What comes around, goes around ;o)
Sidder og småsmiler.
Efter en længere periode, hvor jeg kunne se mig selv blive mere og mere jaloux og mistroisk, har jeg nu formået at vende situationen til noget godt.
Min dejlige kæreste har det nogen gange med at opføre sig lidt umodent. Det har udartet sig til nogle situationer, hvor jeg følte mig forsmået, bitter, mistroisk og jaloux.
Hans mobil, for at tage et eksempel. Jeg ved sgu ikke, om han er bange for at jeg snager i den. Men ét er sikkert. Den ligger aldrig fremme. Når han modtager sms'er, har jeg ofte oplevet, at han har stået og læst dem ude i gangen - hvorefter han svarede på beskeden og lagde den tilbage i jakken. Altid var den på lydløs.
Hans betagelse af bryster og bagdele. Hans øjne, der nærmest åd forskellige kvinder på gaden og i div. blade. Hans forsøg på at kigge, dog UDEN at kigge direkte. Hans rødmen, når han opdagde, at jeg havde lagt mærke til det.
Og endelig computeren. Jeg begyndte jo at synes det var pudsigt, at når han havde siddet i et par timer og surfet rundt, så var oversigten slettet, når jeg kom til computeren.
Han svar om, at det var bedst at slette filer og cookies, så de ikke lå og optog plads - (på hans 80GB harddisk ).
Reaktionerne fra min side var ens hver gang. Jeg blev vred, blev ked af det. Jaloux og forsmået.
Lige indtil for nylig.
Dér begyndte jeg at opføre mig som ham.
Slettede systematisk oversigt, filer og cookies, hvergang jeg havde været på nettet. Det undrede han sig højlydt over, hvortil jeg blot svarede med et sødt smil: " Jamen skat, det er jo dumt at de filer ligger og fylder på computeren".
Jeg giver gerne en kommentar fra mig, hvis der, f.eks. på tv, toner en charmerende mand frem.
Jeg kigger en ekstra gang, hvis der kommer en flot mand gående imod mig på strøget.
Min mobil ligger ikke længere fremme hele tiden. Den ligger i tasken, på lydløs. Og de beskeder jeg modtager, de bliver ikke læst og besvaret klods op af min kæreste.
Og han undrer sig. Og han "joker" med, om det er "ham den anden, der skriver".
Jeg er delt i to. På den ene side, så er denne leg sjov. Sjovt at se, at HAN reagerer, fordi jeg har kopieret hans "leveregler".
Men på den anden side, så er det sørgeligt, at dette burde være nødvendigt.
Men efter at have førsøgt at tale med ham om det, var dette den eneste udvej for mig.
Hellere dét, end at jeg mister min selvrespekt.
Jeg siger IKKE, at den leg jeg leger nu er ok, men er det da ok, at det for ham ikke er en leg, men en levemåde?
Er der andre der har prøvet lign?
Efter en længere periode, hvor jeg kunne se mig selv blive mere og mere jaloux og mistroisk, har jeg nu formået at vende situationen til noget godt.
Min dejlige kæreste har det nogen gange med at opføre sig lidt umodent. Det har udartet sig til nogle situationer, hvor jeg følte mig forsmået, bitter, mistroisk og jaloux.
Hans mobil, for at tage et eksempel. Jeg ved sgu ikke, om han er bange for at jeg snager i den. Men ét er sikkert. Den ligger aldrig fremme. Når han modtager sms'er, har jeg ofte oplevet, at han har stået og læst dem ude i gangen - hvorefter han svarede på beskeden og lagde den tilbage i jakken. Altid var den på lydløs.
Hans betagelse af bryster og bagdele. Hans øjne, der nærmest åd forskellige kvinder på gaden og i div. blade. Hans forsøg på at kigge, dog UDEN at kigge direkte. Hans rødmen, når han opdagde, at jeg havde lagt mærke til det.
Og endelig computeren. Jeg begyndte jo at synes det var pudsigt, at når han havde siddet i et par timer og surfet rundt, så var oversigten slettet, når jeg kom til computeren.
Han svar om, at det var bedst at slette filer og cookies, så de ikke lå og optog plads - (på hans 80GB harddisk ).
Reaktionerne fra min side var ens hver gang. Jeg blev vred, blev ked af det. Jaloux og forsmået.
Lige indtil for nylig.
Dér begyndte jeg at opføre mig som ham.
Slettede systematisk oversigt, filer og cookies, hvergang jeg havde været på nettet. Det undrede han sig højlydt over, hvortil jeg blot svarede med et sødt smil: " Jamen skat, det er jo dumt at de filer ligger og fylder på computeren".
Jeg giver gerne en kommentar fra mig, hvis der, f.eks. på tv, toner en charmerende mand frem.
Jeg kigger en ekstra gang, hvis der kommer en flot mand gående imod mig på strøget.
Min mobil ligger ikke længere fremme hele tiden. Den ligger i tasken, på lydløs. Og de beskeder jeg modtager, de bliver ikke læst og besvaret klods op af min kæreste.
Og han undrer sig. Og han "joker" med, om det er "ham den anden, der skriver".
Jeg er delt i to. På den ene side, så er denne leg sjov. Sjovt at se, at HAN reagerer, fordi jeg har kopieret hans "leveregler".
Men på den anden side, så er det sørgeligt, at dette burde være nødvendigt.
Men efter at have førsøgt at tale med ham om det, var dette den eneste udvej for mig.
Hellere dét, end at jeg mister min selvrespekt.
Jeg siger IKKE, at den leg jeg leger nu er ok, men er det da ok, at det for ham ikke er en leg, men en levemåde?
Er der andre der har prøvet lign?