Brorsons Kirke på 1-årsdagen for rydningen
BRORSONS KIRKE
Forskræmte, desperate søgte de
i kirkens rum et hvil, et ventested
fra truslen, som man uden fantasi
ku' forstå deres store kvaler ved.
De mennesker var i nød og måtte frygte
den dag, hvor endelig der kom besked
at intet havde det nyttet dem at flygte
for Danmark ville ikke have dem ind.
Så spredte der sig rundt omkring det rygte
at kirken ville være for loven blind
hvis det ku' redde disse menneskers liv,
for staten raged' de vist ikke en pind.
Så fyldtes kirken da helt uden kiv
med folk, der så den som en stakket frist,
et sidste værn mod bødlens skarpe kniv.
Folk samlede ind og syntes, det var trist
at disse gode mennesker skulle ud
- de få, som led af menneskelighedens brist.
Men skønt dé danskere ofte stod for skud
var det irakerne derinde, der fik håb
måske at slippe uden om statens bud.
I lang tid leved' dette spinkle håb
at de ku' bruge kirkens hellige fred
og undgå den elendige rædselsdåb
som de i Irak måtte regne med.
En tid lang lyste derfor Brorsons Kirke
som billede på fred og kærlighed -
et levn fra dengang, Danmark i sit virke
fandt plads til ære og anstændighed,
før menneskesynet var begyndt at knirke.
Så skete det, som vi nu alle ved,
til skændsel for vort lille, lukkede land.
For Magten brød enhver fredhellighed,
lod politiet trænge grusomt ind
og slæbe af med dem, som stod for tur.
Lidt knippelslag beredte deres skind
på turen hjem til fængsel og tortur.
De få, som trodsede dette magtopbud
gjorde ordensmagten ret så bandsat sur.
De unge demonstranter myldrede ud
og sad dér, midt i gadens virkelighed
for at standse dette store brud
på helt almindelig menneskeværdighed.
Mens kniplerne slog ned på deres fæller
sad andre bare midt på gaden og græd.
Om rå kynisme denne sag fortæller -
kynisme, og en ret så grim racisme;
og når det nu er slut med kirkeheller
har staten udbredt magtens despotisme
til det rum, som før var helligt, derfor fredet.
Magtens er en trist absolutisme -
derfor blev Brorsons Kirke ikke stedet
hvor Danmark fik sin frie sjæl tilbage.
Det ville ellers mange have glædet!
I stedet måtte vi os atter klage
da sten på sten blev lagt på vores skændsel
og de forvistes skæbne måtte nage.
Dog: Male må jeg med en anden pensel,
for dette nederlag har skabt en vrede
som til et større oprør giver brændsel,
en vilje til at vise vores lede
mod nærighed og smålig fremmedfrygt
når de os af os selv gør alt for fede.
Hvis vi i vore hjerter bærer den vrede
og gør den til en grundsten i vort virke
så har vi lært af dem fra Brorsons Kirke.
-skrevet i anledning af 1-års-dagen
Forskræmte, desperate søgte de
i kirkens rum et hvil, et ventested
fra truslen, som man uden fantasi
ku' forstå deres store kvaler ved.
De mennesker var i nød og måtte frygte
den dag, hvor endelig der kom besked
at intet havde det nyttet dem at flygte
for Danmark ville ikke have dem ind.
Så spredte der sig rundt omkring det rygte
at kirken ville være for loven blind
hvis det ku' redde disse menneskers liv,
for staten raged' de vist ikke en pind.
Så fyldtes kirken da helt uden kiv
med folk, der så den som en stakket frist,
et sidste værn mod bødlens skarpe kniv.
Folk samlede ind og syntes, det var trist
at disse gode mennesker skulle ud
- de få, som led af menneskelighedens brist.
Men skønt dé danskere ofte stod for skud
var det irakerne derinde, der fik håb
måske at slippe uden om statens bud.
I lang tid leved' dette spinkle håb
at de ku' bruge kirkens hellige fred
og undgå den elendige rædselsdåb
som de i Irak måtte regne med.
En tid lang lyste derfor Brorsons Kirke
som billede på fred og kærlighed -
et levn fra dengang, Danmark i sit virke
fandt plads til ære og anstændighed,
før menneskesynet var begyndt at knirke.
Så skete det, som vi nu alle ved,
til skændsel for vort lille, lukkede land.
For Magten brød enhver fredhellighed,
lod politiet trænge grusomt ind
og slæbe af med dem, som stod for tur.
Lidt knippelslag beredte deres skind
på turen hjem til fængsel og tortur.
De få, som trodsede dette magtopbud
gjorde ordensmagten ret så bandsat sur.
De unge demonstranter myldrede ud
og sad dér, midt i gadens virkelighed
for at standse dette store brud
på helt almindelig menneskeværdighed.
Mens kniplerne slog ned på deres fæller
sad andre bare midt på gaden og græd.
Om rå kynisme denne sag fortæller -
kynisme, og en ret så grim racisme;
og når det nu er slut med kirkeheller
har staten udbredt magtens despotisme
til det rum, som før var helligt, derfor fredet.
Magtens er en trist absolutisme -
derfor blev Brorsons Kirke ikke stedet
hvor Danmark fik sin frie sjæl tilbage.
Det ville ellers mange have glædet!
I stedet måtte vi os atter klage
da sten på sten blev lagt på vores skændsel
og de forvistes skæbne måtte nage.
Dog: Male må jeg med en anden pensel,
for dette nederlag har skabt en vrede
som til et større oprør giver brændsel,
en vilje til at vise vores lede
mod nærighed og smålig fremmedfrygt
når de os af os selv gør alt for fede.
Hvis vi i vore hjerter bærer den vrede
og gør den til en grundsten i vort virke
så har vi lært af dem fra Brorsons Kirke.
-skrevet i anledning af 1-års-dagen