Abort eller ej?

Jeg er dybt fortvivlet. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Ved ikke hvordan jeg er havnet her, hvor jeg er.
Jeg er 29 år og har levet i et fast forhold i 12 år. Vi havde svært ved at få børn sammen, men efter 3 års forsøg og fertilitetsbehandling fik vi endelig vores ønskebarn. Hun er snart 16 mdr. nu. For 3 mdr. siden blev jeg dog bekendt med, at min kæreste har haft en anden kvinde gennem lidt over 2 år. Han siger, at han ikke elsker hende, at det er mig han vil, og at han er lettet over at være blevet opdaget, så han endelig kunne komme ud af det. Han afbrød forbindelsen med hende, så snart det blev opdaget. Jeg selv var dog dybt ulykkelig, og vi er nu gået fra hinanden. For under 2 mdr. siden mødte jeg så en anden mand, som jeg blev forelsket i. Han gav mig alt det, jeg havde brug for på det tidspunkt, hvor jeg var allermest nede. Vi var i seng sammen 3 gange, men 1 gang glemte vi at beskytte os. Hvor dumt! Hvor jeg dog hader mig selv for det.

Nu har jeg lige fundet ud af, at jeg er gravid. Bum, bang - på én nat! Hvor er livet dog uretfærdigt. Jeg har fortalt ham det, og han synes helt klart, at jeg skal få en abort. Men det gør så ondt. Min fornuft siger mig også, at jeg ikke skal få barnet. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke er forelsket i manden - jeg var kun forelsket i det han gav mig på det tidspunkt. Men en fremtid har vi ikke sammen. Og så med et barn? Nej, det kan vi da ikke. Og alenemor til to? Og jeg er lige startet i nyt arbejde for under en uge siden. Jeg kan ikke få det. Men jeg kan heller ikke få mig selv til at få det fjernet. Det er jo et levende liv. Et liv jeg selv har skabt. Jeg holder jo for pokker allerede af det. Men der vil være så mange ulykkelige konsekvenser af at få det. Det vil berøre så mange. Hvis jeg får en abort, vil det kun berøre mig.
Jeg ved ikke, hvad det vil være værst at leve med. Hvad skal jeg dog gøre? Jeg er 7 uger henne, og jeg har ikke lyst til at vente meget længere, hvis jeg skal have det fjernet. Jeg føler mig allerede meget gravid, og det gør så forbandet ondt at tænke på, at det kun er midlertidigt.
Jeg er så ulykkelig!

Ja det er rigtig at hvis du fåren abort vil det kun berører dig selv,men du er da også den mest vigtige også det barn du har nu,hvis du mener at du kan klare to børn selv mener jeg ikke du skal få abort,da du lyder som om du er meget usikker på om det er det du vil.Men det er dit valg og kun dig selv der kan træffe det.

... først og fremmest henvende dig, via din læge, til det sygehus, som evt. skal foretage aborten. Der kan du få råd og vejledning af specialuddannede sygeplejersker .... netop fordi du er så meget i tvivl ....
Der ligger jo mange ting i dine tvivl ... moral, etik, følelser, dagligdagen, dit nuværende barn o.s.v. ..... kan du klare det eller ej ?
Jeg tror måske også, at fordi du i så mange år ikke har kunnet blive gravid, har du måske lidt sværere ved at forlige dig med tanken om en evt. abort, selvom du måske inderst inde godt kan se, lige nu, at det ville være det mest rigtige for både dig og dit barn. Forståeligt nok ....
Tal med nogle som har forstand på disse ting ... for og imod ..... og gør det nu ....du skal ikke bekymre dig unødigt meget længere .... nogle gange handler det om at tage en beslutning, selvom den er svær .....
Held og lykke ...

hjælper det nogle gange at vælge det, som man ikke kommer til at fortryde. Det er selvfølgelig svært at sige på forhånd, men hvis du tænker valgene igennem og forestiller dig dit liv en gang i fremtiden, set i lyset af din endelige beslutning, får du måske en form for klarsyn.
Jeg er sikker på, at du træffer den beslutning, der er rigtig for dig. Held og lykke og mange velmente tanker.

Det er en meget svær beslutning du skal tage, og tror ikke du kan bede andre om at tage den, så du må helt klart gøre det op med dig selv hvad der er bedst for dig.
Men en kort historie, en kvinde for ca: 33 år siden, blev gravid, hun havde en søn på næsten 1 år, så hun overvejde meget en abort, da hun ikke var i et forhold (lidt ala det du oplevede)
hun fik talt med lægerne, og endre helt oppe på borderet, klar til at få fjernet det.
Men lige inden, fortrød hun, pakkede samme og gik hjem... ellers ville jeg den dag i dag ikke have en kanon dejlig lillebror...

Enlig mor til 2 kan godt lade sig gøre, det er ikke nemt, men hvad i livet er?? det er en udfordring, især i sin nuværende situration, men jeg tror du vil fortryde stærkt hvis du fik det gjort, det lyder ihvertifald sådan... men det er dit liv, din beslutning, og dig som skal leve med det.... den nemme vej? eller den sværer vej?

Du skal tage dit ansvar på dig og beholde barnet. Det er for let en løsning at vælge abort, og det giver dig for mange spekulationer i restren af livet.
Du skriver:
"Men jeg kan heller ikke få mig selv til at få det fjernet. Det er jo et levende liv. Et liv jeg selv har skabt. Jeg holder jo for pokker allerede af det."
Jamen, siger det ikke alt?
Du skriver desuden:
"Men der vil være så mange ulykkelige konsekvenser af at få det. Det vil berøre så mange."
Hvad er de ulykkelige konsekvenser af at få barnet? Og hvem vil det berøre negativt? Hvis det er faren, du tænker på, så er mit svar, at også han må tage sit ansvar på sig. For jer begge gælder trods alt, at I ved, både hvordan man får børn - og hvordan man ikke gør......
Og husk lige en ting: Der findes utallige kvinder, som hele deres liv fortryder en abort. Og det vil du også komme til.
Men hvis du får barnet, vil du ikke stå om nogle år med dit barn i hånden og fortryde, at du fik det.

du kender jo godt selv svaret.... prøv at læse dit eget indlæg...hvad ville du anbefale andre???
du skriver ingen gode ting der kunne ske ved at beholde barnet....
så en abort...ville jeg sige..og det lyder som om du har bestem dig på det....
hilsen mia

Jeg forstår godt alle dine bekymringer omkring jobbet, og vedrørende faderen til barnet.
Men dels kan der jo stadig være usikkerhed vedrørende faderskabet. Hvis du har haft sex med din kæreste i samme periode KAN han jo være far til barnet?
Dernæst, du har kæmpet i mange år for at få børn, og jeg synes at fornemme at du ikke kan klare tanken om, at nu hvor det endelig er lykkes, så skal det ikke være alligevel. Jeg er bange for at du vil fortryde det resten af dit liv, hvis du får abort nu.
Du kan godt klare at være enlig mor, det er der mange andre der gør, og når du så meget har ønsket dig børn, så vil du klare det hvis du skal.
Jeg synes i øvrigt heller ikke at din kæreste gennem så mange år kan tillade sig at vende ryggen til dig, hvis du fortæller ham at du er gravid med en anden. Han har begået det ultimative svig gennem to år, og holdt det gående, selvom han for længst kunne have afsluttet det. Han sagde til dig at han havde ventet på at blive afsløret, for at kunne afslutte det. Aldrig har jeg hørt så lav en undskyldning! Hvis han virkelig ønskede at blive afsløret ville det være sket lang tid før, og hvis han virkelig var så træt af hende, havde han vel taget sig sammen, som så mange andre og afsluttet det? Jeg synes han på en eller anden måde har lagt ansvaret for sit forhold over på dig, og det er jo ikke dit ansvar.
Derfor mener jeg også at han er usædvanlig egoistisk hvis han vil forlade dig, fordi der er risiko for at du er gravid med en anden. Du har været ham utro fordi han følelsesmæssigt har været fraværende i al den tid han har haft et forhold til en anden - og når du er villig til at fortsætte med at forsøge med forholdet mellem jer, må han sgu klemme ballerne sammen og tage konsekvensen.
Hans utroskab er hans ansvar, din utroskab er dit ansvar, men det er en alt for let udvej for din kæreste, hvis han skrider fordi din utroskab har båret synlige resultater. Han er jo ikke ligefrem udskylden selv.
For mig er det altså ret simpelt; du er allerede nu ved at fortryde tanken om abort, inden den er foretaget.
Du må tage fat i din kæreste og meddele ham hvordan det står til, og så give ham to muligheder.
Enten forlader han dig med det samme, og lader dig klare dig selv (for det kan du) eller også klemmer han ballerne sammen, husker at han selv har begået et bedrag, og arbejder på at i kan blive en familie.

Kære badboy.
Dit indlæg gør mig desværre ikke mindre fortvivlet. For ja, når man er tæt på et andet menneske, som måske skulle have været en abort, så skal man dælme være en kold skid, hvis man med alvor kan sige, at man ville ønske at han/hun var blevet fravalgt. For selvfølgelig er du den dag i dag lykkelig for, at din lillebror fik lov til at blive født. Men omvendt, hvis han ikke havde været til, ville du jo nok ikke savne ham. Måske havde du fået en anden lillebror eller søster senere i livet, som du så ikke ville have fået, hvis din lillebror var blevet født. Sådan kan man blive ved.
På samme måde ved jeg også, at hvis jeg vælger at få barnet, vil jeg aldrig kunne fortryde det. Når først jeg står med den lille guldklump i armen, vil jeg elske den betingelsesløst. Til gengæld vil min ex og far til min datter hade den som pesten. Hvis jeg vælger aborten, vil jeg givetvis altid føle en snert af fortrydelse. For hvad nu hvis? Min pointe er, at man altid vil sætte spørgsmålstegn ved de ting i livet, som man fravælger. Når man tilvælger noget, kan man vel altid med sikkerhed sige, om man har valgt rigtigt eller forkert, fordi konsekvensen er umiddelbar. Når man fravælger, kan man aldrig rigtigt vide det, vel?
Nej, livet er dælme ikke let. Men jeg synes ikke, man kan sige, at det ene valg er nemmere end det andet.
Tak for dit input ellers!

Søde dig!
DU skal se situationene fra en anden vinkel - KUN fra vinklen - dig og dit barn, det liv du kan tilbyde dit barn - og det barn som du allerede har!
Kun du kan svare for, om du vil kunne gøre det ene eller det andet, altså enten beholde barnet eller vælge en abort. Ingen af delene vil være forkerte - og det er vigtigt at du holder dig det for øje!
Din kæreste er ude af dit liv, så vidt jeg forstår på dit indlæg - og ham der er faderen til din graviditet er ikke interesseret i mer - godt så - trin Nr 1 - kan og vil du være mor til 2 småbørn uden fædre ?? Ikke noget negativt i det - kan du, er det jo superfedt, ikke??
trin 2 - din økonomi - kan den bære 2 småbørn ?
trin 3 - Kan du få tiden til at slå til - med arbejde og børn ?
trin 4 - hvor er DU henne i dit eget liv - bliver der tid til dig???
KUN du kan vælge - kun du ved hvad der er bedst for dig!
Ingen skal straffes for at være belevet gravid ved et uheld- hverken du eller barnet - derfor er det vigtigt at du gør dig de overvejelser, så dit graviditet bliver til et ønskebarn eller til ingenting!
Knus og trøstesmil

Kære du.
Min exkæreste og jeg er ikke længere sammen. Han er flyttet, men prøver stadig meget ihærdigt at få mig tilbage. Han var også bekendt med min nye "kæreste" (som vel egentlig nærmere kan betegnes som en trøstestøtte). Så utroskab fra min side var det ikke, og jeg har ingen aktuelle planer om at skulle leve sammen med min ex som familie. Bare så der er rene linier.
Jeg har i øvrigt fortalt ham om graviditeten, og jeg behøver vel ikke fortælle, at han blev meget meget såret. Han har forsøgt at gøre mig gravid i 3 år, og så kommer der en gut og gør mig gravid på 1 aflevering. På trods af, hvad han har gjort overfor mig, føler jeg med ham. Det er virkelig den ultimative dolk i hjertet. Men omvendt kunne det ligeså godt have været sket for ham og hans elskerinde. Men sådan er det jo altid: hvis og hvis og hvis. Jeg er bare nødt til at forholde mig til sagens natur: Det er mig der er gravid. Med en mand jeg knap nok kender. Og som jeg ikke elsker. Har en datter i forevejen. Med en mand jeg troede jeg kendte. Og som jeg ikke elsker.
Det er for langt ude.

Kære du.
Tak for dit svar. Du har helt ret i det, du skriver - det er kun mig der kan træffe den endelige afgørelse.
Problemet for mig er ikke så meget den økonomiske og praktiske side af sagen med at have to små børn. Jeg har lige fået mig et rigtig godt job med en god løn, og jeg har et godt netværk til at hjælpe mig igennem det. Problemet er min psykiske tilstand. Jeg har lige været igennem mit livs krise - at finde ud af at min mand har levet et dobbeltliv. På et tidspunkt i vores liv hvor vi har planlagt familieforøgelse og fået et lille barn sammen. Det har slået ret hårdt på mig, og den eneste grund til at jeg har klaret mig igennem indtil nu, er den stormende forelskelse, jeg troede jeg var udsat for. Men da gassen var gået af ballonen, gik virkeligheden atter op for mig. Den såkaldte forelskelse var intet andet end en virkelighedsflugt. Og nu er jeg gravid med min virkelighedsflugt. Det mest ironiske af det hele er, at jeg aftenen forinden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, fortalte min ven, at jeg ikke havde lyst til at leve på denne her måde mere. At jeg var nødt til at få styr på min tilværelse med nyt job og min datter, og så koncentrere mig 100% om dette. Efter at have levet 3 mdr i kaos og konstante rutcheture op og ned, havde jeg endelig taget en aktiv beslutning om at falde til ro i mig selv. Dagen efter faldt det hele ned om ørerne på mig.
Lige meget hvad, er jeg overbevist om, at det bliver et helvede for mig rent psykisk i den kommende tid. Jeg er allerede syg af kvalme og opkast, og har været sygemeldt fra arbejde i to dage nu. Og jeg er lige startet. Smukt! Og jeg er så splittet mellem fornuft og moral. For ikke at nævne frygten for, at jeg spilder min måske sidste chance for nogensinde at få et barn mere. Jeg vil jo så brændende gerne have flere børn. Men sgu da ikke nu. Og med en mand jeg ikke har en fremtid med. Et sted inde i mit hjerte har jeg jo stadig en naiv drøm om, at min ex og jeg og vores datter en dag skal blive en familie igen. Det var jo det jeg drømte om. Ikke et liv som alenemor til to børn med forskellige fædre.
Det er for ondt!

Det er virkelig en tragisk historie og en svær beslutning at traffe! Jeg syntes helt klart du skal få en abort! Det vil hverken være retfærdigt for dig selv eller barnet hvis du vælger ikke at få en abort eftersom du står i den situation du gør! 7 uger er heller ikke ret lang tid, jeg syntes du skal gøre det

Hejsa.
Det er ikke kun faren, jeg tænker på, når jeg siger at det vil få ulykkelige konsekvenser at få barnet. Det er os alle sammen. Mig selv, fordi jeg ikke tror jeg har overskudet til at være alene med to små børn. Faren, fordi det vil være trist for ham at være delefar til endnu et barn (han har et barn fra tidligere ægteskab). Min ex, fordi det barn altid vil minde ham om, at det kunne have været vores. Min datter, fordi hun aldrig vil kunne fortælle glad og stolt om sin lillebror eller søster, når hun er sammen med sin far. Og barnet selv, fordi det blev bragt til livet ved en fejltagelse.
Som jeg ser det lige nu, er det et håbløst grundlag at bringe et barn til verden på. Men omvendt er det jo et liv, som fortjener at leve. Og jeg tror du har ret i, at hvis jeg vælger barnet, vil jeg ikke kunne fortryde det, når jeg først står med det i armene. Vælger jeg aborten, kan jeg aldrig rigtig være sikker, vel?
Men det er dælme ikke nemt...

For at være helt ærlig, så må jeg sige til dig, at de ting, som du nævner som problemer, ikke er problemer, hvis de håndteres af voksne mennesker!
Hvad angår faren, så er vel gammel til at være sit ansvar bevidst, hvad enten det er svært eller ej?
Det med, at din datter ikke kan være stolt af den nye lillesøster/bror i selskab med sin far er kun aktuel, hvis hendes far ikke er seriøs og voksen nok til acceptere tingene som de er og optræde korrekt.
Det kan ikke passe, at sådanne umodne og uansvarlig opførsel fra voksne mennesker skal koste dit barn livet.
Og det med at det er svært at være enlig med to børn - jo måske - men det er vel ikke så meget ekstra svært at have to, når man i forvejen har "besværet" med en, og vi lever da trods alt i et samfund, der yder en ganske god hjælp til folk, der behøver det.
Tænk over det - ogtænkr over, hvad du tror du vil fortryde mest.
P.s. Hvor gammel er faren?

Ser du, det er HELT naturligt, st i en skilsmisse-krise situation, at blive forelsket i en anden mand, der giver en lidt opmærksomhed. Jeg og de veninder der har prøvet det samme kalder det redningsbåd-princippet! Du flytter simpelthen fokus for at overleve! Og du har ret - nedturen kommer alligevel!!
Søde du, du er 29 år - dette er ikke din sidste chance for at blive gravid! Du havde muligvis svært ved at undfange dit dejlige lille barn, men det ER jo ikke sikkert, at det var dig der havde et problem...nogle gange ER livet bare sådan, at 2 mennesker ikke er forenelige til at skabe børn, hvor andre dårligt skal se på hinanden!
Jeg kan sagtens forstå dine følelser og din spirende beskytter-trang, når du tænker på livet i din mave. Men jeg tror det er vigtigt at distancere sig lidt, og IKKE kalde det et barn (for det er det endnu ikke) men tænke på det og omtale det som en graviditet og et foster! Det gør det nemmere at tage en beslutning, tro mig!
Søde du - lige nu må du først og fremmest tænke på dig og det barn du har sat i verden....Sørge for at i to får det godt og bliver glade igen! Vil i blive det hvis du gennemfører denne graviditet??? Vl du have det psykiske overskud ??? Kan du magte at både håndtere din skilsmisse, at håndtere at dit barn bliver et del-barn og samtidig være gravid, med den både fysiske og psykiske belastning det er ???
GLEM alt om hvad andre tænker, og hvordan din ex vil se på at du vælger graviditeten til!
Og FUCK at du har været sygemeldt....det er der så mange der er lige nu!
Tænk på DIG - for det ER dit liv! Sørg for at du bliver glad for det igen!!
STORT knus
fra mig

...hvad kan jeg sige? Nogle gange opfører vi voksne os som forkælede børn. Var det ikke noget med Adam & Eva og et vist æbletræ i sin tid? Ja, undskyld at jeg tillader mig at ironisere lidt over dit indlæg, men nogle gange ser verden desværre ikke så sort og hvid ud, som vi gerne vil have den.
Vi er skam alle parter fuldvoksne mennesker. Jeg selv er 29, faren er 33, og min ex er 32. Men det gør det desværre ikke mindre kompliceret, end hvis vi havde været hhv 19, 23 og 22. Desværre, siger jeg, for det havde da været langt bedre, hvis vi bare kunne sige: Okay, vi er voksne mennesker - nu må vi tage ansvaret for vores handlinger.
Gid jeg kunne...

Tusind tak - endnu engang. Jeg bliver helt rørt over, hvordan nogle mennesker, som man ikke engang kender, er i stand til at udvise så meget empati og medfølelse som du er. Tak for det!
Jeg tror faktisk ikke, at jeg ville have det psykiske overskud til at håndtere både skilsmisse - og alt hvad der følger med i kølvandet af dette, fx samværdsret af vores datter - og samtidig sætte et nyt barn i verden med samme problemer. Selvfølgelig er der mange kvinder, der har gjort det før mig, og selvfølgelig skulle også jeg nok klare det på en eller anden måde. Men jeg er bange for, at omkostningerne vil blive for store. Og her tænker jeg specielt på min datter, som i den grad har brug for glade og harmoniske forældre i den kommende tid med skilsmissen.
Jeg tror ikke længere selv på en happy ending...

Hmm, ja, nu har jeg så læst dit indlæg og alle svarene igennem. Og jeg kan ligesom fornemme, at du nok allerede har valgt. Du bliver glad og svarere pænt tilbage når der er nogen der svarer dig at de synes du skal vælge en abort. Så mon ikke det betyder at det er det du helst vil?! Du skriver at du psykisk ikke kan magte at skulle have et barn mere, at få det hele til at hænge sammen osv. Hmm, hvad havde du så tænkt dig??
Og så vil jeg også sige - der er ikke noget der er ondt her som du skriver, for du har sku selv været ude om det! Det er uansvarligt ikke at beskytte sig, lige meget hvor psykisk ustabil man er - og da du gik i seng med din sidste "fyr" vidste du at der var en chance/risiko for at du ville blive gravid! Du skulle have tænkt dig om noget før...
Nu sidder du så sikkert og tænker at det kan jeg sagtens sige, for jeg ved slet ikke hvordan det er være dig. Og nej, jeg ved ikke hvordan det er at være DIG, men jeg er selv alene-mor til 2 børn, blev ladt alene da jeg lige var blevet gravid med nummer 2. Overvejelserne om at få en abort strejfede også mig, men jeg gik hurtigt fra det igen! Ved nu at jeg aldrig ville kunne få lavet sådan et frygteligt indgreb!!
Min 2. graviditet var planlagt, med samme mand som er far til nummer 1. Jeg havde ingen anelse om at han ville forlade mig - så jeg havde ingen chance for at beskytte mig imod en graviditet - hvis du forstår!!??
Men du vidste at du ikke skulle have et barn mere lige nu, hvordan fanden kunne du så lade være med at beskytte dig? Det bliver jeg vred over. Men heldigvis er det dig der står med "problemet" nu!
Jeg håber du finder ud af hvad du vil - og så tænk dig dog om en anden gang...
Kh. alenemor til 2

hej ulykkelige..
Jeg føler virkelig med dig.. Det er et forfærdelig valg du skal træffe.
Jeg har selv stået i lignende situation, og valgte at få abort.
Der er desværre ingen der kan træffe valget for dig, og Det er ikke sikkert at du nogensinde vil føle at du træffer det rigtige valg.
Mit råd til dig; tænk på dig selv, ikke hvad alle andre vil tænke eller mene. Tænk på hvad der er det rigtige for dig og den situation du står i. Uanset hvilket valg du træffer, vil det være det der er mest passende for dig i lige netop denne situation.
Jeg tænker på dig og føler med dig..
Mange knus Mille

Man er altid så god til at råde og vejlede når det er en af veninderne der har et problem/står overfor en udfordring. Men når det er én selv og følelserne vælter rundt i en, er det noget helt andet..
Hvad ville du råde hende til??
Som der også er andre, der har skrevet til dig lyder det som om du allerede har truffet dit valg, et svært valg der MÅSKE vil påvirke dig i fremtiden, men hvis du vælger at få barnet er der ikke længere noget måske.
Har det hjulpet dig at skrive dette indlæg? Synes der nogle gode svar indimellem, men også mange løftede pegefingre, sket er sket og det kan du ikke ændre på. Så lad være at være så hård ved dig selv.
Det er en svær tid du har været igennem og en måske endnu sværere situation du er havnet i, håber for dig at du træffer det valg der er det rigtige for DIG.
og det ved du inderst inde godt hvad er (tror jeg?)
hvordan gik det til psykologen??

Tak for dit svar. Det er faktisk sjovt, at du nævner det, for det var lige netop det spørgsmål jeg fik stillet hos psykologen: Hvad ville du råde din veninde til? Og jeg var ikke det mindste i tvivl - hvis hun stod i denne her situation, ville jeg helt klart råde hende til at få abort. Anderledes var svaret, da hun spurgte mig, hvad jeg ville sige, hvis det var en vildt fremmed pige, der stod i denne situation. Her ville jeg nok være lidt mere hård og sige, at hun jo selv havde bragt sig i den situation og som et voksent menneske nu måtte tage sit ansvar. Ganske som der er mange andre, der har sagt til mig herinde. Det var ret tankevækkende, at jeg faktisk dømmer mig selv lige så hårdt, som hvis jeg var en fremmed, end med den kærlighed, ømhed og medfølelse, som jeg til enhver tid ville vise mine veninder. Det fik mig til at indse, at jeg nok er for hård ved mig selv. At jeg skal tænke på, hvad jeg har at tilbyde et kommende barn og frem for alt min nuværende datter - med den krise jeg selv går igennem lige nu. Ikke dolke mig selv oven i hovedet med, at jeg begik en fejl og nu må jeg straffes for den resten af livet. Jeg erkender min fejl, og jeg angrer den som bare pokker. Men jeg bliver nødt til at tilgive mig selv og komme videre.
Det er sådan ca. det, jeg har fået ud af dels at skrive herind, dels at snakke med en psykolog. Jeg har fået en tid til en kirurgisk abort imorgen. Jeg har det helt forfærdeligt med det, men jeg ved med mig selv, at det er det rigtige.

Held og lykke håber du kommer godt igennem det og det ikke kommer til at tage for hårdt på dig..
Efter min mening lyder du til du har truffet det rigtige valg..
Ønsker dig det bedste, god jul osv;)
Nu har du tid til at fokusere på dig selv og din datter, nyd det og glæd dig til næste gang du bliver gravid med ønskebarnet og den rigtige mand..
Der er sikkert ikke mange der dømmer en så hårdt som man selv gør?? Pudsigt og lidt skræmmende at det tit hænger sådan sammen..

Jeg forstår godt din fortvivelse. Men det ER også svært, at skulle vælge et lille barn fra, som du allerede er knyttet til rent føelsesmæssigt.
Sig til dig selv, at planlægning selvfølgelig er bedst, men man kan og skal IKKE planlægge hele sit liv. Mange børn er født sådan lidt - hovsa - men du vil helt sikkert få et godt liv med eller uden mand til barnet. Der er så mange, der lever med en anden far og har det fantastisk.
Ønsker dig det bedste uanset hvad du måtte vælge.
Mor til 2 dejlige børn på 23 år og 14 år.