Bliver min bror dummere?

Jeg syntes at min bror bliver dummere og dummere. Engang var han utrolig stærk på det sociale og kunne med alle, og generelt var han super fornuftig og ekstremt skarp hvad angør god humor og at sprede glæde i et fællesskab.
Nu er han indelukket, usikker og uden den her energi.
Jeg er tilbøjelig til at skyde skylden på hans kæreste, da jeg syntes det har ligget i den periode han har været med hende. Hun er SNOTDUM for at sige det ligeud. Fuldstændig blottet for alt hjernekapacitet og socialt samvær, mobbet som ung og meget indelukket samt lav selvtillid. Og dog prøver hun at være sød, og jeg vil gerne gengælde det men eftersom jeg dømmer hende ud fra min bror (samt hendes nogle gange fuldstændig tåbelige opførsel), har jeg tilbøjelighed til at give hende skylden. Jeg er stadig sød ved hende, giver hende chancen, men de har ingen venner og det er hendes skyld. Kammeraterne gider simpelthen ikke invitere min bror og hende. Jeg gider ikke engang selv, der er jo intet konstruktivt at arbejde med, bare et fuldstændig tomrum blottet for humor og intellekt.
Jeg fatter bare ikke min kloge bror gider det, men jeg bør jo ikke blande mig. Men jeg skal jo invitere ham med til vores fælles venner som ikke længere invitere ham (næsten). Skal jeg bare lade værre? Lade ham passe hans eget liv og hvad fanden gør de så nytårsaften? Det er pisse tungt for mig og har bare lyst til at flytte væk 2 år og se hvad der er sket når jeg kommer hjem.
Er der andre der har prøvet noget lignende?

Nu er det du beskriver meget abstrakt.
Men hvis det du mener er at en stor del af det sociale osv ryger når man indgår i et fast parforhold, så er det helt normalt.
Især hvis man får barn/børn også, så er der faktisk slet ikke tid til det sociale med andre, hvis man også skal passe job og forsøge at få lidt søvn osv.
Jeg tror faktisk ikke jeg kender nogen som ikke ændrede personlighed markant i samme sekund som de flyttede sammen med kæresten. Nogle til det bedre, andre til møg-kedelige. Det gjorde jeg da også selv. Satans at skulle sige nej til en tur med gutterne på den lokale bodega til et slag dart eller pool, fordi man passer unge...
Jeg synes ikke du kan kalde ham dum udfra det du beskriver. Jeg vil snarere kalde det helt naturlig udvikling.
Jeg synes du skal lade ham være, han skal nok kontakte dig hvis han synes han har behov for det.

Hun er SNOTDUM for at sige det ligeud. Fuldstændig blottet for alt hjernekapacitet og socialt samvær, mobbet som ung og meget indelukket samt lav selvtillid

"Snotdum" kan hun jo være fordi at hun ikke kunne klare liv og lektier når hun blev mobbet, men man kan ikke forklare unge mennesker at de kan smadre andre for resten af livet når de mobber.
Spørgsmålet er hendes reaktioner på tilværelsen når hun er kommet ud af det miljø, hun kan være fastholdt og derfor reagerer hun negativt på sund kritik og en hjælpende hånd ved enten at trække sig ind i sig selv eller også prøve at dominere.
Jeg ved at psykologhjælp er fy, men det kunne måske hjælpe hende.

Ja spørgsmålet er jo hvad der ligger bag.
Jeg var selv i forhold i 10 år med en pige som var "glad og smilene" på ydersiden, men på indersiden... skete der noget helt andet.
Jeg skulle først og fremmest have hende væk fra hendes forældre, men det lykkedes aldrig helt.
Selvom jeg skaffede bolig så hun kunne flytte hjemmefra i samme sekund hun blev 18... så er moren der stadig hver evig eneste dag. Det er fint at have et godt forhold til sine forældre men når man er 28-30 år bør det ikke være nødvendigt både at være sammen med dem rent fysisk og ringe sammen mange mange gange dagligt.
Jeg elsker også min mor, men jeg kimer hende ikke ned. Snakker med hende måske 1 gang pr måned.

Nej, din bror er ikke blevet dummere. Generthed og indelukkethed har ikke noget med intelligens at gøre. Din tone er meget ubehagelig, og jeg er sgu helt glad for, at du ikke er min søster. Det er muligt, du bare er bekymret for din bror, men så må du jo tale med ham om det eller skrive et ikke fordømmende brev, hvis du kan.

Tromle jeg mener jeg er berettiget til hvad jeg skriver, hårdt men ja.
Jeg har altid været ekstremt nær med min bror og er det stadig, meget. Men han har bare ændret sig så meget og jeg forstår det slet ikke. Hvorfor er han så usikker? Og hvorfor har han ingen venner længere?
Samtidig er hans kæreste flink nok, men hun kan bare SLET ikke socialt og de ting hun siger får jeg det helt dårligt over 😖 det er virkelig så latterligt, somom hun er 13-14 år og hun er altså 25.
Men ja, jeg må blande mig udenom men så kan jeg jo heller ikke invitere dem til en nytårsaften foreksempel, og så de alene. Det fucking undrer mig.

Hej Anonym-ja tak.
Jeg har set det samme ske for en god venindes datter. Datteren er adopteret som 4 årig fra et østeuropæisk børnehjem. Gennem sin opvækst havde hun forskellige sociale problemer, men det lykkedes hende dog at gennemføre en gymnasial uddannelse og også at få veninder, der er velfungerende. Moderen troede, datteren havde klaret skærene, om jeg så må sige, men så fik hun sig en kæreste! Denne kæreste er en dysfunktionel ung mand, der har været i pleje til han var 18 år, derefter på institution for unge med funktionsnedsættelse og nu på kontanthjælp på 8. år. Han har hjemmevejleder hver anden uge og kan ikke klare sig selv.
Datteren har nu tilsyneladende glemt alt om, hvad hun har lært. Foretager sig den ene dumme ting efter den anden med kæresten og har skippet forældrene, som har forsøgt at tale med hende om, hvad der sker. Datteren vil ikke konfronteres og holder sig nu væk.
Det er klart, vi påvirkes af dem, vi har valgt at være sammen med. Måske er din bror så forelsket, at han vælger at være dum. Datteren, jeg har fortalt om, har måske et meget lavt selvværd og kan bedst klare sig med mennesker, der ikke er for kloge. Så føler hun sig selv klog. Hvad ved jeg?
Men ja, din bror bliver ikke løftet af sin veninde. Måske kan du hjælpe. Prøv at tilbyde din hjælp til din bror. jeg håber, han vil være lydhør over for dig.
Mange hilsner