" Dannevang "
“Dannevang” var en bondegård som bondegårde er flest. Den var ikke den største på egnen – langt fra – men den var stor nok til ikke at være et fritidsbrug for byfolk med ondt i skatten som f.eks. "Lichtengård" og "Luxemgård", syd for byen. “Dannevang” lå på bygrænsen til Smørum Nedre og var en tre-længet gård i bindingsværk – bygningerne, fra en tid før en stor del af jorden var solgt fra og eksproprieret.
Gården blev drevet på gammeldags manér… d.v.s. den blev ikke drevet med en ensidig satsning på eet bestemt produkt eller to. Tværtimod var der et sandt menageri af forskellige dyr på gården, og hver især havde de deres egne domiciler hvor de hørte hjemme.
Der var duer, ænder, gæs og høns, der var kaniner, der var får, køer og heste.
Duerne holdt til i det lille dueslag i den østre gavl. Som frie fugle, opfattede de sig ikke altid som hørende specielt til “Dannevang”, for fra højderne, skuede de meget længere ud i verden. De opfattede da også verden på en anden måde end de andre dyr på gården og var optagede af emner som solidaritet med dyr på andre gårde, samt – da de jo var duer – om fred i verden. Frie verdensborgere, var de, men vendte dog altid tilbage til dueslaget, når det var fodertid… Man kan jo stadig sagtens forestille sig at være en verdensborger, selvom man kun forlader dueslaget for nogen få timer ad gangen. Solidariske var de i en grad så de engang var ved at udvidde flokken med en inviteret tyrkerdue. Det så flere af gårdens mange andre dyr temmeligt skævt til. Især fik det køerne til at muhe dunder om fugleinfluenza og alverdens vilde fugle som ville invadere gården og æde alle fra hus og hjem.
Ænderne var næsten lige så flyvske som duerne, omend de aldrig søgte luft under vingerne. De holdt til nede i andedammen i den fjerne ende af engen, hvor de øvede sig i at gå på vandet. Om det helt ville lykkes var der nogen uenighed om, men når bare gårdens ejer troede på det, så var det alt godt, mente ænderne. Og det troede han helt bestemt på, mente ænderne, for bestanden var ved sidste markedsdag blevet kraftigt udvidet.
“Vi skal bare være flere” mente ænderne. “Når vi er mange nok, kommer vi til at gå på vandet – det er ganske vist!”. Især, mente ænderne, der ville være noget at have drømmen i, hvis de en dag gik hen og blev flere end hønsene… måske endda så mange at de kunne tage magten fra gårdens får…
Gæssene anså sig selv som kvintessensen af “Dannevang”. De var selve limen som holdt det hele sammen. Gæssene anså sig selv som de klogeste af alle dyrene og holdt gerne til i laden, hvor der var ekstra højt til loftet. De fremhævede gerne, at de kom overalt på gården og kunne komme ud af det med alle dyr, fordi de var så forstandige og forstående. De kunne bevæge sig frit og var lige hjemmevante på gårdspladsen, omkring hønsegården, maskinhuset med kaninburene og nede på engdraget, hvor de nød at spankulere blandt får, køer og heste, og bade i den lille sø, sammen med ænderne, helt nede i den fjerne ende mod øst.
Og gæssene havde skam ret. De kunne samtale med alle og var ikke uvenner med nogen.
De var til gengæld heller ikke afholdt af nogen, for de var en kende for glatte i deres evindelige korrekthed. Det var grumme irriterende at de ikke kunne… kritiseres for noget som helst.
De gik altid med næbbet i vejret og kritik prellede af på dem som… nå-ja… vand på en gås… syntes de andre dyr. Gæssene følte sig ofte misforstået af gårdens ejer. Ikke mindst efter at han havde decimeret bestanden kraftigt, ved den seneste markedsdag i købstaden.
Hønsegården var på én gang og samme tid et annex til bondegården og det centrum, hvorom Mælkevejen roterer. Hønsegården var opdelt i to fløje med hver deres komplicerede hakkeorden. De to fløje bekrigede hinanden og sådan havde det altid været – i hvert fald så langt tilbage som nogen af hønsene kunne huske. Dominere hele hønsegården, kunne ingen, for det var ganske vist: Enhver høne, som havde forsøgt at erobre hønsegårdens midte og samle hele hønsegården under sine vinger, var blevet flået i stykker under store energiudladninger, bekræftende hvad astrofysikken har beskrevet og forudsagt om roterende sorte huller i gallaksens centrum!
…Så var der kaninerne…
De var de senest ankomne på “Dannevang” og boede i etagebure, ude under maskinhusets halvtag. Kaninerne var oprindeligt fra Vest-Jylland og den største af dem talte stadig med en del dialekt.
Kaniner, ku’ køerne ikke li’!
“Græsset var grønnere og vejrliget bedre, før kaninerne kom!” muhede førerkoen gerne og de andre køer gryntede et anerkendende “mmmmmmmhh…mmmmmUUUUhh” mens de nikkende slog med hovedet.
“De ødelægger trivslen på gården og deres tidligere ejer var Indre Missionsk! De æder VORES græs, gir’ ingen mælk og de yngler sommmmm… sommmmmuuhh… kaniner…”
Fårene syntes nok også at kunne ane problemer. Hvad skulle angora-kaniner på en gård med masser af får, som gav masser af glimrende uld? Det var der overhovedet ingen fornuft i, mente de. Og i øvrigt, så tog de sig ikke gerne ud for at stå i opposition til køerne som nok var færre, men kunne muhe meget højt og havde lange horn og skarpe klove som alle gårdens dyr skævede til med en vis frygt.
Og så var besætningen for øvrigt blevet udvidet med nok et par stykker… de var købt til besætningen ved den forrige markedsdag, og kom fra en præstegård (selveste Grundtvigs, mente nogen…) – og se det var rigtignok fornemt, vidste alle dyrene!
“Nææææh-æh-æh-æh-æh”, sagde vædderen lavmælt – “Vi står os bææææh-æh-æh-æh-æst ved ikke at skabe splid og stress, nede på ææææ-æh-æh-engdraget. Så hvis køerne ikke ka’ li’ kaniner, skal vi ikke sætte os grå uld i pelsen ved at spille Rasmus-modsat. Kaniner er os for ligegyldige til at udløse splid om ææh-æh-æh-eng-delingen, nok engang… Hvis køerne vil muhe ondt om dem, står vi os bedst ved at tie stille eller ind imellem bræææ-æh-æh-æh-æge med, for syns skyld…”
…Og sådan blev det!
Hestene - de sagde slet ingenting. Nok delte de også engdraget med både får og køer og nok var de stolte dyr. Men fra engang at have været bondegårdens kraftcenter som prægtige trækdyr, var de blevet decimerede af udviklingen og reduceret til nærmest kustode-status.
Hestene fornemmede at øjeblikket ikke bød sig til at føre sig frem med kæphøj moral og sætte køerne på plads. Misforstået trodsighed kunne let føre den tanke med sig at heste i grunden var ganske overflødige, hos gårdens ejer.
Så om hestene var misfornøjede, så tav de klogeligt og skulede måske lidt irriterede, mens de prøvede at lade som ingenting.
Gården blev drevet på gammeldags manér… d.v.s. den blev ikke drevet med en ensidig satsning på eet bestemt produkt eller to. Tværtimod var der et sandt menageri af forskellige dyr på gården, og hver især havde de deres egne domiciler hvor de hørte hjemme.
Der var duer, ænder, gæs og høns, der var kaniner, der var får, køer og heste.
Duerne holdt til i det lille dueslag i den østre gavl. Som frie fugle, opfattede de sig ikke altid som hørende specielt til “Dannevang”, for fra højderne, skuede de meget længere ud i verden. De opfattede da også verden på en anden måde end de andre dyr på gården og var optagede af emner som solidaritet med dyr på andre gårde, samt – da de jo var duer – om fred i verden. Frie verdensborgere, var de, men vendte dog altid tilbage til dueslaget, når det var fodertid… Man kan jo stadig sagtens forestille sig at være en verdensborger, selvom man kun forlader dueslaget for nogen få timer ad gangen. Solidariske var de i en grad så de engang var ved at udvidde flokken med en inviteret tyrkerdue. Det så flere af gårdens mange andre dyr temmeligt skævt til. Især fik det køerne til at muhe dunder om fugleinfluenza og alverdens vilde fugle som ville invadere gården og æde alle fra hus og hjem.
Ænderne var næsten lige så flyvske som duerne, omend de aldrig søgte luft under vingerne. De holdt til nede i andedammen i den fjerne ende af engen, hvor de øvede sig i at gå på vandet. Om det helt ville lykkes var der nogen uenighed om, men når bare gårdens ejer troede på det, så var det alt godt, mente ænderne. Og det troede han helt bestemt på, mente ænderne, for bestanden var ved sidste markedsdag blevet kraftigt udvidet.
“Vi skal bare være flere” mente ænderne. “Når vi er mange nok, kommer vi til at gå på vandet – det er ganske vist!”. Især, mente ænderne, der ville være noget at have drømmen i, hvis de en dag gik hen og blev flere end hønsene… måske endda så mange at de kunne tage magten fra gårdens får…
Gæssene anså sig selv som kvintessensen af “Dannevang”. De var selve limen som holdt det hele sammen. Gæssene anså sig selv som de klogeste af alle dyrene og holdt gerne til i laden, hvor der var ekstra højt til loftet. De fremhævede gerne, at de kom overalt på gården og kunne komme ud af det med alle dyr, fordi de var så forstandige og forstående. De kunne bevæge sig frit og var lige hjemmevante på gårdspladsen, omkring hønsegården, maskinhuset med kaninburene og nede på engdraget, hvor de nød at spankulere blandt får, køer og heste, og bade i den lille sø, sammen med ænderne, helt nede i den fjerne ende mod øst.
Og gæssene havde skam ret. De kunne samtale med alle og var ikke uvenner med nogen.
De var til gengæld heller ikke afholdt af nogen, for de var en kende for glatte i deres evindelige korrekthed. Det var grumme irriterende at de ikke kunne… kritiseres for noget som helst.
De gik altid med næbbet i vejret og kritik prellede af på dem som… nå-ja… vand på en gås… syntes de andre dyr. Gæssene følte sig ofte misforstået af gårdens ejer. Ikke mindst efter at han havde decimeret bestanden kraftigt, ved den seneste markedsdag i købstaden.
Hønsegården var på én gang og samme tid et annex til bondegården og det centrum, hvorom Mælkevejen roterer. Hønsegården var opdelt i to fløje med hver deres komplicerede hakkeorden. De to fløje bekrigede hinanden og sådan havde det altid været – i hvert fald så langt tilbage som nogen af hønsene kunne huske. Dominere hele hønsegården, kunne ingen, for det var ganske vist: Enhver høne, som havde forsøgt at erobre hønsegårdens midte og samle hele hønsegården under sine vinger, var blevet flået i stykker under store energiudladninger, bekræftende hvad astrofysikken har beskrevet og forudsagt om roterende sorte huller i gallaksens centrum!
…Så var der kaninerne…
De var de senest ankomne på “Dannevang” og boede i etagebure, ude under maskinhusets halvtag. Kaninerne var oprindeligt fra Vest-Jylland og den største af dem talte stadig med en del dialekt.
Kaniner, ku’ køerne ikke li’!
“Græsset var grønnere og vejrliget bedre, før kaninerne kom!” muhede førerkoen gerne og de andre køer gryntede et anerkendende “mmmmmmmhh…mmmmmUUUUhh” mens de nikkende slog med hovedet.
“De ødelægger trivslen på gården og deres tidligere ejer var Indre Missionsk! De æder VORES græs, gir’ ingen mælk og de yngler sommmmm… sommmmmuuhh… kaniner…”
Fårene syntes nok også at kunne ane problemer. Hvad skulle angora-kaniner på en gård med masser af får, som gav masser af glimrende uld? Det var der overhovedet ingen fornuft i, mente de. Og i øvrigt, så tog de sig ikke gerne ud for at stå i opposition til køerne som nok var færre, men kunne muhe meget højt og havde lange horn og skarpe klove som alle gårdens dyr skævede til med en vis frygt.
Og så var besætningen for øvrigt blevet udvidet med nok et par stykker… de var købt til besætningen ved den forrige markedsdag, og kom fra en præstegård (selveste Grundtvigs, mente nogen…) – og se det var rigtignok fornemt, vidste alle dyrene!
“Nææææh-æh-æh-æh-æh”, sagde vædderen lavmælt – “Vi står os bææææh-æh-æh-æh-æst ved ikke at skabe splid og stress, nede på ææææ-æh-æh-engdraget. Så hvis køerne ikke ka’ li’ kaniner, skal vi ikke sætte os grå uld i pelsen ved at spille Rasmus-modsat. Kaniner er os for ligegyldige til at udløse splid om ææh-æh-æh-eng-delingen, nok engang… Hvis køerne vil muhe ondt om dem, står vi os bedst ved at tie stille eller ind imellem bræææ-æh-æh-æh-æge med, for syns skyld…”
…Og sådan blev det!
Hestene - de sagde slet ingenting. Nok delte de også engdraget med både får og køer og nok var de stolte dyr. Men fra engang at have været bondegårdens kraftcenter som prægtige trækdyr, var de blevet decimerede af udviklingen og reduceret til nærmest kustode-status.
Hestene fornemmede at øjeblikket ikke bød sig til at føre sig frem med kæphøj moral og sætte køerne på plads. Misforstået trodsighed kunne let føre den tanke med sig at heste i grunden var ganske overflødige, hos gårdens ejer.
Så om hestene var misfornøjede, så tav de klogeligt og skulede måske lidt irriterede, mens de prøvede at lade som ingenting.