Angst og håbløshed, når han har forladt mig...

Jeg blev forladt af min kæreste gennem 3 år for 3 dage siden. Jeg havde været på café med min veninde og han både kørte os derhen og skulle hente os senere. Da vi er nået hjem, er jeg ved at stå ud af bilen, men han siger: Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig. Jeg har flyttet alle mine ting, mens du har været væk og jeg vil ud af vores forhold. Jeg hørte lyden af hans bil køre væk, mens jeg gik ind i lejligheden bare for at se, at alle hans ting var væk. Jeg gik fuldstændig i chok, også fordi der ikke havde været en eneste lyd om, at han ikke var tilfreds med vores forhold på noget tidspunkt og slet ikke på det sidste hvor vi havde fået det bedre og bedre sammen. Jeg er simpelthen så chokeret stadig nu - jeg kan intet spise, intet gøre, intet føle. Der er bare den mest knugende tomme fornemmelse i min krop og jeg er fuldstændig lammet. Det samme skete for lidt over 3 år siden med min sidste kæreste gennem 6 år. Jeg havde det simpelthen så slemt dengang - og nu kan jeg bare ikke magte at stå i præcis samme situation igen... Er der overhovedet nogen der kender den følelse af total magtesløshed, håbløshed og angst for livet og fremtiden? At synes at livet er slut og intet har at byde mere? Er der overhovedet en chance for, at man kan komme sig over de mange slag livet giver én, når man er 37 år og bange for at være alene med sig selv og sine tanker? Hvad gør man når man ikke engang magter at spise eller bare forlade sin seng?

Måske det kan "hjælpe" dig lidt at vide der også virkelig ER andre der har været i PRÆCIS samme situation?!
Jeg oplevede det efter 4 år, da jeg kom hjem engang, og der lå kun en seddel på gulvet tilbage!
Mit råd til dig -nu- er at du IKKE skal være "alene med dig selv og dine tanker", men benytte dig af dem der VIL lægge øre/erfaring til. Du vil nok blive overrasket over hvor meget du vil få tilbage, hvis DU åbner dig!
Én der ved nøjagtig hvordan du har det! .. og sulten, dén kommer tilbage når kroppen/sindet vil det..

Min første tanke, da jeg læste dit indlæg, var, at så usselt kan man simpelthen ikke opføre sig over for et andet menneske. Jeg kan godt forstå, at du er lammet, ked af det og chokeret lige nu, men jeg håber, at du meget meget hurtigt vender det til en helt berettiget vrede mod den mand, der ikke har modet til at se dig i øjnene og fortælle, hvordan han føler og har det, og hvad han har tænkt sig at gøre ved det.
Han må virkelig føle sig som en kujon lige nu.
Du må for alt i verden ikke lade dig trække ned i et hul, det har du ikke fortjent, uanset hvad der er gået forud for hans beslutning. Du skal tænke på, at det er ham, der er den svage og den lille, og at du er mere værd end dét.
Jeg håber, at du har et netværk af veninder, eller bare én god veninde, som du kan støtte dig til lige nu, for det er nok ikke en god ide at være for meget alene.
Det er godt, at du har skrevet dette indlæg, det viser mig, at du trods alt er åben for at komme af med dine tanker, så du ikke vender det imod og ind i dig selv.
Held og lykke.

Det var nogle rigtig gode svar, I har givet mig (Carsten og Libra). Det er nok rigtigt, at det er bedre at føle vrede end at rette det ind mod sig selv - men hvor er det svært. Det føles som det største svigt og det største bedrag, at man kan åbne sig så meget op for et andet menneske og så blive ført bag lyset og blive bedraget. Den fortrolighed, der har været mellem os, er blevet en parodi, og jeg kan ikke være sikker på, hvad jeg skal tro på i vores forhold - var det hele en løgn? Det værste er at jeg føler at jeg er så meget nede og "bide i græsset", at jeg overhovedet ikke kan se noget håb for min fremtid. Og det fysiske og mentale savn af en anden person, man har været så tæt på er simpelthen uudholdeligt. Jeg ved ikke, om jeg skal tale med ham om hvad der skete, for jeg er totalt i chok og er både apatisk og græder meget. Bliver det ikke bare for meget at skulle stå ansigt til ansigt med ham og ikke kunne føre en fornuftig samtale - eller er det bedre at få talt ud om tingene, selv om det vil slå mig fuldstændig ud at høre på hans forklaringer om, at vi ikke passer sammen, når jeg alligevel ved, at det er for sent?
Jeg synes, det er så svært at se på den mand jeg har elsket indtil for 4 dage siden - og som fortalte mig hver dag, at han elskede mig - og samtidig vide at de følelser enten er forbi eller måske aldrig har eksisteret. Er det bedre at rase ud alene eller sammen med ham over et ødelagt forhold? Og samtidig er jeg bange for min følelse af savn og et lille nagende håb om, at han fortryder og kommer tilbage. Det føles så ydmygende og hårdt at håbe på noget, når man inderst inde godt ved, ansigt til ansigt med realiteterne, at det er en umulighed. Hvad skal jeg gøre for at komme videre og ønske noget godt for mig selv i stedet for denne totale håbløshed og opgivelse? Skal jeg tale med ham? Og skal det være nu, eller når (eller hvis) jeg får det bedre?

...og ikke én er mere rigtig end andre.... ØV, men sådan er det desværre!
Det er rigtig godt at RASE UD, og ikke nødvendigvis i hans "selskab" - det er jo nok ikke sikkert han kan tåle det, når han -undskyld udtrykket- er sådan en svagpisser, at han ikke engang kan fortælle dig ligeud hvad han føler/har følt!!
Jeg har ganske tydeligt forståelse for hvordan du føler dig RØVRENDT og misbrugt, og SÅRET over dét du følte og troede var alle de skønne synonymer du selv nævner.
Du kan tro mig el. lade være, men jeg tror vi er "writing-mates", idet stort set samtlige ord og sætninger du bruger, er som stjålet ud af mig!
Det er voldsomt hårdt at blive udsat for sådan et chock af én som man troede man kunne stole på, og have intimitet med, og desuden er du pt. MEGET skrøbelig og skal ikke andet end passe på dig selv; så kommer vreden over hans U-gerning senere - før el. siden.... helt af sig selv.
Det vil ikke være klogt af mig at lave en "køreplan" til hvad du konkret skal gøre, måske du skal føle efter om du vitterligt -NU- har lyst til at fortsætte med ham, underforstået at han vil?!
Du må ha' nogen venner el. ven-inder at kunne fortælle/støtte dig til... Oder?
Har du oplevet noget positivt i dag? --- bare en lille ting? (Der er den "fordel" ved at være helt nede i græsset, at så kan man sq kun komme én vej, og det er op mod lyset - stille og roligt!) Måske du oplever to ting i morgen?
Det ER hårdt at være i den situation, og du skal også huske på, at HVIS du mødes med ham, vil du ikke være "dig selv" og MEGET modtagelig over for selv det mindste lille tegn fra hans side, selvom det måske intet betyder - for ham!
Og du kan være helt sikker på, at hvis han VIL dig, så skal han nok selv gi' besked. MEN, vent ikke... på andre end dig selv *S* Du lyder ikke som værende værdig overfor sådan en "behandling"!
Kærlige tanker og medfølelse fra én der ved hvordan du har det!!

Det er meget svært at få øje på det mindste lysglimt, når der er en grå tåge om verden omkring mig. Den verden, der for få dage siden var lys og indbydende (til tider), er nu en hel anden. Det er det, der er svært, synes jeg, at selvom jeg måske kan vide, at der vil komme bedre tider, er mit spørgsmål: hvornår og hvordan? Jeg ville ønske jeg var et af de mennesker, der kunne gå nogenlunde let gennem livet og bare sige: det var det og videre til det næste. Jeg synes, det er svært at få sine håb og drømme ødelagt gang på gang og samle sig selv op hver gang, der sker noget negativt i ens liv.
Jeg ved jo, at han ikke vil fortsætte i et forhold med mig - for hvis han ville kunne han ikke brænde sine egne broer så eftertrykkeligt. Og dybt inde ved jeg, at jeg ikke ville kunne stole på et menneske, der aldrig har været i stand til at udtrykke sin mening eller gøre det klart hvad der skal til, at han bliver tilfreds i et parforhold. Men alligevel ønsker jeg omkring 200 gange om dagen, at det aldrig var sket, så jeg bare kan fortsætte mit liv som før. Det er svært at gå på gaden og se andre mennesker se helt normale, glade, lykkelige, travle ud og selv føle sig så modløs indeni. Og vreden kommer kun i meget små glimt godt blandet med savn, skyldfølelse, smerte og sårethed, selvom jeg siger til mig selv, at jeg burde være vred - meget vred. Jeg føler mig bare så magtesløs - jeg har ikke noget at skulle have sagt - det er bare at bide i puden og komme over det.
Du har ret i at små ting også kan gøre noget for en - men hvor er det svært, når jeg meget hellere vil have store glæder i mit liv. Mine venner og veninder er utroligt gode til at støtte mig, men jeg føler samtidig, at jeg er en byrde i deres liv og kræver for meget opmærksomhed - og jeg ved jo også godt inderst inde, at det kun er mig selv, der kan gennemleve dette her, selv om jeg kun kan leve fra minut til minut. Min familie synes, at jeg skal være på fødderne igen efter få dage og bare gøre ting hele tiden for at trække mig selv op - men energien er lig nul og selvværdet slæber hen over gulvet.
Jeg synes også, at jeg kan mærke, at det bliver sværere og sværere for hver gang der sker noget slemt i mit liv, man skulle jo netop tro, at det ville være nemmere, hvis man havde været gennem svære ting før, men jeg synes at det slår hårdere og hårdere for hver gang. Måske er det alderen - jeg ved det ikke.
Du skriver, at du har gennemgået noget lignende - er du kommet gennem det og over på den anden side eller kæmper du stadig med det?

Hej forladte
da jeg læste dit brev blev jeg hel ked på dine vegne. men så osse de svar du gar fået. og det er meget li mine ord. men jeg følte bare at jeg måtte skrive til dig.
du skriver at du tvivler meget på om du skal rase ud på ham/sammen med ham, og til det vil jeg godt sige. at det syntes jeg ikke du skal, for i det øleblik han " bare" er skredet fra dig på den måde skal du ikke give ham den magt at du vil stå anisgt til ansigt med ham og få en forklaring af ham. ved godt det er svært, men du bliver nød til at vise ham at du er den stærke og ikke den "lille" pige der sidder og græder over ham. han ville nyde at se at han kan knække dig. og derfor må du ikke give ham den magt.
vis ham for gud skyld at du sagtens kan magt den pinfule sitation du står i.
lad ham ikke vinde over dig. det er måske nemmer sagt en gjort og det vil osse være meget svært da du ikke har fået et svar på hvorfor han bare gik, så han er ikke det værd for at du kan komme vider, du kan sagtens kommer vider uden ham. du behøver ikke ha ham til at fortælle dig hvorfor dit og hvorfor dat, for hvad kan du bruge det til, andet end at du måske selv vil køre dig længer ned en højst nødvendigt.
du har lidt nok og du skal ikke udsætte for mere, det vil ikke din sjæl og hjerte kunne bære, for så vil du bare sidde og tænke på jeres samtale og hele tiden tænke på de få ord som han nok ville bruge som undskyldning.
jeg for sådan en lyst til at kramme dig når jeg læser dit brev. bare holde om dig så du ikke føler dig alene og forladt. men du er ikke forladt, ikke af dig selv, du har stadig dig selv og det er det vigtigste af alt. glem ikke det.
jeg ved ikke hvad jeg ellers kan skrive for at du kan se lidt lyser på tilværelsen. og du skal selvfølig osse tage den tid det tager for dig at kommme over det. mange vil nok sige " glem ham" men det er ikke sådan lige til. for du har jo elsket ham og gør det måske stadig. man kan ikke bare stoppe med at elske en person fra den ene dag til den anden. selvom mange siger at det kan man, men det passer ikke. et ordsprog siger at kærlighed gør blind og det er rigtigt.
men søde dig. jeg håber jeg har været til lidt hjælp for dig. eller må du skrive til mig på min mail. jeg vil gerne snakke med dig hvis du har brug for det, tit kan det hjælpe at snakke med en person man ikke kender*SS*
mange tanker og krammer fra maja.
moaoj@ofir.dk
skriv endelig

Hejsa søde.
Jeg forstår godt hvordan du føler det, jeg har selv været turen igennem indenfor det sidste halve år, jeg følte simpelthen at jeg mistede halvdelen af min sjæl, men tro mig det går over. Hvis jeg skal give dig et godt råd, så prøv at huske det negative der har været, og få vendt det i hovedet,når du er blevet sviget, må der værre en derude der er bedre til dig, en der fortjener dig. held og lykke.
knus.

Jeg prøver virkelig at sige til mig selv: det går over en dag, og jeg vil blive gladere for mit liv. Men jeg kan slet ikke føle det i mig selv. Det eneste, jeg kan føle, er savnet og smerten over ikke at være elsket. Det er så tomt og så ligegyldigt - alt i mit liv føles som glædesløst og uden fremtid. Jeg forstår bare ikke, hvordan man kan knytte sig så meget til andre mennesker, åbne sig, tro på alt det gode i livet og så stå tilbage så desillusioneret og bange. Hvis alt hvad jeg troede på, alligevel ikke var, hvad jeg troede det ville være, så kan jeg ikke tro på noget mere. Det er det, der slår mig fuldstændig ud - at vide, at jeg ikke kan stole på noget i mit liv. Og det negative har selvfølgelig været der - det er der jo altid - men jeg har jo hele tiden valgt at se det positive. Det er svært, at skulle vende mine følelser til noget, jeg ikke har følt før.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det nogensinde går over - at jeg kommer til at føle, at livet er værd at leve igen, eller om jeg for altid vil savne en person eller en tid i mit liv, hvor jeg følte, jeg havde noget rigtigt godt. Jeg kan selvfølgelig godt se, at livet går videre, men kan man nogensinde rejse sig igen og stole på, at livet har noget godt at tilbyde? Min største frygt er at skulle leve i et savn for altid og sidde og græde over det tabte resten af mit liv. For ud over at have mistet ham er det samtidig alle drømmene og håbet for fremtiden der er knust og ødelagt.

Jeg ved, det er et lidt desperat råb, men min situation er lidt ligesom din – og da jeg kan se at det er flere år siden, du skrev det her, vil jeg frygteligt gerne høre hvordan du fik det bedre? Jeg har det som om jeg er blevet splittet ad. Kan hverken spise, gå, stå eller være.

Ligesom Melanie vil jeg rigtig gerne høre, om du/I kom igennem "det". Efter 2,5 år m. dejlige oplevelser, rejser, tæt forhold til hinandens familier, hund m.m. - og netop den dag, vi skulle på ferie kom jeg hjem til en seddel. Han havde fjernet sine ting og skrevet, vi aldrig blev lykkelige sammen. Vi havde lige været til bryllup i Jylland hos hans familie, og hans datter fødte nu her, og vi skulle over og se hans barnebarn. Jeg var dybt indvolveret, men nu er han bare forduftet. Han har et værelse i en lejlighed m. en anden jyde. Men vi var næsten altid hos mig, og han satte min lejlighed i sgtand. Vi talte om, jeg skulle prøve at sælge den, og så måske flytte et sted hen sammen. Mine drømme er knuste. Og min hund savner ham vildt. Jeg er handlingslammet.
Please, any gode råd?
Tak fra en pige i chock

- bare det at "nogen" gider lytte hjælper jo i sig selv.
Vi havde lige haft en skøn tur til Sicilien i marts-april. Jeg følte, den var super romantisk, og efter den var vi en del i Jylland og besøge hans familie, polterabend, bryllup m.m. Dagen inden, han gjorde det forbi havde vi en rigtig hyggelig aften m. god mad og vin, og han sagde. Ihe skat, nu skal vi bare klare en arbejdsdag til, så har vi ferie. Og så havde han altså bedt om fri fra job for at gøre sin gerning. Han skrev, han længe havde planlagt det.... Jeg var selv i en presset situation på job men tænkte, ja, han har ret, nu skal vi have en skøn ferie sammen. Jeg gik så meget i chock at jeg overvejede/overvejer selvmord og indlagde mig selv.
Selvfølgelig havde vi vore kontroverser i hverdagen. Hvem har ikke det? Men han havde jo også hele tiden sit værelse i København som sikkerhed, og kunne tage derind. Det valgte han så at gøre nu. Han kunne egentligt ligeså godt sige til mig, at det var hans p.. der talte. At han vil ind i byen og nyde sommeren og være alene. Det er jo også sjovere end hverdagen m. sure sokker m.m.
Han blev netop Morfar nu her ( i en ung alder ) og vi skulle over og se hans barnebarn i ferien. Han er muligvis kommet i panikalderen. Jeg ved det ikke. Han er jo en mand.
Men det værste er at han bare kan trykke "delete" på alt, hvad vi havde fra dag til anden. Relationer, sige rejser ikke betød spor m.m. Jeg var bare en rejsekammerat.
Er i dyb sorg og i chock.