Barn, ny mand, hvordan?

Hej!
Jeg har brug for et par gode råd... Min 4 årige søn nåede aldrig at lære sin far at kende, da han desværre døde inden "lille-prinsen" kom til verden. Jeg står nu i den situation, at jeg har været så heldig at finde kærligheden igen, men nu ved jeg bare ikke hvordan jeg skal tackle det i forhold til min søn. Han er jo vant til bare at have mig og endda helt for sig selv. Jeg vil jo nødig bare komme anstigende med en ny mand, hvad nu hvis det ikke holder osv osv. Jeg kender ingen der er bare i tilnærmelsesvis samme situation som jeg selv, jeg har rådført mig med min psykolog,men jeg tror de bedste eksperter på området, er andre forældre i lignende situationer, hvordan har I håndteret det? Jeg vil jo gerne gøre det så gnidningsfrit og skånsomt for alle parter som muligt.
Håber I kan komme med et par gode råd!
God jul!
Kærlig hilsen
Enke mor

vil jeg foreslå.

er det du skriver sjovt. Andre gange er det bare totalt malplaceret...

du skal lade være med at bekymre dig så meget. Det er jo et lille barn du har - og små børn har ikke så svært ved at omstille sig.
Selvfølgelig skal dig og din nye mand først have styr på, hvad I vil med hinanden (selvfølgelig til en vis grænse for alt kan jo ikke planlægges). Dernæst tror jeg bare din søn skal møde ham nogle gange og blive præsenteret som din gode ven, der er med jer ude at lave noget sjovt (kælke, lege osv). Han vil sikkert synes, det er fantastisk at være i selskab med en mand - og især hvis det er én, der gider ham.

Held og lykke
(P.S. sad et kort øjeblik og tænkte, hvem er det, der ikke er klar her? Er det dig, eller din søn? Din søn har aldrig mødt sin far og har derfor heller aldrig savnet ham. Måske er det lige så meget dig selv, der skal gøres klar....)

af gangen og ha noget sammen-tid alle tre inden du lader ham flytte ind og først når du er 100 % sikker på dit forhold til ungersvenden lader du ham flytte ind hos dig.Du skal ikke flytte ind til ham endnu,da du nødig skulle stå på gaden lige pludseligt med en lille unge.Held og lykke og ha en god jul!

Tak for dit gode svar,og du har nok ret,min søn ved jo ikke hvad han har "mistet" eller rettere aldrig haft. Jeg vil bare være så ked af at bringe et menneske med ind i min søns liv, jeg er så bange for de knytter sig og så han forsvinder, på den ene eller den anden måde. For jeg ved hvor ondt det gør at miste og jeg ønsker ikke min søn skal udsættes for den sorg, eller hvis forholdet ikke holder er jeg bange for han vil føle sig forladt og svigtet. Men det er jo en mors bekymringer.Jeg har kendt min kæreste i et halvt år snart og eg det er ikke fordi jeg overvejer at flytte samen med ham nu og her, jeg vil gerne være sikker på at min søn og ham får et ordentligt forhold først.
Håber du får en rigtig god jul, atter engang tak for dit svar! Jeg er blevet konfronteret med den tanke alle tænker,men ingen tør sige højt - det er mig der er bange for at miste og ikke tør, men bare det at læse det, skrive det, sige det, tror jeg giver mig modet, det er en god tålmodig mand jeg har fundet såjeg må give ham en chance; og i virkeligheden tager jeg måske mere fra min søn ved at overbeskytte ham, han har jo også brug for en "far".

Ja, det kunne bare være dejligt, hvis man kunne beskytte de kære små mod nogensinde at blive svigtet. Men realiteten er at mennesker vil komme og gå i dit barns liv, sansynligvis er det allerede sket, dagpleje moderen der bare pludselig var der en dag, og lige så pludseligt forsvandt igen.
Hvis din søn aldrig må møde en kæreste du har, får du lagt alt for stor en byrde over på de små skuldre, han skal da ikke levere hele det sociale indhold i dit liv. Og ja, du fratager ham muligheden for en næsten rigtig far og eventuelle søskende.
Du skal måske ikke introducere ham for en ny "far" hver anden weekend, men et halvt år er da rigeligt med tid til at konstatere det er ovre i den seriøse ende.