Ateisme er lig med lidelse
Når ateister konfronteres med Gud og religion hyler de altid op om beviser. Det er som om, de helt har glemt, at deres egen tro, dvs. troen på at materien er den yderste årsag, er total blind tro uden basis i den observerbare virkelighed. Så er kravet på bevis ligepludseligt borte.
Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning, stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.
Ateister pladrer altid løs om videnskab og beviser. De får så leveret videnskabelige beviser på, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet, vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere - Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme medfører mere frustration og lidelse i livet. Det er et beviseligt faktum.
Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke. Jeg har det godt.
Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse kan man ikke udvikle sig som person osv osv.
Man tror ikke, at lidelse er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed til at forstå, at man lider.
Hvad, de fleste materialister ikke forstår, er, at den materielle verden grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt, vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og vende tilbage til Krishna.
Ateister bruge den materielle verdens fejl og mangler som argument for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?
Pointen her er, at der ER en perfekt verden uden lidelse og elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for evigt sammen med de befriede sjæle. Den materielle verden er netop et sted Han har skabt til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham. Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er designet til at bringe de karmiske reaktioner til enhver handling.
Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så venlig, at han lader dem tro, at de nyder og har det godt. Selv når sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse, for alting ender i sygdom, alderdom og død.
Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl. Gud har givet os mulighed til at lave jorden om til paradis eller helvede. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen, individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer ikke om den i skolen. Det er et uvidende samfund styret af ugudelige kræfter.
Den menneskelige livsform er en enstående chance for sjælen at erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan erkendelse er umulig under nogen omstændigheder, men der er ingen som helst basis i hele verden, for en sådan konklusion. Tværtimod, alt peger på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er til, er det muligt, at erkende Ham som Han er. Det er jo indlysende.
Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt, er erkende hinsides tvivl. Så ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer.
Men hvis Han eksisterer, kan det bevises. Så ateismen hviler på en antagelse, der er uverificerbar. Det er klart, at kun en tåbe kan overgive sig til en tro, der er ubekræftelig. Som teist har man i det mindste en teoretisk mulighed for at få sin antagelse bekræftiget.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)
Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom; ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser; konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse; at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)
Det man skal notere sig her, er at erkendelsen af det onde i fødsel, sygdom, alderdom og død, er et af symptomerne på viden. De fleste mennesker vil simpelthen ikke erkende, at de lider, og at lidelse er en dårlig ting. Materialister forsøger af al magt at retfærdiggøre og bort-rationalisere lidelse og elendighed. De siger, at det er uundgåelige faktorer ved eksistensen. Men det er ikke sandt. Det er lige omvendt. Det er rendyrket ondskab at ville betinge sjælen, der er evig, fuld af viden og lykke, til en lidelsesfuld kropslig eksistens.
Så denne meddelelse er kun for personer, der ønsker at blive fri for al lidelse en gang for alle. Hvis man ikke har ønsket om helt at slippe ud af den materielle verden, så gider man selvfølgelig ikke høre på, hvad den vediske version siger, så man kan bare overhøre det her.
Det uundgåelige resultat af at lade hånt om Krishnas instruktioner er lidelse. Det er derfor, jeg tordner mod ateismen. Ateisme ender uden undtagelse altid i lidelsesfulde omstændigheder. Det er ikke ud af had jeg siger dette, eller for at få jer ned med nakken. Jeg siger det udelukkende af et ægte ønske om jeres velfærd. Jeg har ingen motiver til at være her i en gruppe af antagonister andet end ægte bekymring for jeres velfærd og skæbne.
Så beviset på, at ateisme er dårlig for sindet er, at livstroen som filosofi bringer uvished, tvivl, usikkerhed og endeløs ængstelse og bekymring. Krishnabevidsthed er løsningen på dette dilema. Enhver, der serøist forsøger at overgive sig til Krishna, vil opleve, at han gradvist bliver fri for disse materielle elendigheder. Jeg taler af personlig erfaring. Ja, jeg vidner, som de siger i Kirken. Jeg har 30 års erfaring og praksis til at kunne sige hinsides enhver tvivl, at Krishnabevidsthed er den eneste virksomme løsning. Alt andet er bare lapperier, og det ender altid i det samme - sorg og elendighed.
Hele ideen om evig romance fx. er ren Hollywood. Det er simpelthen en løgn fabrikeret af Hollywood. Vi ved alle at kærligheden til andre levende væsener, selv den vi har til vores børn og partner, aldrig varer evigt. Det hører altid op, og så skal man til det igen, med at finde romance og mening i livet. Det ses igen og igen. Det er nøjagtigt som beskrevet i Vaishnava religionen. Det er først når man finder Krishna, at man bliver tilfreds i tilværelsen - varigt tilfreds. Det er kun til Krishna, man kan have evig kærlighed.
Den Højeste Personlige Guddom (Krishna) siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)
Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)
Men det er den dobbel-standard, man bliver tvunget til at acceptere som ateist. Man kræver stenhård, empirisk bevisførelse, når det kommer til Gud og religion, men når det kommer til ens egen trosretning, stilles der ikke de samme krav til bevisførelse.
Ateister pladrer altid løs om videnskab og beviser. De får så leveret videnskabelige beviser på, at hvis man opretholder en ateistisk mentalitet, vil man opleve langt højere grader af lidelse, elendighed og eksistentiel ængstelse, end hvis man forbinder sig med Krishna. Det er et empirisk faktum, enhver kan undersøge og verificere - Krishnabevidsthed medfører større glæde i tilværelsen og ateisme medfører mere frustration og lidelse i livet. Det er et beviseligt faktum.
Nu kommer så den sædvanlige lamme indvending - jamen, jeg lider ikke. Jeg har det godt.
Denne udtalelse kan kun skyldes, at man ligger under for den moderne propaganda, der bort-rationaliserer lidelsen - man må tage det gode med det onde. Den pause i elendigheden, som man får ud af kropslig nydelse, opvejer al lidelsen. Det gode opvejer det onde. Uden lidelse kan man ikke udvikle sig som person osv osv.
Man tror ikke, at lidelse er så dårlig. Ja, man tror endda, at uden lidelse kan der ikke være nogen glæde. Eller også er man bare for dækket af uvidenhed til at forstå, at man lider.
Hvad, de fleste materialister ikke forstår, er, at den materielle verden grundliggende set er fuld af frustration og elendighed. Det er sådan Krishna har designet den. Hvis den materielle verden var perfekt, vllle de faldne sjæle aldrig udvikle ønsket om at slippe ud af den og vende tilbage til Krishna.
Ateister bruge den materielle verdens fejl og mangler som argument for, at en almægtig, barmhjertig Gud ikke kunne have skabt den. En perfekt Gud ville have skabt noget perfekt, siger de. Hvis der er en Gud, hvorfor er der så al den lidelse i verden?
Pointen her er, at der ER en perfekt verden uden lidelse og elendighed. Det kaldes den åndelige verden, hvor Krishna leger for evigt sammen med de befriede sjæle. Den materielle verden er netop et sted Han har skabt til de sjæle, der ikke ville være sammen med Ham. Han lavede en verden, hvor de kunne komme og efterligne Ham. Og den er designet til at bringe de karmiske reaktioner til enhver handling.
Selv om den materielle verden er et sted fyldt med lidelse, så vil de fleste faldne sjæle alligevel gerne blive her. Og Krishna er så venlig, at han lader dem tro, at de nyder og har det godt. Selv når sjælen er i de mest helvedesagtige omstændigheder, som fx. når den befinder sig som tarm-mide i en eller andens indvolde, så tror den, at den nyder. Men slutpunktet i den materielle verden er altid lidelse, for alting ender i sygdom, alderdom og død.
Hvis verden er et lortested, er det udelukkende vores egen fejl. Det er ikke kemikaliernes fejl. Det er ikke Guds fejl. Det er vores fejl. Gud har givet os mulighed til at lave jorden om til paradis eller helvede. Hvadenten det er godt eller dårligt, så er man selv årsagen, individuelt eller kollektivt. Det er blot en naturlov. Og man lærer ikke om den i skolen. Det er et uvidende samfund styret af ugudelige kræfter.
Den menneskelige livsform er en enstående chance for sjælen at erkende sand lykke og skønhed - den lykke og skønhed, man oplever, når man bliver befriet for ængstelse og usikkerhed og erkender den virkelige mening med alting. Skeptikeren hævder, at en sådan erkendelse er umulig under nogen omstændigheder, men der er ingen som helst basis i hele verden, for en sådan konklusion. Tværtimod, alt peger på, at en erkendelsen af den Absolutte Sandhed er mulig. Hvis Gud er til, er det muligt, at erkende Ham som Han er. Det er jo indlysende.
Hvis Gud ikke er til, er det ikke muligt, er erkende hinsides tvivl. Så ateisters konklusion hviler på en umulighed i den forstand, at deres trosretning ikke kan bekræftes, for det kan ikke lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer.
Men hvis Han eksisterer, kan det bevises. Så ateismen hviler på en antagelse, der er uverificerbar. Det er klart, at kun en tåbe kan overgive sig til en tro, der er ubekræftelig. Som teist har man i det mindste en teoretisk mulighed for at få sin antagelse bekræftiget.
Krishna siger:
Fra den højeste planet ned til den laveste i denne materielle verden er alle steder fulde af elendighed, hvor gentagende fødsel og død finder sted. Men den, der når Min bolig, O Kuntis søn, vil aldrig mere blive født. (Bg. 8.16)
Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom; ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser; konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse; at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)
Det man skal notere sig her, er at erkendelsen af det onde i fødsel, sygdom, alderdom og død, er et af symptomerne på viden. De fleste mennesker vil simpelthen ikke erkende, at de lider, og at lidelse er en dårlig ting. Materialister forsøger af al magt at retfærdiggøre og bort-rationalisere lidelse og elendighed. De siger, at det er uundgåelige faktorer ved eksistensen. Men det er ikke sandt. Det er lige omvendt. Det er rendyrket ondskab at ville betinge sjælen, der er evig, fuld af viden og lykke, til en lidelsesfuld kropslig eksistens.
Så denne meddelelse er kun for personer, der ønsker at blive fri for al lidelse en gang for alle. Hvis man ikke har ønsket om helt at slippe ud af den materielle verden, så gider man selvfølgelig ikke høre på, hvad den vediske version siger, så man kan bare overhøre det her.
Det uundgåelige resultat af at lade hånt om Krishnas instruktioner er lidelse. Det er derfor, jeg tordner mod ateismen. Ateisme ender uden undtagelse altid i lidelsesfulde omstændigheder. Det er ikke ud af had jeg siger dette, eller for at få jer ned med nakken. Jeg siger det udelukkende af et ægte ønske om jeres velfærd. Jeg har ingen motiver til at være her i en gruppe af antagonister andet end ægte bekymring for jeres velfærd og skæbne.
Så beviset på, at ateisme er dårlig for sindet er, at livstroen som filosofi bringer uvished, tvivl, usikkerhed og endeløs ængstelse og bekymring. Krishnabevidsthed er løsningen på dette dilema. Enhver, der serøist forsøger at overgive sig til Krishna, vil opleve, at han gradvist bliver fri for disse materielle elendigheder. Jeg taler af personlig erfaring. Ja, jeg vidner, som de siger i Kirken. Jeg har 30 års erfaring og praksis til at kunne sige hinsides enhver tvivl, at Krishnabevidsthed er den eneste virksomme løsning. Alt andet er bare lapperier, og det ender altid i det samme - sorg og elendighed.
Hele ideen om evig romance fx. er ren Hollywood. Det er simpelthen en løgn fabrikeret af Hollywood. Vi ved alle at kærligheden til andre levende væsener, selv den vi har til vores børn og partner, aldrig varer evigt. Det hører altid op, og så skal man til det igen, med at finde romance og mening i livet. Det ses igen og igen. Det er nøjagtigt som beskrevet i Vaishnava religionen. Det er først når man finder Krishna, at man bliver tilfreds i tilværelsen - varigt tilfreds. Det er kun til Krishna, man kan have evig kærlighed.
Den Højeste Personlige Guddom (Krishna) siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 1-2)
Hvis du bliver bevidst om Mig, vil du gennem Min nåde overkomme alle de forhindringer, der er forbundet med betinget liv. Hvis du der i mod ikke arbejder i en sådan bevidsthed, men handler gennem det falske ego uden at lytte til Mig, vil du blive fortabt. (Bg 18.58)