Bange for døden!

Jeg er blevet så hundeangst for døden. Inden for det sidste halve år, har jeg mistet 3 i min familie, og nu er jeg begyndt og være så bange for at det næste gang er en af mine forældre der vil dø, eller mine børn eller jeg selv. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, jeg tør knap nok give mig til at sove om aftnen for er så bange for at jeg ikke igen vil vågne op og hvad skal mine børn så stille op?
Hvad gør man når man frygter døden så meget, at det nærmest forhindrer en i at leve livet og man nærmest holder sig indedøre bare for og være lidt sikker på der ikke sker noget en.
Er der andre som har det sådan eller er det bare mig? //:

har haft det meget som du.
Healing hjalp mig - men...... det lurer da stadig, især hvis der er sygdom i familien.

Knus,

dig en snak med din læge om det.
Mine "døds-tanker" er/var ikke så intense som dine lyder til at være, men fik alligevel lignende tanker da jeg fik min datter. Hun er snart 8 nu, og vi har det alle fint. Men jeg fortalte min læge om det og fik derefter nogle tider hos hende... Det hjalp rigtig meget.

Forstår godt din frygt, på en måde. døden betyder jo adskildelse, det er aldrig sjovt at miste, men det er jo det ukendte man frygter, hvad sker der bagefter, hvad med ens efterladte? Jeg har det sådan efter jeg kom til tro på Jesus har jeg fået klarhed over livet og døden og fred med det.Jeg er ikke (hellig i negativ betydning) men Guds ord siger klart hvad der venter. Har du nogensinde søgt den levende Gud? Tro mig der er en Gud som ønsker nærvær med os, jeg oplevede det i en alder af 25år, jeg var klar til at hoppe i havnen af bare rådvildhed over livet, men mødte nogle kristne som vidste Gud kunne hjælpe med alt også mig, derfor ved jeg Gud vil ikke svigte dig hvis du søger ham, han vil give dig fred. et er jo sikkert alle skal herfra engang.

Kære bange!
Jeg tror de fleste af os har de samme føleleser som du - især efter man har fået børn.
Jeg har selv mistet og var faktisk til begravelse i går. Jeg er ikke specielt troende, men synes kirken og præsten er et skønt sted at vende sig hen ved både glædelige begivenheder, men også når man sørger. Til begravelsen igår sagde præsten bla. at man skal leve sit liv idag så man kan dø imorgen for dø det skal vi alle - og det kan ingen gøre noget ved. Jeg tror det er vigtigt at du arbejder med din angst - og taler med nogen om det. Jeg er sikker på at du vil møde forståelse. Samtale hjælper, men det er dig som skal komme til en erkendelse du kan leve med. Jeg mener du skal lære at leve dit liv - og elske det sammen med dem du holder af.
Pøj pøj med det. Vi er som skrevet mange som har haft det som du har det nu.

Jeg har aldrig været bange for at dø. Det eneste jeg er bange for i den forbindelse er, at mennesker jeg holder af dør. Det er en frygt for at miste og er vel egentlig i sin natur egoistisk. Jeg har mistet det menneske i verden jeg var mest knyttet til og jeg ville, hvis det var muligt, havde tvunget vedkommende til at blive her, selv mod deres vilje. Jeg var bevist om at døden for dette menneske ville være en befrielse og besynderligt nok var det først da jeg var parat til at slippe at vedkommende gled væk. Jeg savner stadig denne person så meget at jeg kan græde over at skrive dette.

Prøv at læse bøgerne:
-"Lys bag døden" af Kirsten Mørch-Nielsen fra forlaget Unitas.
-"Døden og livet efter døden" af Elisabeth Kübler-Ross fra forlaget Hans Reitzel.
De har begge hjulpet mig efter en alvorlig trafikulykke, der nær havde kostet mig livet.
Jeg kan stadig få en knude i maven når jeg tænker på døden, for jeg vil ikke herfra nu, men jeg er også overbevist om, at der er noget andet bagefter, og det er jeg ikke bange for.
Håber du kan bruge de råd du får til at nyde livet, og bekymre dig mindre om døden!
Mvh. Vip

jeg det også efter 3 forældre/svigerforældres dødsfald på bare 2 år. Det er vigtigt at leve sin sorg ud altså komme gennem alle de vigtigt faser der er når man er i sorg eller krise. Jeg glemte selv at gøre det og jeg har stadig efter 6 år en snert af angst for døden især når jeg skal sove. Troede egentlig jeg havde en depression, men min læge sagde, at jeg var rigtig ked af det og at jeg kunne komme og tale med ham når jeg havde det dårligt. Men vi skal jo alle dø, det er jo det mest sikre vi skal og selvfølgelig er det angsten for det ukendte vi frygter. Jeg har i mange år arbejdet på plejehjem, hvor døden er hverdag, og det jeg har oplevet i forbindelsen med døden er ikke noget grimt, men en god oplevelse i fred og ro og et menneske der udsender fred. Prøv at tænke positivt selv om det er svært. KNUZ

også en del af livet.
Jeg kan godt forstå dig på sin vis, for jeg har på fornemmelsen at du ikke har nogen tro.
Jeg er mig selv, går kun i kirke ligesom alle andre gør det, og er ikke meget for at tro på at der er noget der hedder himlen og helvede.
Men jeg er overbevist om at vi alle bliver genfødt her på jorden, jeg syntes at der er så meget der taler for det, så der er ikke nogle der kan ændre min beslutning.
Jeg har bla. for nogle år siden oplevet nogen af det der overnaturlige, hvor der var en der gik igen, så ikke hvis, men når det er tiden for dig at komme herfra, så kan du jo så hjælpe dine børn og familie på den måde at du kan føre dem væk fra farer.
Jeg kan varmt anbefale dig at se den ungdomsfilm der hedder GOST ( jeg håber at det er stavet rigtigt ) det er en meget varm og flot film.
HEJ

Du er inde på noget af det centrale i livet. døden er ikke "desværre", men en "naturlig" overgang eller nødvendig proces.
jfr. 1.Korinterbrev i Bibelen kap. 15.
Enoch

Jeg kan godt forstå dig .
Jeg er selv så utrolig bange for døden ! Jeg har selv mistet 3 af mine kæreste i min familie . og jeg savner dem så utrolig meget ! Det er næsten ikke til at holde ud !
Jeg er bange for at alle vil dø fra mig !

jeg har det lidt på samme måde som dig, jeg er 14 år, og min bedstevenindes mor døde i for to uger siden. jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op? jeg har ikke prøvet at miste en person som stod mig meget nær, og det gjorde hun :'( . min oldefar døde da jeg var 3 år så det husker jeg ikke, og jeg forstod det nok ikke dengang. Men her de sidste to uger , har jeg gået og tænkt og tænkt, og blevet så bange for at jeg selv snart skulle dø! eller tænkt hvad hvis min mor døde? jeg er 14 år, og det er min veninde også, i denne alder skal man ikke miste sin mor. Annne døde som 47'årig. og hvad er meningen med❓det er simpelthen ikke fair. Hvad er meningen med døden,❓hvorfor skal man dø? jeg forstår det ikke, og det gør mig så ked af det. for jeg vil ikke dø, og dem jeg elsker skal heller ikke dø. jeg er blevet mere følsom, og snakker mindre😕det har taget hårdt på mig. og jeg kan ikke klare døden.? hvad skal jeg gøre.

Jeg har det nogle gange fint. Men ofte træder tanken om døden ind i mit hoved. Alt føles som et mareridt, og intet er virkeligt. Jeg er så uvis om hvad der sker efter døden, og jeg vil ikke dø hvis der er tomt bagefter. Alle mine tanker.. Jeg vil ikke miste dem. Jeg vil kunne tænke. Have mine venner og familie. Mine dyr. Jeg er inde i en dårlig periode lige nu, jeg har det som om jeg skal kaste op. Det er bare så svært. Nogle gange går tiden for hurtigt. Og det giver mig frygt.

Jeg føler med dig - har det på samme måde som dig gør alt for at tænke på noget andet
end min egen død.

Jeg har det simpelthen så dårligt og tænker på at alle skal dø og får hele tiden tårer i øjnene, men er det normalt at blive ked af at tænke på ens forældre døde og være sindsyg bange'? Ps. er 12 år gammel.

bare rolig, der er ikke noget at være bange for. der er ikke grund til at være så bange for døden. man skal dog heller ikke lade være at passe på.

Jeg havde en lang periode da jeg var omkring 8-10 år gammel hvor jeg var hundeangst for døden, hvor jeg ikke kunne sove om natten, jeg synes der var for stille, og hvis jeg kunne høre min egen puls var jeg skrækslagen for at den ville forsvinde, og lyden af et ur gjorde mig meget bange for jeg følte tiden gik for stærkt! Jeg forstår godt din angst for man ved jo ikke hvad der vil ske efter døden! Jeg er ikke stærkt troende men jeg bliver NØDT til at tro på at et eller andet sker efter døden. Jeg er selv lige kommet ind i en periode igen hvor jeg frygter døden (jeg er 18), hvor jeg ikke føler jeg kan trække vejret ordentligt og er bange for at blive kvalt når jeg sover.
Jeg forstår godt din angst må være særlig slem nu hvor du også har børn at tage dig af og bekymre dig om. Jeg kan nok ikke give dig noget godt råd, men mit forslag vil være at tale med en læge om det måske, for de er vant til at håndtere personer med angst, og også med tab og sorg.

Har det på fuldstændig samme måde. Det er virkelig svært at bare lade som ingenting. Døden er jo - hvis man tænker over det - det største der sker i vores liv. Mit råd: Tænk den anden vej, f.eks. du ville jo ikke leve i uendelig tid. Uendelig tid at jo en helvedes masse tid! Tænk hvor kedeligt det ville blive i længden. Døden er måske i virkeligheden en befrielse fra livet. Der er ikke så meget at gøre, men ja, vil give det ret. Det er virkeligt skræmmende at tænke på!
Hilsen Andreas.

Jeg går også med en konstant frygt af døden. Jeg er 21, og burde ikke gå med den slags bekymringer. Jeg frygter ikke for min egen død. Det jeg frygter er den dag jorden ikke kan eksistere mere, pga. solens udvidelse. Så er der ingen mennesker og frygten om ikke at skulle se sin familie og venner i evighed. Den tanke om at det virkelig er enden og man ikke bliver genforenet. Det gør mig virkelig bange.

Jeg var også bange for at dø engang, men det var indtil at en ven af min. Døde af at have spist forgammel mad, hvorefter han sked sig selv ihjel imens han sov.

Jeg har været bange for døden i et stykke tid og for hver gang jeg tænker på døden føles det som om jeg dør lidt mere og at jeg falder, at jeg aldrig vil mærke et kram, et kys, glæde, kærlighed men jeg har for nylig hørt noget som har hjulpet mig hvilket er følgende: tænk på døden, mærk angsten og derefter lad det bare være, lad det have sin plads og fjern fokus fra det.Man gør døden til hvad man vil en slutning eller en begyndelse, man ved ikke hvad der sker og derfor kan man selv bestemme hvad der skal ske, jeg tror ikke mere at man bare forsvinder, jeg tror at man kommer hen til et andet sted selvom det er svært at tro på når man er realist. Men vil ikke bare forsvinde,life is not that crul. Jeg tror også det er vigtig at være taknemlig og tænker hvor heldig man er, hvis jeg bare tænker på græssets fantastiske grønne farve eller min kærestes smil og bare alle de små ting som sker rundt omkring mig, solopgang, fødsel, fuglesang, blomster der springer ud, at jeg kan se, tale, lugte, høre, gå, føle jeg elsker at leve, hvis man bare tænker på det "gode" og ikke kun tænker i de mørke tanker og i fiaskoer. Man skal tro, for tro flytter bjerge. Vi har så meget magt over vores eget liv, vi må ikke misbruge den. Folk siger at kærlighed gør blind, jeg siger at døden gør blind, for når først man tænker på døden så er det svært at se andet, døden er velkommen til at komme ind i mit sind når jeg er lige ved at dø,men hvad fanden laver tanken i mit hoved nu, jeg er her, lige her og jeg er 17år jeg har år at leve i døden skal ikke gør mig blind jeg vil stadig se det gode i livet og dyrke det og døden behøver ikke engang var en slutning- man skal måske også bare tage sig lidt sammen- hvis man har tid til at tænke på døden tja så ved jeg snart ikke hvad... tanken om døden kan dræbe- ikke fysisk men psykisk, døden er ikke værd at tænke på- Sig til dig selv aften og morgen jeg lever og jeg vil ikke spænde ben for mig selv, for det jeg har er specielt, noget man skal holde fast i og så giv slip og lad mørket falde når tiden er inde, men jeg er her, lige her og så tænk på alle de minder som giver dit liv værdi. Og hvis du efter det stadig kan tænke på døden og tænker på den som en slutning og alt mørkt og ondt så kæmper du ikke nok... hold hovedet koldt og hjertet varmt- Du er her, så vær her!
Kærlig hilsen Den Unge Med Det Gamle Hjerte

du skal ikke fera bange får vera død det gøra alle det er naturan dar bestamar

Forstår ikke folk der, er bange for døden. Den kommer når den kommer. Personligt glæder jeg mig til døden´og ønsker hver dag inden jeg går i seng at den vil intraffe. Dette ser tilsyneladen ikke ud til at ske 😮

Hvis man da for pokker bare kunne afskaffe døden.
Jeg mistede min aller bedste veninde i går lidt før middag - hun døde meget uventet af et hjertestop :´(
Selv er jeg også bange for døden. Men allermest for, at miste mine kære.