Børns tarv i forhold til forældres tarv.
For nogle år siden valgte min daværende kæreste og jeg at flytte til en udkantkommune, da jeg fik tilbudt job og hun var på kontanthjælp, men for syg til aktivering. Hun led af angst og depression efter et tidligere forhold,men var på lykkepiller og ugentlige samtaler ved psykolog.
Herovre droppede vi lykkepillerne for at kunne få et barn sammen, og da hun blev gravid købte jeg et hus med have, for barnet havde et godt sted at vokse op. Under fødslen trækker hun sig mere og mere ind i sig selv og psykiateren stopper forløbet fordi samtalerne kan skade fosteret.
Efter fødslen vil hun ikke starte op på samtalerne eller pillerne og da barnet er 6 måneder vælger hun at flytte tilbage til Ålborg. Jeg forsøger at samarbejde, men da jeg har hus og arbejde er jeg bundet af en færge og transporttid på 3 timer hver vej til Ålborg. Hun mener kun han kan være væk fra mor i 4 timer, så da jeg 14 dage efter beholder ham i 7 timer for at besøge min familie holder hun ham væk fra mig i 14 dage.
I statsforvaltningen Ålborg laves der så en aftale om jeg beholder bopæl, kan se ham tirsdag og lørdag i 5 timer og alt derudover er efter aftale.
I løbet af to måneder hvor moren bor ved hendes forældre får han paracetemol(over en flaske den første måned) sundhedsplejersken laver en underretning, da moderen ikke kan gennemskue barnets behov, men tilrettelægger alt efter sit hoved og klokken.
Jeg tager tager lovligt Johannes med hjem efter at have informeret hende om det og politiet tager ham fra mig ved havnen ulovligt(Der er indgivet klage)Moderen og Morfar laver en kæmpe scene med at slå på bilen mens barnet sidder i og færgen venter i 20 min mens det står på.
Hun vil derefter ikke udlevere ham og sagen ender i fogedretten.
Her ser jeg for første gang om underretningen fra sundhedsplejersken, da jeg får småbarnets journal at se.
Fogedretten vil ikke lade mig se min søn, da moderen har brug for ro til at lære at passe sit barn med støtte fra kommunen. Dvs en der lærer hende hvordan man skal læse hans signaler osv.
Herefter ser jeg ham ikke i 16 dage igen før ved en aftale ved sundhedsplejersken. Her tager jeg ham igen lovligt, mens hendes far igen laver ballade ved sundhedsplejersken. Belært af sidste gang lader politiet mig køre med barnet.
Jeg beholder ham en uge og tager mandag ned for at få lavet et fornuftigt samvær til begge forældre hvor jeg faktisk forsøger at lave 60% til hende og 40% til mig.
På vej ud fra mødet kommer hendes far og bror og laver en kæmpe scene hvor jeg prøver at komme væk så barnet ikke igen skal opleve det som skete ved sundhedsplejersken og på havnen.
Jeg kommer ind på statsforvaltningen igen og da jeg går ud har jeg nu ingen forældremyndighed over vores fælles søn.
Da jeg spørger omkring underretningen fra sundhedsplejersken, hendes psykiske tilstand, hendes medicinforbrug til barnet får jeg at vide, at det er ikke vigtigt. Kun at barnet får ro og derfor vil de støtte at jeg ikke får set mit barn indtil moderen har lært at læse hans signaler og hvordan man behandler et barn.
Hvor er barnets tarv, da en forældre(faren) ikke skal have støtte og kan klare det i forhold til moren som ikke kan....???
Hilsen
En uforstående far.
Herovre droppede vi lykkepillerne for at kunne få et barn sammen, og da hun blev gravid købte jeg et hus med have, for barnet havde et godt sted at vokse op. Under fødslen trækker hun sig mere og mere ind i sig selv og psykiateren stopper forløbet fordi samtalerne kan skade fosteret.
Efter fødslen vil hun ikke starte op på samtalerne eller pillerne og da barnet er 6 måneder vælger hun at flytte tilbage til Ålborg. Jeg forsøger at samarbejde, men da jeg har hus og arbejde er jeg bundet af en færge og transporttid på 3 timer hver vej til Ålborg. Hun mener kun han kan være væk fra mor i 4 timer, så da jeg 14 dage efter beholder ham i 7 timer for at besøge min familie holder hun ham væk fra mig i 14 dage.
I statsforvaltningen Ålborg laves der så en aftale om jeg beholder bopæl, kan se ham tirsdag og lørdag i 5 timer og alt derudover er efter aftale.
I løbet af to måneder hvor moren bor ved hendes forældre får han paracetemol(over en flaske den første måned) sundhedsplejersken laver en underretning, da moderen ikke kan gennemskue barnets behov, men tilrettelægger alt efter sit hoved og klokken.
Jeg tager tager lovligt Johannes med hjem efter at have informeret hende om det og politiet tager ham fra mig ved havnen ulovligt(Der er indgivet klage)Moderen og Morfar laver en kæmpe scene med at slå på bilen mens barnet sidder i og færgen venter i 20 min mens det står på.
Hun vil derefter ikke udlevere ham og sagen ender i fogedretten.
Her ser jeg for første gang om underretningen fra sundhedsplejersken, da jeg får småbarnets journal at se.
Fogedretten vil ikke lade mig se min søn, da moderen har brug for ro til at lære at passe sit barn med støtte fra kommunen. Dvs en der lærer hende hvordan man skal læse hans signaler osv.
Herefter ser jeg ham ikke i 16 dage igen før ved en aftale ved sundhedsplejersken. Her tager jeg ham igen lovligt, mens hendes far igen laver ballade ved sundhedsplejersken. Belært af sidste gang lader politiet mig køre med barnet.
Jeg beholder ham en uge og tager mandag ned for at få lavet et fornuftigt samvær til begge forældre hvor jeg faktisk forsøger at lave 60% til hende og 40% til mig.
På vej ud fra mødet kommer hendes far og bror og laver en kæmpe scene hvor jeg prøver at komme væk så barnet ikke igen skal opleve det som skete ved sundhedsplejersken og på havnen.
Jeg kommer ind på statsforvaltningen igen og da jeg går ud har jeg nu ingen forældremyndighed over vores fælles søn.
Da jeg spørger omkring underretningen fra sundhedsplejersken, hendes psykiske tilstand, hendes medicinforbrug til barnet får jeg at vide, at det er ikke vigtigt. Kun at barnet får ro og derfor vil de støtte at jeg ikke får set mit barn indtil moderen har lært at læse hans signaler og hvordan man behandler et barn.
Hvor er barnets tarv, da en forældre(faren) ikke skal have støtte og kan klare det i forhold til moren som ikke kan....???
Hilsen
En uforstående far.