X-papbørn

Jeg har haft et forhold gennem godt 4 år med en pige som har 2 børn fra et tidligere ægteskab. Det sluttede desværre fornyeligt.
Den mindste af de 2 piger var knapt 1 år og der var godt et årstid imellem dem da jeg mødte hende.
Det var ganske dejligt at se di to piger vokse op og selv om de ikke kaldte mig far, følte jeg alligevel at de var "mine". De vidste godt hvem "far" var selv om de ikke havde meget kontakt til ham. Jeg var en meget aktiv del af deres liv og de selvfølgelig en stor del af mit liv. Sådan set som en far nok ville have været.
Brudet med moderen var forholdsvis stille og roligt. Det foregik uden den store ballade.
Det var selvfølgelig hårdt, som det jo altid er.
Det væreste ved hele situationen var ikke at se x-kæresten blive forelsket igen, selv om det selvfølgeig også er hårdt, men det var en følelse af at noget tog mine børn fra mig.
Sådan føltes det indeni. Det var faktisk overaskende for mig selv og må sige at jeg næsten følte trang til at opsøge moderen som havde "mine" børn noget nær på lige fod med forældre som har fået kindappet sine børn. Det var jo frygteligt. Ikke at jeg kan stille krav om at se børnene men det ville jeg næsten ønske man havde. Ja, det er jo selvfølgelig urealistisk og unfair over for de biologiske forældre men det var den følelse jeg havde indeni.
Hvis jeg ville kunne jeg måske nok også få lov at se dem og passe dem i ny og næ. Men så kommer mødet med x-kæresten og hendes nye kæreste jo så lidt i vejen.
Det er lidt pest eller kolera for mig. Ja, det er jo nok bare mig som skal give mig lidt mere tid.
Men hvad pokker gør man med følelsen af at nogen har taget mine børn, som de jo i virkeligheden ikke har?

lige som drenge er XY.

Tit er det børnene der lider det største tab, for i sådan et tilfælde, vil de vel også savne dig?
Ligesom man bør slippe "taget" i sin ex, bør man vel også slippe taget til ex'ens børn? Her tænker jeg på, at det jo er klart, at man gerne vil beholde kontakten til børn, der har fungeret som "ens egne", men er det egentlig fair?
Er det fair overfor ens ex, der forsøger at komme videre uden med sit liv, hvor man ikke længere er en del af?
Er det fair overfor børnene, at de skal indordne sig under ex'ens beslutning om man ikke længere skal være en del af ex'ens liv - herunder også børnene?
Er det fair overfor den/de nye partnere ex'en får fremover?
Er det fair overfor den/de nye partnere man selv får?
Ja, jeg vil ikke skrive om det er fair overfor en selv, for det er jo i bund og grund én selv, der er årsagen til man er kommet i en situation, hvor man tænker på om diverse er fair, for man valgte jo selv at gå ind i et forhold med børn og valgte derfor frivilligt, at løbe en risiko for, at forholdet ikke ville holde og man derfor kunne risikere at miste kontakten til børnene.
Forståeligt, at man måske vil have det svært med at opleve ens ex sammen med en ny, hvis der stadig er følelser til stede, men jeg er overbevist om, at man skal være lidt firkantet og lade være med at have kontakt til ex'ens børn. Dels tager det længere tid at komme over ex'en og dels tager det længere tid for børnene at acceptere den nye situation.
Jeg tror man skal se lidt på det, som når man flytter. Børn får nye venner og savner måske deres gamle venner i en periode, men tiden går og de kommer videre og lærer nye venner at kende og "glemmer" måske deres gamle venner, specielt hvis de ikke længere ser dem.
Mit råd til dig vil altså være:
Lad børnene komme videre med deres liv, uden påvirkning af den kontakt du ville kunne give dem - du har jo nok også brug for at komme videre, ikk? Set på en lidt hård måde, jamen hvorfor skal du så give din ex gratis børnepasning og mulighed for at være sammen med hendes nye partner, for i bund og grund vil du jo ikke være andet end en gratis "barnepige" ;o)
Held og lykke med dit valg.

Ja, du har jo nok ret. Selv om der ikke er en nem løsning på sådanne ting.
Børnene vil sikkert også blive mere forvirret end godt er.
Måske er det bedst helt uden kontakt så det hele kan falde lidt til ro og alle kan finde deres nye pladser.
Selvfølgelig er det svært at sige helt farvel men det er nok det som skal til.
Tiden heler jo også de fleste sår!
Jeg har selv haft gode venskaber med tidligere kærester for man kender jo hinanden så godt. Men det kan også føre til problemer og jalousi.

Jeg bor selv sammen med en mand som er pap far for min datter til ug. De ville blive knust hvis vi nogensinde gik fra hinanden.
Jeg synes du lyder som en skøn omsorgsfuld far - fyldt op af kærlighed for dine 2 piger.
Det må være en ubærlig situation du står i !!!!
Men det må sørme også være svært for dine piger - de mister far for anden gang, og så endelig en far, der elskede dem og en man kunne regne med - i modsætning til den far, de ikke har et særlig tæt forhold til - efter hvad du selv beskriver.
Hvor er det synd og ærgeligt for jer tre!
Du skriver at du og moren er gået fra hinanden som ok, i er enige om bruddet, og kan være i stue sammen?
sådan forstår jeg det på dig - jamen hvorfor skal dig og pigerene så helt afskæres fra hinanden????
Sikke en gang sludder med gratis barnepige så hun kan føjte?????
Jeg synes du skal tænke på hvor meget glæde du kan få med pigerene - og HVOR meget pigerene kan skånes for ved ikke at skal miste dig, deres "far"
Ja det kan blive noget bøvl - men hvis du husker at dette her er mig og pigerene, x konen kan gøre som hun vil, vi er gået fra hinanden på en ordentlig måde!
Og erkender at selvfølelig vil det knibe i hjertet når hun en dag finder en anden - men det gør det nu meget ofte!!!
Ja så kan jeg altså ikke se de store problemer i at du måske ser dine piger en weekend indimellem.
Held og lykke - hvor er det dejligt at hører en mand være så glad for sine pap børn.
Enya-

en dag håber jeg... Som du selv siger, må du nok bare give det tid... når pigerne ikke er større, kan de heller ikke selv give udtryk for et decideret savn, eller lige tage forbi og besøge dig.. Men gid alle mænd havde et lige så stort hjerte som dig...

- for dig. Så den er der da ikke nogen, der kan tillade sig at anfægte.
- Jeg tror alle børn har brug for så mange voksne som muligt, der vil tage hånd om dem, og du skal da ikke være i tvivl om, at pigerne savner dig. Selvfølgelig gør de det. Du er ganske vist ikke deres far af navn, men det har du været gennem flere år af gavn og som mocafe citerede sin datter den anden dag "en far er en, der er der, når man har brug for ham", så kan der jo ikke være så meget at være i tvivl om.
- Det du har fat i her, er den evige forbandelse med dine børn og mine børn og vores børn. Det er noget forfærdeligt rod. Ikke mindst for ungerne. Selv ude i bedsteforældreleddet er den gal. Jeg har et barnebarn, der fortsat efter et år efterspørger min ex, som ikke er hans rigtige morfar. Men kontakten er fuldstændig brudt her, så det bliver ikke tilfældet. Det gør da ondt på mig - for drengens skyld.
- Min egen datters skilsmisse kostede mig et barnebarn, for hun røg tilbage til sin biologiske mor. Min ex-svigersøn har hende ganske vist ofte med, når han dukker op her, men det er da en knude, der bliver en fast del af mig mange år frem - afhængig af hvad, der sker, når hun bliver større. Hun er 7 år og har været mit barnebarn siden hun var et år.
- Min ex havde en datter. Hun har været mit weekendbarn, siden hun var 2½ og hun er nu 17 år, men hun gør jo som det passer hende, så jeg ser egentlig mere til hende nu, bl.a fordi vi ikke bor så langt fra hinanden. Så hun kommmer "smuttende" og deltager i øvrigt på samme måde i familiesammenkomster osv som hun altid har gjort.
- Jeg ved godt hvad du taler om.
- Når det værste har lagt sig, og du ikke har problemer med at se din ex og hendes nye, har du så en mulighed for at se de piger?. Jeg synes da du ville være en gevinst i deres tilværelse. Men hvad så, når du finder en ny og evt. selv får børn? Der er mange ting at forholde sig til, som vi ikke kunne lære af vore forældre.
- Det er ikke så få børn vi møder på vores vej, med den måde vi lever på. Jeg tror det er vigtigt hvordan vi tager hånd om dem.

- er "svigt" nr. 2 meget værre for børnene end det første. Spørgsmålet er så hvor stor de skal være for at opfatte 1. svigt. Måske den mindste af pigerne oplever dette som første brud.
- Men jeg kan levende forstille mig fordelene i karrierekvindens holdning. Den er i hvert fald langt den nemmeste for de voksne.

Jeg er selv i en situation der ligner lidt, bl.a. bortset fra at jeg ikke var deres papfra i så lang tid.
Men det er hårdt, MEGET hårdt. Min ex. fandt en ny kæreste efter en mdr. og jeg har ikke set børnene siden før jul! Hendes nye kæreste er nemlig sygeligt jaloux. :O(
Men det eneste man kan gøre, er at snakke om det med venner og familie og så håbe på, at man i løbet af året kan få dem, at se.
Jeg ønsker dig ALT det bedste og håber du får dem, at se!
hilsen
En X-papfar, der genkender følelsen alt for godt...

Hvis du forsat ønsker kontakt med dine børn, skal du holde kontakten lige fra bruddets øjeblik. Hvis du giver dine egne følelser en pause, for at skåne dig selv for at se din x med en ny kæreste, risikerer du at hun smækker døren i, hvis du sidenhen ønsker kontakt med børnene, fordi i hendes verden har du jo svigtet børnene i en periode og så er de på sigt bedre tjent uden dig.
Tro mig, det er lige præcis derfor at en del mødre stiller sig på bagben, når fædre søger samvær. Det er simpelthen fordi fædrene har forholdt sig passivt i en periode. I de tilfælde hvor manden er biologisk far kan han alligevel få samvær selvom han har været passiv, hvis han går til statsforvaltningen og gør krav på sine samværsret, men det kan du jo ikke.
Derfor er det nu eller aldrig!

skriv til deres mor som du har skrevet her, skriv også at du godt forstår osv - men spørg om du ikke har været "god nok" til at hun i det mindste sender dig et brev/mail fx inden jul, ved fødselsdage, sommerferier osv MED foto, bare så du kan følge dem på afstand, som en gran gran gran gran onkel i Canada... det tror jeg ikke at hun vil have noget imod,hvis hun forstår at det er af oprigtig kærlighed til børnene og at det vil afhjælpe det savn du har og ikke er fordi du vil trænge dig på eller være en skygge i hendes nye liv. held og lykke!
ellers kan du google institutionen/skolen og se billeder! ;-) næsten alle har en hjemmeside hvor de lægger nye fotos ud jævnligt!

De 2 piger har spurgt efter mig men jeg ved ikke om de gør det mere.
Der var altid åbenhed i forholdet med hensyn til følelser. Det var ikke unormalt at de 2 piger kom og sagde at de savnede mig eller elskede mig. De dage jeg arbejdede tidligt morgen og tog på arbejde før pigerne stod op, spurgte de om hvor jeg var henne.
Det er ved at være 2 måneder side vi stoppede forholdet.
Pigernes mor er nyforelsket så det er den primære årsag til at jeg ikke ser hende.
Jeg er i starten af 30erne og det er moderen også.
Deres biologiske far har ikke set pigerne i nogle år. Han har "ikke tid", eller "råd".
Hvilken i virkeligheden nok bare er fordi han ikke gider.
Pigerne kender ham ikke, ud over de kender hans navn og at det er farmand.

for selvfølelig savner de deres far - Dig.
Det må din x da også være klar over - og det må da rører hende hjerte også, hun er da mor!
Ring til hende og få en fornuftig snak om pigerene. Nævn overhovedet ikke hende, hendes nye forhold, ol. kun pigerene og at du savner dem frygtelig.
du lyder som et dejligt menneske - og Far :)
Enya-

Jeg vil bare lige sige tak for jeres input.
Det er jo aldrig nemt og der er jo desværre ikke altid en nem løsning.
Så er det jo sådan set op til mig at finde ud af hvad jeg skal.
Man bliver bare så slidt af at gå rundt med den der "ondt i maven" hele tiden.