Blind af følelser

Håber i kan bære over midt lidt amatørpoesi, som egentlig bare er et udtryk for indebrændte følelser.
Jeg tænker på dig som det første om morgenen, det sidste om aftenen. Du er den jeg vil have. Jeg kan ikke finde ord.
Det gør ondt når det ikke er gengældt. Det gør ondt når du ikke viser du har lyst. Det gør ondt når du ikke kan beslutte dig.
Jeg bliver nødt til at få vished, så jeg kan give slip på dig. Give dig en chance hos en anden.
Selvom du er den der får mine tanker til at flyve og mit hjerte til at galopere. Jeg vil ikke have en anden.
Det har endnu ikke været dig og mig, for du har aldrig kunnet vise at du gengælder hvad jeg har for dig.
Jeg vil give dig alt, men du vil ikke have det. Du siger du bare vil have mig, så vis det.
Hvis du virkelig holder af mig, så tager du dig den tid det tager og vis de følelser du har. Hvis du ingen har, er svaret givet på forhånd.
Du siger at du er under pres, men hvordan kan du føle dig presset af kærlighed? Det en gave, ikke en byrde.
Jeg føler ikke jeg kan tage mere, men dagene bliver kun flere.
Jeg ved ikke hvor vi ender, jeg føler mig helt fortabt. Giv mig nu en vej jeg kan vælge, sammen eller hver for sig.
Hvad er hemmelighederne bag dine læber, som jeg ikke har en chance for at nå?

for du vil være gift,men
det var godt skrevet

Er i begge fri og single?
hvilken aldersgruppe deromkring.., lyder bare lidt bekendt så er nysgerrig
Jeg er ihvertfald smuttet...Kan ikke gøre mere, og må videre..., personen burde vide og skal nok komme hvis det skulle være and ment to be

Har selv været den der ikke kunne beslutte mig. Eller dvs. jeg vidste jo godt, at jeg var interesseret, men der var 25 års forskel på ham og mig og det var for meget for mig. Hvis jeg bare skulle have været sammen med ham alene, havde det ikke gjort noget.
Men det var meget besværligt med hans børn og hans omgangskreds. Jeg var jo ikke særlig gammle og da jeg ikke blev taget særlig godt imod, blev jeg usikker og ret ulykkeli. Jeg måtte sige til ham, at jeg kun kunne være hans ven.
Og alligevel kunne vi ikke holde fingrene fra hinanden....vi var så forelskede
Han endte dog med, uden at fortælle mig noget, at droppe kontakten og jeg har aldrig hørt fra ham siden.
Jeg har aldrig været så ulykkelig i mit liv. Jeg ringede og skrev til ham flere gange, for at få et livstegn fra ham, men jeg hørte intet. Det er 5 år siden i dag og det kan stadig gøre ondt.
Jeg ved godt, at jeg havde en stor del af "skylden", men han vidste jo godt, hvad jeg sloges med. Jeg tror nok jeg havde foretrukket, at han havde sagt, at nu var det sgu for hårdt og var nødt til at trække sig. Men jeg skulle jo have gjort det samme, have holdt distancen. Plejer at være fornuftig, men med ham røg jeg i fælden hver eneste gang.
Han forsvandt ud i den blå luft for mig.
Jeg hylede i 4 måneder efter og savnede ham, så det gjorde så fysisk ondt, at jeg næsten ikke kunne være til stede.

Så ja, kærligheden kan være så hård og ondskabsfuld. Jeg havde en følelse af, at mit liv sluttede.
Men i dag er jeg heldigvis glad igen og har en sød kæreste med en sød omgangskreds🙂

så det kan mærkes.
Heldig er den, som du har skrevet til...håber hun/han fatter det!!!
[l][l][l]

mand eller kvinde?er i sammen,eller lever i hver jeres liv
lyder som om i ikke taler sammen og håber på den andens initiativ
du ku lyde lidt som min eks,vel at mærke du er kvinde :-)
men omend,har hun jo fundet en anden og for mig tegn på, at komme videre og ikke nødvendig behov for vished om hvordan jeg egentlig har det med hende.
men,man ved jo aldrig

Og når det er den ene der står med hjertet uden på tøjet, og den anden trækker sig, så er det værd at overveje om det er slidet værd..... Hvad er det der stresses over for den udvalgte??? Et godt bud kunne være at tage det stille og roligt, en dag af gangen... Pøj pøj med kærligheden!!!![l][l][l]

Du kan sagtens være presset af kærligheden, du kan være så forelsket i et andet menneske, at du mister grebet om dig selv og så kan en afvisning eller et fejlgreb lige pludselig blive livstruende. Hvis du ikke har noget som helst er dit liv tåleligt, du kender ikke andet, hvis nogen pludselig giver dig hele verden, har du alt at miste og du kan ikke længere leve dit liv tåleligt, der er ingen vej tilbage og for nogen heller ikke en vej frem.
Venligst
Helene

Jeg er mand. Og vi er ikke sammen som sådan. Vi har hver sit og hver sin lejlighed, starten af 20'erne begge to. Heldigvis bliver situationen bedre stille og roligt. Og det har altid været sådan, ikke nogen forværring.

At tage det stille og roligt, en dag af gangen er også fremgangsmåden fra nu af🙂Tak for de pæne ord.