Aldrig har så mange - løjet så meget - så længe -
Det synes at være en passende overskrift for dansk EU politik i perioden 1973 – 2009 - og hvor længe endnu??
Afsender: Èn der har været med hele vejen (årgang 1950)
Den 2. oktober 1972 var de folkeafstemning om det danske medlemskab af EF.
Forud gik en lang og ret så følelsesladet valgkamp.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre - anbefalede alle et ja.
Næsten udelukkende med økonomiske argumenter.
Danskerne fik at vide, at medlemskabet var afgørende for danske økonomi, og at arbejdspladser og velfærd var på spil.
At Rom-traktaten fra 1957 også indeholdt vigtige bestemmelser om tættere politisk samarbejde, blev ligesom ”glemt” i skyndingen.
http://da.wikipedia.org/wiki/Rom-traktaten
Blandt de borgerlige vælgere var der meget stor opbakning til medlemskabet, mens venstrefløjen overvejende var imod.
I Socialdemokratiet var man bestemt ikke enige.
Selv om statsministeren - Jens Otto Krag – gik ind for et ja, så blev det accepteret at en stor gruppe i Folketinget anbefalede et nej.
At Nej siden er så over årene blevet ”erstattet” af partisoldater med den ”rigtige” mening, er en anden historie.
Efter EF-afstemningen i 1972 hvor Jens Otto Krag, efter fuldføret ”dåd” trådte af, blev Anker Jørgensen statsminister og førte en EF-kritisk linje.
I 1986 blev der under regeringen Schlüter, stemt om "Den Europæiske Fællesakt", i Danmark kaldt ”EF-pakken” (blødt, behageligt og næsten hjemligt, men hvad var der så i den pakke?)
Det var en omfattende samling regler for at øge den fri handel mellem landene, men også med hensigt om et tættere politisk samarbejde.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Europ%C3%A6iske_F%C3%A6lles_Akt
Poul Schlüter statsminister 1982 – 93, beroligede borgerne: "Unionen er stendød".
Ret så livlig af en død at være, må man nok sige.
Ved afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992 opfordrede Socialistisk Folkeparti (SF) til at stemme imod. "Holger og konen siger nej til unionen"
Svend Auken, dengang nyligt væltet formand for socialdemokratiet, anbefalede at danskerne skulle stemme ja til Maastricht-traktaten.
Samme Auken kom i Folketinget i 1971, og op gennem 1970´rne var han sammen med Ritt Bjerregaard den førende socialdemokratiske EF-modstander.
Nogle kaldte ham efter ”kolbøtten”, Svend Kåbevend -
Et flertal på 51 % stemte imod Maastricht-aftalen.
Skulle Danmark følge demokratiske regler og melde sig ud af EU, eller hvad?
Uffe Ellemann-Jensen (V) var på det tidspunkt udenrigsminister og glødende, uindskrænket tilhænger af et tættere integreret europæisk samarbejde, så det var et gigantisk personligt nederlag for ham at danskerne nedstemte Maastricht-aftalen.
Alligevel forhandlede han, med de øvrige EU-lande, om de danske undtagelser.
Niels Helveg Petersen (B) blev udenrigsminister ved regeringsskiftet i 1993 og formulerede, i samarbejde med andre EU'sier, de fire danske undtagelser, selv om han hele tiden var modstander af forbeholdene.
Taburetter har som bekendt en ”dragende” magt.
En anden, næsten glemt, figur fra perioden er John Iversen (Swami Salami):
En SF'er der startede sin Europapolitiske løbebane som EF-modstander.
Da SF i 1984 lavede sit første udkast til regeringsprogram sammen med Socialdemokratiet, var det John Iversen, der krævede, at løftet om en ny folkeafstemning om udmeldelse af EF kom ind i programmet.
Efter det danske nej til Maarstricht juni 1992 sad han med i den forhandlergruppe af SF'ere, der sammen med den Socialdemokraterne og venligst hjulpet af de radikale, skruede de fire forbehold sammen.
Iversen skiftede partibogen ud med en socialdemokratisk i 1996.
Mest kendt er han for at han i 1996 blev afsløret i at have skrevet sig på deltagerlisten til et møde og modtog en diæt på 1600 kr., selvom han ikke deltog i mødet, men i stedet tog flyet til Danmark.
Jo.Iv. forklarede det som 'kollektiv uansvarlighed', og henviste til at alle andre gjorde det samme: ”De uheldige bliver opdaget”.
Sådan kører det så stadigvæk nede i Bryssel i året 2009.
Hr. Iversen har nyligt udtalt, at de fire danske EU-forbehold bør afskaffes.
Pyt med regler og demokrati, den 18. maj 1993 blev der afholdt Folkeafstemning om den samme aftale, men med fire danske undtagelser (Edinburgh-aftalen)
http://da.wikipedia.org/wiki/Edinburgh-aftalen
På Nørrebro opstod der uroligheder efter valget, politiet skød for første gang siden 2. verdenskrig mod demonstranter.
http://da.wikipedia.org/wiki/18._maj-urolighederne
Før afstemningen om Amsterdam traktaten 1998, var det afgørende for EU begejstrede politikere at Schengen aftalen var på plads, da Danmark efter Amsterdam-traktaten ville være uden for Schengen på grund af de 4 forbehold.
Så ville det, der viste sig at være et skridt mod et EU politi, ikke være noget vælgerne skulle tage stilling til.
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde egentlig lovet at der skulle være mindre union.
Frank Jensen, der var justitsminister, blev i Folketinget spurgt om der i Schengen-aftalen var dele af en hemmelig efterretningstjeneste.
Han svarede, at der ikke var noget med "skæg og blå briller" og gjorde endda grin med det folketingsmedlem, der havde stillet spørgsmålet.
Sagen blev hastet igennem Folketinget og vedtaget ved hjælp af et almindeligt flertal.
http://da.wikipedia.org/wiki/Schengen-samarbejdet
Op til afstemningen om Amsterdam traktaten, blev en af det europæiske politis håndbøger så afsløret.
Der viste sig at være en hel del ret så hemmelig efterretningstjeneste i Schengen-aftalen.
Det kommende EU-politi kunne desuden omgå de enkelte EU-staters lovgivning og nyde diplomatisk immunitet, når de er ude på hemmelige europæiske overvågninger.
I 1998 blev der stemt om Amsterdam-traktaten.
http://www.dr.dk/NYHEDER/htm/magasiner/eu/ordbog/indhold.htm
Virkeligheden var, at Unionens institutioner bestemmer hvad Unionen skal beslutte, og hvad delstaterne (Danmark som delstat??) må bestemme.
Der er ikke defineret grænser for, hvad der kan rummes indenfor Unionens mål.
I marts 2000 ønskede den socialdemokratiske regering at få euroforbeholdet ophævet. Det krævede imidlertid en folkeafstemning.
http://da.wikipedia.org/wiki/Folkeafstemningen_om_Danmarks_deltagelse_i_den_f%C3%A6lles_valuta
Det var noget af et chok for regeringen, at befolkningen i september 2000 afviste den nye EU-valuta, EURO´en.
53 % ønskede at beholde den danske krone.
Siden afstemningen, har der hos de EU begejstrede politikere og bagland, været arbejdet uafladeligt, indtrængende og konstant på alligevel at få indført EURO'en i Danmark og trinvis at få ophævet de 3 andre danske EU-forbehold.
Man slår på den store tromme for at €uro'en er en ”sikker havn”
Mon Irland så også mener lige det – der hvor de er havnet - her i 2009?
Nice traktaten fra 2001 gav de store lande mere indflydelse og mulighed for ”at gå i udbrud” - det såkaldte forstærkede samarbejde -
http://da.wikipedia.org/wiki/Nice-traktaten
Den 29. oktober 2004 blev forfatningstraktaten underskrevet i Italiens hovedstad Rom. EU's 25 lande skrev under.
Forfatningstraktaten kunne først træde i kraft, når den også var godkendt (ratificeret) i medlemslandenes nationale parlamenter.
Forfatningstraktaten blev nedstemt af befolkningerne i Frankrig og Holland.
http://da.wikipedia.org/wiki/EU%27s_forfatningstraktat
De planlagte folkeafstemninger i de andre EU lande blev i al hast aflyst.
Og så skulle den sag være klar, da der kræves enighed for at gennemføre.
Både EU's formandskab og kommisionen afviste at der skulle være en plan B hvis det blev et NEJ i de to lande.
Så kom plan D (demokrati – dialog – debat) eller på dansk ”tænkepausen”.
Man kan roligt kalde det den store stilleleg, de 3 D'er hørte man ikke meget til, men rust, være sig rød eller sort, sover som bekendt aldrig.
2005 blev EU så udviddet med 10 lande.
Cypern - Estland - Letland - Litauen - Malta - Polen - Slovakiet - Slovenien - Tjekkiet – Ungarn.
Januar 2007 blev Bulgarien og Rumænien medlemmer af EU.
Så der er p.t. 27 medlemslande.
Februar 2007 påbegyndtes så, under tysk formandskab, Angela Merkels projekt: ”En traktat uden folkeafstemninger”.
"EU og traktater, er en sag som kun eksperter har forstand på –
Det skal befolkningen slet ikke stemme om ":
Som Niels Ersbøl, tidligere dansk EU diplomat, har udtrykt det.
Lissabon traktaten blev underskrevet af medlemslandene 13. december 2007.
http://da.wikipedia.org/wiki/Lissabontraktaten
Som statsminister underskrev Anders Fogh Rasmussen, sammen med udenrigsminister Per Stig Møller.
Man henholdt sig til at juridiske eksperter i statsadministrationen var nået frem til at der ikke var tale om afgivelse af suverænitet – Så derfor ingen folkeafstemning i DK.
Kan det have været de samme ”juridiske” der op til afstemningen om €uroen til spørgsmålet om Grunlovens § 26 ”Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”, svarede at der ikke var tale om afgivelse af suverænitet, da det i ØMU'en (den økonomisk monetære Union) var sedler det drejede sig om ?
http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98MU
12. juni 2008 gik Irland, da landets forfatning kræver det, til folkeafstemning.
Irland stemte NEJ -
Men stemmer man forkert, må man stemme igen, så den irske regering er presset til en ny afstemning, mens modstanderne siger: ”No means NO !”
I Tyskland ser det p.t. sådan ud:
http://www.tv2fyn.dk/article/183340:Udland--Tysk-forfatningsdomstol-ser-paa-EU-traktat?highlight=lissabontraktat
I Tjekkiet:
http://www.information.dk/171836
I Danmark:
http://www.ole-krarup.dk/pages/2.php?nr=98
Så – lille land hvad nu ?
Den oprindelige form for demokrati er direkte demokrati, hvor beslutningerne bliver taget direkte af folket.
Dette direkte demokrati er stadig kendt i form af bindende folkeafstemninger.
Det har man, i EU spørgsmål, i helt utroligt omfang, fra politisk side, søgt at sætte ud kraft.
Det konstante brud på grundlæggende demokratiske principper er en falliterklæring for den førte EU politik.
For at træffe en ægte demokratisk beslutning er det en absolut nødvendig forudsætning at borgerne tydeligt får at vide, hvad beslutningerne der skal træffes, indeholder og drejer sig om.
Når der så er truffet en afgørelse, er det politikernes pligt at rette sig herefter.
Hvis man ikke har et flertal bag sig, må man træde tilbage og give plads til andre der repræsenterer beslutningerne, på ærlig vis.
Alt andet er, set fra et demokratisk synspunkt, både uanstændigt og helt uantageligt -
Der er så nogle der mener at bedrageriet blot skal forsætte, indtil det ønskede resultat er opnået.
At undervurdere befolkningerne og deres ønsker er en utilgivelig fejl.
”You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time.”
Abraham Lincoln, (attributed)
16th president of US (1809 - 1865)
Venlig hilsen
Afsender: Èn der har været med hele vejen (årgang 1950)
Den 2. oktober 1972 var de folkeafstemning om det danske medlemskab af EF.
Forud gik en lang og ret så følelsesladet valgkamp.
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre - anbefalede alle et ja.
Næsten udelukkende med økonomiske argumenter.
Danskerne fik at vide, at medlemskabet var afgørende for danske økonomi, og at arbejdspladser og velfærd var på spil.
At Rom-traktaten fra 1957 også indeholdt vigtige bestemmelser om tættere politisk samarbejde, blev ligesom ”glemt” i skyndingen.
http://da.wikipedia.org/wiki/Rom-traktaten
Blandt de borgerlige vælgere var der meget stor opbakning til medlemskabet, mens venstrefløjen overvejende var imod.
I Socialdemokratiet var man bestemt ikke enige.
Selv om statsministeren - Jens Otto Krag – gik ind for et ja, så blev det accepteret at en stor gruppe i Folketinget anbefalede et nej.
At Nej siden er så over årene blevet ”erstattet” af partisoldater med den ”rigtige” mening, er en anden historie.
Efter EF-afstemningen i 1972 hvor Jens Otto Krag, efter fuldføret ”dåd” trådte af, blev Anker Jørgensen statsminister og førte en EF-kritisk linje.
I 1986 blev der under regeringen Schlüter, stemt om "Den Europæiske Fællesakt", i Danmark kaldt ”EF-pakken” (blødt, behageligt og næsten hjemligt, men hvad var der så i den pakke?)
Det var en omfattende samling regler for at øge den fri handel mellem landene, men også med hensigt om et tættere politisk samarbejde.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Europ%C3%A6iske_F%C3%A6lles_Akt
Poul Schlüter statsminister 1982 – 93, beroligede borgerne: "Unionen er stendød".
Ret så livlig af en død at være, må man nok sige.
Ved afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992 opfordrede Socialistisk Folkeparti (SF) til at stemme imod. "Holger og konen siger nej til unionen"
Svend Auken, dengang nyligt væltet formand for socialdemokratiet, anbefalede at danskerne skulle stemme ja til Maastricht-traktaten.
Samme Auken kom i Folketinget i 1971, og op gennem 1970´rne var han sammen med Ritt Bjerregaard den førende socialdemokratiske EF-modstander.
Nogle kaldte ham efter ”kolbøtten”, Svend Kåbevend -
Et flertal på 51 % stemte imod Maastricht-aftalen.
Skulle Danmark følge demokratiske regler og melde sig ud af EU, eller hvad?
Uffe Ellemann-Jensen (V) var på det tidspunkt udenrigsminister og glødende, uindskrænket tilhænger af et tættere integreret europæisk samarbejde, så det var et gigantisk personligt nederlag for ham at danskerne nedstemte Maastricht-aftalen.
Alligevel forhandlede han, med de øvrige EU-lande, om de danske undtagelser.
Niels Helveg Petersen (B) blev udenrigsminister ved regeringsskiftet i 1993 og formulerede, i samarbejde med andre EU'sier, de fire danske undtagelser, selv om han hele tiden var modstander af forbeholdene.
Taburetter har som bekendt en ”dragende” magt.
En anden, næsten glemt, figur fra perioden er John Iversen (Swami Salami):
En SF'er der startede sin Europapolitiske løbebane som EF-modstander.
Da SF i 1984 lavede sit første udkast til regeringsprogram sammen med Socialdemokratiet, var det John Iversen, der krævede, at løftet om en ny folkeafstemning om udmeldelse af EF kom ind i programmet.
Efter det danske nej til Maarstricht juni 1992 sad han med i den forhandlergruppe af SF'ere, der sammen med den Socialdemokraterne og venligst hjulpet af de radikale, skruede de fire forbehold sammen.
Iversen skiftede partibogen ud med en socialdemokratisk i 1996.
Mest kendt er han for at han i 1996 blev afsløret i at have skrevet sig på deltagerlisten til et møde og modtog en diæt på 1600 kr., selvom han ikke deltog i mødet, men i stedet tog flyet til Danmark.
Jo.Iv. forklarede det som 'kollektiv uansvarlighed', og henviste til at alle andre gjorde det samme: ”De uheldige bliver opdaget”.
Sådan kører det så stadigvæk nede i Bryssel i året 2009.
Hr. Iversen har nyligt udtalt, at de fire danske EU-forbehold bør afskaffes.
Pyt med regler og demokrati, den 18. maj 1993 blev der afholdt Folkeafstemning om den samme aftale, men med fire danske undtagelser (Edinburgh-aftalen)
http://da.wikipedia.org/wiki/Edinburgh-aftalen
På Nørrebro opstod der uroligheder efter valget, politiet skød for første gang siden 2. verdenskrig mod demonstranter.
http://da.wikipedia.org/wiki/18._maj-urolighederne
Før afstemningen om Amsterdam traktaten 1998, var det afgørende for EU begejstrede politikere at Schengen aftalen var på plads, da Danmark efter Amsterdam-traktaten ville være uden for Schengen på grund af de 4 forbehold.
Så ville det, der viste sig at være et skridt mod et EU politi, ikke være noget vælgerne skulle tage stilling til.
Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde egentlig lovet at der skulle være mindre union.
Frank Jensen, der var justitsminister, blev i Folketinget spurgt om der i Schengen-aftalen var dele af en hemmelig efterretningstjeneste.
Han svarede, at der ikke var noget med "skæg og blå briller" og gjorde endda grin med det folketingsmedlem, der havde stillet spørgsmålet.
Sagen blev hastet igennem Folketinget og vedtaget ved hjælp af et almindeligt flertal.
http://da.wikipedia.org/wiki/Schengen-samarbejdet
Op til afstemningen om Amsterdam traktaten, blev en af det europæiske politis håndbøger så afsløret.
Der viste sig at være en hel del ret så hemmelig efterretningstjeneste i Schengen-aftalen.
Det kommende EU-politi kunne desuden omgå de enkelte EU-staters lovgivning og nyde diplomatisk immunitet, når de er ude på hemmelige europæiske overvågninger.
I 1998 blev der stemt om Amsterdam-traktaten.
http://www.dr.dk/NYHEDER/htm/magasiner/eu/ordbog/indhold.htm
Virkeligheden var, at Unionens institutioner bestemmer hvad Unionen skal beslutte, og hvad delstaterne (Danmark som delstat??) må bestemme.
Der er ikke defineret grænser for, hvad der kan rummes indenfor Unionens mål.
I marts 2000 ønskede den socialdemokratiske regering at få euroforbeholdet ophævet. Det krævede imidlertid en folkeafstemning.
http://da.wikipedia.org/wiki/Folkeafstemningen_om_Danmarks_deltagelse_i_den_f%C3%A6lles_valuta
Det var noget af et chok for regeringen, at befolkningen i september 2000 afviste den nye EU-valuta, EURO´en.
53 % ønskede at beholde den danske krone.
Siden afstemningen, har der hos de EU begejstrede politikere og bagland, været arbejdet uafladeligt, indtrængende og konstant på alligevel at få indført EURO'en i Danmark og trinvis at få ophævet de 3 andre danske EU-forbehold.
Man slår på den store tromme for at €uro'en er en ”sikker havn”
Mon Irland så også mener lige det – der hvor de er havnet - her i 2009?
Nice traktaten fra 2001 gav de store lande mere indflydelse og mulighed for ”at gå i udbrud” - det såkaldte forstærkede samarbejde -
http://da.wikipedia.org/wiki/Nice-traktaten
Den 29. oktober 2004 blev forfatningstraktaten underskrevet i Italiens hovedstad Rom. EU's 25 lande skrev under.
Forfatningstraktaten kunne først træde i kraft, når den også var godkendt (ratificeret) i medlemslandenes nationale parlamenter.
Forfatningstraktaten blev nedstemt af befolkningerne i Frankrig og Holland.
http://da.wikipedia.org/wiki/EU%27s_forfatningstraktat
De planlagte folkeafstemninger i de andre EU lande blev i al hast aflyst.
Og så skulle den sag være klar, da der kræves enighed for at gennemføre.
Både EU's formandskab og kommisionen afviste at der skulle være en plan B hvis det blev et NEJ i de to lande.
Så kom plan D (demokrati – dialog – debat) eller på dansk ”tænkepausen”.
Man kan roligt kalde det den store stilleleg, de 3 D'er hørte man ikke meget til, men rust, være sig rød eller sort, sover som bekendt aldrig.
2005 blev EU så udviddet med 10 lande.
Cypern - Estland - Letland - Litauen - Malta - Polen - Slovakiet - Slovenien - Tjekkiet – Ungarn.
Januar 2007 blev Bulgarien og Rumænien medlemmer af EU.
Så der er p.t. 27 medlemslande.
Februar 2007 påbegyndtes så, under tysk formandskab, Angela Merkels projekt: ”En traktat uden folkeafstemninger”.
"EU og traktater, er en sag som kun eksperter har forstand på –
Det skal befolkningen slet ikke stemme om ":
Som Niels Ersbøl, tidligere dansk EU diplomat, har udtrykt det.
Lissabon traktaten blev underskrevet af medlemslandene 13. december 2007.
http://da.wikipedia.org/wiki/Lissabontraktaten
Som statsminister underskrev Anders Fogh Rasmussen, sammen med udenrigsminister Per Stig Møller.
Man henholdt sig til at juridiske eksperter i statsadministrationen var nået frem til at der ikke var tale om afgivelse af suverænitet – Så derfor ingen folkeafstemning i DK.
Kan det have været de samme ”juridiske” der op til afstemningen om €uroen til spørgsmålet om Grunlovens § 26 ”Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”, svarede at der ikke var tale om afgivelse af suverænitet, da det i ØMU'en (den økonomisk monetære Union) var sedler det drejede sig om ?
http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98MU
12. juni 2008 gik Irland, da landets forfatning kræver det, til folkeafstemning.
Irland stemte NEJ -
Men stemmer man forkert, må man stemme igen, så den irske regering er presset til en ny afstemning, mens modstanderne siger: ”No means NO !”
I Tyskland ser det p.t. sådan ud:
http://www.tv2fyn.dk/article/183340:Udland--Tysk-forfatningsdomstol-ser-paa-EU-traktat?highlight=lissabontraktat
I Tjekkiet:
http://www.information.dk/171836
I Danmark:
http://www.ole-krarup.dk/pages/2.php?nr=98
Så – lille land hvad nu ?
Den oprindelige form for demokrati er direkte demokrati, hvor beslutningerne bliver taget direkte af folket.
Dette direkte demokrati er stadig kendt i form af bindende folkeafstemninger.
Det har man, i EU spørgsmål, i helt utroligt omfang, fra politisk side, søgt at sætte ud kraft.
Det konstante brud på grundlæggende demokratiske principper er en falliterklæring for den førte EU politik.
For at træffe en ægte demokratisk beslutning er det en absolut nødvendig forudsætning at borgerne tydeligt får at vide, hvad beslutningerne der skal træffes, indeholder og drejer sig om.
Når der så er truffet en afgørelse, er det politikernes pligt at rette sig herefter.
Hvis man ikke har et flertal bag sig, må man træde tilbage og give plads til andre der repræsenterer beslutningerne, på ærlig vis.
Alt andet er, set fra et demokratisk synspunkt, både uanstændigt og helt uantageligt -
Der er så nogle der mener at bedrageriet blot skal forsætte, indtil det ønskede resultat er opnået.
At undervurdere befolkningerne og deres ønsker er en utilgivelig fejl.
”You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time.”
Abraham Lincoln, (attributed)
16th president of US (1809 - 1865)
Venlig hilsen