At være eller ikke være......populær.

Vi har vel allesammen gode eller dårlige erfaringer med skolens eller livets populære mennesker. Dem der altid fik opmærksomhed, eller dem der altid var udenfor.
Hvad er dine efaringer vedr. popularitet. Var/er du den der konstant sad/sidder på bænken, eller var/er du den der altid er i søgelyset?
Hilsen Kajsa

Nej mener ikke at man kan dele det over på den måde. Der findes ikke populære og upopulære mennesker, og jeg synes ikke at man kan anskue livets roller på den måde; hverken i skole, på arbejdet eller andre steder i livet.
Jeg går fx i gymnasiet, hvor der er så mange, og så mange forskellige mennesker, at man ikke kan udpege en gruppe som de populære og en som de upopulære. Der er altid nogen venner og fjender at finde for alle. Begrebet populær er et eller andet amerikansk high-school pis, vi desværre har taget til os.
Der findes tilgengæld, efter min mening, mobbere og mobbeofre og her mener jeg ikke at popularitet kan bruges.
Ret mig hvis jeg har misforstået hvad du mente med popularitet.
(undsklyder også for evt. stavefejl)

...high-schoolpis som du nævner, er desværre en realitet mange steder. Man kan sagtens være populær uden at være mobbere, og omvendt. Jeg tror ikke at du misforstod hvad jeg skrev, jeg tror bare at du generaliserer lidt. :o)
Kajsa

jeg opfatter det. Altså der er selvfølgelig nogle der bliver mobbet og nogle der mobber. Der er også nogle der har lettere kår end andre men populære ! ... det kommer jo an på så meget. For jeg tvivler på at der findes mennesker for hvem alt bare kører på skinner. alle mennesker har problemer i deres liv. Så ja hvis man må udplukke hist og pist ville det da være fantastisk men sådan er det jo ikke.
En anden ting er hvad man sætter pris på og har af værdier. Mange af dem der "går forest" roder sig også ud i meget lort. Så jeg tror ikke helt på det der populær ikke populær.
I skolen var jeg vel populær mht. venner og sådan ... men sku ikke over hele linjen eller hele livet. Det er ikke så sort/hvidt.

....en anden måde; Var du en af dem der blev valgt først når der skulle vælges hold til sport i skolen? Eller er jeg så gammel at I ikke kender til den metode at lave hold på? ;o)) 2 elever blev udpeget til kaptajner for hver sit hold, og skulle derefter vælge sine medspillere. :o) Det er det jeg mener.
Kajsa

blev heller ikke valgt sidst. Nu er jeg ikke det store sportsikon skal det siges :-D
Men jeg har altid følt mig ok accepteret og valgt. Men det betyder jo ikke at jeg ikke har eller har haft problemer i livet. Jeg var vel sådan allround og havde det fint med det. Noget af problematikken er måske at nogle (måske specielt piger) ikke acceptere deres plads hvis du forstår ?
I en gruppe er der jo en rang men kæmper man i mod så oplever man måske også mange nederlag. Jeg tror (og ser blandt min elever) at en del piger kæmper imod dette "system" mere eller mindre bevidst måske. Drenge acceptere nok mere deres rang tror jeg ... kald os dumme eller medløbere.
Men mobning er noget andet skal jeg lige sige.

Speciellt den sidste del af dit indlæg har jeg selv mærket på min egen krop. Jeg var selv i den nederste gruppe i hakkeorden :o) Jeg er blevet skubbet og smidt ned af mange trapper i min skoletid, men blev altid valgt først når der skulle vælges nogen til at synge til afslutningerne i skolen. :o) Så der oplevede jeg lidt af et paradoks. :o))
På den første skole jeg gik på, var der altid to piger i klassen der bestemte dagsorden, og vi andre skulle bare følge trop. Der var ligesom ikke nogen der tog sig for at protestere.
En dag tog den ene af dem mig med ned i kælderen, og udspurgte mig om hvem af de højeste høns jeg bedst kunne lide. Jeg havde luret hvad de var ude på, og var desuden træt af deres numre. Jeg tog mod til mig, og svarede hende med en stemme der rystede af nervøsitet; I er snotdumme begge to, og jeg kan ikke lide nogen af jer! Hold da op hvor så hun dum ud med den åbne mund, hvor man kunne se helt ned til lungerne. :o))
Efter den episode var der ikke nogen der mobbede mig på den skole mere. :o))
Kajsa

Jeg kom fra Vestjylland til Fyn...... skulle starte 4 uger senere i 1. klasse 1967 - jeg talte anderledes, jeg var meget lille, jeg gik i cow-boybukser MED lyslås på lommerne (lyslåsen sad i venstre side) og i alt den tid jeg gik i skole blev jeg moppet... endten fordi jeg var lille, så fordi én synes det var sjovt at genere mig, jeg var utrolig følsom....... og sådan gik de 9 år......... tog på efterskole i 10. gud ske lov for det.
Jeg blev valgt som en af de sidste, det skal måske tilføjes, at jeg heller ikke måtte de samme ting som klassekammeraterne, fordi vi altid skulle spare der hjemme. Vi var 3 tøser jeg er den yngste..... der var aldrig penge til noget som helst, men mine forældre valgte at bo i eget hus og køre i stor amerikanerbiler - hvad de ellers brugte deres penge til - må guderne vide, det var ikke på os børn..... de skulle aldrig have haft nogen.....jeg gik i aflagt tøj hele min barndom..... det der var moderne, måtte vi simpelthen ikke få, for vi skulle "se ordentlige ud i tøjet".......... så var mopningen jo hjemme........

Man kan vel sige at jeg er gået fra mørket til lyset, mht. popularitet.
Som barn og ung blev jeg mobbet rigtig meget og det har sat spor helt ind i voksenlivet.
I flere år havde jeg svært ved at indgå i sociale relationer hvis jeg ikke var påvirket af et eller andet, og jeg har også lidt meget af socialangst. Men efter at jeg kom i hænderne på en virkelig dygtig terapeut har det ændret sig og jeg har lært at vende mine erfaringer til noget godt.
Det betyder at jeg forsøger at behandle alle andre ligeligt, og det er sjældent at jeg desideret tager afstand fra folk pga. overfladiske ting.
Jeg kommer godt ud af det med næsten alle på mit studie og mit job. Indimellem oplever jeg faktisk at folk "slås" om at komme med i arbejdsgrupper osv. På et tidspunkt oplevede jeg noget modgang på mit studie, og der var det fedt at opleve at jeg blev bakket op af stort set alle. Et eller andet sted betyder det vel at jeg er "populær", men jeg er det kun i kraft af min indstilling til tingene og min person. Det kunne aldrig falde mig ind at manipulere, mobbe eller "backstappe" for at blive populær. Jeg har selv oplevet konsekvenserne af det og det ligger så utrolig langt fra mit menneskesyn at opføre sig sådan overfor andre.
Selvfølgelig er der altid nogen man ikke helt har kemi med, men jeg forsøger som regel at være høflig og samarbejdsvillig alligevel, fordi jeg synes at livet er for kort til skænderier og ballade, på studie eller job. Man kan ikke elske alle, og et eller andet sted synes jeg at det er spild af energi, at bruge den på en masse muggeri, som bare skyldes dårlig kemi.

Hvis man bortser fra amerikanerbilerne og den anderledes danske accent, (jeg er svensker) så var det da en tro kopi af min barndom. Jeg startede i 1. klasse i 1966, og det første år var faktisk ret tåligt. Men så var det også slut. Min mor syede næsten alt mit tøj, og det gjorde hun faktisk helt op til 8. klasse. Jubii!! Du kan måske tænke tanken til ende her.... :o)) Børn kan være meget onde ved hinanden, og jeg hadede min hjemmesyede cowboybukser!!
Da jeg var 16 år, begyndte jeg at arbejde i et supermarked, men kun i weekenderne. Som ren hævn for alle de opslidende år med hjemmesyet tøj, brugte jeg hele min første løn på nyt og moderne tøj. Hold da op for en skideballe jeg fik af min mor!! :o)) Pengene skulle spares jo!! Nope. :o))
Det var faktisk først der jeg kom på folkehøjskole, som jeg mødte "ligesinnede" musikelskere, og gik fra paria til populær. Jeg kunne jo synge jo, og det blev man populær af. Ikke pga min personlighed, men min sang......En sindsyg verden.
I mit voksenliv har jeg aldrig haft problemer med at få venner, (har jo nok noget at gøre med min sang ;o)) og jeg prøver på så vidt som muligt at behandle alle som de behandler mig. Det lykkes ikke altid, men ingen er perfekt. ;o))
Hilsen Kajsa

......er også et svar til dig. :o) Ikke fordi at jeg ikke har råd til flere ord, men fordi at indlægget også passer som svar til dig. :o) Jeg glemte bare at skrive det i indlægget. :o)
Hilsen Kajsa