At vokse op

Hej,
Jeg skriver her for at høre om der er andre der har det som mig.
Jeg er et par og tyve og er flyttet hjemmefra for tre år siden for at studere. Men kender I det at selvom man er faldet godt til og har mange nye venner og er glad uden på, så er man det alligevel ikke helt. Jeg ved godt at man skal løsrive sig, men nogen gange når jeg er selv og begynder at tænke på mine forældre begynder jeg at græde og det er som om jeg slet ikke kan finde ud af noget som helst. Jeg synes at det er hårdt at se ens forældre begynde at blive ældre. Allerhelst så ville jeg bare være hos dem hele tiden og hygge mig sammen med dem og hjælpe dem, for vi er sådan en tæt famlie og kan ikke have at jeg ikke er der for dem(De bor i jylland). Jeg er næsten villig til at opgive mine drømme for at være hos dem, for de gør jo så meget for mig.

Hejsa der
Du kan stole på jeg kunne genkende mig selv i det du skriver. Og dette vil ikke hjælpe dig ret meget. Heller ikke hvis 120 andre skriver det samme. For selv om vi oplever det samme allesammen, så er det DIN oplevelse som gør dig ked af det.
Du siger at du troede du skulle løsrive dig fra dine forældre. Og at du så ikke forstår at du er så trist. Kære ven, din triste tilstand ER selve løsrivelsen! Det er den smerte du føler nu, som gør at du løsriver dig fra dit barndomshjem. Og jeg lover dig at jeg har været der.
Du vil, efter en tid, opleve at livet derude - helt Pelle alene i verden - slet ikke er så tosset endda. Du vil opleve at når mor kommer med hjemmebagt kage og far kommer med et meget savnet møbel, at afstenden (den geografiske) slet ikke er så tosset endda.
Og en anden ting. Hvis du skulle få den tanke at det da er underligt at far og mor ikke ringer oftere end de gør, og du tror at de sgu havde meget let ved at foretage deres side af løsrivelsen, så kan du ikke tage mere fejl! De gør det for din skyld. For at du ikke skal få hjemve. De holder afstand for at du skal have det nemmere. Virker det stik modsat på dig? Hvis ja, så viser det at du bare er et ganske specielt, men også ligesom alle andre mennesker der løsriver sig fra barndommen.
Fat mod, og brug dine nye venner.
Mvh CvK

Dine forældre tænker lige så meget på Dig.
Hvis der ikke er flere "unger" i huset efterlader det lidt tomhed, men mange forældre begynder så småt at benytte sig af den uafhængighed, uden selvfølgelig at glemme børnene. Du har sandsynligvis også efterladt en del ting som de vil beholde i årevis.
Tænk slet ikke på Dine forældre som ældre, det kan vente til en af dem går på efterløn med et skuldertræk og begynder på alt det som ikke er blevet nået tidligere, selv i den alder kan de være ungdommelige.
Jeg forlod selv reden som 18-årig, blot for at bosætte mig på et værelse 7 km væk, det var grundet begyndende gnidninger og jeg valgte selv at rejse inden det udviklede sig, da jeg skulle flytte var alt glemt og vi har i alle årene derefter hjulpet indbyrdes, men uden at hænge på hinanden.

Jeg synes nok at det er ret hårdt at se dem blive ældre fordi de netop går på pension om to år. Og alt andet bliver bare mindre vigtigt for mig når jeg tænker på hvor dejligt vi har det sammen og at det ikke er for evigt..at også kun vi er her på træk og haver andet sted hjemme(som blicher skrev). De ringer og skriver ofte, fordi de er interesseret i hvad nyt jeg laver og jeg ringer til dem. Jeg tror at det er lidt svært at beskrive(uden at det lyder som en 10 årig der vil forblive barn til evig tid), men jeg ville ønske at vi kunne blive i en kapsel og ikk blive ældre og bare have det godt. Jeg føler at jeg frarøver dem tiden, jeg mener jeg er studerende og vil gerne give dem børnebørn engang som de kan få glæde af, men jeg bruger de næste mange mange år på at uddanne mig.

så enten har de fået dig meget sent, eller også er du da forhåbentlig den sidste. Nu skal du ikke misforstå det, men har du nogensinde oplevet en kat, der havde sine killinger for længe? Først tåler hun dem, så irritere de hende og til sidst er hun næsten livstruende for dem.
Alle forældre elsker deres børn, men man ser også frem til den dag de letter r... ud af reden og man kan leve lidt voksenliv. Det får dine forældre så ikke så meget af, så hvorfor overveje at forstyrre de få år de har mens aktivitet ikke er et problem? Tænk lidt mindre egoistisk. Du må have alderen til at klare dig selv.

De var 36 år, jeg er lige fyldt 25 år. Du har misforstået meningen med det jeg skrev. Der er intet egoistisk overhovedet i mit valg, snarere tværtimod. Jeg er villig til at være der og hjælpe dem så meget jeg kan ligesom de altid gør for mig. Det er det der er så svært, når man ikke længere bor under samme tag.

for at have en tæt familie. - Det bedste du kan gøre for dine forældre, er at få en uddannelse og vise at du er selvstændig og voksen. Bare rolig, de bliver ved at gøre ALT for dig, men opgiver du dine drømme for deres skyld, bliver de ulykkelige og bekymrede for dig. Alle forældres mareridt er at deres børn ikke kan klare sig selv eller er afhængige af forældre, der jo ikke forventes at overleve deres børn. Jeg er sikker på at dine forældre nyder dine besøg og nære kontakt, men mon ikke også de nyder at de ikke længere er børnefamilie og nyder den frihed og de muligheder det giver. Selv havde vi hjemmeboende børn i 32 år, så vi havde faktisk ikke været alene siden vi var kærester. - Husk på dine forældre er også en mand og en kvinde, der gerne vil kunne pleje deres parforhold; - og selvom mange unge mennesker tror at den side af livet forlængst er passé ved de 60, så er det altså en fordom og trods savn af daglig omgang med børn, så giver det et helt nyt indhold i hverdagen at kunne koncentrere sig om sig selv og hinanden. -

jeg flyttede da også hjemmefra sent, men det er først gennem de sidste 2 år, min gamle mor på snart 82 har haft behov for min hjælp 😉
Så der er forhåbentlig masser af gode år endnu i trådstarters forældre. Og ja gu er det hårdt at se sine forældre blive gamle 😖
Nogen der husker Sfinxens gåde til Perseus?
Hvad er det der går på fire ved solopgang på to ved middagstid og tre når det bliver aften?
Nogen svar 😉

Løvemor

Ja du har ret der skulle gerne være mange år i dem endnu, jeg tænker bare meget over tingene og lige nu synes jeg ikke at 20 år virker som lang tid:)
p.s. din gåde skulle vel ikke omhandle livets gang?
Kærlig hilsen

Nu er vi selvhjulpne endnu længere på grund af den vidunderlige ROLLATOR, der i mange tilfælde kan udsætte børn og børnebørns indgriben/eller dårlige samvittighed i årevis🙂🙂🙂- så gåden burde egentlig slutte med 2ben + 4 hjul!