Da jeg blev papmor

Hej Alle
Jeg blev papmor for et par år siden med store problemer til følge. Børnene var umulige og jeg var ve at opgive min kæreteste pga. dem. Men efter at have snakket med nogle på http://www.skilsmisseklar.dk fandt jeg ud af at jeg ikke skulle prøve at opføre mig som deres mor og i stedet prøve at være deres ven. Det lettede på forholdet til papbørnene og nu er der "næsten" ingen gnidninger mellem dem og mig.
PiaD

Det er dejligt for dig, at du har fået et godt forhold til din papbørn!! Og så vil jeg også hermed sige, at det er en rigtig god side skilsmisseklar.dk

Når jeg tænker over det, så kunne jeg godt forstille mig at jeg ikke ville have haft det så godt med hvis min mor eller far fandt en ny kæreste og den nye kæreste så prøvede at opføre sig som min "manglende forældre" over for mig, jeg ville nok finde det provokerende.
Som du selv er inde på så er det nok noget ala det de har følt. Og hvis dit råd virkede for dig så mon ikke det virker for andre også så jo bare prima du ligger det på SOL så andre kan få lidt inspiration.

Ja fra mig for du også et tak, til dit indlæg. Det er noglegange svært at balancere på den linie der hedder interesseret og grænsesættende og kærlig sambo til far med to børn. Men det bliver da lettere når jeg også lære at slappe af, og lytte til hvad der er mine personlige grænser, og ikke sætte dem, fordi normerne siger det.
Det er søreme dejligt vi kan dele vores erfaringer.
Mange gode hilsner Kunstneren

JA til kunstneren: interesseret, grænsesættende og kærlig..... det er netop det - og jeg må øve mig.....og blive ved med at øve mig :-)

hej alle
jeg er en ung kvinde på 25 år, som er papmor/stedmor til en pige på nu 8 år. jeg har været sammen med hendes far i 3 år, så pigen var 5 år, da jeg mødte ham. pigen bor hjemme ved hendes mor, og vi har hende hver 14. dag i weekenderne.
jeg har aldrig været så forelsket i en fyr, som jeg er med ham. han betyder alt for mig, og vi har det rigtig godt sammen i hverdagende. men når pigen kommer hjem til os fredag kl. 16.00 så begynder kaoset, og det slutter først igen søndag efter kl. 16 når hun er kommet hjem til hendes mor igen. så det vil sige at vi faktisk skændes hele weekenden når hun er her.
det er mega irriterne for mig, eller for os allesammen. men problemerne er at vi slet ikke er enige om børneopdragelse, altså hvad hun må og ikke må. og hvis jeg retter på min kærestes datter, så bliver min kæreste sur på mig. vi har prøvet at snakke om tingene, og jeg har forklaret at han nogengange skal blande sig udenom, og det siger han at det vil han prøve at lave om, men når jeg så alligevel siger noge til hende, blander han sig, og mener at det er forkert at hun ikke må det ene eller det andet. så vi er blevet enige om at det er ham der skal sige ti hende hvis hun gør noget forkert, men det gør han ikke. eksempel idag så sidder vi og skulle til at have noget frokost, også sidder pigen og leger med rugbrødet. jeg vælger at holde min mund, for regner med min kæreste siger noget til hende. men nej det gør han ikke. efter fem min. siger jeg til hende om hun ikke nok vil spise pænt, og sætte sig ordentlig påstolen, og lade vær med at lege med maden. så kigger min kæreste op på mig, og skælder mig ud, og siger at jeg bare skal lade pigen sidde. så siger jeg til ham, at jeg synes ikke hun skal lege med maden, men det er han ligeglad med. så bliver jeg så irriteret, at jeg går fra bordet, også opstår skænderiet. jeg synes bare hun skal spise pænt, for det er pinligt når vi er nogle steder, at hun også bare leger med maden. og derfor ville jeg gerne have pillet det af hende, men må ikke for min kæreste. det er ok med ham om hvordan hun sidder ved bordet, fordi han gider ikke at tage diskutionen op med hende, fordi vi netop kun har hende så lidt, som vi har.
han vil ikke skaændes med hende hvergang hun er her, så derfor kan hun mere eller mindre få lov til at gøre som hun vil. det mener jeg bare er forkert.
nu er jeg nået til det punkt, at jeg er ved at få nok. jeg overvejér seriøst at flytte fra ham, og leve mit eget liv. for kan slet ikke forholde mig til den børneopdragelse han vil gi hende, nemlig ingen. alt går bare super når jeg ikke blande mig, for så er der ingen skænderier, men så gør pigen også bare hvad der passer hende. hun må gerne sidde og slå fjernbetjeningen ned i gulvet hvis det stod til min kæreste, og hun må gerne gå ud og starte bilen, hvis hun har lyst til det, lave om på computeren, blokere for internettet, downloade alt hvad hun har lyst til, selvom der er virus på programmet (har haft computeren til repartion 3 gnge pga. hende) osv. det mener jeg bare ikke er rigtigt, men får skæld ud hvis jeg blander mig.
er der nogle herinde som har et godt rådtil hvad jeg kan gøre? for det hjælper ik at snakke med min kæreste om hvad jeg mener der er rigtig eller forkert. skal jeg flytte fra ham, selvom han er mit største kærlighed, eller skal jeg bare lade tingene ske, og ikke blande mig i hvad hun gør? jeg har virkelig brug for hjælp til et godt råd.

Hej du, den ulykkelige
Inden du går så drastisk til værks og forlader din største kærlighed synes jeg du skal overveje hvad din rolle egentlig er i forhold til pigen. Holder du af hende og har du lyst til at være sammen med hende og have indflydelse på hende? Eller er du der mere af pligt, hvilket også gør dig mere irritabel og intolerant?
Der er jo den mulighed at du melder dig ud af samværet.
Dvs. er mindst muligt sammen din kæreste og hans datter når han har hende. Find på noget helt andet - læg ansvaret fra dig og dyrk dine egne interesser.Lad dem være sammen alene.
På sin vis tvinger din kæreste dig jo til at du lader pigen overskride dine grænser. Hvilket ikke er fair.
Da der kun er tale om hver 14. dag, tror jeg sagtens det kan lade sig gøre. Jeg tror at det efter en periode vil blive meget bedre hvis du holder dig lidt væk.
Det kan jo også tænkes, hvis du ikke er der som syndebuk, at din kæreste vil tage sig mere sammen og opdrage mere på pigen.
Held og lykke.
C

Har du prøvet at tale med din kæreste, når I bare er jer to sammen, stille og roligt. Det er et vigtigt udgangspunkt at I kan lytte til hinanden. Prøv det som en start..

forstår udemærket din situation, for står selv mindt i den. det er blevet til at jeg ikke irettesætter hans 2 børn overhovet, jeg tier og kigger den anden vej og tager flugten på besøg hos veninder og familie rigtig meget, når de er her. men det er også forkert! mænd der kun er fædre hver anden weekend giver efter, sætter ingen grænser og lader børnene og eksen styre hele cirkuset. Tit orker jeg ikke mere, men vi har en lille dreng på 2 år sammen og han skal ikke udsættes for det samme som min kærestes 2 store børn bliver, så jeg bliver, men pyha det er til tider svært, for lige som dig, så går det godt når vi bare er os, men hver anden weekend falder tingene fra hinanden. min kæreste gør også som din, det med at at irrettesætte mig foran børnene, det er både ydmygende og pinligt og med tiden gør det en kold.
Mit råd er enkelt, se at komme afsted, det er hårdt at skulle opgive kærligheden på grund af hans barn, men gør det inden du står i samme situation som jeg og må bøje nakken hver anden weekend og æde mere lort end rimeligt er...

Jeg står i helt samme situation. Jeg synes det er så svært og ødelæggende for et forhold at ens kæreste(faren) ikke sætter græser, og bruger argumentet: at det ikke kan betale sig for ham at tage kampen, når han kun har sin søn hver 14. dag.
Når weekenden nærmer sig, hvor vi skal have sønnen, begynder man næsten at frygte om man kan lade vær med at blande sig i opdragelsen, eller selv samme som mangler, og bare være tilskuer til sit eget liv.
Vil jeg vælger at finde på andre ting at lave i den weekend, han har sin søn, bebrejter han mig for ikke at ville være sammen med hans søn og ville dem.
Det er meget ødelæggende for ens forhold og det gør ondt inden i.
Kan man overhoved gøre noget?