Agains profilside.

Hej again.
Jeg har læst din profilside. Du skriver:
"Ifølge debattens Jehovas Vidner er jeg en af dem du bør undgå- ugudelig, trænger til omvendelse og forfølger Jehovas Vidner.
I min egen optik benytter jeg mit betydelige kendskab til Bibelen, samt Jehovas Vidner til at modbevise deres tossestreger på Religions debatten."
Jeg tror ikke at dette er noget Jehovas vidner har sagt. Jeg tror det er et udtryk for en livlig fantasi. Jehovas vidner tænker ikke dårligt om andre.
Med venlig hilsen

Ja, nu er det jo nogle dage siden jeg skrev min profil- dengang ftg stadig kaldte sig ftg, eksempelvis. Ftg har utallige gange kaldet mig til omvendelse- her vil jeg dog i stedet linke til et tilfælde, hvor han beskylder mig for sine egne fejl: http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=411853#411853

-ftg- har fundet et andet nick?
Jeg kan godt forestille mig, at han angriber dig som f.eks. anonym.
Over for mig løj han- man skal aldrig undervurdere modpartens intelligens- og det gjorde han.

giver ftg en undskyldning, men det er nok fordi jeg ikke kan læse hans kragetæer.

Det med at påstå, at du ikke kan læse hans kragetæer, er vist at overspille rollen lidt for meget, synes du ikke Flemming?

Hej LionQ
Eller måske skrev ftg dit indlæg? Man kan aldrig føle sig for sikker, vel?
Nå, spøg til side- det der lå i min lidt kryptiske formulering er, at jeg er ret overbevist om, at vores anonyme ven i virkeligheden er ftg!

at det kan være svært at forstå hvad han skriver. Selvfølgelig mener jeg ikke kragetæer, jeg troede at du havde humoristisk sans.

Du skriver at JV ikke tænker dårligt om andre. Det skal vist tages med et gran salt!
JV tænker da dårligt om mange andre end dem selv. F.eks. tænker de dårligt om alle de, der ikke vil være en del af JV sekten. Vi skal alle dø når jordens ende kommer. Det er da i højeste grad at tænke dårligt om andre!
Og desuden er det fuldstændig umuligt for et ganske almindeligt menneske kun at tænke godt om andre -det er ikke i vores natur kun at tænke godt om andre. Vi kan alle prøve og kæmpe med det, men JV er altså også kun mennesker og I tænker bestemt også dårligt om andre en gang i mellen, for I er ikke fuldendte! Så den holder ikke i retten den påstand.

kan jeg læse mellem linierne- kaldes det alternativt talent eller noget værre?

skulle man tænke dårligt om andre? Kan du give mig bare en eneste grund til det? Vel er vi ej fuldkomne, det ved jeg da godt, men jeg kan ikke se nogen som helst grund til, at man skal tænke dårligt om andre mennesker.

tillægge andre dårlige motiver. Det er noget af det vi lærer igennem Vagttårnet. Vagttårnet er en god opdrager. Vil du have et eksempel? Her er nogle af de repetitionsspørgsmål der stilles gennem Vagttårnets studieartikler:
* Hvordan vil du beskrive en der er hovmodig?
* Hvordan opstod hovmod?
* Hvad kan fremkalde hovmod?
* Hvorfor må vi vogte os for hovmod?
* Hvem er de bedste eksempler på ydmyghed?
* Hvorfor er det svært at opdyrke ydmyghed?
* På hvilken måde kan vi lære ydmyghed?
* Hvorfor er det så vigtigt at forblive ydmyg?
(Vagttårnet 15/10-2005) Der er nye artikler hver uge.
Vagttårnet behandler kun bibelske emner. Det lærer os at alle mennesker er én stor familie.

Nå, men så lyt du til Vagttårnets tåbeligheder- jeg skal ikke nyde noget af, at tage gode råd fra en sekt, som undersøgelser viser skaber psykiske syge (herunder pædofile) i langt højere grad end det omgivende samfund.
Om Vagttårnets opdragelse gælder vist dette ord:
"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv" Matt 23:15

disse ord af Herren Jesus Kristus?
"Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt"
(Mattæus 7:1)
Men måske forstår du dem slet ikke?

Næ, hov stop, jeg dømmer ingen- Det er kun Gud der kan dømme!
Men jeg advarer imod Vagttårnets lære, ligesom de første kristne advarede imod datidens vranglærere! Men jeg aner da virkeligt ikke noget om, hvordan du eller noget andet medlem af Jehovas Vidner bliver bedømt af Gud (i modsætning til jer, tror jeg ikke man skal være med i en bestemt religion for at være Guds kæledægge).
Jeg gør opmærksom på, at videnskaben råber vagt i gevær, når det gælder Jehovas Vidner. Hvorfor dog tilslutte sig en religion, der forværrer de eventuelle problemer man måtte have?

.. dit indlæg http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=439472
Du skriver:
"Næ, hov stop, jeg dømmer ingen -Det er kun Gud der kan dømme!"
Det passer ikke, masser af mennesker går rundt og dømmer, men det er kun Gud der kan dømme korrekt. Derfor er dit indlæg malplaceret.
Hvis ikke mennesker gik rundt og dømte hinanden ville Jesus aldrig have givet denne advarsel; men på grund af vore egne fejl og mangler, forsøger vi at finde fejl hos andre, og det var dette Jesus advarede imod da han sagde:
"Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt. Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje,’ når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje."
Se nu at få fjernet den bjælke, again, så kan vi altid snakke sammen bagefter.

Nu kunne du jo også vælge at se min formulering, som en drilsk reaktion på dine egne indlæg i denne tråd, startende med din trådstarter http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=438784
I dømmer naturligvis ligeså meget som alle andre- jeg fik så lyst til at drille dig lidt med dine egne selvbenægtelser.

Hold op med at dømme.
17 Vi kan forhåbentlig sige os fri for at være bagvaskere; men kan det tænkes at vi har brug for at aflægge en tilbøjelighed til dømmesyge? Jesus fordømte den tendens med ordene: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt; og med det mål I udmåler med, vil I få udmålt. Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje,’ når, se, der er en bjælke i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Mattæus 7:1-5.
18 Vi bør ikke selvsikkert tilbyde at tage ’en splint’ ud af vores broders øje hvis vores egen dømmekraft er svækket af en symbolsk „bjælke“. Hvis vi virkelig forstår hvor barmhjertig Gud er, vil vi ikke være tilbøjelige til at dømme vores åndelige brødre og søstre. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne forstå dem lige så godt som vores himmelske Fader gør? Det er ikke svært at forstå hvorfor Jesus befalede os at ’holde op med at dømme, for at vi ikke skal blive dømt’. En ærlig bedømmelse af vores egne ufuldkommenheder vil afholde os fra at afsige domme der i Jehovas øjne er uretfærdige.
17, 18. (a) Hvad sagde Jesus om det at dømme sin broder? (b) Hvordan kan vi omsætte hans vejledning i handling?
(studieartikel fra Vagttårnet 2002)
Ufuldkomne mennesker har meget let ved at få øje på andres fejl — og knap så let ved at se deres egne! Denne tilbøjelighed kunne medføre at vi selv bukkede under for hykleri. „Hykler!“ sagde Jesus. „Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ Det vil være klogt af os at følge dette råd: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt; for med den dom I dømmer med, vil I blive dømt . . . Hvorfor ser du da splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i dit eget øje?“ — Mattæus 7:1-5.
Når andre til tider gør noget der kan virke hyklerisk, må vi passe på at vi ikke straks stempler dem som hyklere. Apostelen Peter begyndte for eksempel „at trække sig tilbage og at skille sig ud“ fra sine ikkejødiske trosfæller i Antiochia for at behage nogle gæster med jødisk baggrund der kom fra Jerusalem. Også Barnabas ’blev ført med af Peter og andre i dette hykleri’. Peter gjorde dette til trods for at han selv havde haft den forret at bane vejen for at ikkejøder kunne blive optaget i den kristne menighed. (Galaterne 2:11-14; Apostelgerninger 10:24-28, 34, 35) Men dette fejltrin fra Barnabas’ og Peters side betød selvfølgelig ikke at de befandt sig i samme kategori som de skriftlærde og farisæerne eller Judas Iskariot.
(Artikel fra Vagttårnet 2001)
Vagttårnet er en god opdrager, som Anna E. fortæller. Hvis ikke vi fik denne gode opdragelse, så gik vi naturligvis rundt og dømte ligesom alle andre, det er klart, men nu får vi altså denne gode undervisning, og det hjælper os. Vi er ikke bedre end andre mennesker, again, men vi modtager en undervisning som i sidste ende kommer fra den almægtige Gud, gennem hans skrevne ord Bibelen.

Midt i al selvrosen må det så blive mit lod at fortælle lidt om virkeligheden. Her kan du læse lidt om, hvad de videnskabelige undersøgelser siger om, hvad Jehovas Vidners lære gør ved sindet http://www.premier1.net/~raines/mental.html
Det er sørgelig læsning! At især psykisk ustabile og syge mennesker tiltrækkes af jeres sekt er indlysende- hvilket alle undersøgelserne da også bekræfter. Men deres problemer bliver kun værre, når de begynder at være sammen med jer- pædofili, voldelige overfald, psykoser osv. er stærkt, stærkt overrepræsenterede hos jer.
Hele jeres læresystem er en stor samling vrangforestillinger, vedligeholdt af frygten for ikke at overleve Harmageddon. Får man problemer har I altid løsningen- forkynd noget mere! Det der i virkeligheden sker er, at I får det dårligere og dårligere med jer selv- for mange slår det på et tidspunkt klik, og så må det psykiatriske system prøve at redde stumperne.
Og det er altså ikke små tal vi taler om her. Nogle facts (de fuldstændige videnskabeligereferencer kan findes i linket):
"Spencer, an Australian psychiatrist, examined the records of all admissions to Western Australia psychiatric hospitals from January, 1971 to December, 1973.[16] He located fifty cases that, according to the patients' own admission, were active Jehovah's Witnesses. Spencer concluded that the rate of serious mental illness among this group was three times higher than that of non-Witnesses, and the diagnosis of paranoid schizophrenia was fully four times higher."
"Swiss psychiatrist Janner (1963), examined a random sample of 100 Swiss citizens who were imprisoned because of objection to military service, about eighty-five percent were Jehovah's Witnesses.[14] The study found a significant number of Witnesses showed one or more of the following symptoms: high level of fear anxiety, severe neuroticism, introversion and/or social isolation tendencies. Janner [15] concluded that the Witnesses were generally "somewhat removed from reality, although some demonstrated intense religious feeling." As found in other studies, the majority of the Witnesses in his sample were unskilled or semi-skilled workers.
His research revealed a whopping 10.4 percent of the Witnesses had previous criminal convictions, about half of which were for sexual offenses, mostly pedophilia and exhibitionism. The rest of the criminal connections were for minor property or person offenses."
"Licensed therapist Montague monitored the admissions to state and private mental hospitals, and local mental health clinics in Ohio from 1972 to 1986.[21] From this data (n=102) he estimated that "The mental illness rate of JW's is approximately 10 to 16 times higher than the rate for the general, nonWitness population [and that]...about 10% of the publishers (full members) in the average congregation are in serious need of professional help...[although they are often] able to hide this fact quite well, especially from outsiders." [22] From his intensive interviews with Witness patients and others, Montague concluded that persons who had emotional problems were attracted to the Witnesses but Watchtower involvement also caused many of the emotional problems that they suffered. This is evident from the fact that many with problems reported they were far happier after they left.
Another study was completed by Potter [23] as part of his Ph.D. thesis on religion and mental health. He concluded that there exists "a strong positive correlation between Witness membership and clinical schizophrenia." In yet another Ph.D. dissertation, Sack evaluated the effect of religion on the mental health of select clients.[24] Although the case study method was utilized, many of the same conclusions were reached as found in the above studies, and in many ways her research compliments the present study. The clients she utilized had an enormous amount of insight into the pathological processes of the Watchtower and similar sects, and her study is well worth reading.
In addition, a German study by Elmer Koppl [25] also came to similar conclusions as did a study by Norwegian psychologist, Kjell Totland [26] Using Oakland County court records from 1965 to 1973, Bergman concluded that not only is the mental illness rate above average, but the suicide and crime rates are also high, especially aggressive crimes against persons [27] This is the extent of published empirical studies about the mental health of Jehovah's Witnesses, an area in which a need exists for more research."
Det er virkeligheden min anonyme ven! Hvad I tænker om andre må I selv vide, men virkeligheden er, at jeres tro skaber kriminelle handlinger (især voldskriminalitet og pædofili) i et uhyggeligt omfang. Måden det sker på er naturligvis, at jeres virkelighedsfjerne måde at anskue tingene på, fremmer og opelsker psykotiske tendenser!

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=440525 må vist også besvare din kommentar!

Dine videnskabelige undersøgelser kan du ikke bruge over for mig, for jeg har selv set, hvordan folk bliver helbredt når kommer i Jehovas vidners menighed. Det som jeg har set med mine egne øjne står som et langt stærkere vidnesbyrd for mig end alle verdens videnskabelige undersøgelser. Bibelens lære gør ikke folk syge, again. Den gør dem raske.

DE TRAGISKE lidelser der kaldes psykiske kan antage mange former. De kan sammenlignes med en skuespiller som optræder i forskellige kostumer eller forklædninger, alt efter hvilken rolle han spiller.
Usikkerheden om spørgsmålet er så stor at visse psykiatere ligefrem hævder at der ikke findes noget man kan kalde psykiske „sygdomme“! De mener at det blot drejer sig om ustabil og uberegnelig adfærd. Forsøg har imidlertid vist at blod fra skizofrene patienter som overføres til ikke-syge personer, kan gøre disse midlertidigt sindssyge, hvilket synes at modbevise den nævnte påstand; og det samme gælder den omstændighed at lidelserne ofte er arvelige.
Der er også autoriteter som har stærke indvendinger imod brugen af ord som „skizofren“ og „manio-depressiv“, idet de siger at sådanne ord har en meget uheldig klang i mange menneskers ører, hvilket kun gør forholdene værre.
En patient og hans familie behøver imidlertid ikke at lade sig skræmme, eller opgive håbet på grund af en diagnose eller navnet på en sygdom. De psykiske sygdomme danner kun sjældent et præcist billede med hensyn til symptomer og sygdommenes årsager. Dette medfører en vis usikkerhed i diagnosen og behandlingen, og derfor kan der være stor uenighed blandt autoriteterne. Der er ligefrem meningsforskelle med hensyn til hvilke navne der gælder for de forskellige lidelser.
»Organisk betingede lidelser«
De psykiske lidelser kan opdeles på forskellige måder, men det er almindeligt at tale om to hovedgrupper: de „organisk betingede“ lidelser og en anden gruppe man kunne kalde „funktionelle“ lidelser. De organisk betingede sygdomme ytrer sig på mange forskellige måder, deriblandt i form af lidelser der er tydelige fra fødselen eller kort efter, såsom spastisk lammelse, mongolisme, kretinisme og andre former for mental retardering.
Der er andre organisk betingede sygdomme som viser sig senere i livet, for eksempel senilitet med alle dens forskellige sindsforstyrrelser, som ofte bærer et vist barnligt præg.
Neuroser
Som modsætning til de organisk betingede sindslidelser er der de funktionelle sindslidelser, hvoraf neuroserne er en almindelig og mild form. Den patient der lider heraf kaldes „neurotisk“ — et ord der ofte fejlagtigt forstås sådan at der intet eller næsten intet er i vejen med patienten.
Neurotikeren er ganske vist i kontakt med virkeligheden, men er hæmmet på grund af mistro, manglende tillid, og/eller spænding. Den der lider af en neurose gør sig måske overdrevne bekymringer om sit arbejde, sin familie eller sit helbred. Han kan have en yderligtgående frygt for mennesker eller steder, for eksempel være bange for at benytte en elevator. Andre symptomer kan være tvangshandlinger, såsom at patienten konstant vil spise, eller at patienten er irritabel og bryder ud i voldsom vrede ved den mindste anledning. Som regel er han selv klar over sit problem men ikke over dets årsag, og han er tilsyneladende ikke i stand til at beherske sig.
Man vil måske mene at en neurose er let at genkende. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet, for neuroser kan optræde i forklædning. Hvordan det? Ved at de ofte afstedkommer fysiske lidelser, de såkaldte psykosomatiske sygdomme. Patienten ofrer måske størst opmærksomhed på den fysiske lidelse i stedet for at komme den egentlige årsag til livs. Neuroser kan give sig udslag fysisk på mange forskellige måder, ved for eksempel fordøjelsesbesvær, åndedrætsbesvær, dårligt hjerte og hududslæt.
Den psykotiske patient er virkelig sindssyg, idet lidelsen er mere dybtgående end neuroser. Patienten mister helt kontakten med virkeligheden og reagerer stærkt unormalt. Som det er blevet sagt: „Neurotikeren bygger luftkasteller, psykotikeren bor i dem, og psykiateren opkræver huslejen.“
Hvordan depressioner ytrer sig
Hos den neurotiske patient kan depression gøre sig gældende til en vis grad, men hos den psykotiske går den depressive tilstand som regel langt dybere og røber en mere alvorlig psykisk sygdom. De forskellige grader af depression er tilsammen blevet kaldt „den mest udbredte psykiske sygdom i De forenede Stater“. Verdenssundhedsorganisationen under FN (WHO) har kaldt den for verdens største sundhedsproblem. På grund af depressionernes talrighed er dette årti blevet kaldt „melankoliens tidsalder“.
Depression ledsages af ensomhedsfølelse og en følelse af håbløshed og af at man ikke duer til noget. Dette er sandsynligvis årsagen til det store antal selvmord der er blandt disse patienter; tallet er 36 gange større end for befolkningen som helhed. De der lider af disse depressioner har ofte en ganske overdreven følelse af uværdighed eller skyld. Måske viser de ikke særlig stor interesse for mad, tøj eller det modsatte køn. Disse symptomer kan også ledsage det der populært kaldes „nervesammenbrud“. Der er flere kvinder end mænd som lider af depression.
Når depressionerne er dybe og alvorlige bruges udtrykket „depressiv psykose“. I denne tilstand er der mange der skifter mellem perioder hvor de er opstemte og aktive, og perioder hvor de er dybt nedtrykte — en ’op-og-ned-tilstand’ der kaldes „manio-depressiv“. Der er en vis sandsynlighed for at disse patienter er voldsomme og destruktive i deres opførsel. Og dog kan de, i deres „maniske“ tilstand, være yderst kreative.
Skizofreni
Skizofreni er en af de alvorligste og mest udbredte psykiske sygdomme. Også denne sygdom kan antage mange forskellige former, og betegnelsen bruges derfor sammenfattende om flere forskellige sindslidelser. Der er også forskel på hvordan man definerer begrebet; for eksempel bruger man i U.S.A. og Schweiz ordet skizofreni ved mange af de sygdomme man her i landet ville betegne som psykogene psykoser. Ud fra denne definition er skizofreni den sygdom der er årsag til det største antal hospitalsindlæggelser i De forenede Stater. Og det er meget rigtigt blevet sagt at, selv om det er hjertesygdomme der forårsager det største antal dødsfald, så er det skizofreni der giver anledning til mest hjertesorg.
Omkring tre procent af alle mennesker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv, fortrinsvis i alderen mellem 16 og 30, blive ramt af en eller anden grad af skizofreni (i ordets vide forstand). Den er med rette blevet kaldt „en af de mest splittende og ødelæggende af menneskehedens lidelser“ og „en af de mest afskyelige oplevelser et menneske kan komme ud for“.
De der lider af en art af skizofreni, begynder ofte at undgå samvær med andre og trækker sig ind i en indre verden af fantasi og indbildning, hvor de ligefrem får hallucinationer og/eller vrangforestillinger. Der kan forekomme store ændringer i funktionen af deres sanser, i deres følelser og deres adfærd. Folk og genstande kan tage sig mærkelige ud i deres øjne; mad kan få en fremmed smag; lugte kan forekomme dem modbydelige; lyde kan blive enten ulideligt høje eller næppe hørlige. Samtidig kan patienten lide af depression, spænding og overvældende træthed. Den paranoide skizofreni er en af sygdommens mere alvorlige former; den giver sig udslag i storhedsvanvid, fjendtlighed, forfølgelsesvanvid og andre forestillinger. Den katatone skizofreni er en slags sløvhedstilstand hvori patienten ikke kan tale og/eller ikke kan bevæge lemmerne.
De der lider af en af disse former for skizofreni er som regel mere farlige for sig selv end for andre. En psykiater har sagt at hvis der i en by kun boede skizofrene personer, ville der være langt mindre vold i denne by end i andre byer. Derimod er selvmord tyve gange hyppigere blandt skizofrene end blandt folk i almindelighed. Det anslås at en tredjedel af patienterne kommer sig af sig selv, en tredjedel hverken får det værre eller bedre, og en tredjedel får det værre.
Når vi stadig opfatter ordet „skizofren“ i den brede betydning, kan man sige at de fleste skizofrene i størsteparten af deres liv ikke er egentlig sindssyge. Der har været, og er stadig, skizofrene personer som har udført ret enestående præstationer.
Hyperkinese og autisme hos børn
Psykiske og følelsesmæssige lidelser rammer også de helt unge. En plage der rammer flere og flere børn i dag, er hyperkinese, en slags overaktiv tilstand hvor børnene konstant er i bevægelse. De er rastløse, plagsomme og utålmodige; det er svært at holde deres opmærksomhed fangen, og de springer ustandselig fra det ene til det andet. I Amerika er fem procent af alle børn, eller omtrent halvanden million (og deraf flest drenge), ramt af hyperkinese.
Modsat findes der også børn som lider af autisme. Det er blevet defineret som „en psykisk tilstand der kendetegnes af dagdrømmeri og fantasier, med manglende interesse for den ydre virkelighed“. Også dette er langt mere fremherskende blandt drenge end blandt piger, ja, fire gange hyppigere. For tredive år siden var både udtrykket og tilstanden forholdsvis ukendt, men i dag er tilfælde af autisme ret hyppige. Der er oprettet foreninger som tager sig af børn der lider af autisme, i Amerika, Storbritannien, Tyskland og Japan (tydeligt nok de højt industrialiserede lande der er præget af stress og jag).
I det foregående har vi kun beskrevet de mest almindelige eller kendte former for psykiske lidelser. Disse lidelser kan altså vise sig på mange forskellige måder og i mange forskellige grader, lige fra mildeste til meget svær grad. Og uanset hvordan man benævner eller inddeler sygdommene, findes der ikke to tilfælde som er ens.
Men hvorfor får nogle mennesker psykiske sygdomme, og andre ikke? Hvad er det der fremkalder dem?

HVIS ens psykiske helbred er godt, har man grund til at være taknemmelig. Det er imidlertid klogt at kende nogle af de grundlæggende faktorer som kan bevirke at man mister denne værdifulde sundhed. Det er ikke nok at vide hvilke ting der kan blive den umiddelbare anledning til at en psykisk sygdom bryder ud — såsom en tragedie, en alvorlig sygdom, at man mister sit arbejde eller lignende. Hvis den slags anledninger fører til psykiske lidelser, må der være dybereliggende årsager til stede som bidrager til at man kommer ud af balance.
Disse grundlæggende årsager kan inddeles i tre kategorier: (1) Omgivelsernes sociale beskaffenhed, „miljøet“, hvilket indbefatter forholdet til andre, de økonomiske betingelser, med mere; (2) biologiske faktorer, deriblandt forhold som arvelighed og stofskifte; og til sidst (3) brist i personligheden.
»Miljøet«
På grund af det stress og jag der præger livsformen i vor tid, kan „miljøet“ eller omgivelserne siges at spille en afgørende rolle i forbindelse med psykiske lidelser. Dette er almindeligt anerkendt, og der er skrevet lange afhandlinger om emnet. Nordmanden dr. Karl Evang siger: „Et stort antal mennesker er i stand til at modstå nogle af de mest frygtede legemlige sygdomme, men det ser ud til at næsten alle kan rammes af psykiske sygdomme hvis anstrengelserne og presset er stærke nok og det sociale klima er tilstrækkelig ugunstigt.“
I bogen The Schizophrenias — Yours and Mine forekommer en overskrift som også viser at miljøet er en faktor. Der står: „Hvad kan skizofrene gøre for at mindske stress?“ Og bogen svarer: „Flytte ud på en øde ø, eller blive eneboere!“ Men så tilføjer den: „Disse tilflugtssteder . . . er ved at blive svære at finde.“
Der kan anføres mange eksempler på hvilket psykisk velvære det giver at slippe væk fra dagliglivets pres. Her skal blot nævnes de mænd som betjener vejrstationen på toppen af bjerget Mount Washington i New Hampshire (U.S.A.), hvor man efter sigende har verdens mest utålelige vejr. En af mændene fortæller hvorfor de foretrækker at bo der: „Der er intet pres, ingen trafik, ingen chefer der altid kigger én over skulderen. Vi har alle sammen givet afkald på bedre betalte job for at få dette arbejde. Folk tror vi er tossede, men det er vi ikke. . . . Vi har fred med verden.“
Andre faktorer i miljøet der kan ligge til grund for psykiske lidelser, er fjendtlige følelser, splittede hjem, fattigdom og racediskrimination. Til denne kategori må også henføres selviske ambitioner og begærlighed hos forældre — forhold som højst sandsynligt vil skade børnene.
Når man kommer op i årene ændres miljøet på en måde som godt kan blive årsag til psykiske lidelser. Nordmanden dr. Evang giver denne beskrivelse af det „miljø“ der er så skadeligt for de ældre: „Mangelen på meningsfyldt beskæftigelse, følelsen af at være glemt, det at være isoleret fra det øvrige samfund og gemt væk i institutioner, det pludselige fald i indtægt.“ Ja, en kendt amerikansk psykiater har sagt at den fremadskridende senilitet snarere skyldes sådanne forhold end selve legemets nedbrydning.
Den biologiske faktor — arvelighed
Men selv om mange lever under ugunstige forhold, er det alligevel kun forholdsvis få der bliver psykisk syge af den grund. Hvorfor berører det kun nogle, og ikke andre?
Sandsynligvis på grund af arvelige forhold. Nogle er disponeret for at blive psykisk syge. Fra fødselen er de dårligt udrustet til at klare sig under pres. Det svarer til at nogle er født fattige, mens andre er født rige. Der er selvfølgelig større sandsynlighed for at de der er født fattige kommer i gæld, end der er for at de rige gør det. Svarende hertil er nogle på grund af arvelige faktorer født følelsesmæssigt „fattige“ og kan derfor lettere komme i psykisk „gæld“ og blive ramt af en eller anden psykisk sygdom.
Dr. David Rosenthal støtter denne illustration og konklusionen: „I de fleste tilfælde skal der være en nedarvet faktor til stede for at skizofrenien kan udvikle sig. Men uden et alvorligt pres i miljøet vil sygdommen måske alligevel ikke komme til udbrud hos dem der er disponeret for den.“
Ved forskning har det vist sig at jo nærmere man er beslægtet med en skizofren, jo større er sandsynligheden for at man selv vil blive offer for sygdommen. Hvis en af forældrene lider af sygdommen, er risikoen én til seks for at barnet også vil få den. Hvis det drejer sig om begge forældrene, er risikoen fire til seks.
At der kan være en sådan fysisk årsag til skizofreni, fremgik af et forsøg som nogle psykiatere udførte. De overførte blod fra skizofrene til to normale personer (frivillige fra et fængsel). Kort efter sank den ene hen i en sløvhedstilstand og begyndte at få hallucinationer. Den anden blev paranoid; han mistænkte alle for at tale om ham. Efter et par timer vendte de tilbage til deres normale tilstand igen.
Angående den egentlige årsag til depressioner er psykiatriske forskere kommet til lignende slutninger. Det siges således at „der er flere og flere vidnesbyrd om at visse former for psykisk depression er arvelige og . . . at det er 10 gange mere sandsynligt at man rammes af en ’primær’ depression [den der kommer pludseligt] hvis en i ens nærmeste familie lider af en depression“. Visse psykiatere mener at dette skyldes en fejl i legemets kemiske funktioner eller en kemisk defekt i hjernen.
En anden biologisk faktor — stofskiftet
I dag vises der større og større interesse for den rolle som en forkert kost — og dennes indvirkning på stofskiftet — spiller med hensyn til psykiske sygdomme. For eksempel har dr. J. F. Greden fra Walter Reed-centeret i Washington, D.C., (et lægeligt institut der arbejder under den amerikanske hær) i de sidste par år gjort nogle forsøg inden for psykiatrien. Han mener for eksempel at store doser koffein, som findes i kaffe, te, hovedpinetabletter, coladrikke og andre udbredte produkter, er årsag til visse psykiske lidelser. I en tale han holdt ved Den Amerikanske Psykiatriske Forenings årsmøde, sagde han:
„For et ubestemt antal mennesker kan det at man fjerner ét stof fra deres kost — koffein — være til større gavn end om man tilførte den et andet stof.“ Visse tilfælde beskrev han som „koffeinisme“ og erklærede at stoffet kan forårsage rastløshed, irritabilitet, søvnløshed, hovedpine, hallucinationer, muskelkrampe, opkastning og diarré. Han bemærkede dog også at nogle kan drikke 15 kopper kaffe eller mere hver dag uden skadelige virkninger, mens andre bliver dårlige af bare to kopper.
Den britiske psykiater Richard Mackarness er kommet til et lignende resultat. Han mener at psykiske sygdomme i mange tilfælde skyldes det omvendte af det der er tilfældet med psykosomatiske sygdomme, hvor sindet er skyld i at legemet bliver sygt — altså at sindet bliver sygt fordi legemet er det. Af hvilken grund? På grund af allergi. Han beretter om patienter som i årevis rykkede ind og ud af hospitaler og institutioner for sindslidende, men blev raske da man befriede deres kost for visse fødemidler som de var allergiske (overfølsomme) over for. Der var tale om forskellige fødemidler hos de forskellige patienter.
Brist i personligheden
Foruden de miljømæssige og de biologiske faktorer skal også nævnes selve personligheden, som kan være behæftet med fejl eller brist. Dette skyldes ofte for en stor del at forældrene ikke har givet deres børn en fast og kærlig opdragelse.
L. E. Martin anfører i sin bog Mental Health/Mental Illness nogle iagttagelser som understreger hvor stort et ansvar forældre har i forbindelse med dannelsen af sådanne karakterfejl. Han skriver at forældre ofte er meget lidt opmærksomme på hvilken retning deres børns personlighed udvikler sig i, indtil børnene kommer i konflikt med politiet. Han nævner også at forældre selv bidrager til problemet ved at lægge mere vægt på ydre ting end på virkelige værdier, og ved at sætte et dårligt eksempel med hensyn til deres egen karakter.
Psykiateren dr. Robbins, der er tilknyttet Hillside Hospital i New York, er af samme opfattelse. Ifølge ham har den rette opdragelse af børn og unge vital betydning for den psykiske sundhed; efterladenhed kan give psykiske problemer. Han siger: „De unge patienter der henvises til Hillside Hospital bliver let frustrerede og kræver at blive stillet tilfreds øjeblikkelig. De kommer ind på hospitalet og forlanger at få deres behov dækket, snarere end de ønsker at lave om på sig selv.“ Dette er intet mindre end en beskrivelse af yderst forkælede børn.
Når visse belastninger synes at være skadelige, også i tilfælde med voksne, kan det altså skyldes brist i personligheden. Depression er et symptom der forekommer mere og mere hyppigt i vor moderne kultur, hvor arbejde i sig selv ikke længere anses for at være en værdig beskæftigelse der giver tilfredshed. Det er ikke fordi arbejdsforholdene i alle tilfælde indebærer større belastning i dag, men ofte er de ansattes ønsker og forventninger langt højere. De ønsker ikke alene at deres arbejde skal skaffe udkommet til dem selv og deres familie, men også at det skal tilfredsstille deres selviskhed.
Eftersom de psykiske sygdomme frembyder et så indviklet billede, forstår man hvorfor der er så store meningsforskelle med hensyn til hvordan de forskellige lidelser bedst behandles. Hvilke behandlingsmetoder anvendes, og hvor gode har de vist sig at være?

BEHANDLINGEN af sindslidende har gjort betydelige fremskridt i de fleste lande. Engang var det almindeligt at behandle sindslidelser med brutale metoder. De arme syge mennesker blev udsat for sult og tørst, kulde og varme, prygl og de mest udspekulerede rædsler.
Særlig kendt og berygtet var Bethlehem Royal Hospital i London — kendt under navnet Bedlam. Dér kunne folk på visse dage for en penny komme til at se hvordan man mishandlede de sindslidende patienter. Den dag i dag bruges det engelske ord „bedlam,“ i betydningen „dårekiste; galeanstalt; hurlumhej; kaos; skrig og skrål“. End ikke kongelige personer gik fri, som det ses i tilfældet med kong Georg III af England da han blev ramt af sindssyge.
De sindslidende var dømt til enten at blive plaget med grusomme behandlingsmetoder eller at blive misrøgtet, indespærret under umenneskelige forhold med snavs og utøj. Omkring begyndelsen af det nittende århundrede begyndte nogle et pionerarbejde for at sikre de sindslidende en mere human behandling i form af undervisning, omhyggelig pleje og venlig omsorg idet de behandlede dem som syge mennesker og ikke som dæmonbesatte. Siden sidste halvdel af det nittende århundrede er en række nye teorier og metoder angående behandlingen af sindslidende fremkommet.
På den ene side er der psykoterapien, hvis metoder er grundlagt af mænd som Freud og Jung. På den anden side er der de „somatiske“ eller „organiske“ metoder, som især benytter chok og medicin i behandlingen. Engang var kirurgiske indgreb i hjernen en ret benyttet metode til behandling af sindslidelser, men kom så i miskredit; nu er man imidlertid ved at tage den op igen, dog i en betydeligt ændret form. Almindeligvis benyttes flere forskellige metoder i behandlingen af hvert enkelt tilfælde.
Chokbehandlinger
Behandling af sindslidende med chok er i det væsentlige sket på tre måder. Først begyndte Manfred Sakel at behandle med insulinfremkaldte chok. Metoden havde imidlertid visse ulemper. For at være virkelig effektiv måtte den insulinfremkaldte choktilstand vare fra 30 til 50 timer, og det skete at patienten ikke kom ud af choktilstanden. Det var også en kostbar behandlingsmetode, da den krævede omhyggelig overvågen mens den stod på. Efter en halv snes år blev den stort set opgivet — det var i 1940rne — til fordel for andre behandlingsmetoder.
Omkring 1935 begyndte psykiateren Meduna med stoffet cardiazol at fremkalde kramper som ved epilepsi, idet han havde en teori om at disse kunne helbrede visse sindslidelser. Imidlertid viste det sig at også denne metode af flere forskellige grunde måtte opgives som utilfredsstillende; en af de betydelige ulemper ved den var at kramperne undertiden var så voldsomme at de medførte knoglebrud.
Disse to former for chokbehandling er i det store og hele blevet erstattet af behandling med elektrochok, som i dag indgår i almindelig praksis. Med elektrisk strøm påvirkes hjernen til at frembringe kramper; som regel gives et stof forinden så patienten ikke mærker noget. Den elektriske stimulation varer i omkring 50 sekunder og efterlader sindet i en forvirret tilstand der kan vare i omkring en time, eller medfører undertiden et hukommelsestab der kan vare i flere uger. Mange psykiatere og patienter regner behandlingen for særdeles gavnlig.
Behandlingen med elektrochok møder dog også nogen kritik. Bør den benyttes så hyppigt som tilfældet er? Ikke ifølge dr. Perry C. Talkington (1972), der er præsident for den amerikanske psykiaterforening. Han siger at elektrochok bør „benyttes til at helbrede dybe depressioner når andre behandlingsformer — kemoterapi [brug af medikamenter], psykoterapi eller kombinationer af disse to — ikke er virksomme“.
Selv professor Cerletti, den første der brugte elektrochok, har betegnet metoden som „uæstetisk — frastødende . . . makaber“ og sagt at han arbejdede hårdt på at finde noget til at erstatte den. I værket The History of Psychiatry skriver lægerne F. G. Alexander og S. T. Selesnick: „Chokbehandlinger hjælper kun til at fjerne eller dæmpe symptomerne. De har ingen virkning på den fundamentale psykologiske forstyrrelse der ligger til grund for sygdommen, og patienter som får elektrochok uden psykoterapi — der tager sigte på at behandle sygdommens årsag — vil ofte få tilbagefald.“
I en meget læst selvbiografi bemærker en amerikansk psykiater at behandlingen med elektrochok måske har fået så stor udbredelse i U.S.A. fordi den dækkes af forsikringen og psykiateren får 35 dollars (i 1972) hver gang han ’trykker på knappen’.
Medicinsk behandling
I begyndelsen af det tyvende århundrede gjorde man forsøg med stoffer der syntes at have en næsten mirakuløs virkning — som dog kun varede i minutter eller timer. Dernæst blev brugen af forskellige brompræparater almindelig. Men heller ikke dét har svaret til forventningerne. Om alle disse bestræbelser kan man sige at den lægevidenskabelige forskning, trods gentagne skuffelser, stadig håber på til sidst at kunne løse menneskets indre konflikter med kemiske midler.
Især siden 1950erne har brugen af psykofarmaka vundet udbredelse i den vestlige verden. Nogle af disse stoffer siges at være af stor værdi i behandlingen af forskellige former for skizofreni, andre har en gunstig virkning på depressioner og andre igen dæmper angst og uro.
Anvendelsen af disse stoffer har gjort det lettere at passe patienter med sindslidelser og har mildnet deres lidelser. Imidlertid synes der at være en tendens til at benytte disse stoffer i for stor udstrækning, især på institutioner for åndssvage. For eksempel bragte The National Observer for 11. januar 1975 udtalelser af mange psykiatere der havde skarpe ord at sige om plejepersonale der gør arbejdet lettere for sig selv „ved i virkeligheden at slå patienten halvt bevidstløs“.
„Det vi har gjort,“ siger professor Dybwad, „er at vi har udskiftet de mekaniske tvangsmidler [spændetrøje og enecelle] med kemiske tvangsmidler. Og dette er endda mere nederdrægtigt, for man kan ikke se det.“ En anden autoritet citeres for følgende udtalelse: „Vi bliver nødt til at bryde med det der er blevet accepteret praksis — at man gemmer folk væk på institutioner og så pacificerer dem med piller.“
Ofte virker psykofarmaka kun som en slags krykke. I virkeligheden kan brugen af disse stoffer komme til snarere at forsinke end at fremskynde helbredelse, og nogle af dem kan endda forvolde skade på nervesystemet. Med hensyn til de stoffer der bruges til at holde voldsomme patienter i ave har en psykiater foretaget en undersøgelse der viste at 20 til 30 procent af sådanne patienter viste tegn på svækket muskelkontrol.
I en opsummering af situationen på dette område skriver en lærebog fra 1970: „Til trods for det opmuntrende fremskridt . . . kræves en langt større indsats. Vi er sørgeligt uvidende om [årsagerne til] de fleste af de sygdomme vi behandler. Vi forstår stadig kun i ringe grad hvordan stoffer forbedrer disse tilstande, eller hvorfor de måske ikke gør det. Og skønt vi har mange patienter som får det bedre, har vi stadig for få der bliver raske.“
Operative indgreb?
Forsøg på at helbrede sindslidende ved at foretage indgreb i deres hjerne begyndte især fra og med 1936. Det var i det år portugiseren Egas Moniz bemærkede at det havde en gunstig virkning på visse psykiske lidelser når nervebanerne til hjernens pandelap blev overskåret. Da han havde udført tyve operationer af denne slags, kaldet lobotoini, „det hvide snit“, blev de forbudt ved lov i Portugal. Til trods herfor fik denne kirurgiske behandlingsform nogen udbredelse i andre lande i de følgende år. Dens vigtigste fortaler i De forenede Stater, Walter Freeman, har udført denne operation i 4000 tilfælde.
Lobotomi er af de fleste blevet betragtet som en temmelig drastisk behandlingsform. Ifølge Science News blev der foretaget lobotomi i måske 50.000 tilfælde i De forenede Stater og 15.000 tilfælde i England før antallet af disse indgreb dalede i 1950erne, sandsynligvis fordi behandlingen med elektrochok og forskellige medikamenter vandt frem.
Ikke sjældent medførte lobotomi langt alvorligere karakterforstyrrelser end dem patienten før havde haft. Endog metodens amerikanske foregangsmand, Freeman, har bekræftet at indgrebet skadede patientens „moral“, hans forestillingsevne, forudseenhed og uegennyttighed. En fremtrædende amerikansk psykiater har sagt at patienten erfarede „et voksende tab af . . . indblik, empati, følsomhed, selverkendelse, dømmekraft, følelsesmæssig reaktionsevne med mere“.
I de senere år er spørgsmålet om hjernekirurgi til behandling af psykiske lidelser igen kommet i forgrunden, idet man med mere forfinede metoder er blevet i stand til at ødelægge små dele af hjernen. Det oplyses at der udføres omkring fire til seks hundrede operationer af denne art hvert år i De forenede Stater, hvilket mange neurokirurger mener blot er begyndelsen til en betydelig udvikling på dette område. Det er imidlertid interessant at disse operationer er forbudt i hele Sovjetunionen, hvilket understreger de negative aspekter ved dem.
Planerne om at udføre hjernekirurgi på vaneforbrydere hvis kriminelle tendenser menes at være en form for sindssygdom, forudsat de gav deres samtykke, rejste en storm af protester i De forenede Stater i foråret 1973. Dét mange frygter er at sådanne operationer vil blive begyndelsen til en omfattende manipulation med mennesker ved hjælp af hjernekirurgi. En af dem der advarer kraftigt imod dette er hjernekirurgen dr. A. K. Ommaya. Han mener at sindslidende langtfra hjælpes på den måde, men snarere skades idet „hver eneste del af hjernen har brug for de andre dele for at fungere“. — New York Times, 2. april 1973.
Det ser altså ud til at kirurgiske indgreb, elektrochok og de medikamenter man hidtil har anvendt langtfra er tilfredsstillende midler til behandling af sindslidende, og nogle autoriteter mener ligefrem at visse af dem slet ikke burde benyttes. Hvilke andre muligheder findes der da?

NÅR et medlem af en familie bliver ramt af en sindslidelse, berører det hele familien. Dog er der for familien ingen grund til at føle nogen skam. I mange tilfælde kommer en lidelse af den art som enhver anden sygdom, influenza eller et hjerteanfald. Selv når årsagen ikke er organisk, er der alligevel grund til at være optimistisk og positivt indstillet. Men spørgsmålet er: Hvad skal man gøre?
Ofte er en kombination af behandlingsformer det bedste. Det vigtigste er imidlertid at patienten møder venlighed og forståelse fra slægtninge og venner, som kan opmuntre og indgive sandt håb. Disse kan hente trøst i at som det er med de fysiske lidelser, er det også ofte med de psykiske: at man kommer sig af sig selv, efterhånden som legemet tilpasser sig og helbreder sig selv. Hvor dette ikke er tilfældet, er der stadig meget der kan gøres for at hjælpe patienten.
Det patienten mest har brug for er at føle at der er nogen der holder af ham (eller hende). Vigtigheden heraf understreges nu atter og atter i lægelitteraturen. Det vil sige at familie og venner må være tålmodige og bære over med patienten når denne handler uberegneligt og uansvarligt, ikke tænker fornuftigt eller på anden måde er vanskelig.
Hvor kan den sindslidende bedst få denne tiltrængte hjælp? På et sindssygehospital eller en nerveklinik? Det er ikke sandsynligt. I en bog som er skrevet af fire amerikanske læger siges der: „Et af hovedmålene er at undgå indlæggelse på hospital i så mange tilfælde som muligt. Undertiden vil dette alene være en sejr, for som forholdene er i øjeblikket på nogle af vore sindssygehospitaler, er der større sandsynlighed for at patienten vil have det bedre hjemme.“
I sit eget hjem befinder patienten sig i kendte omgivelser. Han vil få den fornødne opmærksomhed af mennesker som står ham nær, og der kan drages personlig omsorg for ham med helbredelse eller en bedring i tilstanden for øje. I den forbindelse melder spørgsmålet sig om det er nødvendigt med en speciel uddannelse for at kunne yde denne hjælp.
Psykiatrisk uddannelse nødvendig?
Interessant nok indrømmer psykiaterne selv at den psykiatriske uddannelse har visse mangler. David S. Viscott siger for eksempel at eksamensbeviset ved eksamen i psykiatri „ikke siger noget om hvorvidt de væsentligste egenskaber for en god psykiater er til stede, som for eksempel hans interesse, hans ærlighed, hans nysgerrighed, hans åbenhed, hans menneskelighed, og hans villighed til at hjælpe. Det er nemlig ikke noget man underviser i“.
Endnu videre går dr. J. D. Frank, der er forfatter til flere bøger om psykoterapi, idet han siger at en psykiatrisk uddannelse ikke er nødvendig for at hjælpe sindslidende. Tidsskriftet Psychology Today for april 1973 siger således: „Dr. Frank mener at en der slet ikke har nogen psykiatrisk uddannelse kan opnå lige så gode resultater som en psykiater. ’Terapeutens personlige egenskaber,’ siger han, ’kan have større indflydelse på resultatet end hans uddannelse i en bestemt metode.’“
Nogle psykiatere anerkender at den visdom og forståelse man finder i Guds ord er af større værdi i behandlingen af sindslidende end en verdslig uddannelse. Den nu afdøde psykiater dr. James Tucker Fisher skrev, efter en lang og resultatrig livsgerning, i sin bog A Few Buttons Missing: the Case Book of a Psychiatrist:
„Hvis man for eksempel tog den samlede sum af alle de autoritative artikler der nogen sinde er skrevet af de dygtigste psykologer og psykiatere om emnet mentalhygiejne — hvis man sammenfattede og forbedrede dem og fjernede det overflødige ordgyderi — hvis man . . . fik de dygtigste af de nulevende digtere til nøjagtigt at formulere disse uforfalskede småbidder af sand videnskabelig kundskab, ville man få en dårlig og ufuldstændig opsummering af Bjergprædikenen.“ Denne prædiken af Jesus Kristus kan man læse i Bibelen, i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 5-7.
Der er flere eksempler på at mennesker som mentalt har været ude af balance, har genvundet deres psykiske sundhed ved af kvalificerede lærere at modtage vejledning og undervisning ud fra Bibelen. Her skal anføres nogle af dem.
Bemærkelsesværdige helbredelser — hvordan?
I ét tilfælde var patienten en mand, og diagnosen, stillet af en psykiater, lød på paranoid skizofreni. Efter ti års forløb blev han erklæret for uhelbredelig og var kun i stand til at bo uden for hospitalet fordi han tog treogtredive piller om dagen. Han var ikke interesseret i sit udseende og levede ikke med i hvad der foregik omkring ham. Det lykkedes dog et Jehovas vidne, som besøgte ham i forkyndelsesarbejdet, at påbegynde et bibelstudium med ham, og tålmodigt lærte forkynderen ham Bibelens retfærdige krav og de lovede velsignelser som menneskeheden vil komme til at opleve under Guds rige. Otte måneder senere behøvede manden ikke at tage flere piller, og yderligere fire måneder efter blev han erklæret for helt rask.
Et andet tilfælde drejede sig om kvinde i Michigan som i mange år regelmæssigt havde fået psykoterapi, havde gennemgået chokbehandlinger og havde brugt 5000 dollars til medicin. Alligevel truede hun stadig med at begå selvmord. Imidlertid kunne hun, efter at have studeret Bibelen sammen med Jehovas vidner, holde op med at tage medicin, og hun holdt også op med at ryge. Hun ringede til sin psykiater og fortalte ham at hun nu følte sig bedre end hun nogen sinde før havde gjort, og hvad grunden til det var. Han svarede at han ville ønske at alle hans patienter kunne gennemgå den samme kur.
Hvordan hjalp det de lærte fra Bibelen dem?
De fik en stærk tro på Skaberen, Jehova Gud. De lærte ham at kende som en personlig Gud og en der virkelig kan hjælpe. (Es. 50:7; Dan. 6:28) De kom til at forstå hvorfor Gud har tilladt ondskab, sorg og lidelse at fortsætte indtil nu, og hvordan Guds regering nu snart vil fjerne alt hvad der er årsag til verdens vanskeligheder. Efterhånden som de fik tro på og tillid til Guds løfter om de retfærdige forhold der snart vil komme på jorden, ændredes hele deres syn på livet. De fik et håb. — Dan. 2:44; 1 Joh. 2:17; Åb. 21:3, 4.
Men det er ikke alt. De lærte også at leve efter de bibelske principper, derunder hvordan de kunne vise eller give udtryk for kærlighed, glæde, fred og selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) Det var især nogle bestemte der hjalp dem i denne henseende.
Kvalificerede til at hjælpe
Mange kristne ældste inden for Jehovas vidner er, som følge af deres mange års studium af Guds ord og deres praktiske erfaring med hensyn til løsning af personlige problemer, udmærket kvalificerede til at hjælpe mennesker med mentale eller følelsesmæssige forstyrrelser. Følgende bibelske befaling synes især at passe på dem: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ — 1 Tess. 5:14.
Vejledt af dette guddommeligt inspirerede råd forstår de kristne ældste at de må have medfølelse med dem der kommer til dem for at få hjælp og at de må tale med dem og opbygge dem. De må vise dem ægte interesse og tålmodigt høre dem til ende. De kender betydningen af ikke at være for hurtige til at dømme, og at de må give den syge medhold når som helst det er muligt, idet de også forstår sygdommens art. På denne måde er de i stand til virkelig at trøste og at yde en hjælp der kan føre til helbredelse. Venlige og forstående ældste har hjulpet mange til at genvinde og bevare deres mentale ligevægt i denne forvirrede verden.
Hvordan man yder hjælp
Når kristne ældste skal hjælpe et menneske med en mental forstyrrelse, prøver de at finde ud af hvad årsagen kan være. Er det en dybt forankret skyldfølelse? I så fald må Guds barmhjertighed understreges, som der siges: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig.“ (1 Joh. 2:1, 2) Og de ældste kan pege på den i Bibelen foreskrevne fremgangsmåde, nemlig: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ — Ordsp. 28:13; Sl. 32:1-5.
Måske finder man ud af at den syge plages af angstfornemmelser. Her må man understrege betydningen af og grundene til at tro på Jehova Gud. Han opfordrer os til at ’kaste vore byrder på ham’. Det kan man blandt andet gøre ved at bede til ham, og de ældste kan vise hvordan man gør det, ved at bede på den syges vegne mens han hører på det. — Sl. 55:23.
Naturligvis kan man ikke helbrede enhver sindslidelse ved at hjælpe patienten til i det daglige liv at følge Bibelens guddommelige visdom. Det kan være tilrådeligt også at tage andre forholdsregler, deriblandt, som noget af det første, at få foretaget en fuldstændig helbredsundersøgelse. Man kender tilfælde hvor noget så simpelt som en indeklemt tand har været årsag til mentale afvigelser, selv om patienten ingen smerter havde. Da tanden blev fjernet og trykket derved lettedes, ophørte den mentale forstyrrelse.
I andre alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt at bruge visse foreskrevne medikamenter for at lette tilstanden. Som tidligere nævnt bør man heller ikke overse den betydning ernæringen kan have for genoprettelsen af den psykiske sundhed.
Imidlertid kan vi, på grundlag af det erfaringerne har vist, sige at mennesker med mentale og følelsesmæssige forstyrrelser især kan hjælpes med de anvisninger og råd Guds ord giver. Det er Jehovas vidners ønske at gøre Guds lindrende og helbredende ord tilgængeligt for så mange mennesker som muligt i denne plagede verden. Hvis du vil bryde dig om en sådan håndsrækning, eller kender nogen der vil, så sæt dig i forbindelse med Jehovas vidner. De vil med glæde aflægge et besøg og vise hvordan man kan få gavn af Bibelens sunde og opbyggende vejledning.

Pølsen har dog samme smag!
Du har med din massive copy-and paste leveret et fremragende bevis på, at Jehovas Vidner er en af de sekter der er særdeles kritiske overfor de psykologiske/psykiatriske videnskaber! Dermed tilhører i det lidet attraktive selskab af sekter, der ødelægger folks psyke, men ovenikøbet advarer imod dem der kunne hjælpe jeres medlemmer.
Man må derfor konkludere, at de videnskabelige undersøgelser har ret, når de konkludere, at det nedslående billede deres undersøgelse viser om Jehovas Vidner formentligt kun er toppen af isbjerget- de virkelige problemer er formentligt langt værre, fordi I tilskyndes til ikke at søge professionel bistand!
"The mental hospital studies also likely under-reported the level of Witness mental illness. Spencer had to rely on self-reporting, and it is possible that many Witness patients did not reveal their true religious affiliation. Those who are forced to seek psychiatric services are often reluctant to admit their Witness involvement.[29] Many have written on their hospital forms "Protestant" or even "none" instead of their true religious affiliation.[30]
Jehovah's Witnesses who have mental difficulties are typically ashamed of them because they often believe good Witnesses do not become mentally ill. Due to the fear that their illness may bring reproach upon the Watchtower, they not uncommonly are not open with a therapist or researcher about their problems. Often they will undergo intense suffering to protect the Watchtower reputation. [31] When a Witness becomes "mentally ill," regardless of the reason, much personal guilt results because of the belief that faithfulness to the Watchtower will usually protect one from emotional problems. Witnesses often believe that mental problems are evidence of personal shortcomings that are usually religious in nature. Active Witnesses are instructed to believe that "if I am not happy, I must not be pleasing God or doing what God desires of me" as interpreted by the Watchtower [32]
The Watchtower often stress Scriptures such as Psalms 128:1-2 which state, "Happy is everyone fearing Jehovah...[and] walking in His ways...happy you will be and it will be well with you." [33] Verses such as this are used to conclude that their unhappiness is a result of displeasing God; therefore, the cause of mental problems must be their personal shortcomings. This belief only further intensifies their guilt and, ironically, in an effort to solve emotional unbalance, they increase their loyalty to what they believe is God's only true organization. They often reason that "the organization is right; therefore, I must be wrong." Thus, a Witness who has been active for many years commonly believes that Jehovah's Witnesses are as a whole a happy people and, "as I am not, I must not be a good Witness."
Many persons raised around the influence of the Witnesses (especially during their formative years) who leave as adults often remain largely Witness in belief.[34] And these persons are usually no longer included in the Witnesses mental illness statistics. Montague concluded that, although those persons who remain involved often have more emotional problems than those who depart, Witnesses who suffer from severe mental illness tend to be forced out.[35] Those who are obviously psychotic are commonly made to feel unwelcome due to the common conclusion by Witnesses that they are either "demonized," or not fully committed Jehovah's Witnesses." (igen kan de fulde referencer findes i det link jeg gav tidligere).
Jeres kritik af psykologien og psykiatrien imponerer mig ganske enkelt ikke- jeg ser den som endnu en sten i den mere patologiske del af jeres tro.
Det er muligt at du har nogle erfaringer med Jehovas Vidners mentale helbredsproblemer, men undersøgelser taler deres tydelige sprog- det vælter ind med jer på de psykiatriske hospitaler trods jeres store aversion imod psykiatrien og I er voldsomt overrepræsenterede i de krimonologiske undersøgelser (især når det gælder voldskriminalitet og pædofili). Du kan foretrække at sætte kikkerten for det blinde øje, men jeres problemer er reelle og bliver ikke løst af jeres selvbenægtende holdning til virkeligheden.
Montague undersøgte jeres mentale helbred (bl.a. ved hjælp af antal indlæggelser på psykiatriske hospitaler) og konkluderede:
""The mental illness rate of JW's is approximately 10 to 16 times higher than the rate for the general, nonWitness population [and that]...about 10% of the publishers (full members) in the average congregation are in serious need of professional help...[although they are often] able to hide this fact quite well, especially from outsiders." [22] From his intensive interviews with Witness patients and others, Montague concluded that persons who had emotional problems were attracted to the Witnesses but Watchtower involvement also caused many of the emotional problems that they suffered"
I er så overrepræsenterede i kriminalitets og psykiatri statistikkerne, at det ikke kan være en tilfældighed. Jehovas Vidner fremmer med jeres virkelighedsfjerne være og tænkemåder patologiske problemer i et uhyggeligt omfang. Det er virkeligheden om jer og det at dømme andre!

det er et spørgsmål om at have bjælker i øjnene, og intet andet.

Jamen, det skal da nok passe. Men så er det nok jer og ikke videnskaben der render rundt med bjælker i øjnene!
Men jeg tror da på dine oplevelser- mange får utvilsomt en voldsom opblomstring i deres liv, når de møder Jehovas Vidner. Det er bare ikke denne første opblomstring (som vel kan sammenlignes med en ny forelskelse) der fortæller hele sandheden. Det videnskaben målet på, er jo også, hvad der sker på længere sigt- når jeres paranoide patologiske lære begynder at sætte mere vedvarende spor i personlighedsstrukturen.
Det de ser er trist- psykoser og kriminalitet i overmål! Man betaler en høj pris, når man bliver indfanget i en underlig sekt, som Jehovas Vidner.

kan jeg ikke fjerne again. Den sidder der, men du må selv fjerne den, men så længe bjælken sidder der vil du blive ved med at have noget imod Jehovas vidner, for Jesus sagde:
"Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bemærker ikke bjælken i det eget." Men du forstår måske ikke, hvad det er Jesus fortæller dig?

Jg håber du forstår, at mine advarsler imod den sekt du tilhører er kærligt ment- forskningsresultaterne viser, at Jehovas Vidner ødelægger mennesker og det vil jeg da gerne advare imod!
Men jeg elsker mennesker- også dem der er medlemmer af Jehovas Vidner. Det er jo derfor jeg advarer dem imod farerne ved Jehovas Vidner.
I går vel heller ikke ud og prædiker jeres budskab fordi i hader mennesker der ikke er medlemmer af jeres sekt, vel? Jeg gætter da på I gør det, fordi I elsker dem og tror I kan hjælpe dem.
Jeg viser at jeg elsker medlemmerne af Jehovas Vidner ved at advare imod organisationen Jehovas Vidner! Så enkelt er det faktisk. Men jeg skal da gerne skrive flere advarsler imod jer, hvis du ikke synes jeg er grundig nok?

---