At leve med en facade og alligevel være utrolig ensom bagved.

Hej alle.
Jeg er nødt til at fortælle lidt om mig selv som person, for modsat mange af debattørerne herinde , har jeg gang i rigtig mange ting til dagligt.
Jeg går på HHX , er cheftræner i en fodboldbold, og dyrker masser af sport. Mit problem er at ingen kender den rigtige mig, ham der begynder at blive selvkritisk og vred når ensomheden fanger (hvilket den gør tit) og ham der bliver helt urolig når weekenden trænger sig på , og man ikke har nogen at gå i byen eller nogen tilbud.
Jeg hader mit liv, men jeg tager kampen op hver dag, kampen for at holde mig selv igang og ikke bare give op og komme på den lukket med voldsom depression.
Af udseende osv har jeg altid fået at vide at jeg ser godt ud, men jeg tror ikke på folk og tvivler på når de siger det.
Jeg er utrolig ensom, og jeg misunder alle de unge der fyrer den af i weekenden , møder venner, kærester, osv osv...... jeg savner at føle mig elsket.

Hmm...jeg håber at nogle af jer kan genkende det her scenarie lidt.
Tak fordi jeg måtte komme med et indlæg.
Den "perfekte"

Jeg ved ikke hvor gammel du er , men jeg gætter på et du er ret ung. Jeg har levet halvdelen af mit liv og brugte en stor del af mit liv i forhold med en partners afhængighed af stof. Af en eller anden grund var det den type jeg tiltrak. Jeg har altid selv passet mit arbejde, har uddannelse og har arbejdet hele mit liv.Netop det faktum at min partner var afhængig var jo noget der skulle skjules for omgivelserne, så derfor trak jeg mig fra ungdomsvenner, studiekammerater, familie. Det er blevet et ensomt liv. Selv i dag, hvor jeg lever med en anden partner uden problemer må jeg erkende at mine mange år i "skammekrogen" har påvirket mig på en sådan måde, at jeg ikke er i stand til at skabe nye kontakter. Jeg har efterhånden lært at acceptere min skæbne, men det er ofte smerteligt at se andre menneskers forhold til venner og kammerater.
Det er ikke mig det her skulle handle om, men jeg prøver på at sige til dig at nu, hvor du har erkendt dit problem, MÅ DU HANDLE. Jeg ved ikke hvordan det skal gøres. Det afhænger af dig og hvad du har lyst til og hvad du magter. MEN du skal gøre noget ved det. Intet ændrer sig af sig selv. Held og lykke med det!

"for modsat mange af debattørerne herinde , har jeg gang i rigtig mange ting til dagligt."
Hvis det er sådan du skaber kontakt til andre mennesker, forstår jeg godt at du er ensom..
Hvordan kan du tillade dig at komme med sådan en udtalelse om mennesker du ikke kender og så oven i købet selv forvente at få hjælp ?
Jeg spø'r bare...!!!
Men jeg vil da godt prøve alligevel...
Det at have gang i mange ting kan være en flugt fra i virkeligheden at lære sit sande selv at kende.
At fyre den af i weekenden er jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan være ensom. At være ensom blandt mennesker er næsten det værste...
Hvad er det, der får dig til at tænke på depression?
Lad mig give et bud på, at du har det, som du har det...
Du forsøger at holde en facade, der giver et billede af dig som succes...
Succes er for nogle ensbetydende med at være perfekt.........INGEN er perfekt...
Erkend det: DU er IKKE perfekt.....og det er i orden ikke at være perfekt....
Hvad er det for en "som-om-tilværelse" du fører??
At turde stilheden alene med sig selv og møde sine skygger/mørke sider er i bund og grund det første skridt ud af ensomheden...
Det øjeblik at man kender disse sider, er man mere i stand til at se sig selv som et HELT menneske. Der er INGEN, der kun har lyse sider; selvom nogle tror det ;-)
Depression (to be depressed / holdt nede) er jo et resultat af, at noget i os selv bliver holdt tilbage, forsøgt skjult....
Ud med det....Fortæl til nogen at du er ensom, og du vil opdage, at du er ikke den eneste...
Det er første skridt ud af ensomheden.....at se ulven i øjnene....
At du ikke tror på, hvad andre fortæller dig kunne tyde på, at dit selvværd (ikke selvtillid) er lavt....Det er der også mange, der kæmper med --- Du er ikke alene....
Jeg tror på dig......Men stop skuespillet - en dag er der en der gennemskuer dig...

og jeg håber "den perfekte" tager dine ord til efterretning, for at kunne skabe sig et tilfredsstilende liv....
Jeg havde på et tidspunkt en veninde, eller såkaldt veninde i mit liv, som altid gav udtryk for, at hun havde et perfekt liv - at hun kunne klare det hele, at hun ingen problemer havde, og skulle det ske, så kunne hun sagtens magte det hele....Når vi andre havde problemer, så udstillede hun sig selv til at spille så klog og nærmest nedtrampede os andre - alt hvad hun sagde var stort set perfekt......uhhhh ha, hun var ikke til at holde ud i længden og derfor har jeg ikke hende som veninde mere, jeg kunne simpelthen ikke klare hendes perfekte verden......
Nu siger jeg ikke, at du "den perfekte" er sådan som min eks. veninde, men at give andre mennesker gennerelt den opfattelse af, at man er perfekt, det er ikke til at holde ud....
Du skal ud af busken og sig til dine kollegaer,skolekammerater eller hvem du nu omgåes, at du gerne vil med i byen, for du har efterhånden fundet ud af, at du gerne vil til at leve - leve et anderledes liv.....så har du åbnet din dør og andre kan derfor komme ind... god vind fremover [sol][s]🙂

Vi opfører jo alle dagligt et rollespil for ikke at falde for langt ud af mainstrimmen, der er desværre ikke en eneste der 100% ved hvad vi laver her et eller andet sted i mælkevejen, ingen hverken nulevende eller historiske personer ved hvad det hele går ud på, og da slet ikke de hellige, så op med humøret kik dig selv i spejlet og sig jeg er sku god nok, og se så at komme lidt i byen i weekenden.