Andre der er 30 år + uden kone/mand og børn???

Er lige blevet singel i en alder af 30 år, føler pt nederlag over de oplevelser jeg blev udsat for, men også at jeg står som 30 årig og skal bygge mig selv og min tillid op igen
[:*(]
Mit største ønske er at få mand og børn, ligenu virker det bare så håbløst....
Ovenstående lyder måske en smule desperat, men er bare bange for jeg bliver for gammel til børn. Jeg kunne også sagtens have haft børn nu med de kærester jeg har haft, men for mig betyder det bare så meget at mine børn vokser op med en stabil far og at forholdet er sundt nok til at sætte liv i verden.

Kære Yahtzee
Du er ikke den eneste, der ikke har en. Jeg har ikke kone og børn, men er ved at søge job efter endt uddannelse og jeg har passeret de 30 år. Det skal nok gå...og den rigtige skal nok komme.

Det da rart at man ikke er den eneste i dk ;-)

Jeg er 35 år ! Uden mand - dog med barn. Hun har bare ingen far, da hun er donorbarn. Jeg stødte panden imod muren, mht alderen - fik af vide på sygehuset (til en kontrolsamtale, ang. anden sygdom) at hvis jeg skulle have børn, skulle det være her og nu !
Og jeg må sige, jeg har i dag den dejligste datter på snart 1 år, og det kan godt være hun ikke har nogen far - men når jeg hører til højre og venstre om par der går fra hinanden, fordi det at få børn ikke lige var hvad de forventede - så er jeg godt nok glad for at jeg ikke skal dele hende med nogen. Hun bliver ikke kastebold i noget system på noget tidspunkt. Der findes jo åbne donorer også, som forpligter sig til et møde med barnet når dette er over 18. 😉
Jeg er rigtig rigtig glad for min beslutning ihvertfald ! 🙂

Må da ærligt indrømme min tanke har gået på at gøre det samme som dig, ved bare ikke hvordan det fungere i praksis og hvor jeg kan få lavet det henne??? Kan sagtens følge dig i det med folk går fra hindanden tid til anden, må da også indrømme jeg ikke kan bruge hele mit liv på at vente på mr rigth til mit ønske om familie og jeg ønsker heller ikke at lægge nogen mand til byrde for mit ønske.
Omvendt så vil det være rarest at få et barn med en mand som jeg dybest set elsker.

Du skal henvises fra din egen læge, han eller hun, henviser så til en fertilitetsklinik, du kan selv vælge om det skal være en privat klinik eller om det skal være på sygehuset. Det er også gratis for enlige - det eneste du skal betale selv er medicinen, og der får du tilskud, så det er meget begrænset med egenbetalingen. Dernæst starter de med insemination hvor du har 3-4 forsøg. Lykkedes det ikke, ryger du videre til IVF (det jeg fik) hvor du igen har 3 forsøg. Du skal udfylde en "bestillingsseddel", det mest mærkelige jeg nogensinde har gjort i hele mit liv ! - hvor du vælger donoren, dvs. højde, drøjde, hårfarve og øjenfarve. Du kan oven i købet vælge nationalitet. Og så vælger du jo så åben eller lukket donor ( dette kan du KUN vælge på privat klinik ).
Det her var da heller ikke min ønske situation, jeg ville da også ønske at jeg havde en mand at få barnet med. Men det stod altså ikke i stjernene til mig. Skulle jeg have været ude og finde en mand først, som man lige skal kende i et godt stykke tid først, man vil jo ikke have hvem som helst som far til sit barn - puha, så havde jeg fået børn som 45 årig !! Det er jo også de færreste mænd der lige står og er klar til at få børn, og bliver man gravid hurtigt, aner man jo ikke hvordan han i realiteten er. Det vil jeg sq ikke have inden for mine døre. 😉 Og jeg syntes klart at denne måde er bedre end at finde en stakkel i byen, og gøre ham til ufrivillig far. Dem der har givet donationen ved trods alt hvad de går ind til. Og så er de jo checket for alverdens arvelige sygdomme, endnu et plus. 😃
Bare spørg hvis der er noget du vil vide. 🙂

Først og fremmest tak for svar :-)
Jeg tænker stilles der ellers nogle krav til de kvinder der vælger denne metode? Her tænker jeg bolig str, økonomi, job etc....Selvom jeg ellers selv bør mener jeg har godt styr på de ting i mit liv :-)
Nogen vil nok mene jeg er 30 år og har tiden endnu, men som du selv skriver, så skal man jo lige lære manden at kende og bygge noget op sammen, hvilket jo også kan tage tid. Jeg er bare bange for jeg ender ud i et dårligt forhold igen og står som kvinde godt oppe i 30 års alderen stadig uden børn, desuden bliver chancen for at kunne få børn mindre med alderen og chancen for børn med handicap større - jo senere du får børn....Den risiko vil jeg bare ikke løbe...Når det angår drømmen om børn, så gør kvinder nok klogest i ikke at deale med sin alder.
Det der med kvinder bare for børn uden at tænke på fremtiden eller den mand de får dem med, er for mig helt ude i hampen...Så hellere selv stå til ansvar og betale økonomisk end at lægge andre til byrde.
Jeg drømmer stadig om at få min egen familie og beslutter jeg mig for at vælge den samme udvej som dig, kan drømme om familien måske komme til mit liv på et senere tidspunkt.

Ja jeg er over 30 og har ikke børn. Jeg har heller ikke noget bevidst ønske om at få børn. Jeg har så sørget for at jeg ikke får børn.
Jeg håber du får det liv du gerne vil have. Også selv om der ikke er en mand i billedt. Som den der har fået insirmation klogt nok så som positivt. At hendes barn i det mindste ikke ender som kastebold mellem to voksne. Da der ikke er en mand.
Det med at se det positive i ens handlinger.
Med eller uden børn.😃😃😃😃😃😃😃

Lykken findes først og fremmest i os selv, er jeg ikke lykkelig, bliver mit kommende barn og mand det heller ikke. Om man ønsker børn eller ej er jo ens eget valg, jeg syntes bare det de færreste mennesker over 30 der er uden børn jeg høre om. Det med over 30 uden mand/kone er nok mere normalt at høre om i vore dage.....
Jeg har egentlig heller aldrig haft det sådan før med at være bange for at være ''for sent ude'' , måske fordi jeg gennem 20 érne har været meget bevidst om nogle ting og så nu fordi min daværende kæreste gav mig store håb om far mor og børn modellen. Syntes lidt det er som at side med håret i postkassen og være bagklog, havde jeg dog bare agtigt, men hovedsagen nu er jo at jeg ikke spilder flere år af mit liv på et usundt forhold.
Det med insirmation er nye tanker for mig, jeg er ellers den gammeldags kvinde med mor og far ideal billed. Det med kastebold og dine, mine samt vores børn er jeg ikke tilhænger af, ønsker kun den samme far til mine børn og at give dem det bedste med i livet :-)
Håber flere melder sig på banen i denne tråd, jeg syntes det er rart at høre fra andre sider eller i samme situation som min.

Du er ikke den eneste der sidder med den følelse. Jeg har en veninde der havde oz en kærste som hun troede var til villa, volvo osv. Da han havde givet udtryk for det. Og da hun kunne føle at tiden løb fra hende. Og hun satte nemlig døren for efter hun blev 30, og han kunne ikke komme hurtigt nok ud af forholdet. Hun følte sig bare så snydt. Og hendes mor har sagt at den næste der kommer forbi. Han bliver altså spurgt inden der er brugt for meget tid på ham. Det var så kærligt ment.
Hun har dog en i kikkerten i dag og virker glad for ham. Så han ved forhåbentligt hvad han går ind til.
😉

Det gør ondt at føle sig holdt for nar, så det med at føle sig snydt kender jeg kun alt for godt til, desværre...

Så hellere komme videre til det næste frem for at spilde sin og den andens tid.😉

Ligepræcis, det der ingen der fortjener...

😉...og jeg har kæresten, huset og Volvoen! Men ikke børnene... Jeg er simpelthen bare ikke klar. Og du skal bare vide, hvor meget pres der er fra familie og venner. Men jeg tager det i mit tempo!😉

ved adoption. Det eneste jeg lige ved af, er at du ikke må have været på depressionsmidler, eller deromkring. Så siger de nej til dig. Det er sån lidt en halvpsykolog samtale man skal igennem med dem. Men det er jo klart nok, de skal jo være sikker på at man kan stå alene med det hele.
Og ja, alderen løber bare hurtigt ! Jeg skal prøve igen om et lille års tid ca, med samme donor - så må jeg se om jeg kan komme til at give hende nogle søskende. :)
Kommer manden, så kommer han ! Og skal det være lige præcist HAM, så tager han børnene med. Jeg tror også at man får et mere afslappet forhold til det med at søge partner, når børnene er i hus, hvis man kan sige det sådan.. 😃
Jeg kan helt klart mærke forskel på min datter og de andre unger i omgangskredsen. Hun er meget mere stille og rolig og mere tilpas - der er ikke nogen til at diskutere omkring hende, om de små ting. Dermed ikke sagt at man ikke skal vælge en mand, man skal bare ikke tage den første og den bedste.
Der er en hjemmeside om selvvalgt enlig mor, du kan prøve at google den - den er ganske god læsning - mht ALT hvad man kan have af spørgsmål.
Ellers spørger du bare igen. 😉

Du ved bedst selv hvordan dit liv skal prioteres, men mit råd er nok - pas på med at vente for længe med de børn der ;-)

Endnu engang mange tak :-)
Kun godt de også tænker på barnets tarv, ellers kunne enhver jo få børn på den måde..
Jeg vil prøve det med hjemmesiden, det lyder interessant.

Administrator provet på google lidt Frem OG Tilbage, Fandt ikke noget ikke hjemmesiden, mænd Kun debatter omkring emnet. Den Samtale mand Skal Til is DET Hos Egen Læge Eller Hos gynækolog?
Er der sukkerærter undersøgelser OG forberedelser MED medicin (hormonpiller) inden??

at det er trådstarter der skrev det indlæg.. 😉

Griner....men det var mærkeligt..hmm..
Men det kunne egentlig være meget rart at vide om man skal til samtale hos lægen eller gynækologen?? eller hvordan det lige foregår...
Derudover om der er mange undersøgelser og hvilke eksempelvis, samt om hvor længe man skal have medicin (hormon behandling)?

Som jeg skrev tidligere, er det hos egen læge. Den person henviser så videre. Om der er mange undersøgelser, afhænger jo af om de mener at du kan blive gravid bare ved at blive insemineret. Og så måler de nogle tal på blodprøver. Hvis du skal igennem IVF skal du jo have hormoner, det er i perioder af gangen - ca. 10-14 dage hvor du skal stikkes i maven med hormoner. Som du selv skal gøre. Hvis det er IVF du skal igennem, vil du til sidst føle at dine ben er som en 7 11, åbent konstant !! De skal simpelthen scanne dig konstant, men det er jo også vigtigt for ikke at blive overstimuleret.

Mange tak for svar endnu engang :-)

over 30, da jeg mødte min mand, som jeg nu har været gift med i mere end 25 år.
Desuden nåede jeg at blive 46 år, da vi modtog vores to adoptivbørn på 3 og 5 år. Det skal nævnes, at min mand er 8 år yngre end jeg.
Så, kære Yahtzee - alt håb er altså ikke ude, selv om du er over 30. Jeg var også ret fortvivlet og opgivende i en periode omkring din alder, men så slappede jeg af - tænkte, at det er dejligt at være til og glædede mig over det. Det var lige den korte version, du fik her.
Jeg kender andre, der har fundet kærligheden senere i deres liv.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, men frem for alt - så tænker jeg, at du skal tage tingene stille og roligt.

Sikke en dejlig historie du kom med :-) Så der håb forude for os der gerne vil nå dertil i en alder af over 30 ....
Jeg plejer nu også normalt at tage tingene roligt, ved ikke om det er fordi jeg er kommet i panik over ikke at nå de ting, der virkelig betyder noget i livet for mig :-)