret sig? Var der noget han sagde, gjorde eller ikke gjorde mere?
Prøv at tænke tilbage og fortæl os om det - så vil du måske kunne gøre en stor forskel for nogen *S*
Held og lykke med dit nye liv
GentlemanLøjseren

Jeg kunne ha forsat med at skrive om det som skete, men jeg tænkte også at andre også skul ha lysten til at læse mine erfaringer. Jeg forstår dig fuldt ud i det som du skriver, men du mangler noget...
Angst og terro forhindre en i at se og tænke klare om det der sker.. Jeg har selv om barn fået en del røvfuld, men det var ikke grunden til at jeg lod det forgå sådan... Det var rent ud sagt på grund af hans magt og de andres opbakning, især hans familie. Jeg har aldrig prøv noget så grusom som dette... Familien har stået og sagt at det har du sku da selv været uden om at du fik de klø....CHOK !
Jeg har også oplevet at faren tog min søn fra mig og sparkede/slog mig samtidligt. Han jagede mig væk, der stod jeg helt palle alene grædefærdig uden en levende changse for at få min søn i min farvn. Farens søster og børn så bare på fra vinduet uden så meget som at gøre noget....
Jeg gik 15 km og tog ind til hans forældre for at få hjælp, men de afviste mig. Så jeg måtte gå yderligere 15 km for at komme hjem i regnvejr. Da jeg kom hjem gik jeg ind på den lokale værshus hvor en god ven arbejde, og hun fik ringet til politiet for mig... Jeg kunne ikke sige noget ude og gråd og trillende tårer. Politiet ville intet stille op uden myndighedernes godkendelse....
Der sad jeg uden nogen form for hjælp og enda med brystspændninger for drengen var jo kun 20 dage gammel på dette tidspunkt....
Min ven fik iden at få mig til at ringe til raren for at sige at han havde en frist med at aflevere drengen senest klokken 22, og at jeg skulle fortælle at politiet var indblandet. Ventetiden var enort lang med brystspændninger og rystende hænder og krop, jeg havde fået mig en øl og den havde jeg ikke så meget som fået rørt i ventetiden. Men faren kom med drengen som var meget sulten, han lå og græd. Men faren turede ikke at komme alene, så han havde svogren med sig.
Jeg skyndte mig at ta drengen og gik hurtig med drengen uden at sige noget ind på værshuset til de andre som ventede spændt på om jeg fik drengen udleveret. Den nat sov jeg hos vennen (vennen er også en kvinde som har været udsat for vold med børn indblandet)
Ingen mennesker kan sætte sig ind i hvordan det enligt er for dem som blir udsat for vold, man skal selv ha prøvet det for at kunne forstå en voldsramt. Jeg havde problemer med at føle mig trygt ved en ny mand... Ved høje toner krøb jeg sammen.... Jeg kunne ikke diskotere med nogen uden jeg brød ud i gråd og intet kunne sige...
Min nye kærste som jeg nu har boedet sammen med i 3 1/2 år, har haft meget svært ved at håndtere min angst og de følgende problemer. Men idag skal faren bare komme an, jeg er stejl som et bjerg og hård som en sten overfor ham. Jeg har sådan en vrede og had til faren at jeg ikke kan sætte ord på det. Jeg værner om min søn som aldrig nogen sinde før, og har opdaget mange sider af mig selv.
Jeg ønsker ikke at andre skulle prøve sammen skæbne som mig... Nu slågs jeg om min søn på grund af farens umodenhed til at se tingen som de nu er. Det er bare så vanskligt at fortælle om den glæde jeg aldrig havde da jeg fødte min søn under alt den tumult, jeg savner den glæde som andre fortæller om deres første fødsel. Der kan jeg ikke lige følge med til den snak...

Det står klar for mig...
Et hissigt pemeramang som kom ved at ha drøftet sin mening med ham, og at han ville bestemme mere og mere over en. Eks. hvem man talte med og hvor man var og er. At hans familie rakkelede ned på en og holdte kun med ham... Pling der var signalerne....... Ved konfligt der tog han fat i en ret hård for at få sin villige og for at få gjort en bange... Det eneste er at sige ta i agt for hissige mænd som kommer med den ene løgn efter den anden, det holder ingen steder et forhold sammen. Jeg har i mit nyeforhold måtte tage mig sammen og fortælle rent ud hvad jeg ville og forventede af "min kærste".

På nettet kan du finde andre kvinder, der har levet eller stadig lever i forhold med partnervold. Mange af dem står også med problemer med børnene.
Mødrehjælpen kan dem ringe til og bede om råd og støtte.
De har TLF: 33 121 121
http://www.mhj1983.dk/
De giver gratis støtte i forhold til barn/børn, i forhold til det juridiske og psykologiske omkring samværet og til kvinden selv.
Mht. at have en voldelig ex-partner, kan I se på:
http://www.netvaerk.org/
Eller ringe for en (anonym) samtale hver dag ml. kl. 20-22, på
TLF: 70 266 112
Det er et landsdækkende netværk af partnervoldsramte kvinder, og der er også en gruppe i nærheden de fleste by.
Du kan også finde andre kvinders støtte og historier på:
www.kvinderikrise.dk

flot, flot og flot -
Nu er jeg stejl som et bjerg -
Yes sådan skal det være -
Du har kæmpet som en løvinde, mest for dit barn -
Kan du se, hvad jeg mener- først da du havde et barn at tage vare på, så kunne du handle på trods af din angst og lammelse pga. volden -
Ja du har fået klø som barn, det havde jeg gættet, for ellers havde du sgu allerede skredet 1 gang -
Det er ikke negativt ment, på ingen måde, men desværre ER det sådan - når man gør børn fortræd - så er det altså lettere for andre også at gøre det - de kan komme til -
Og du er kommet over på den anden side -
At du er det, har gjort dig stærkere, alle de kampe vi kæmper os igennem, de styrker -
Men når du stadig har dette had i dig til ham - så har du også noget du skal have ud af dit system - har du fået hjælp til det - hadet til ham tærer altså på din energi og humør - få det ud evt. i samtaler med nogen, der ved, hvordan det gøres bedst -

Godt gået du
SOLstråler til dig
guller

hvis en kvinde vil anmelde partnervold til politiet, kan det ofte være meget svært, alt efter hvilken politikreds, og den enkelte politimands viden om partnervold og anmeldelse heraf.
Kvinden skal tage på skadestuen og få registreret skaderne. Og tage det papir med på politistationen.
Hos politiet bør hun tage en bisidder med, og bede om at få en advokat beskikket til selve anmeldelsen (fordi det kan få stor betydning senere hen).

Kære du!
Stærkt gået det var flot kæmpet. Men du skal have noget hjælp til at komme gennem det sidste.
Jeg startede med at læse Robin Norwoods bog "Kvinder der elsker for meget"
Jeg formoder at din eksmand også var alkoholiker? Det lyder sådan med fester og den slags og psykopat det hersker der vist ikke tvivl om.
Find en alanon gruppe de mødes en gang om ugen i dit lokalsamfund og fungerer lidt som Anonyme Alkoholikere. De er blot pårørende til en alkoholiker. Det er en rigtig god hjælp.
Bed din sagsbehandler på kommunen om psykologhjælp. Så kommer du igennem den sidste hurdle.
Held og lykke
Fru Helveg

Alletiders input.
Altså, vær på vagt hvis der sker ændringer i hans adfærd i retning af:
> Han bliver opfarende
> Han vil bestemme for meget
> Han får andre til at være imod dig
> Han begynder at lyve
- Og selvfølgelig hvis han bruger magt overfor dig. (Magt behøver ikke kun at være fysisk vold; det kan også være psykisk)
Men det vigtigste er, at du får sagt til og fra. Fortæl en kærestekandidat hvad du forventer af ham - og hvad du ikke vil tolerere. Sagt med andre ord: For at få et godt liv, må man pisse territoriet af og sætte grænser. Det gælder selvfølgelig begge parter. Så kan den anden tage stilling til, om han vil leve med det eller ej.
Så: Tak for dit input. Jeg håber at rigtig mange piger vil læse og bruge det.
Mange hilsner
GentlemanLøjseren

Alt det som i skriver det ved jeg... Jeg har haft psykolog behandlig og fået mig på rette køl. Jeg takker for jeres søde ord, det varmer. Ja til tider er alt håbløs og trals, men i mine tanker har jeg et råd fra en blind mand som jeg kendte : Hold hovedet kold og ta det med ro, der er ingen ting som løber fra dig.
Mine ord jeg har brugt i svære tilfælde :
Selv når alt der gråt ud, så husk der er også et lys forude. Alt er måske ikke lige så let, men jo længere at du grubler over det jo tættere på kommer du.