Arbejde gør fri - eller hvad?
Ganske som i USA hvor begrebet de arbejdende fattige – the Working Poor – er blevet et symbol på lavtlønnet deltidsarbejde, hvor det kræves, at den pågældende har såvel to eller flere jobs for at kunne få en bare rimelig løn – og det er ikke på en 8 eller ti timers arbejdsdag …
Nu viser en arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik, at næsten hver fjerde ansat arbejder på deltid.
Heraf er ca. 1/3 del under uddannelse.
Ifølge opgørelsen der over 643.000 personer i alderen mellem 15 og 66 år som er på deltid.
Heraf er 234.000 under uddannelse.
Over 100.000 personer arbejder på nedsat tid – fordi de ikke kan få fuldtidsjob.
Man kan, hvis man vil.
Sådan lød budskabet fra Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, da han i går forklarede Politiken, hvorfor det er rimeligt at fratage en række af landets allerfattigste familier halvdelen af deres indtægt, hvis de ikke inden 1. april 2007 opfylder reglen om at have arbejdet mindst 300 timer.
Der er ikke noget overraskende i udtalelsen.
Den er helt i tråd med det syn på landets fattige, som hersker hos VK og Dansk Folkeparti.
Grundholdningen er, at fattigdom primært skyldes, at de fattige får for mange penge fra det offentlige.
Hvis blot det offentlige var mindre gavmildt, ville folk arbejde mere.
Bag det mistrøstige og mistroiske menneskesyn gemmer sig forestillingen om, at der er arbejde nok til alle, der vil arbejde.
Og at alle kan arbejde.
Men netop det sidste er fundamentalt forkert, hvilket de økonomiske vismænd med al ønskelig tydelighed dokumenterer i deres halvårlige rapport, som blev offentliggjort i går.
Her fastslår vismændene, at mange af de fattige ikke har en realistisk mulighed for at komme i beskæftigelse.
Enten fordi de har for ringe kvalifikationer eller for dårligt helbred.
At nedsætte ydelserne til disse mennesker øger ikke deres tilskyndelse til at søge arbejde.
Den eneste effekt er, at de bliver endnu fattigere og endnu mere marginaliseret.
Fattigdommen risikerer dermed at udgøre en decideret barriere for, at de kan blive selvforsørgende.
Nu viser en arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik, at næsten hver fjerde ansat arbejder på deltid.
Heraf er ca. 1/3 del under uddannelse.
Ifølge opgørelsen der over 643.000 personer i alderen mellem 15 og 66 år som er på deltid.
Heraf er 234.000 under uddannelse.
Over 100.000 personer arbejder på nedsat tid – fordi de ikke kan få fuldtidsjob.
Man kan, hvis man vil.
Sådan lød budskabet fra Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, da han i går forklarede Politiken, hvorfor det er rimeligt at fratage en række af landets allerfattigste familier halvdelen af deres indtægt, hvis de ikke inden 1. april 2007 opfylder reglen om at have arbejdet mindst 300 timer.
Der er ikke noget overraskende i udtalelsen.
Den er helt i tråd med det syn på landets fattige, som hersker hos VK og Dansk Folkeparti.
Grundholdningen er, at fattigdom primært skyldes, at de fattige får for mange penge fra det offentlige.
Hvis blot det offentlige var mindre gavmildt, ville folk arbejde mere.
Bag det mistrøstige og mistroiske menneskesyn gemmer sig forestillingen om, at der er arbejde nok til alle, der vil arbejde.
Og at alle kan arbejde.
Men netop det sidste er fundamentalt forkert, hvilket de økonomiske vismænd med al ønskelig tydelighed dokumenterer i deres halvårlige rapport, som blev offentliggjort i går.
Her fastslår vismændene, at mange af de fattige ikke har en realistisk mulighed for at komme i beskæftigelse.
Enten fordi de har for ringe kvalifikationer eller for dårligt helbred.
At nedsætte ydelserne til disse mennesker øger ikke deres tilskyndelse til at søge arbejde.
Den eneste effekt er, at de bliver endnu fattigere og endnu mere marginaliseret.
Fattigdommen risikerer dermed at udgøre en decideret barriere for, at de kan blive selvforsørgende.