danskeres nationalbegreb - perverteret eller saboteret
Hvad forbindes med en fædreland, nationalfølelse, patriotisme, loyalitet og hvor det på vej hen?
Thyge Rothe havde udtrykt sin abstrakt kosmopolitiske patriotisme med ordene "Ubi bene, ibi patria". Hvor der er godt, der er mit fædreland. Det blev i næste århundrede gentaget af de nationalliberale, som lagde an til stormløbet på enevælden. Hertil svarede Steen Blicher med sin kristelige bondekonservatisme: Nej, "Hic patria, hic bene" [...]
Her er modsætningen klart trukket op. Ideologen spejder rundt i alverden for at finde den ideelle politiske opskrift på et fædreland, der er værd at bo i. Thi hvor der er godt, der er hans fædreland. Blicher siger: Her er mit fædreland, så her er godt. Fædrelandet er for ham den givne virkelighed. Derfor er det godt. Han skal ikke antage sig et fædreland, fordi han har vurderet, at det er godt. Han har det, for Gud har givet ham det, og det er godt. [...]
Nationaliteten tenderede for de liberale mod at være et valg – ikke det valg, der består i at skulle vælge den givne virkelighed, men det, der består i at udvælge virkeligheden blandt de til rådighed stående muligheder. Derfor var nationalstaten på længere sigt ikke mere et politisk mål i sig selv, men et middel i udviklingen mod den universelle idés virkeliggørelse.
Nationens faktiske eksistens og fremtid var mindre væsentlig. Mens de nationalliberale svingede med Dannebrog for den nationale idé, nedskar de forsvaret og grundlagde både nederlaget i 1864 og den politiske tradition, som siden blev det radikale venstres varemærke, og som med henvisning til den selvskabte katastrofe i -64 fastslog, at et lille land jo alligevel ikke kunne stille noget op militært.
For klarhedens skyld må man skelne imellem liberalismens bevidste idéindhold og målsætning og så dens historiske følger – mellem ånd og årsagssammenhæng. Hvad det sidste angår blev nationalstaten i dens nu kendte afpudsede form en politisk nødvendighed med demokratiet. De flernationale statssamfund – ikke blot Europa, kejserriger, men også den danske helstat – måtte falde. Et flernationalt demokrati er en umulighed, thi et folkestyre forudsætter et folk. Det er ikke blot en sprogligt logisk slutning. Den bekræftes af demokratiets historie.
Da den patriotiske loyalitet mod kongen bortfaldt som ankerpunkt, måtte loyaliteten rettes mod nationen. Slesvigeren måtte i 1840’erne, hvad enten han var liberalt orienteret eller ej, gøre op, om han var dansk eller tysk – hvor det før var nok, at han var tro mod kongen og holdt af Slesvig. Et karakterfuldt eksempel er Peter Hiorth-Lorentzen, som indlagde sig hæder ved i den slesvigske stænderforsamling at tale dansk og vedblive at tale dansk. Men med et vist besvær. For han var oprindeligt en tysk-talende slesvig-holstener, der blev tvunget til at vælge.
Det blev valget ikke ringere af, men hermed var den nationale sag problematiseret – også i en generel og anderledes uhyggelig forstand end den, der i et grænseland beroede på rent historiske årsager.
Loyaliteten i det gamle patria gjaldt en person: det høres i selve ordet loyalitet. Ordet kommer af la loi og betyder bogstaveligt lovlydighed. Man er imidlertid ikke loyal mod loven og dens paragraffer, men mod kongen som lovens personifikation – ligesom en tro ægtemand ikke er loyal mod ægteskabsmoralens paragraffer, men mod sin kone. Loyalitet er et lydigheds-forhold til lovens fordring, men forstået som et personforhold.
Da kongen ikke længere som lovens håndhæver var folkets korporative personlighed, måtte loyaliteten gælde korporationen selv – nationen i almindelighed. Men hvem og hvad var nationen? – Det var mere abstrakt, og det kunne komme til at bero på en tolkning – især fordi nationen samtidig havde fået karakter af en idé.
"Patriotisme" blev til "nationalfølelse", og det indebar tillige en risiko for en usund læggen vægt på følelseslinet, der kunne tendere mod en slags "national pietisme". Man kunne dyrke den nationale idé eller stemning uden at være konkret forpligtet på nationens beståen.
Er det nationale begreb en saga blot eller udskiftet med international konventioner??
mvh
Thyge Rothe havde udtrykt sin abstrakt kosmopolitiske patriotisme med ordene "Ubi bene, ibi patria". Hvor der er godt, der er mit fædreland. Det blev i næste århundrede gentaget af de nationalliberale, som lagde an til stormløbet på enevælden. Hertil svarede Steen Blicher med sin kristelige bondekonservatisme: Nej, "Hic patria, hic bene" [...]
Her er modsætningen klart trukket op. Ideologen spejder rundt i alverden for at finde den ideelle politiske opskrift på et fædreland, der er værd at bo i. Thi hvor der er godt, der er hans fædreland. Blicher siger: Her er mit fædreland, så her er godt. Fædrelandet er for ham den givne virkelighed. Derfor er det godt. Han skal ikke antage sig et fædreland, fordi han har vurderet, at det er godt. Han har det, for Gud har givet ham det, og det er godt. [...]
Nationaliteten tenderede for de liberale mod at være et valg – ikke det valg, der består i at skulle vælge den givne virkelighed, men det, der består i at udvælge virkeligheden blandt de til rådighed stående muligheder. Derfor var nationalstaten på længere sigt ikke mere et politisk mål i sig selv, men et middel i udviklingen mod den universelle idés virkeliggørelse.
Nationens faktiske eksistens og fremtid var mindre væsentlig. Mens de nationalliberale svingede med Dannebrog for den nationale idé, nedskar de forsvaret og grundlagde både nederlaget i 1864 og den politiske tradition, som siden blev det radikale venstres varemærke, og som med henvisning til den selvskabte katastrofe i -64 fastslog, at et lille land jo alligevel ikke kunne stille noget op militært.
For klarhedens skyld må man skelne imellem liberalismens bevidste idéindhold og målsætning og så dens historiske følger – mellem ånd og årsagssammenhæng. Hvad det sidste angår blev nationalstaten i dens nu kendte afpudsede form en politisk nødvendighed med demokratiet. De flernationale statssamfund – ikke blot Europa, kejserriger, men også den danske helstat – måtte falde. Et flernationalt demokrati er en umulighed, thi et folkestyre forudsætter et folk. Det er ikke blot en sprogligt logisk slutning. Den bekræftes af demokratiets historie.
Da den patriotiske loyalitet mod kongen bortfaldt som ankerpunkt, måtte loyaliteten rettes mod nationen. Slesvigeren måtte i 1840’erne, hvad enten han var liberalt orienteret eller ej, gøre op, om han var dansk eller tysk – hvor det før var nok, at han var tro mod kongen og holdt af Slesvig. Et karakterfuldt eksempel er Peter Hiorth-Lorentzen, som indlagde sig hæder ved i den slesvigske stænderforsamling at tale dansk og vedblive at tale dansk. Men med et vist besvær. For han var oprindeligt en tysk-talende slesvig-holstener, der blev tvunget til at vælge.
Det blev valget ikke ringere af, men hermed var den nationale sag problematiseret – også i en generel og anderledes uhyggelig forstand end den, der i et grænseland beroede på rent historiske årsager.
Loyaliteten i det gamle patria gjaldt en person: det høres i selve ordet loyalitet. Ordet kommer af la loi og betyder bogstaveligt lovlydighed. Man er imidlertid ikke loyal mod loven og dens paragraffer, men mod kongen som lovens personifikation – ligesom en tro ægtemand ikke er loyal mod ægteskabsmoralens paragraffer, men mod sin kone. Loyalitet er et lydigheds-forhold til lovens fordring, men forstået som et personforhold.
Da kongen ikke længere som lovens håndhæver var folkets korporative personlighed, måtte loyaliteten gælde korporationen selv – nationen i almindelighed. Men hvem og hvad var nationen? – Det var mere abstrakt, og det kunne komme til at bero på en tolkning – især fordi nationen samtidig havde fået karakter af en idé.
"Patriotisme" blev til "nationalfølelse", og det indebar tillige en risiko for en usund læggen vægt på følelseslinet, der kunne tendere mod en slags "national pietisme". Man kunne dyrke den nationale idé eller stemning uden at være konkret forpligtet på nationens beståen.
Er det nationale begreb en saga blot eller udskiftet med international konventioner??
mvh