Ældste som tjener med ret
Vi har alle pligt til at øve ret, men det gælder især de ældste i den kristne menighed. Læg mærke til den profetiske beskrivelse af de "fyrster" - de ældste i vor tid - som vi finder hos Esajas: "Se! En konge skal regere med retfærdighed, og fyrster skal herske med ret." (Esajas 32:1) Jehova forventer altså at de ældste tjener i overensstemmelse med hvad der er ret. Hvordan kan de gøre det?
Disse mænd som har åndelige kvalifikationer, er klar over at det kræver at menigheden holdes ren. Undertiden må de ældste dømme i sager hvor der er tale om alvorlige overtrædelser. Når de gør det, vil de huske at den guddommelige retfærdighed søger a vise barmhjertighed hvor det er muligt. Derfor prøver de at lede overtræderen til anger og omvendelse. Men hvad nu hvis overtræderen trods disse bestræbelser ikke viser sand anger? I overensstemmelse med hvad der er fuldstændig retfærdigt, giver Jehovas ord denne retningslinie: "Fjern det onde menneske fra jer selv." Det vil sige at vedkommende må udelukkes af menigheden. (1 Korinther 5:11-13;
2 Johannes 9-11) De ældste er naturligvis kede af at skulle tage et sådant skridt, men de forstår at det er nødvendigt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed. De håber imidlertid at overtræderen en dag vil komme til fornuft og vende tilbage til menigheden. (Lukas 15:17-18)
Skal de ældste tjene i overensstemmelse med hvad der er ret, må de også give bibelsk vejledning når det er nødvendigt. De er selvfølgelig ikke PÅ UDKIG efter fejl hos andre, og de benytter heller ikke den mindste anledning til at irettesætte. Men en medkristen kan 'uforvarende begå et fejltrin', og i så fald vil de ældste i mildhedens ånd prøve at hjælpe en sådan på fode igen', idet de husker at den guddommelige retfærdighed hverken er hård eller ufølsom. (Galaterne 6:1) Derfor vil de ikke irettesætte strengt eller bruge hårde ord. De forstår at en vejledning der gives i kærlighed, vil være til opbyggelse for den der får den. Selv hvis der må gives en meget direkte vejledning - det vil sige hvis konsekvenserne af en meget uklog adfærd tydeligt må påpeges - vil de ældste holde sig for øje at den der har brug for vejledningen, er et får i Jehovas hjord, at det er Jehovas ejendom. (Lukas 15:7) Når vejledningen eller irettesættelsen gives i kærlighed, er der større sandsynlighed for at overtræderen vil blive bragt på fode igen.
Ældste må ofte træffe afgørelser der vil berøre deres trosfæller. For eksempel drøfter de på deres møder fra tid til anden om andre brødre i menigheden opfylder betingelserne for at kunne blive ældste eller menighedstjenere. De ældste ved hvor vigtigt det er at være upartisk. De lader sig derfor lede af de krav som Gud har fastsat, og ikke af deres egne forudfattede meninger, når de skal træffe disse afgørelser. På denne måde handler de "uden forhåndsdom, idet [de] intet gør som følge af en ensidig holdning". (1 Timoteus 5:21)
De ældste sørger også på andre måder for at den guddommelige retfærdighed bliver holdt i hævd i menigheden. Efter at have forudsagt at de ældste skulle "herske med ret", fortsætter Esajas: "Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømmende i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land." (Esajas 32:2) I overensstemmelse hermed bestræber de ældste sig for at være en kilde til trøst og lindring for deres trosfæller.
Med alle de problemer der gør mange mismodige i dag, er der brug for opmuntring. Hvad kan de ældste så gøre for at trøste "de modfaldne sjæle"? (1 Thessaloniker 5:14) Først og fremmest må de høre på dem med forståelse, eller empati. (Jakob 1:19) De som har mistet modet, trænger måske til at dele deres ængstelse og bekymring med en som de føler de kan stole på. (Ordsprogene 12:25) De ældste må da forsikre dem om at der er brug for dem, og at de er værdsatte og elskede - både af Jehova og af deres brødre og søstre. (1 Peter 1:22; 5:6-7) Desuden kan de bede for dem og sammen med dem. At høre en ældste bede en inderlig bøn til gavn for en selv kan i høj grad lindre og trøste. (Jakob 5:14-15) De ældstes kærlige bestræbelser for at hjælpe de nedtrykte vil ikke forblive upåagtet af retfærdighedens Gud.
Ja, vi kommer Jehova nærmere ved at efterligne hans retfærdighed. Når vi følger hans retfærdsnormer, når vi forkynder den gode nyhed for andre, og når vi lægger mærke til andres gode sider og ikke deres fejl, er det Guds retfærdighed vi genspejler. Og når de ældste værner om menighedens renhed, giver opbyggende bibelsk vejledning, træffer upartiske afgørelser og trøster de modfaldne, er det Guds retfærdighed de genspejler. Hvor må det glæde Jehova at se ned fra himmelen og lægge mærke til at hans tjenere gør deres bedste for at "øve ret" mens de vandrer med Gud!
Hav en god dag.
Disse mænd som har åndelige kvalifikationer, er klar over at det kræver at menigheden holdes ren. Undertiden må de ældste dømme i sager hvor der er tale om alvorlige overtrædelser. Når de gør det, vil de huske at den guddommelige retfærdighed søger a vise barmhjertighed hvor det er muligt. Derfor prøver de at lede overtræderen til anger og omvendelse. Men hvad nu hvis overtræderen trods disse bestræbelser ikke viser sand anger? I overensstemmelse med hvad der er fuldstændig retfærdigt, giver Jehovas ord denne retningslinie: "Fjern det onde menneske fra jer selv." Det vil sige at vedkommende må udelukkes af menigheden. (1 Korinther 5:11-13;
2 Johannes 9-11) De ældste er naturligvis kede af at skulle tage et sådant skridt, men de forstår at det er nødvendigt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed. De håber imidlertid at overtræderen en dag vil komme til fornuft og vende tilbage til menigheden. (Lukas 15:17-18)
Skal de ældste tjene i overensstemmelse med hvad der er ret, må de også give bibelsk vejledning når det er nødvendigt. De er selvfølgelig ikke PÅ UDKIG efter fejl hos andre, og de benytter heller ikke den mindste anledning til at irettesætte. Men en medkristen kan 'uforvarende begå et fejltrin', og i så fald vil de ældste i mildhedens ånd prøve at hjælpe en sådan på fode igen', idet de husker at den guddommelige retfærdighed hverken er hård eller ufølsom. (Galaterne 6:1) Derfor vil de ikke irettesætte strengt eller bruge hårde ord. De forstår at en vejledning der gives i kærlighed, vil være til opbyggelse for den der får den. Selv hvis der må gives en meget direkte vejledning - det vil sige hvis konsekvenserne af en meget uklog adfærd tydeligt må påpeges - vil de ældste holde sig for øje at den der har brug for vejledningen, er et får i Jehovas hjord, at det er Jehovas ejendom. (Lukas 15:7) Når vejledningen eller irettesættelsen gives i kærlighed, er der større sandsynlighed for at overtræderen vil blive bragt på fode igen.
Ældste må ofte træffe afgørelser der vil berøre deres trosfæller. For eksempel drøfter de på deres møder fra tid til anden om andre brødre i menigheden opfylder betingelserne for at kunne blive ældste eller menighedstjenere. De ældste ved hvor vigtigt det er at være upartisk. De lader sig derfor lede af de krav som Gud har fastsat, og ikke af deres egne forudfattede meninger, når de skal træffe disse afgørelser. På denne måde handler de "uden forhåndsdom, idet [de] intet gør som følge af en ensidig holdning". (1 Timoteus 5:21)
De ældste sørger også på andre måder for at den guddommelige retfærdighed bliver holdt i hævd i menigheden. Efter at have forudsagt at de ældste skulle "herske med ret", fortsætter Esajas: "Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømmende i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land." (Esajas 32:2) I overensstemmelse hermed bestræber de ældste sig for at være en kilde til trøst og lindring for deres trosfæller.
Med alle de problemer der gør mange mismodige i dag, er der brug for opmuntring. Hvad kan de ældste så gøre for at trøste "de modfaldne sjæle"? (1 Thessaloniker 5:14) Først og fremmest må de høre på dem med forståelse, eller empati. (Jakob 1:19) De som har mistet modet, trænger måske til at dele deres ængstelse og bekymring med en som de føler de kan stole på. (Ordsprogene 12:25) De ældste må da forsikre dem om at der er brug for dem, og at de er værdsatte og elskede - både af Jehova og af deres brødre og søstre. (1 Peter 1:22; 5:6-7) Desuden kan de bede for dem og sammen med dem. At høre en ældste bede en inderlig bøn til gavn for en selv kan i høj grad lindre og trøste. (Jakob 5:14-15) De ældstes kærlige bestræbelser for at hjælpe de nedtrykte vil ikke forblive upåagtet af retfærdighedens Gud.
Ja, vi kommer Jehova nærmere ved at efterligne hans retfærdighed. Når vi følger hans retfærdsnormer, når vi forkynder den gode nyhed for andre, og når vi lægger mærke til andres gode sider og ikke deres fejl, er det Guds retfærdighed vi genspejler. Og når de ældste værner om menighedens renhed, giver opbyggende bibelsk vejledning, træffer upartiske afgørelser og trøster de modfaldne, er det Guds retfærdighed de genspejler. Hvor må det glæde Jehova at se ned fra himmelen og lægge mærke til at hans tjenere gør deres bedste for at "øve ret" mens de vandrer med Gud!
Hav en god dag.