De ensomme "familieløse" (langt indlæg)

Sidder en søndag eftermiddag og funderer over livet.
Købte et ugeblad og fandt en spændende artikel om familie og vennerelationer og hvordan den moderne familie 2006 har nok i sig selv. Rummeligheden overfor andre mennesker nedprioriteres hos børnefamilier og fælleskab opfattes først og fremmest som en familiesag.
Børnefamilien er hellig i nutidens samfund og er voldsomt i focus. Alle fjernsynsprogrammer, reklamer, produkter henvender sig til kernefamilien. Arbejdspladserne tilpasser sig børnefamiliernes behov og singlerne må tage slæbet til fyraften og til højtider. I ferier har kernefamilerne naturligvis igen krav på alle de bedste ferieuger.
Ensomhed i forbindelse med højtider og lange weekender kan være problematisk. Hvad skal man lave? Netop i børnefamilien hvor man har hinanden som par, børn og masser af fællesskab, nærhed og kærlighed burde der være meget på overskudskontoen at der kunne deles rigt ud til vennerne uden børn, de gamle familiemedlemmer eller andre "udstødte" i samfundet.
Man føler sig lidt som en paria når vennerne får børn, de har nok i sig selv og deres egne behov. Meget af det interessante man tidligere foretog sig med vennerne bliver til drikke-te-arrangementer hvor børnene naturligvis igen er i centrum. At få sit barn babysittet er tilsyneladende gledet ud af familiekulturen.
Hvad skal man lave når vennerne får børn? At ringe til en børnefamile og foreslå ferie, motion, biftur eller bare samvær er udelukket. Der er ikke plads til at integrere venner og familie i familieidylen- det spolerer drømmen om kernefamien. Desuden "tror" vennerne stadivæk, at man som single lever som en teenager og kaster op hele lørdag formiddag (man er jo single) selvom de selv var i netop samme situation for et par år siden.
U)heldigvis varer idylen ikke for evigt- veninden kommer igen når skilsmissen lurer, så er der pludselig oseaner at tid til at hælde vand ud af øjne og ører til familieidylen bliver genoptaget. At skaffe sig en familie selv kunne måske være løsningen? Det er også svært, for tit følger der så en ex-familie med hvor der heller ikke er plads. For børnens skyld og forholdet til ex´en holder kæresten stadig ferier, jul, påske, pinse med exfamilen og man orker simpelhen ikke stritte imod mere.
Det er efterhånden blevet børnene der dikterer de sociale begivenheder. Det afhænger af børnene om hvordan man f.eks. svarer på en invitation. Er der andre børn? Gider de?
Jeg har spekuleret på hvorfor det er sådan? Ville jeg selv have blevet sådsn hvis jeg havde fået børn? Sandsynligvis...det ligger i tiden at børnefamilierne sætter dagsordenen og det er den romantiske drøm om det perfekte familieliv. Skilsmissestatistikkerne viser desværre at det kun er 1/2delen der (delvis) får levet drømmen ud. Alligevel er det` hele samfundet stræber og retter sig efter.
Større rummelighed overfor andre mennesker ville være en dejligt så ville ensomhedsproblemet ikke være så udbredt i vores samfund.
God søndag.

Jeg formoder du ikke ser lige sort på situationen hele tiden.(?)
Jeg forstår ikke helt, hvorfor det er børnefamilierne der skal være åbne overfor singlerne, der har valgt at leve alene. Er det da ikke nemmest at være sammen med ligesindede?
Mine børn er voksne og jeg gider ærlig talt ikke at være sammen med børnefamilier i længere tid af gangen. Kunne f.eks. aldrig drømme om at tage på ferie med dem eller lign.
Det er straks noget helt andet med mine børnebørn, dem gider jeg faktisk altid være sammen med.
På den ene side er du utilfreds med at børnefamilierne skal forfordeles på arbejdsmarkedet med hensyn til ferieuger og andre fridage. Børnefamiliernes valg af ferieuger hænger jo uhjælpeligt sammen med skoleferierne, hvorfor mener du, de skulle være de bedste. Det har jeg svært ved at se. Vejret er i reglen råddent herhjemme og rejser koster det dobbelte. Hvad er der godt ved det?
Med hensyn til andre fridage, så skriver du at det er svært at få helligedage o. lign til at gå. hvorfor så ikke arbejde - eller endnu bedre; slå da pjalterne sammen med nogle andre singler. Der er bunker at foreninger som samles, også om andet end det at være alene og på udkig.
Tag en flaske god rødvin til din aftensmad, nyd du ikke behøver se Kaj&Andrea og få så humøret et par grader op.
Du skal da ikke bruge din tid på dårligt humør over det er søndag. Det er livet da for kort til.

Hej Dulkis. Dejligt positivt svar du kommer med, jeg er ikke sortseer!!!reflekterer bare over livet og familiestrukturen over en artikel jeg læste fra Institut for Fremtidsforskning.
Men du har nok været lidt længere fremme i skoene end mig.
Mine venner har først fået børn inden for de sidste 5-8 år så jeg har haft singleliv med dem hele min ungdom. Det er nu som godt 40årig jeg skal til at skaffe mig en ny vennekreds. Datingsites og loger synes jeg ikke er voldsomt interessante- det er ikke en kæreste, dans og diskoteker jeg savner, derimod nærhed med mine gode gamle venner og familie (søskende som også har småbørn). Jeg forstår godt du ikke gider holde ferie med dine voksne børn- hvorfor skulle du da også det når du har små børnebørn? Men får du lov til at holde ferie med dem? Mine søde små nevøer og niecer har sjældent tid til mosterbesøg-børn har meget travlt med fritidsaktiviteter som forældrene kører dem rundt til. Alle ferier er også booked op jul, nytår osv. bliver holdt med andre børnefamilier.
Alsidighed er skønt synes ikke vi skal grupere os så voldsomt.

Sjovt så enig jeg er i dine kommentarer.... Er single (mand), 33 år og har således nået den alder, hvor stort set alle vennerne er ved eller har stiftet familie.
Man kan således stå på sidelinien og betragte vennerne og deres ændringer med hensyn til prioritering af fritiden. Men det er jo en logisk konsekvens af at de stifter familie og det er vel logisk at venner med små børn i højere grad end tidligere finder sammen, og at det således sker lidt på bekostning af os singler.
Jeg er sikker på, at jeg ville gøre det samme, men omstændighederne har bare gjort at sådan er det ikke blevet. Og jeg vil give dig ret i, at højtiderne og weekender kan være lange (ofte småked af det i julen), men jeg ved for mit eget vedkommende, at nogle gange siger jeg nej til nogle invitationer, når jeg ved at det foruden mig kun er vennerne med børn der kommer. Det er nok for dumt, da jeg ikke tror vennerne ser det som et problem at man kommer single, men man vil altid føle sig lidt udenfor.
Min konklusion er, at man eftersom man bliver ældre og stadig er single, må finde alternative interesser og sørge for at involvere sig i mange forskellige ting. For mit vedkommende er kedsomheden roden til at ondt - så hellere arbejde lidt mere :-)

Hej du.
Ja, du har så evig ret i, at samfundet idag koncentrerer sig fuldstændigt om at opbygge en kernefamilie, der har rigeligt i sig selv, og der på ingen måde har empati for andre.
Det er blevet sådant hos den nye generation af forældre, at der ikke er plads til andre, og familierelationer bliver fnysende smidt bort, da det er alt for besværligt at gøre noget for gamle tante Anna - og hende kan vi jo alligevel ikke bruge til noget!
Tja - og så sidder vi singler ensomme og forladt - ikke kun af venner og børn, men hvad synes du om lørdage og søndage - hvor de forskellige fjernsynsstationer kæmper om at lefle for børnene, så det eneste vi kan forjage vores ensomhed med er tegneserier ?
Løsning❓Vi må vel stå sammen og sige, o.k. så kan vi da heldigvis selv !
kh
else

Som jeg ser det (38 single med flere faste forhold bag mig, single nu et par år)handler det om, at mennesket mestendels er et flokdyr - når et menneske finder prinsen/prinsessen i sit liv gør de det i den naive tro, at modparten kan opfylde alle de sociale behov - hvilket vedkommende sådan set også i mange tilfælde kan, for mange mennesker gør det sig gældende, at de bare ikke vil være alene. Udtrykket "mutters alene" er befængt med mange negative konnotationer.
Om man kan lide det eller ej, er veninders rolle ofte reduceret til en at hænge ud med, indtil den rette mand kommer på banen. Disse kvinder vil bare ikke være alene. De er bange for det. De tør ikke.
Ukritisk valg af partner er en af konsekvenserne. Blind tro på, at der findes noget, der hedder den eneste ene. Jeg har oplevet voksne kvinder, der efter 3 ugers bekendtskab flyttede sammen med "kæresten" (LÆS: fordi man kysser på hinanden, er man ikke automatisk kærester, et forhold opstår først langt senere i forløbet) og som en mentalskadet 8-årig ville have kunnet regne ud, gik det selvfølgelig også galt og hun blev smidt ud efter 3 måneder.
Vi skal simpelthen frem til, at dette at leve alene ikke er en stigmatiseret tilstand, en fase, man lige skal gennem før lyset venter på den anden side i form af en eller anden tilfældig mand, der som et resultat af ensomhed en after mener, at man er guddommeligt smuk.
Omkring at være sammen med familier: er det virkelig så sjovt, at du ligefrem efterspørger det? Som du selv påpeger, handler det hele om børnene - og, kære venner, godt nok har jeg respekt for liv og forstår godt de mekanismer, der får mange uplanlagte graviditeter til at blive et barn (har selv fravalgt børn 3 gange og har ikke fortrudt disse aborter), men fordi jeres liv kredser om jeres afkom betyder det jo ikke, at andre finder dem lige så yndige. Jeg læser heller ikke op af den bog, jeg pt. er i gang med - så snakken om børn og tilstedeværelsen af børn bør nok vurderes, når der er andre voksne til stede, ligesom ejeren af en hund også overvejer, om hans gæster kan lide hunde og evt. holder den væk eller i hvert fald ikke holder timelange indlæg om den......