Bliver ked men hvorfor?

Jeg bor sammen med min kæreste og det går rigtig godt. Der er dog et problem. Han er nemlig meget impulsiv og kan i løbet af dagen pludselig lave en aftale med nogle venner så jeg jeg ikke ser ham resten af dagen. Når det sker bliver jeg nogle gange ked af det hvilket jo slet ikke er fair over for ham fordi han selvfølgelig skal have lov til at se sine venner. Og det er ikke fordi han ligefrem er sammen med dem hver hveranden dag.
Mine veninder er ikke til at lave impulsive aftaler med. De har kun tid til at ses hvis vi har aftalt noget lang tid i forvejen. Derfor er jeg ofte forvist til en aften derhjemme, alene foran sofaen når det sker. MEN det er jo heller ikke det værste så hvorfor bliver jeg så ked af det?
Jeg kunne godt tænke mig at være den kæreste der opfordrede ham til at tage afsted og glædede sig på hans vegne. Hvordan når jeg dertil?

Det virker hensynsløst over for dig. Du føler dig svigtet, med god grund. Hvem ville ikke blive noget mellemfornøjet over pludselig at få sådan en besked.
Naturligvis er det fair over for ham, at du bliver ked af det. Det manglede da bare.

Der er sikkert ikke noget, der hjælper, andet end du gør det samme. Så kan han lære det.
Lærer han ikke af det er jeg bange for, det ikke bliver anderledes. Hvad hvis I nu fik børn, så gjorde han sikkert det samme. For du var der jo.
Nej du, det hensyn må man vise hinanden, når man bor sammen. Jeg ville aldrig behandle min mand på den måde og gjorde han det mod mig, faldt der brænde ned. 😉

Det er jo ikke fordi jeg ligefrem bliver brændt af, vi har jo ikke nogle bestemte aftaler de dage han gør det det er jo mere bare underforstået.
Og som han siger kan det vel ikke være rigtigt at han skal spørge om lov først? Det ville jo være som at bo hjemme hos moar igen. Og skal der ikke være plads til sådan noget i et parforhold? Især når vi er unge og ikke har børn.

Nej, han skal ikke spørge om lov først, men vise hensyn. Det gør han ved eventuelt at kontakte dig og høre om du har noget imod det. Du havde måske lavet dejlig mad og hvad ved jeg. Det, der kan bekymre mig, det er, når han ikke viser dig det hensyn nu, hvad så senere.
Det er ikke ,som at bo hjemme hos mor og skulle have lov, det er altså at vise hinanden hensyn.
Du kan ikke forstå du bliver ked af det. Det kan jeg, for du føler dig svigtet.
Jeg mener ikke han viser hensyn. Og det gør du heller ikke, inderst inde.
Du skal ikke have dårlig samvittighed eller føle det er dig, det er galt med. Det mener jeg absolut ikke.
Giver han dig besked eller bliver han bare væk. ??

Han giver besked hver gang andet ville jeg ikke finde mig i og det ved han også godt. Jeg får bare ikke rigtig mulighed for at komme med nogle indvendinger. Og det skal også nævnes at han ellers er en rigtig god, kærlig og hensynsfuld kæreste.

Jae, hvad skal man sige. Jeg mener stadig han kunne spørge om det passede ind i dine planer. Nu ved jeg jo ikke, hvem der laver mad.
Du savner ham vel, når du sidder ene. Og når det så kommer så pludseligt. Men du må vel vænne dig til det. Jeg mener, det er naturligt, du bliver noget skuffet. Hvordan du skal lade være med det, ved jeg ikke. Jeg tror ikke man så nemt kan ændre på sig selv. 😉

Jeg gad ikke have en kæreste, hvor jeg ikke spontant kunne lave planer i løbet af dagen, det ville da være røvsygt. Det duer selvfølgelig ikke, hvis man har en aftale om aftenen, men hvis det bare er en almindelig aften, skal man da have lov til pludselig at beslutte at lave et eller andet med sine venner. Han informerer jo tilsyneladende om sine planer...
Jeg kan slet ikke se problemet, Anemone skal nok bare lære at være alene. Hvordan man gør det, hvis man ikke bryder sig om det, ved jeg ikke.

Hej Anemone[f]
Jeg kender godt den følelse du beskriver her. Jeg havde det som dig, da jeg var yngre, så jeg kender godt følelsen af svigt, som man sidder der helt alene. Og faktisk så kan den en gang imellem dukke op, når jeg lige har glemt, at min mand skal til den ugentlige sportstræning. Lige et split sekund, så kan følelsen op.
Jeg tror bare, at det bedste du kan gøre er at erkende at følelsen er der. Jeg tror det gør tingene værre, når du forsøger at tørre den af dig. Vi har alle været udsat for svigt gennem vores opvækst, og nogle gange så kan det være en lille episode fra vores barndom der giver den følelse. Måske overværede vi et skænderi mellem vores forældre - forsøgte at lave en forsoning ved at rette opmærksomhed på os selv - fik beskeden " ikke lige nu" og fordi et barnesind er meget skrøbeligt kan det reelt være nok til, at vi som voksne nogle gange reagerer på måder vi ikke selv helt forstår.
Mit forslag er, at du fortæller din kæreste om den følelse du får, så han kan imødekomme dig så godt han formår. Derudover, så anerkend dig selv for ikke at lade følelsen begrænse ham. Ret opmærksomheden på det lille barn inden i dig, som lige et øjeblik bliver bange og frygter at blive forladt. Det er helt okay og med dit voksne sind kan du jo godt se, at følelsen ikke er så truende, som dengang du var barn. Idag er du voksen og kan tage vare på dig selv, så derfor er det slet ikke så farlig en situation, som dit sind umiddelbart gør situationen til og du nyder måske endda tiden alene.
Du spørger hvordan du kan være en kæreste der opmuntrer til oplevelser uden for hjemmet, men behøver du være "sådan en"? Det ser jo ud til, at han klarer det fint uden opfordring. Så ret fokus mod alle de gode ting du indeholder og giv accept til alt inden i dig. Også det lille barn der mærker frygten.
Vi har alle "ridser i lakken" - selvindsigt og accept er den bedste måde at møde os elv på.
De kærligste hilsner[f]
Solveig Ellingsen

Og jeg gad ikke have en kæreste, der ikke viste mig det hensyn. Og sådan er vi heldigvis forskellige.