At opnå det uendelige
Sri Isopanishad, Mantra 13
SANSKRIT
anyad evahuh sambhavad anyad ahur asambhavat
iti susruma dhIranam ye nas tad vicacakshire
OVERSÆTTELSE
Det siges, at ét resultat opnås ved at tilbede den endelige årsag til alle årsager, og et andet resultat opnås ved at tilbede det, der ikke er det endelige. Det kan man høre om fra de uforstyrrede autoriteter, der tydeligt har forklaret det.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
At høre fra uforstyrrede autoriteter bifaldes i dette mantra. Medmindre man hører fra en ægte acarya, dvs. en som kan for blive uanfægtet midt i den materielle verdens tumult, kan man aldrig få adgang til transcendental viden. Den ægte åndelige mester, der ligeledes har lært sruti-mantra'erne, dvs. den vediske kundskab, fra sin egen uberørte acarya, præsenterer aldrig viden som ikke er nævnt i den vediske litteratur.
I Bhagavad-gIta (9.25) siges det tydeligt, at de, der tilbeder pitri'erne, forfædrene, kom mer til forfædrenes planeter; de grove materialister, der planlægger at blive her, fødes igen på de jordiske planeter, og de hengivne, der ikke tilbeder andre end Herren Krishna, alle årsagers årsag, kommer til Ham i Hans åndelige sfære. Her i Sri Isopanishad bekræftes det ogs , at man opnår forskellige resultater gennem forskellige former for tilbedelse.
Hvis vi tilbeder den Højeste Herre, vil vi med sikkerhed komme til Ham i Hans evige bolig, og hvis vi tilbeder halvguder som solguden eller måneguden, vil vi uden tvivl blive overført til deres respektive planeter. Og hvis vi ønsker at forblive på denne elendige planet med vore planlægningsudvalg og politiske lappeløsninger er det bestemt også en mulighed.
Intet steds i de autentiske skrifter siges det, at ligegyldigt hvad man gør, eller hvem man dyrker, når man i sidste ende det samme mål. Sådanne tåbelige teorier fremsættes kun af selvudnævnte "åndelige mestre", der ingen forbindelse har med parampara, den ægte discipelkæde. En ægte åndelige mester vil aldrig proklamere, at alle veje fører til det samme mål.
Han vil aldrig påstå at enhver kan nå det yderste mål gennem sin egen metode at tilbede halvguderne eller Gud på, eller at det ikke spiller nogen rolle hvem eller hvad man tilbeder. Det burde være let atforstå, at man kun kommer frem til sit bestemmelsessted, efter at have løst billet til det p gældende sted. En person, der har købt billet til Calcutta, kommer til Calcutta, og ikke til Bombay.
Nogle såkaldte åndelige mestre hævder imidlertid, at alle veje fører til det endelige mål. Sådanne verdslige, kompromisfyldte tilbud fremsættes af tåber, der føler sig stolte over deres selvbestaltede metoder til åndelig indsigt. De vediske instruktioner støtter imidlertid ikke sådant nonsens. Medmindre man har modtaget kundskab fra en ægte åndelige mester i den anerkendte discipelrække, kan man ikke få del i virkeligheden, som den er. I Bhagavad-gIta (4.2) siger Krishna til Arjuna:
evam parampara-praptam/ imam rajarshayo viduh
sa kaleneha mahata/ yogo nashtah parantapa
"Denne højeste videnskab blev modtaget igennem discipelkæden, og således blev den forstået af de hellige konger. I tidens løb er kæden imidlertid blevet brudt, og derfor virker det, som om den oprindelige videnskab er gået tabt."
Ved den tid da Herren Sri Krishna var p jorden, var bhakti-yoga-principperne, som de defineres i Bhagavad-gIta, blevet for vrænget. Herren blev derfor nødt til at genetablere discipel-systemet, og Han begyndte med Arjuna, som var Hans mest fortrolige ven og hengivne. Herren gjorde det klart for Arjuna (Bg. 4.3), at årsagen til, han kunne forstå Bhagavad-gitas principper, var, at han var Krishnas hengivne og ven. Dette betyder, at det kun er Herrens ven og hengivne, der kan forstå Bhagavad-gIta. Med andre ord kan kun de, der følger i Arjunas fodspor, håbe på at få indsigt i Bhagavad-gitas lære.
På nuværende tidspunkt findes der mange fortolkninger og oversættelser til denne ophøjede dialog, hvori man hverken bryder sig om Herren Krishna eller Arjuna. Forskellige kommentatorer fortolker Bhagavad-gitas vers på deres egen måde og fremfører alt muligt sludder i Bhagavad-gitas navn. Sådanne fortolkere har hverken tro på Sri Krishna eller Hans evige bolig. Hvordan skulle de da kunne forklare Bhagavad-gItas sande betydning?
Krishna siger tydeligt, at kun de, der har mistet deres intelligens, beder til halvguderne om ligegyldige begunstigelser (Bg.7.20, 23).
Yderst set råder Han til, at man opgiver alle andre former for til bedelse eller religion, og overgiver sig fuldstændigt til Ham alene (Bg. 18.66). Kun de, der er blevet renset for alle syndfulde reaktioner, kan opnå en sådan ufravigelig tro på den Højeste Herre.
Afledt fra den virkelige vej vil andre imidlertid fortsætte med at drive omkring på det materielle plan med deres udvandede tilbedelsesformer i den forkerte tro, at alle veje fører til samme mål. I dette mantra er ordet sambhavat, "ved at tilbede den endelige årsag", vigtigt. Herren Krishna er den oprindelige Personlige Guddom, og alt, der findes, er udsprunget fra Ham. I Bhagavad-gIta (10.8) siger Herren:
aham sarvasya prabhavo/ mattah sarvam pravartate
iti matva bhajante mam/ budha bhava-samanvitah
"Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener. Alting ud springer fra Mig. De vise, der forstår dette til fulde, engagerer sig i Min hengivne tjeneste og dyrker Mig af hele deres hjerte".
Her er en korrekt beskrivelse af den Højeste Herre fremført af Herren Selv. Ordene sarvasya prabhavah angiver, at Krishna er skaberen af alting inklusive Brahma, Vishnu og Shiva. Og efter som disse tre vigtigste guddomme i den materielle verden har deres oprindelse i Herren, er Herren skaberen af alt, der findes i de materielle såvel som i de åndelige verdener.
I Atharva Veda (Gopala-tapanI Upanishad 1.24) siges det på lignende vis, "Han, der eksisterede før Brahmas skabelse, og som oplyste Brahma om vedisk kundskab, er Herren Sri Krishna." På samme måde erklæres det i Narayana Upanishad (1), "Dernæst ønskede den Højeste Person, Narayana, at skabe alle levende væsener. Således fødtes Brahma fra Narayana. Narayana skabte alle Prajapati'erne. Narayana skabte Indra.
Narayana skabte de otte Vasu'er. Narayana skabte de elleve Rudra'er. Narayana skabte de tolv "ditya'er." Eftersom Narayana er en fuldstændig manifestation af Herren Krishna, er Narayana og Krishna én og sam me person. Narayana Upanishad (4) erklærer også, "Devakis søn [Krishna] er den Højeste Herre."
At Narayana er identisk med den højeste årsag, accepteredes og bekræftedes også af Sripada Sankaracarya, selv om denne ikke tilhørte vaishnava-traditionen, dvs. personligheds-traditionen. I Atharva Veda (Maha Upanishad 1) siges det endvidere, "Kun Narayana eksisterede i begyndel sen, da hverken Brahma, Shiva, ild, vand, stjerner, sol eller måne fandtes. Herren forbliver ikke alene, men udfører sin skabelse, efter Sit eget ønske." Krishna Selv siger i Moksha-dharma, "Jeg skabte Prajapati'erne og Rudra'erne. Disse har ikke fuldstændig kendskab til Mig, for de er dækket af Min illusoriske energi." Det erklæres også i Varaha Purana, "Narayana er Guddommens Højeste Personlighed, og fra Ham manifesteredes den firehovede Brahma såvel som Rudra, der senere blev alvidende."
Al vedisk litteratur bekræfter således, at Narayana eller Krishna er alle årsagers årsag. I Brahma-samhita (5.1) siges det endvidere, at den Højeste Herre er Sri Krishna, Govinda, den, der tilfører alle levende væsener glæde, og den oprindelige årsag bag alle andre årsager. De som besidder virkelig lærdom, ved dette fra de vidnesbyrd, som er blevet overleveret gennem de store vis mænd og Veda'erne. Resultatet af s dan lærdom viser sig således ved beslutningen om at tilbede Herren K‚shna som sit et og alt. Sådanne personer kaldes for budha eller virkeligt lærde, for de dyrker kun Krishna.
Overbevisningen om, at Krishna er alt, som er, grundfæstes ved med tro og kærlighed at høre det transcendentale budskab fra en uforstyrret acarya. Uden tiltro eller kærlighed til Herren Krishna, kan man ikke blive overbevist om denne enkle kendsgerning. I Bhagavad-gIta (9.11) beskrives de troløse som mudha'er - tåber eller æsler. Mudha'erne siges at bespotte Guddommens Personlighed, for de har ikke modtaget fuldkommen kundskab fra en uforstyrret acarya. En, der derimod anfægtes af den materielle energis tumult, er ikke kvalificeret til at optræde som acarya.
Før Arjuna hørte Bhagavad-gIta, var han forstyrret af den materielle malstrøm i form af tilknytning til familie, samfund og fællesskab. Arjuna ønskede derfor at blive anset i verden som filantropisk og ikke-voldelig, men fordi han blev budha ved at høre Bhagavad-gItas vediske kundskab direkte fra den Højeste Person, ændrede han sin beslutning. Han valgte istedet at for herlige Herren Sri Krishna, der Selv havde arrangeret slaget på Kurukshetra. Arjuna viste sin agt for Herren ved at kæmpe imod sine såkaldte slægtninge og på den måde blev han Herrens rene hengivne. Det er kun muligt at opnå ren hengiven tjeneste, ved at dyrke den virkelige Krishna, og ikke en eller anden hjemmela vet "Krishna", som er blevet opfundet af tåber uden den ringeste kendskab til Krishna-videnskabens finere detaljer, som de fremlægges i Bhagavad-gIta og Srimad-Bhagavatam.
Ifølge Vedanta-sutra er sambhuta kilden til fødsel og opretholdelse, og Han er også det reservoir, der bliver tilbage efter tilintetgørelsen (janmady asya yatah). Srimad-Bhagavatam, Vedanta-sutras naturlige kommentar af samme forfatter, fastholder, at kilden til alle udstrømninger ikke kan være som en død sten, men derimod må være abhijna, fuldt bevidst.
Den oprinde lige Herre, Sri Krishna, siger også i Bhagavad-gIta (7.26), at Han er totalt bevidst om fortid, nutid og fremtid, og at ingen inklusive halvguder som Shiva og Brahma kender Ham fuldt ud. Halvstuderede "åndelige ledere" forstyrrede af den materielle tilværelses bølgegang, kan med sikkerhed ikke kende Ham fuldt ud. De forsøger istedet et kompromis ved at gøre menneskeheden til genstand for tilbedelse. Men de ved ikke, at en sådan forherligelse er nyttesløs, for menneskeheden er ufuldkommen. Disse såkaldte åndelige lederes bestræbelser svarer til at vande et træs blade i stedet for roden.
Det naturlige er at vande roden, men sådanne forstyrrede ledere tiltrækkes mere af bladene end af roden. På trods af at de konstant vander bladene, tørrer alting ud på grund af manglende næring. Sri Isopanishad råder os til istedet at vande roden, kilden til al vækst. At forherlige menneskemasserne gennem at yde tjeneste til det fysiske legeme, er mindre vigtigt end at yde tjeneste til sjælen, for legemet er under alle omstændigheder forgængeligt hvorimod sjælen er fuldkommen. Sjælen er den rod, der frembringer forskellige slags kroppe ifølge karma-loven. At tjene mennesker i form af lægehjælp, socialhjælp og uddannelse, alt imens man samtidigt skærer halsen over på de stakkels dyr på slagterierne, kan absolut ikke anses for at gavne sjælen, det virkelige levende væsen.
Som følge af de materielle lidelser i form af fødsel, alderdom, sygdom og død, plages det levende væsen bestandigt i forskel lige slags kroppe. Den menneskelige livsform tilbyder muligheden en gang for alle at slippe ud af denne trældom. Det kan opnås ved simpelthen at genetablere det tabte forhold mellem det levende væsen og den Højeste Herre, som kommer person ligt for at undervise i filosofien om hvordan man overgiver sig til den Højeste, sambhuta'en. Sand tjeneste, som virkelig gavner menneskeheden, indebærer at videregive metoden hvorigennem man kan overgive sig til og tilbede den Højeste Herre med al sin kærlighed og energi. Det er, hvad vi kan lære fra dette Sri
Isopanishad-mantra.
Den letteste måde at forherlige den Højeste Herre på i denne forstyrrede tidsalder er at høre og tale om Hans fantastiske bedrifter. Men de intellektuelle spekulatører tror, at Herrens bedrifter er fri fantasi. Derfor gider de ikke høre om dem, men hengiver sig i stedet til abstrakte ordkløverier for at aflede uskyldige menneskers opmærksomhed. Frem for at høre om Herren Krishnas aktiviteter opreklamerer sådanne åndelige mestre sig selv for at få deres tilhængere til at forherlige dem i stedet for. I nyere tid er antallet af sådanne hyklere steget markant, og det er blevet et problem for Herrens rene hengivne at redde almindelige mennesker fra disse hykleres og pseudo-inkarnationers bespottelige propaganda.
Upanishad'erne henleder indirekte vores opmærksomhed på den oprindelige Herre, Sri Krishna, men Bhagavad-gIta, som er alle Upanishad'ernes sammenfatning, peger direkte på Sri Krishna. Man bør derfor lære om Krishna, som Han er, ved at konsultere Bhagavad-gIta eller Srimad-Bhagavatam, og p den måde gradvist få renset sit sind for alle besmittede opfattelser. I Srimad-Bhagavatam (1.2.17) siges det, "Ved at høre om Herrens bedrifter tiltrækker den hengivne sig Herrens opmærksomhed. Han, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, hjælper således Sin hengivne ved at lede ham på den rette vej." Bhagavad-gIta (10.10) bekræfter dette, dadami buddhi-yogam tam yena mam upayanti te.
Herrens indre vejledning renser den hengivnes hjerte for alle de urenheder, som er forårsaget af lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter. Ikke-hengivnes handlinger styres af deres uvidenhed og lidenskaber. En person under indflydelse af lidenskabens kvalitet kan ikke løsrive sig fra materielle længsler, og en person i uvidenhedens kvalitet kan ikke forstå, hvem han er, eller hvad Herren er.
Ligegyldigt hvor meget man end forsøger at spille rollen som religiøs, er selvrealisation således umulig, når man befinder sig i lidenskabens eller uvidenhedens kvaliteter. Men gennem Herrens nåde kan disse lavere kvaliteter blive fjernet fra den hengivne. På den måde situeres den hengivne i godhedens kvalitet, som er kendetegnet på en fuldkommen brahmana. En hver kan opnå status som en brahmana, hvis man under en ægte å ndelig mesters vejledning følger den hengivne tjenestes vej. Det siges i Srimad-Bhagavatam (2.4.18):
kirata-hunandhra-pulinda-pulkasa/ abhIra-sumbha yavanah khasadayah
ye 'nye ca papa yad-apasrayasrayah/ sudhyanti tasmai prabhavishnave
namah
Enhver, der er født i en lav familie, kan blive renset under vejledning af Herrens rene hengivne, for Herren besidder usædvanlige kræfter. Når man udvikler brahminske kvaliteter, kendetegnes dette ved, at bliver man lykkelig og ivrig efter at yde Herren hengiventjeneste, og da afsløres videnskaben om Gud automatisk for en. Ved at forstå videnskaben om Gud bliver man gradvist fri for alle materielle tilknytninger, og ens tvivlende sind bliver gennem Herrens nåde krystalklart. På dette stadie anses man for at være en befriet sjæl, og man kan da se Herren konstant i sit liv. Dette er indbegrebet af
sambhava som beskrevet i dette mantra af Sri Isopanishad.
SANSKRIT
anyad evahuh sambhavad anyad ahur asambhavat
iti susruma dhIranam ye nas tad vicacakshire
OVERSÆTTELSE
Det siges, at ét resultat opnås ved at tilbede den endelige årsag til alle årsager, og et andet resultat opnås ved at tilbede det, der ikke er det endelige. Det kan man høre om fra de uforstyrrede autoriteter, der tydeligt har forklaret det.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
At høre fra uforstyrrede autoriteter bifaldes i dette mantra. Medmindre man hører fra en ægte acarya, dvs. en som kan for blive uanfægtet midt i den materielle verdens tumult, kan man aldrig få adgang til transcendental viden. Den ægte åndelige mester, der ligeledes har lært sruti-mantra'erne, dvs. den vediske kundskab, fra sin egen uberørte acarya, præsenterer aldrig viden som ikke er nævnt i den vediske litteratur.
I Bhagavad-gIta (9.25) siges det tydeligt, at de, der tilbeder pitri'erne, forfædrene, kom mer til forfædrenes planeter; de grove materialister, der planlægger at blive her, fødes igen på de jordiske planeter, og de hengivne, der ikke tilbeder andre end Herren Krishna, alle årsagers årsag, kommer til Ham i Hans åndelige sfære. Her i Sri Isopanishad bekræftes det ogs , at man opnår forskellige resultater gennem forskellige former for tilbedelse.
Hvis vi tilbeder den Højeste Herre, vil vi med sikkerhed komme til Ham i Hans evige bolig, og hvis vi tilbeder halvguder som solguden eller måneguden, vil vi uden tvivl blive overført til deres respektive planeter. Og hvis vi ønsker at forblive på denne elendige planet med vore planlægningsudvalg og politiske lappeløsninger er det bestemt også en mulighed.
Intet steds i de autentiske skrifter siges det, at ligegyldigt hvad man gør, eller hvem man dyrker, når man i sidste ende det samme mål. Sådanne tåbelige teorier fremsættes kun af selvudnævnte "åndelige mestre", der ingen forbindelse har med parampara, den ægte discipelkæde. En ægte åndelige mester vil aldrig proklamere, at alle veje fører til det samme mål.
Han vil aldrig påstå at enhver kan nå det yderste mål gennem sin egen metode at tilbede halvguderne eller Gud på, eller at det ikke spiller nogen rolle hvem eller hvad man tilbeder. Det burde være let atforstå, at man kun kommer frem til sit bestemmelsessted, efter at have løst billet til det p gældende sted. En person, der har købt billet til Calcutta, kommer til Calcutta, og ikke til Bombay.
Nogle såkaldte åndelige mestre hævder imidlertid, at alle veje fører til det endelige mål. Sådanne verdslige, kompromisfyldte tilbud fremsættes af tåber, der føler sig stolte over deres selvbestaltede metoder til åndelig indsigt. De vediske instruktioner støtter imidlertid ikke sådant nonsens. Medmindre man har modtaget kundskab fra en ægte åndelige mester i den anerkendte discipelrække, kan man ikke få del i virkeligheden, som den er. I Bhagavad-gIta (4.2) siger Krishna til Arjuna:
evam parampara-praptam/ imam rajarshayo viduh
sa kaleneha mahata/ yogo nashtah parantapa
"Denne højeste videnskab blev modtaget igennem discipelkæden, og således blev den forstået af de hellige konger. I tidens løb er kæden imidlertid blevet brudt, og derfor virker det, som om den oprindelige videnskab er gået tabt."
Ved den tid da Herren Sri Krishna var p jorden, var bhakti-yoga-principperne, som de defineres i Bhagavad-gIta, blevet for vrænget. Herren blev derfor nødt til at genetablere discipel-systemet, og Han begyndte med Arjuna, som var Hans mest fortrolige ven og hengivne. Herren gjorde det klart for Arjuna (Bg. 4.3), at årsagen til, han kunne forstå Bhagavad-gitas principper, var, at han var Krishnas hengivne og ven. Dette betyder, at det kun er Herrens ven og hengivne, der kan forstå Bhagavad-gIta. Med andre ord kan kun de, der følger i Arjunas fodspor, håbe på at få indsigt i Bhagavad-gitas lære.
På nuværende tidspunkt findes der mange fortolkninger og oversættelser til denne ophøjede dialog, hvori man hverken bryder sig om Herren Krishna eller Arjuna. Forskellige kommentatorer fortolker Bhagavad-gitas vers på deres egen måde og fremfører alt muligt sludder i Bhagavad-gitas navn. Sådanne fortolkere har hverken tro på Sri Krishna eller Hans evige bolig. Hvordan skulle de da kunne forklare Bhagavad-gItas sande betydning?
Krishna siger tydeligt, at kun de, der har mistet deres intelligens, beder til halvguderne om ligegyldige begunstigelser (Bg.7.20, 23).
Yderst set råder Han til, at man opgiver alle andre former for til bedelse eller religion, og overgiver sig fuldstændigt til Ham alene (Bg. 18.66). Kun de, der er blevet renset for alle syndfulde reaktioner, kan opnå en sådan ufravigelig tro på den Højeste Herre.
Afledt fra den virkelige vej vil andre imidlertid fortsætte med at drive omkring på det materielle plan med deres udvandede tilbedelsesformer i den forkerte tro, at alle veje fører til samme mål. I dette mantra er ordet sambhavat, "ved at tilbede den endelige årsag", vigtigt. Herren Krishna er den oprindelige Personlige Guddom, og alt, der findes, er udsprunget fra Ham. I Bhagavad-gIta (10.8) siger Herren:
aham sarvasya prabhavo/ mattah sarvam pravartate
iti matva bhajante mam/ budha bhava-samanvitah
"Jeg er kilden til alle åndelige og materielle verdener. Alting ud springer fra Mig. De vise, der forstår dette til fulde, engagerer sig i Min hengivne tjeneste og dyrker Mig af hele deres hjerte".
Her er en korrekt beskrivelse af den Højeste Herre fremført af Herren Selv. Ordene sarvasya prabhavah angiver, at Krishna er skaberen af alting inklusive Brahma, Vishnu og Shiva. Og efter som disse tre vigtigste guddomme i den materielle verden har deres oprindelse i Herren, er Herren skaberen af alt, der findes i de materielle såvel som i de åndelige verdener.
I Atharva Veda (Gopala-tapanI Upanishad 1.24) siges det på lignende vis, "Han, der eksisterede før Brahmas skabelse, og som oplyste Brahma om vedisk kundskab, er Herren Sri Krishna." På samme måde erklæres det i Narayana Upanishad (1), "Dernæst ønskede den Højeste Person, Narayana, at skabe alle levende væsener. Således fødtes Brahma fra Narayana. Narayana skabte alle Prajapati'erne. Narayana skabte Indra.
Narayana skabte de otte Vasu'er. Narayana skabte de elleve Rudra'er. Narayana skabte de tolv "ditya'er." Eftersom Narayana er en fuldstændig manifestation af Herren Krishna, er Narayana og Krishna én og sam me person. Narayana Upanishad (4) erklærer også, "Devakis søn [Krishna] er den Højeste Herre."
At Narayana er identisk med den højeste årsag, accepteredes og bekræftedes også af Sripada Sankaracarya, selv om denne ikke tilhørte vaishnava-traditionen, dvs. personligheds-traditionen. I Atharva Veda (Maha Upanishad 1) siges det endvidere, "Kun Narayana eksisterede i begyndel sen, da hverken Brahma, Shiva, ild, vand, stjerner, sol eller måne fandtes. Herren forbliver ikke alene, men udfører sin skabelse, efter Sit eget ønske." Krishna Selv siger i Moksha-dharma, "Jeg skabte Prajapati'erne og Rudra'erne. Disse har ikke fuldstændig kendskab til Mig, for de er dækket af Min illusoriske energi." Det erklæres også i Varaha Purana, "Narayana er Guddommens Højeste Personlighed, og fra Ham manifesteredes den firehovede Brahma såvel som Rudra, der senere blev alvidende."
Al vedisk litteratur bekræfter således, at Narayana eller Krishna er alle årsagers årsag. I Brahma-samhita (5.1) siges det endvidere, at den Højeste Herre er Sri Krishna, Govinda, den, der tilfører alle levende væsener glæde, og den oprindelige årsag bag alle andre årsager. De som besidder virkelig lærdom, ved dette fra de vidnesbyrd, som er blevet overleveret gennem de store vis mænd og Veda'erne. Resultatet af s dan lærdom viser sig således ved beslutningen om at tilbede Herren K‚shna som sit et og alt. Sådanne personer kaldes for budha eller virkeligt lærde, for de dyrker kun Krishna.
Overbevisningen om, at Krishna er alt, som er, grundfæstes ved med tro og kærlighed at høre det transcendentale budskab fra en uforstyrret acarya. Uden tiltro eller kærlighed til Herren Krishna, kan man ikke blive overbevist om denne enkle kendsgerning. I Bhagavad-gIta (9.11) beskrives de troløse som mudha'er - tåber eller æsler. Mudha'erne siges at bespotte Guddommens Personlighed, for de har ikke modtaget fuldkommen kundskab fra en uforstyrret acarya. En, der derimod anfægtes af den materielle energis tumult, er ikke kvalificeret til at optræde som acarya.
Før Arjuna hørte Bhagavad-gIta, var han forstyrret af den materielle malstrøm i form af tilknytning til familie, samfund og fællesskab. Arjuna ønskede derfor at blive anset i verden som filantropisk og ikke-voldelig, men fordi han blev budha ved at høre Bhagavad-gItas vediske kundskab direkte fra den Højeste Person, ændrede han sin beslutning. Han valgte istedet at for herlige Herren Sri Krishna, der Selv havde arrangeret slaget på Kurukshetra. Arjuna viste sin agt for Herren ved at kæmpe imod sine såkaldte slægtninge og på den måde blev han Herrens rene hengivne. Det er kun muligt at opnå ren hengiven tjeneste, ved at dyrke den virkelige Krishna, og ikke en eller anden hjemmela vet "Krishna", som er blevet opfundet af tåber uden den ringeste kendskab til Krishna-videnskabens finere detaljer, som de fremlægges i Bhagavad-gIta og Srimad-Bhagavatam.
Ifølge Vedanta-sutra er sambhuta kilden til fødsel og opretholdelse, og Han er også det reservoir, der bliver tilbage efter tilintetgørelsen (janmady asya yatah). Srimad-Bhagavatam, Vedanta-sutras naturlige kommentar af samme forfatter, fastholder, at kilden til alle udstrømninger ikke kan være som en død sten, men derimod må være abhijna, fuldt bevidst.
Den oprinde lige Herre, Sri Krishna, siger også i Bhagavad-gIta (7.26), at Han er totalt bevidst om fortid, nutid og fremtid, og at ingen inklusive halvguder som Shiva og Brahma kender Ham fuldt ud. Halvstuderede "åndelige ledere" forstyrrede af den materielle tilværelses bølgegang, kan med sikkerhed ikke kende Ham fuldt ud. De forsøger istedet et kompromis ved at gøre menneskeheden til genstand for tilbedelse. Men de ved ikke, at en sådan forherligelse er nyttesløs, for menneskeheden er ufuldkommen. Disse såkaldte åndelige lederes bestræbelser svarer til at vande et træs blade i stedet for roden.
Det naturlige er at vande roden, men sådanne forstyrrede ledere tiltrækkes mere af bladene end af roden. På trods af at de konstant vander bladene, tørrer alting ud på grund af manglende næring. Sri Isopanishad råder os til istedet at vande roden, kilden til al vækst. At forherlige menneskemasserne gennem at yde tjeneste til det fysiske legeme, er mindre vigtigt end at yde tjeneste til sjælen, for legemet er under alle omstændigheder forgængeligt hvorimod sjælen er fuldkommen. Sjælen er den rod, der frembringer forskellige slags kroppe ifølge karma-loven. At tjene mennesker i form af lægehjælp, socialhjælp og uddannelse, alt imens man samtidigt skærer halsen over på de stakkels dyr på slagterierne, kan absolut ikke anses for at gavne sjælen, det virkelige levende væsen.
Som følge af de materielle lidelser i form af fødsel, alderdom, sygdom og død, plages det levende væsen bestandigt i forskel lige slags kroppe. Den menneskelige livsform tilbyder muligheden en gang for alle at slippe ud af denne trældom. Det kan opnås ved simpelthen at genetablere det tabte forhold mellem det levende væsen og den Højeste Herre, som kommer person ligt for at undervise i filosofien om hvordan man overgiver sig til den Højeste, sambhuta'en. Sand tjeneste, som virkelig gavner menneskeheden, indebærer at videregive metoden hvorigennem man kan overgive sig til og tilbede den Højeste Herre med al sin kærlighed og energi. Det er, hvad vi kan lære fra dette Sri
Isopanishad-mantra.
Den letteste måde at forherlige den Højeste Herre på i denne forstyrrede tidsalder er at høre og tale om Hans fantastiske bedrifter. Men de intellektuelle spekulatører tror, at Herrens bedrifter er fri fantasi. Derfor gider de ikke høre om dem, men hengiver sig i stedet til abstrakte ordkløverier for at aflede uskyldige menneskers opmærksomhed. Frem for at høre om Herren Krishnas aktiviteter opreklamerer sådanne åndelige mestre sig selv for at få deres tilhængere til at forherlige dem i stedet for. I nyere tid er antallet af sådanne hyklere steget markant, og det er blevet et problem for Herrens rene hengivne at redde almindelige mennesker fra disse hykleres og pseudo-inkarnationers bespottelige propaganda.
Upanishad'erne henleder indirekte vores opmærksomhed på den oprindelige Herre, Sri Krishna, men Bhagavad-gIta, som er alle Upanishad'ernes sammenfatning, peger direkte på Sri Krishna. Man bør derfor lære om Krishna, som Han er, ved at konsultere Bhagavad-gIta eller Srimad-Bhagavatam, og p den måde gradvist få renset sit sind for alle besmittede opfattelser. I Srimad-Bhagavatam (1.2.17) siges det, "Ved at høre om Herrens bedrifter tiltrækker den hengivne sig Herrens opmærksomhed. Han, der befinder Sig i hjertet på alle levende væsener, hjælper således Sin hengivne ved at lede ham på den rette vej." Bhagavad-gIta (10.10) bekræfter dette, dadami buddhi-yogam tam yena mam upayanti te.
Herrens indre vejledning renser den hengivnes hjerte for alle de urenheder, som er forårsaget af lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter. Ikke-hengivnes handlinger styres af deres uvidenhed og lidenskaber. En person under indflydelse af lidenskabens kvalitet kan ikke løsrive sig fra materielle længsler, og en person i uvidenhedens kvalitet kan ikke forstå, hvem han er, eller hvad Herren er.
Ligegyldigt hvor meget man end forsøger at spille rollen som religiøs, er selvrealisation således umulig, når man befinder sig i lidenskabens eller uvidenhedens kvaliteter. Men gennem Herrens nåde kan disse lavere kvaliteter blive fjernet fra den hengivne. På den måde situeres den hengivne i godhedens kvalitet, som er kendetegnet på en fuldkommen brahmana. En hver kan opnå status som en brahmana, hvis man under en ægte å ndelig mesters vejledning følger den hengivne tjenestes vej. Det siges i Srimad-Bhagavatam (2.4.18):
kirata-hunandhra-pulinda-pulkasa/ abhIra-sumbha yavanah khasadayah
ye 'nye ca papa yad-apasrayasrayah/ sudhyanti tasmai prabhavishnave
namah
Enhver, der er født i en lav familie, kan blive renset under vejledning af Herrens rene hengivne, for Herren besidder usædvanlige kræfter. Når man udvikler brahminske kvaliteter, kendetegnes dette ved, at bliver man lykkelig og ivrig efter at yde Herren hengiventjeneste, og da afsløres videnskaben om Gud automatisk for en. Ved at forstå videnskaben om Gud bliver man gradvist fri for alle materielle tilknytninger, og ens tvivlende sind bliver gennem Herrens nåde krystalklart. På dette stadie anses man for at være en befriet sjæl, og man kan da se Herren konstant i sit liv. Dette er indbegrebet af
sambhava som beskrevet i dette mantra af Sri Isopanishad.