At elske sig selv

Der er nogle "kloge" mennesker der siger at for at elske andre skal du først kunne elske dig selv. Er dette rigtigt og i så fald hvorfor? Altså hvordor skulle man ikke kunne elske andre uden at elske sig selv?
Og hvis man elsker sig selv "behøver" man så andres kærlighed?

Hej.
Jeg tror ikke nødvendigvis at man behøver elske sig selv for at kunne elske andre. Men for virkelig at kunne hengive sig til sin partner og stole fuldt og fast på et andet menneske i det hele taget, tror jeg at man skal have en vis følelse af selvværd. Ikke nødvendigvis selvtillid. Men en følelse af at man selv er noget værd - og have det godt med sig selv. Fordi hvis ikke du har det godt med dig selv, hvordan skulle du så kunne have det godt med andre?..
Der er ingen tvivl om at man sagtens kan have både hus, bil og kæresten selvom man har et lavt selvværd - men så tror jeg til gengæld aldrig at man bliver rigtig glad og forstår at værdsætte hvor heldig man i virkeligheden er. Og så kan man vel ikke kalde det kærlighed? Hvis ikke den går 110% begge veje altså.
Det er mit bud :)

- har du vel svært ved at forholde dig til andre der elsker dig.
Jeg kender faktisk nogle mennesker, som i bund og grund foragter deres partner, for at elske dem. Det er et udslag af selvhad, som er totalt ødelæggende og de forhold holder da i reglen heller ikke.
Du skal også skelne mellem at "have brug for" at andre elsker dig, og det at blive beriget af andres kærlighed. Der ER en forskel.

til kærlighed vedjeg ikke om er det samme. men jeg har meget sværtved at give helt efter i et forhold. men jeg kan sagtens elske andre og jeg elsker min kæreste, men jeg føler tit at han ik forstår mig og jeg får hurtigt lyst til at slå op. jeg er bange for at han forlader mig, bliver træt af mig osv og derfor tænker jeg ret så ulogisk at jeg hellere må slå op først. hver gang vi skændes eller ik forstår hinanden tænker jeg det nok er min fejl og så skrider jeg fra tingene. vi har dog været sammen i 1,5år on/off og jeg har fprklaret ham jeg har det ret svært psykisk og somme tider ser meget sort på tingene. jeg troede det ville hjælpe på hans forståelse for min ulogiske opførsel men det har det ikke. jeg er virkelig skuffet og såret og nu får jeg lyst til at slå op igen hver gang vi har problemer. jeg ved det er forkert og jeg burde snakke med ham og be om et kram når jeg bliver bange for han forlader mig eller bliver træt af mig men jeg synes ikke det virker. hvad skal jeg gøre. hvis jeg tror på jeg er god nok på trods af mine fejl vil det så hjælpe? hvordan overbeviser man sig selv om det? og kan det ske han bare er den forkerte?? nogen gange er jeg bange for det er hans skyld jeg har så dårlig selvværd, men han er dog den første jeg verkelig har elsket i mit 21årige liv, og jeg vil jo gerne ha det til at være os... men min krop og mit sind SKRIGER på noget følelsesmæssig forståelse som jeg ik føler han kan give mig. måske kan jeg kun give mig det selv?

og det er en lang proces at lære at elske noget i en selv for det skal først opbygges, men læs nogle bøger om temaet, feks. Kvinder der elsker for meget.