Depression og hvad så? Råd søges.......

Jeg har haft en depression - og været meget langt ude, helt derude hvor jeg forsøgte at tage mit eget liv. Min mand havde ufatteligt svært ved at sætte sig ind i hvad en depression var og hvordan man bakkede en depressiv kæreste op. Men ikke nok med det - ved ikke at få sat sig ind i det - lukkede han af overfor omverden og spillede det skuespil, at vi havde det godt. Han havde heller ikke nogen at tale med, som han kunne dele alle de ting og følelser han stod tilbage med alene.
Problemet udviklede sig, dvs. jeg kom efter laaang tid 1½ år ud af min depression. Men jeg tror desværre at han, fordi han ikke fik hjælp og heller ikke bagefter fik hjælp til at bearbejde de følelser han har siddet med, at han er blevet ramt af en depression. Jeg synes jo jeg kan genkende symptomerne.
Han er trist, han engagere sig ikke i noget, han er ikke rigtig glad, når han har lavet noget han normalt holder af, hans temprament er steget, vi kan ikke lave selv simple aftaler, han beskylder sig selv for alt - selv når jeg siger mange af vores problemer skyldes at jeg har haft en depression. Når han ikke beskylder sig selv, fralægger han tilgengæld alt ansvar. Jeg kan slet ikke tale rationelt med ham. Han truer mig konstant og glemmer hvad han har sagt. Ved at han på arbejdet også glemmer ting.
Jeg har fra psykolog og psykriater fået afvide, at jeg ikke kan holde til at blive sammen med ham, når han ikke vil anerkende, at han har et problem. At risikoen for at han trækker mig med ned er for stor. Jeg er flyttet fra ham og det har været svært - fordi jeg faktisk elsker ham.
Efter et liv i stilstand, er jeg endelig ved at finde mit eget fodfæste, nu hvor jeg er gået fra ham. Jeg kan endelig gøre de ting der er rigtige for mig! Min depression blev ekstra dyb, fordi han forbød mig at gøre de ting der var rigtige for mig.... Selvom min depression lettede, så fastholdte han de mønstre vi var kommet ind i - det synes jeg er svært, men på den anden side, tror jeg også han var gået ind i sin egen depression inden jeg blev rask, men blot hang i ved fingerspidserne. Han fik sidste sommer konstateret en livstruende sygdom oveni alt det vi har været igennem - og det kom som en chok for os.
Jeg har enorm dårlig samvittighed over, at jeg ikke er stærk nok til at blive sammen med ham - stå det igennem sammen med ham. Ikke mindst fordi vi også har et lille barn på under 1 år sammen. Det river ham i stykker, at han ikke er sammen med sin barn hver dag....men på den anden side, er han lige nu ikke i stand til at varetage vores barns behov. Tristhed er forbudt, dvs at vores lille barn skal grine hele tiden, at han hvis han bliver ked, skal kastes op i luften indtil han griner, fremfor at holdes ind til far og trøstes. Da vi havde fortalt hans store børn, at vi gik fra hinanden, og de græd. Gik han rundt og sang be happy og andre lignende showtones (staves) og om aften skulle de i biografen, og se en komedy - så de kunne få grinet..... børnene var bare kede og havde behov for at være det - men det kan han ikke rumme. Det er nok det eneste jeg ikke kan genkende fra min egen depression, det at alle SKAL være glade omkring ham også når de er kede - hvorfor handler han sådan? Andre der har oplevet det?
Hvor får jeg et netværk, der kan hjælpe mig? Jeg bor i Nordjylland og synes ikke jeg kan finde noget for pårørende - men kan mærke jeg har behov for at have nogen og tale med. Har behov for at nogle kan fortælle mig det er "normalt" og det bliver godt igen.
Hvordan får jeg ham til at erkende, at han har et problem? Jeg savner min mand, men jeg er ved at holde op med at elske ham - fordi jeg ikke kan se ham mere.........Hvad nu hvis han aldrig kommer tilbage?? Hvor lang tid kan man leve sådan?
Undskyld det er langt og rodet - men der er bare så mange følelser.......og jeg er så ked og samtidig har jeg det bedre end jeg længe har haft det - fordi jeg er væk fra ham...og det giver dårlig samvittighed :-(

Henvend dig på www.depnet.dk

Kender godt de internetbaserede - men synes det er noget andet at mødes face to face.
Men ellers tak for hjælpen :-)

Der havde jeg fået mere end nok, i har et BARN, Ok dette kommer fra "leveren", du er ikke debra, du er gal i skralden, din psykolog og psykiater siger du skal skride fra din "mand" pga at han ikke vil indrømme at Pga dine problemer så har du drevet ham til sindsyge.
Klap lige hesten engang "moster", hvad har du gang i?, jeg kan regne ud at DU har fået det barn DU vil havde, også kan "stoderen" bare rende og skide, er det Pga, du ikke passer JERES barn ordentligt, at du skal til/i Div behandlinger?.
Men som sagt!, jeg havde fået mere end rigeligt da jeg kom til det med barnet, hvis der var retfærdighed til, så skulle du ikke havde lov til at være alene med det barn, før du var "rask".
Poul Jørgensen

Hvad bilder du dig da ind? Tag lige og læs resten og sig undskyld.

kan man jo sagtens blive, selvom man har mødt hinanden på nettet!! Prøv dog ... Din mands livstruende sygdom er da mere, end man kan vente, han skal skal ligge og rode med. Er der ikke en patientforening, du kan henvende dig til? Synes, du skal gøre det på hans vegne, hvis han ikke vil.

Kan du ikke selv finde sletteknappen, når du har dummet dig?

Poul Jørgensen.
DU aner vist ikke, hvad der er på spil her. Depression i familien kan splitte både én selv og omgivelserne. I den sidste ende kan det være det bedste for alle parter at splitte op. DU behøver jo ikke at svine andre til, fordi du mangler indsigt..
Til trådstarteren. Det lyder som om, at din mand ikke kan/vil erkende, at han har brug/behov for hjælp. Det kan INGEN overbevise ham om. Det skal komme indefra.
Måske er det i den sidste ende det rigtige, der sker. At du kommer væk og får mulighed for at tanke op efter DIN nedtur. At blive vil, som du selv beskriver, kunne medføre, at du/I kører HELT i sænk. Det kan ingen være tjent med.
Det er IKKE at stikke halen mellem benene, at du vælger at flytte. Det lyder til at være den eneste rigtige løsning lige nu. Hvor længe spørger du? Tjah - lad tiden og udviklingen råde. Din mand skal erkende, at HAN har brug for hjælp. Det har mænd desværre nogle gange svært ved at erkende. Måske kan han nu komme til den erkendelse selv. Ingen tvivl om, at kimen kan være lagt i fm, at han ingen havde at tale med under din nedtur, MEN det er IKKE din skyld.
At forstå en depression kan være svært, men du lyder til, at du er kommet nogenlunde ud på den anden side. Så om du skal bruge så meget krudt på at forstå, vil jeg stille❓ved. Brug krudt på at være god ved dig selv, gøre ting du kan lide, nyd det spirende forår etc.
Held og lykke [f][f][s][s][f][f]

Han stod jo igennem, da hun var syg. Jeg siger ikke, hun skal blive, men skylder man ikke at prøve at skaffe fyren hjælp? Synes det - også for børnenes skyld

at jeg fortsat forsøger at få ham og dermed os på ret køl, og jeg faktisk tror på det (måske naivt) men det gør jeg altså!!!
Og jo, jeg skylder det både for vores skyld og for vores barns skyld. Jeg skylder det, fordi jeg ved, at han, er verdens mest fantastiske mand, når han ikke er gået ned. Så jo, jeg kan ikke bare holde op med at bekymre mig om ham, det vil jeg ikke!
Jeg tror vi kommer ud på den anden side - men det tager måske længere tid end jeg troede - som et stærkere par end vi nogensinde har været før, fordi vi også kender hinandens svage sider........og ved hvornår ting gør ondt på modparten.

Det vil jeg gøre straks i morgen.

efter din ulykke, end du hidtil har givet udtryk for [:|][:|]
Dig, der konstant vil have at vi andre skal have medlidenhed med dig og din forbandede sag.
Prøv at se ud over din egen næsetip. Det drejer sig om en kvinde der virkelig har været meget igennem. INGEN kan sætte sig ind i depressionens helvede førend man har været der. Eller i det mindste ved bare lidt om det. Det gør du åbenbart ikke, for så kunne du aldrig have fundet på at give sådan et modbydeligt svar.
Hun kæmper for sin fremtid, og det er hun i sin fulde ret til.
Men du kom måske ikke igennem hele teksten fordi den var for svær til din intelligens eller hva???

Du mener, hun skal blæse på sit barns tarv og blive hos en mand, der ikke kan tage ordentligt vare på hverken barnet eller sig selv?
Ja, skæbnen er urimelig, når manden nu står alene efter at have støttet hende - men er det at foretrække, at hele familien går ned sammen?
Og vel har hun da ej "drevet ham til sindssyge" - hvad er det for en beskyldning at komme med?
Læs hele indlægget og SKYND dig at skrive en uforbeholden undskyldning. Der er jo intet, hun ønsker sig mere end at være sammen med sin mand igen. Og at se ham rask. Det er bare forbandet svært at hjælpe folk, der ikke VIL hjælpes.

- at hun ikke er "debra". Debra Winger?

Psigisk syg kvinde, der siger at hendes mand skal havde hjælp?, da jeg kom til det med barnet, der havde jeg fået mere end nok af hendes forklaring, tænk lige over hvad hun skrev i starten, bare til det med barnet, og sæt jer så i hendes mand`s sted.
Han har knoklet med en syg kone, nu er hun "rask"(siger hun/hendes psygolog), nu skal manden det samme igennem Pga en psygolog`s udsavn, jeg har prøvet at være sammen med en "kvinde" der var i behandling, jeg vidste det ikke!, pludseligt fik jeg afvide det var min skyld, jeg havde kendt hende i ½år, hun havde gået til behandling i 3år.
Helt ærligt!, hvordan i helvedet kan det nogensinde blive min skyld at "kællingen" er "gak gak" og har været det i flere år inden jeg mødte hende, om jeg hjalp hende?, JO ind i en taxi med hende og hjem med hende, også var den ikke længre!.
Nej hun skal ikke prøve at gøre ham "gak gak", bare fordi hun er det, hvilket selve indslaget tydeligt beviser hun er, det stakkels barn er vel det næste der bliver tvangsfjernet, altså hvis det ikke har sin far.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

😃😃 se det var humor 😉

Og en undskyldning er det sidste jeg vil give.
Ikke for at være grov, men prøv at læse det hun skrev igen, lad være med at se det fra hendes side, men læs hvad hun skriver, det er hele tiden hun hun hun og hendes og hendes, hvor er manden og han`s behov, følelser eller behov, hun skriver ikke et eneste ord om at hun har gjort noget for ham, ikke et eneste lille ord, kun at nu er det han`s skyld.
Prøv at læse det hun skrev, prøv at sætte jer i han`s sted, han har gået op og ned af hende i lang tid hvor hun var syg, nu er hun "rask"?, men kun Pga, han er syg, ikke et eneste ene ord om hvad hun har gjort for ham, hun har nemligt intet gjort for ham, kun fået psygologen til at sige noget som hun udlægger som om at han er "gak gak".
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

ikke en skid af hvad folk de går igennem. Hun er sku da ikke rask fordi han er syg. Men hvad med om du satte dig i hendes sted? Du har ikke selv oplevet en depression eller nogle af dine kære der har været det. For så ville du have et helt andet syn på hvordan man har det. Hele familien gennemgår en forvandling når man er syg.
Men som jeg skrev tidliger: Du har vist taget mere skade end du vil indrømme 😖

- for der er intet, overhovedet, der indikere, du har fattet en bønne.
- Og så synes jeg da iøvrigt du skulle afholde dig fra at vurdere nogens forældreevne. Hvis du kan have børn, så kan alle.
- Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes. Det må du da så rigeligt kende fra dig selv.
- Jeg har forsvaret dig mange gange Jørgensen, men efter den her, har du fået stemplet "dum skid". Føj hvor er du da usympatisk, når det kommer til stykket. Selvmedlidende fløjtetønde.

- nu er vi næsten derhenne, hvor din tråd er gået fuldstændig fløjten på grund af det hjerneskadesvar. Lad os håbe nogen det retter sig.
- Det er jo ganske rædselsfuldt, hvad du har været igennem og hvor er det godt, du er godt på vej på den rigtige side.
- Du kan ikke hjælpe din mand. Han skal tage den beslutning selv, men er du helt sikker på, hvad der kom først? Hønen eller ægget? Når vi lever tæt sammen med et andet menneske kører projektionerne i en uendelighed. Det er set før, at det egentlig er den anden, end den der får de første symptomer, der er syg. Har I været så meget sammen om din depression af den side af sagen er kigget på?
- Jeg siger det, fordi jeg havde en moster der i årevis var på stesolid, for at holde manden ud. Han fejlede nemlig ikke noget - efter hans mening. Dengang var de praktiserende læger tættere på familien, og deres fik da endelig øje på, det nok var den forkerte han udskrev medicin til.
- Det er slet ikke sikkert, det er baggrunden for din depression, men det er helt sikkert at du ikke kan leve sammen med en menneske, der er midt i en uden selv at blive "trukket med". Det er forfærdeligt frustrerende at være magtesløs, men er der ikke andre omkring ham, der kan tage en fornuftig snak med ham, og gøre ham opmærksom på, han måske skal have noget hjælp til at bearbejde de ting han har oplevet med dig - det kan jo da være indfaldsvinklen, hvis den er nemmere for ham at sluge.

- at ville hjælpe nogen, der ikke "fejler noget"? Det er SÅ ressourcekrævende, at du tror det er løgn. Hvor skulle hun få de ressourcer fra på nuværende tidspunkt. Er man ikke selv den nærmeste til at søge hjælp, hvis det går ud over ens omgivelser, at man ikke fungerer?

og også fået ham til at acceptere at gå til psykolog, for at hjælpe mig/os. Men ventetiden er laang og hård og jeg ved fra mig selv og min veninde, at det sagtens kan tage et år, og det hvis den er anerkendt.
Min mand er rigtig meget mand, på godt og ondt :-) At være svag - er ikke noget man er, man klare tingene selv. Om psykologen kan få ham til at vælte hans forsvarsværker, ved jeg ikke........det håber jeg!!!
Men hvor er det svært - det er svært at acceptere, at det bedste jeg kan gøre lige nu, nok bare er at holde mig væk, og sende ham små kærlige beskeder om at alt bliver godt igen - men at det tager tid!!! Og så håbe han selv vælger at ville tage imod hjælp, så vi kan hjælpe ham.
Jeg kender den udløsende grund til min depression og har fjernet det fra mit liv, eller retter det blev afsluttet. Der kom nogle ekstra ting til, der gjorde den dybere og dem har jeg også nu fået "behandlet" og fået slettet grundene. Så jo, jeg er sikker på, at jeg fik depressionen som arbejdsbetinget - måske udløst pga. stress. Hønen eller ægget :-)

Rigtigt du er den eneste der kan bede om hjælp, men du kan måske turde det, hvis dine pårørende holder fast i dig.
Jeg havde personligt haft lettere ved at få hjælp, hvis enten han havde taget mig i hånden og gået med mig til psykolog, eller havde smidt mig ud - så mine venner havde overtaget rollen som mine nærmeste og opdaget problemet. Men at vi skulle skjule det og jeg selv skulle klare det, gjorde det til et enormt problem. Men ingen tvivl, folk er forskellige og depression er en svær ting, fordi den er forskellig fra individ til individ.
Ååååh for fanden det er svært......vil så gerne hjælpe.....men de profesionelle har nok ret, lige nu hjælper jeg ham nok bedst ved at samle energi og passe på mig selv og vores barn. Men hvor er det svært ikke at kunne hjælpe det menneske man elsker mest, faderen til ens dejlige lille barn............

Jeg er bare ikke sikker på, at "man" (hun) nødvendigvis får det bedre at at undlade. Jeg mener dog ikke, det er noget, man skal sætte hele sit liv af til - sådan er det slet ikke ment.

Prøv lige at læse mit indlæg igen - så vil du opdage, at vi vist ikke er helt uenige...[s][s][f][f]😉😉

tydeligvis et noget forkvaklet syn på, hvad det vil sige at have en psykisk nedtur. Og det er netop DET mange mænd har....
Man behøver altså ikke være "gakgak" for at være i krise...
Men man er GAKGAK, hvis man forsøger at vifte det væk med overfladiskhed og fortrængning ... ellers bliver man det...

- er det virkelig så simpelt? At fordi, du har negative erfaringer med en psykisk syg kvinde, så ved du lige præcis, hvordan det forholder sig for alle andre?
Hun er ikke psykisk syg - hun har HAFT en depression.
Din mentale tilstand kan jeg derimod godt være bekymret over. En ting er dine paranoide og selvmedlidende forsikrings-indlæg, der ingen ende vil tage, men din reaktion her er langt mere skræmmende.
Du har ikke fattet en bjælde af indlægget - du har på forhånd afgjort, at konen er gak gak, og dermed er der intet galt med hendes mand. Vorherrebevares.

Det er jo umuligt, folk skal nok opdage det? Jeg synes, du tjener ham bedst ved at passe på barnet, som du siger, og direkte sige til ham, hvis du er overbevist om, at han er syg. ER du overbevist? Du kan jo evt. tale med hans læge? Hvem ville dog ikke få en depression, hvis man fik at vide, at man var livsfarligt syg - det virker ganske sært at hoppe rundt som en påskehare!

en større belastning, når man skal skjule sin krise. Men det kan være svært at se facaden krakelere; det har det øjensynligt været for din mand. Og det ser det ud til stadig at være. Det mener jeg ikke, at du i din situation har ressourcer til at løse.
Så kan det virke barskt at skilles, men der jo ikke nogen der siger, at det er for altid. Nogle gange skal vi have med forhammeren, før der går hul til de blødere lag.
Jeg har selv været rigtig dygtig til at spille skuespil og klare det hele. selvom det var kaos indeni. Altså lige indtil det ikke gik længere.
DER ER kun mig selv til at nå til den erkendelse. DER ER kun mig selv til at mærke det. Nogle små skub her og der har da hjulpet i den rigtige retning. MEN det er mig (din mand), der skal ind og MÆRKE behov for HJÆLP.
Man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at æde...

kom lige til at se RIGTIGT i tråden og erfarede, at det ikke var mig dit svar var rettet til .... UPS😉)]

Kan du da ikke bare lade være med at reagere på indlægget, hvis ikke du har noget mere begavet at skrive.
Dine to indlæg er da noget af det mest usympatiske, jeg længe har set.
Mon ikke du selv skulle få ryddet op i dine skeletter, før du begynder at udtale dig om andres...??
Venlig hilsen
Letitgrow [s][s]

- det ville være en underlig dag, hvis vi ikke var enige..😉

- og vist også godt til bunds, men ting tager tid, så det nogle gange kræver mere tålmodig end vi synes vi har. Du må ruste dig.
- Det skal nok gå, hvis bare han kommer igang.
Jeg vil ønske dig alt muligt godt i fremtiden.
Stor knuser[f]
Dulkis

ja - det tænkte jeg ikke lige over 😉😉

- Poul Jørgensen. Der står: "Jeg hjælper altid andre når det er mig mugligt, på bekostning af mig selv."
Der er edderbankemig ikke megen hjælpsomhed at hente i dine indlæg her. Tværtimod tværer du rundt i din egen sørgelige fortid på bekostning af en anden, som har skrevet herind, fordi hun har brug for hjælp.

Jeg tror ikke i forstår hvad hun skriver, jeg tvivler også på hun selv gør det, hun har prøvet at begå selvmord, det er forfærteligt, men ikke problemet her og nu, hun siger at psygologer har sagt at hun ikke skal regne med at blive sammen med sin mand, hun siger hendes mand skal havde hjælp, fordi det har psygologerene sagt.
Da hun var nede, der var manden der for hende og barnet, nu er hun oppe, nu vil hun skride fra ham og tage barnet med, helt ærligt, hvordan regner i med at en mand vil tage det, i 1½år har han kæmpet for hende og deres barn, og nu skal han havde hjælp til sine føleser, han`s føleser er at han elsker hende og deres barn, han har i 1½år kæmpet og håbet på at alt ville blive godt igen, i 1½år har han ikke haft en "kone", kun et barn som i hver eneste lille bevægelse har mindet ham om hende han elsker, og nu er hun "rask" og nu siger hun at hun vil gå, og at han er syg og skal havde hjælp.
Prøv at læs det hun har skrevet, og forestil jer at i er manden, der har levet sammen med hende, prøv at se det fra den anden side, husk ikke alt hvidt er hvidt, hun bebrejder ham for ikke at deltage i alt?, helt ærligt, hun vil gå fra ham og tage han`s barn med sig, hvor tror i lysten til at deltage i alt er?.
Hvad jeg ville gøre hvis jeg var ham?, hvorfor tror i at jeg er enlig far, det hun skrev i indlæget, er det samme som mine børn`s mor kunne havde skrevet for 20år siden, det eneste posiktive i dette er, at hun har fået hjælp, men der er nogen der har sagt til hende at hun først og fremmest skal tænke på sig selv?, men hvor passer barnet ind i det, et eller andet sted så elsker hun manden?, men ham ofre psygologerene, han er jo heller ikke deres problem, vel?.
Jeg er gal på psygologerene, ikke hende, hun har det svært nok, men enden på det hele bliver, en enlig kvinde, en enlig far, og et stakkels barn der i sidste ende kommer til at betale prisen.
Venlig Hilsen Poul jørgensen

Men jeg har prøvet at være "manden" i sådanne et forhold, jeg kan sætte mig i han`s sted, der er altid 2 sider af en sag, ja det vil sige sig i denne er der vist 3 sider, vi har den ene, hendes og noget af hvad psykologerne har sagt til hende.
Om jeg har oplevet en "depression"?, jeg ved ikke hvordan du ville tage det hvis, du Feks blev sigtet for at havde begået incest imod dine 3 børn, og havde været afhørt i Ca 14 timer af politiet Pga din kone var psykisk syg og havde flygtet med dine/jeres børn, og havde beskyldt dig for alt, vold, incest Osv, og at du opdagede at din kone havde prøvet at lave falske beviser på at du havde gjort de ting, jo jeg tror godt man kan blive "lidt" deprimeret af det, jeg blev redet af en gammel skolekammerat, ellers havde jeg ikke været her i dag, så jo, jeg tror jeg har prøvet det, men ok, det er bare hvad jeg tror.
Men prøv at læse hende`s indlæg igen, og leg at du er manden i det forhold, og prøv så at forklare hende hvorfor du er/gør som du gør.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Jeg forstå udemærket godt dig og dine udtaleser, men forstå mig, jeg ser det også fra manden`s side, det jeg skriver er ikke en fordømmelse af noget, men mere noget for at der måske skulle ske en slags revision af det hun skrev.
En depresion på over 1½år, den giver psygiske eftervirkninger, og dem skal/kan man ikke bare flygte fra, hun er kvinde, mor og kone, hvis hun bare "skrider" hvad er hun så, nu har hendes psygolog, sørget for det i en skildsmisse kan drages tvivl om manden`s evne til at være far, er du klar over hvor forfærteligt sådanne noget er?.
En lille ting der vil forfølge den mand resten af han`s liv, om han trænger til hjælp, det ved vi ikke, det har vi kun udsagnet fra en kvinde der vil skilles på, og som sikkert vil havde fuldforældremyndighed, og nok vil nægte faren at se sit barn, og det kan hun nok godt slippe afsted med, fordi hun har fra en psygolog at han trænger til hjælp, og det har han ikke fået, hvilken dommer vil give sådanne en mand ret til at være sammen med et barn, jeg ved det, INGEN, tro mig jeg taler af erfaring.
Om mine evner til at havde børn?, det lader jeg mine børn afgøre, men et er sikkert, de vil ikke være hos deres mor, så jeg er da om så ikke andet, så bedre end hende, hvis det nu i sig selv siger noget.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Der er ikke noget der hedder "jeg forsøger", enten går man 100% ind for et forhold eller også gør man det ikke, jeg forstår godt din mand, altså at han er tilbageholdene, han ved du vil gå fra ham og tage jeres barn med dig, manden elsker dig og jeres barn, selvfølgeligt vil han være "nede" Pga det, hele han`s verden er ved at styrte sammen.
Du siger selv at han var der for dig i 1½år, hvis han ikke havde elsket dig, så ville han havde været smuttet for længe siden, han har ikke haft det sjovt i det 1½år, det er op til dig havd du vil, ikke en eller anden "halvhjerne af en psykolog", det er dig der bestemmer.
Du har et problem lige nu, du har sagt til en der elsker dig, at du overvejer at smutte, men at du vil "forsøge" at få forholdet til at fungere?, der er ikke ret meget at holde fast i for ham, men samtideligt siger du at du elsker ham (verdens mest fantastiske mand)?, helt ærligt!, hvad er problemet,(undskyld udtrykket, men i dette sammenhæng skal det altså bruges), ingen kvinde der er ved sine fulde 5 vil forlade sådanne en mand, hvis du viser han hvordan du ser på ham, så kan i klare alt sammen, det med at du vil gå fra ham, det virker ikke som om det er din ide?.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

da jeg var barn!
Jeg vil hverken skilles eller tage vores barn fra sin far. Men jeg kan ikke bo sammen med ham, uden at risikoen for at jeg går ned er overhængende!!! Og hvem har gavn af 2 forældre der går ned, hverken min mand, vores dejlige lille barn eller jeg og for den sags skyld resten af vores familie og omgangskreds.
Du kan for det første ikke fratage et barn sin ene forældre, selvom denne må være psykisk syg - heldigvis!!! Men jeg har måtte erkende og det er hårdt, at han kan fravælge sit barn. Men som dagplejeren sagde, det kan være bedst, hvis han lige nu ikke kan overskue og varetage hans behov - men det ved jeg jo, at han kommer til at kunne igen og jeg vil helst ikke have at de mister den følelsesmæssige kontakt der er nu.
Havde egentligt besluttet ikke at gide kommentere dine indlæg - de mangler i den grad empati. Og det skal man have, hvis man skal sætte sig ind i folks liv med depression. Håber for dine nærmeste, at de aldrig kommer til at stå i en sådan situation, for du vil være et helved at være i nærheden af - hvis du agere overfor dine medmennesker som du gør herinde overfor ukendte. (Beklager opsangen, men du bad om den!!!)

Det er svært at have tålmodighed, når man ser en man holder af, har det skidt.....
Det er svært at fastholde, at man faktisk gør det rigtige, når man synes det har den modsatte effekt.
Tror efterhånden jeg heller ville have depressionen, end at stå hjælpeløs på den anden side og vente [:*(]
Tak for dine søde ord.....

Prøv selv at læse... OG forstå 😉 med [l]
Hvor kommer det med at tage sit eget liv fra??
Nå - anyway. Du sviner et menneske til, som i DEN grad har brug for støtte og hjælp til at komme og BLIVE oven på. Det gør man ikke ved at blive i et forhold med en mand der leger struds - dvs stikker hovedet i busken og ikke kan/vil se problemerne.
Han spillede skuespil og holdt facade da hun var nede. Nu vil han gøre det samme, nu hvor det er hans egen tur. Desværre er der mange mænd, som ikke fatter en bjælde af, at det kan være godt at erkende vanskelighederne og bede om HJÆLP og ikke mindst tage i mod den og ikke spille "far véd alt".
For at alle parter kan komme videre kan det nogle gange være den eneste rigtige udvej at skilles og erkende, at man ikke kan - og måske heller ikke skal - klare opgaverne sammen. Men finde ny vækst hver for sig...
Du lyder så lidt som om, at væksten lader vente på sig. Men det kommer måske i næste liv...

Min voksne datter var syg i 2½ år, hvor hun var nødt til at flytte hjem til mig. At se hende være så syg og samtidig føle sig så magtesløs som jeg gjorde, var hårdt. Jeg kan til fulde sætte mig ind i din situation, selvom mit udgangspunkt ikke var så skrøbeligt som dit.
I dag har hun det godt, men hun skal passe på sig selv. Og det skal du også. Du har ansvar for et lille barn, og det forpligter. Jeg synes det lyder fornuftigt at du er flyttet for dig selv og at du prøver at finde ro i hverdagen. Du lyder som en stærk og klog pige.
Om din mand har en depression er svært at vide. Han lyder mere til at have nogle voldsomme problemer med at vise følelser. Det må have været forfærdeligt for dig at stå med din sygdom og så ikke få accept fra den der burde være dig nærmest. Selvfølgelig skal man altid se en sag fra 2 sider, men det lyder ikke som om du har fået den hjælp og støtte du burde have haft.
Du bliver nok nødt til at pakke den dårlige samvittighed væk. Du kan ikke hjælpe en mand der ikke vil hjælpes. Når du stadig sender kærlige smsér og udtrykker håb for jeres fremtid kan du ikke gøre mere. Jeg læser dit indlæg som om at du lider under det svigt du selv synes du byder ham. Det synes jeg ikke kdu grund til. du gør hvad du kan, og du er nødt til at prioritere. Kan du tage vare på dit barn og dig selv har du grund til at være stolt. Din mand må selv finde ud af, om han har lyst til at hjælp. Det er ikke dit ansvar.
Jeg kunne unde dig, at du fandt en at tale. Enten en selvhjælpdgruppe eller andre der kunne støtte dig. Har du prøvet at høre din læge om han kender nogle muligheder ?

Det gør jeg virkeligt, Men (dette er fiksion), hvis du og jeg var gift og havde børn sammen, jeg havde været nede og får "hjælp", (du elsker mig uhyggeligt meget og vil gøre alt for mig), men så kommer jeg hjem fra en behandling med det budskab at du skal havde hjælp, og at det nok er bedst at vi går fra hinanden, det er noget "hjælpen" har sagt?.
Må jeg gætte!, 1.Du vil storme over for at få hjælp, og du vil skynde og pakke dine ting og finde et andet sted at bo, 2. Eller vil du bleve nervøs og bange for at den du elsker over alt i verden vil forlade dig, og derfor noget indelukket, og mene at "hjælpen" er ubruglig og farlig for jeres forhold/ægteskab.
Da jeg var gennem det jeg var havnet i, der søgte jeg Pro. hjælp, Jo tak det hjalp, min pung blev letter at bære, 4.500-Kr letter, ellers intet, jeg siger ikke det gælder for alle, men hvis han ikke går ind i det med åbent hjerte, så vil det slet ikke hjælpe, og hvordan skal en der elsker en anden kunne få sig selv til at opsøge en der siger at den man elsker skal forlade en, JO! hvis det var for at give personen et par flade, men ellers har man intet at sige den person.
Om han har holdt facaden?, det ved jeg ikke, måske har han været stærk Pga han elsker hende, og fik styrken gennem det, og nu tager hun det fra ham ved at ville gå, det at en mand går "ned" Pga det, det er vist meget normalt, men der er det han`s venner der skal hjælpe, ikke en han ikke kender, og "hjælpen" er at han skal overtales til at kunne se at hun slet ikke er den rette for ham, også vil han komme til at hade hende, fordi det kunne hun godt havde sagt for et par år siden, sådanne ender det altid.
Og beviser på at hun har "misbrugt" ham, det har vennerene, i flere år har han passet og plejet hende, også snart at hun kan klare sig selv, farvel og tobak, jo jo, den er god nok, den vil blive brugt, vennerene har måske hjulpet ham gennem de sidste par år, prøvet at holde han`s mod oppe, hjulpet ham på arbejdet når han ikke havde det godt eller ikke kunne overse det hele Pga en "syg" kone.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Og slet ikke din opsang til mig, det er godt nok, og ja, jeg er måske grov, men jeg har vist prøvet at stå i din mand`s sted, sådanne Ca/næsten.
Jo man kan fratage en forældre at hvade samværd Pga psygiske problemer, men det lader vi ligge.
Du vil hverken skilles eller tage jeres barn fra faren?, du vil bare bo for dig selv?, og ikke sammen med verdens bedste mand??, undskyld men nu er jeg godt nok blevet forviret/nysgerig?, hvis det bare er fordi du vil prøve at stå på egne ben/leve livet, så fatter jeg ikke en brik, for du ved vel at hvis gør du det, så er der ingen vej tilbage, måske kan du komme ind i han`s liv igen, men!, han vil altid havde en lille dør i han`s hjerte som du aldrig får lov til at åbne, han vil altid havde en "nødplan".
Om mit indslag mangler "empati"?, Ja og Nej, jeg syndtes det er et underligt grundlag du bruger som undskyldning for at smutte fra din mand, jeg syndtes at er syndt for din mand, men så SGU da som en i helvedet også for dig, du er ved at brænde en bro bag dig, en som du aldrig kan erstatte, du elsker din mand, din mand elsker dig, (ellers havde han været smuttet), hvad/hvor er problemet?, brug istedet al jeres energi på at vise den anden hvad i føler for hinanden, jeg ved at 2 som elsker hinanden kan klare ALT.
Et lille Ps. nu var jeres barn vel ikke Ca 4-12 måneder da du gik "ned" vel?.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

debat. Må bare erkende, at vi ikke ser på tingene fra samme vinkel.
Du vil gerne stå i stampe - OK for mig. Bare jeg må vokse...
Nogle gange skal et træ beskæres kraftigt for at komme i sund vækst igen. Sådan er det også med mennesker..
Go' dag [f][f][f][s][s][s]

Jeg tror nu ikke det vil hjælpe at vælte han`s forsvar, men mere hvis han fik en forklaring han kunne forstå, det kan da godt være han har dårlig samvittighed, at han føler at han burdte havde kunne se det komme tidliger end dig, og at han derved føler han har svigtet dig.
Bare en tanke?.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Det er da godt, at det er fiktion; det du beskriver i starten. Ellers kunne du da godt gøre klar til en skilsmisse 😃😃

Der er tale om en der er gået "ned" Pga sit arbejde, ikke Pga manden, så hvor passet det så ind i billedet at det pludseligt er ham der skal "beskæres" væk, til at starte med troede jeg der var tale om et "fake" indlæg, men der ER tale om 2 som elsker hinanden, og at den ene er gået "ned" Pga sit arbejde.
Jeg har ved "gud" svært at se hvad det skulle hjælpe at hun så skal forlade ham hun elsker?, det at vi ikke se tingene fra samme vinkel er vel kun godt, det havde vist været en dødsyg debat hvis alle var enige😉.
Venlig Hilsen Poul jørgensen

😉[l].
Venlig Hilsen Poul jørgensen

Dette tilfælde er jo sørgeligt nok ikke enestå-endene, men kan det skyldes det ansvar der bliver lagt på kvinder nu Pga ligestillingen, at opgaverene og forhåbningerne er for store.
Det er "nemt" for en mand, han er mand, forsøger, og far, nu vil kvinden også være forsøger?, kvinden er i forvejen "kvinde, elskerinde, kone, mor, børnepasser, rengørings ekspert, husholder, husholdnings økonom, kogekone", og nu vil hun også være forsøger og karrierekvinde, helt ærligt, "filmen" skal da knække engang imellem, det er der da ingen der kan klare.
jeg tvivler på at nogen mand ville kunne klare alt det, uden at knække ned, jeg har stor respekt for kvinder som sådanne, men at de er villige til at ofre deres familie og helbred Pga en karriere, den fatter jeg ikke.
Om 10-20år er der kun brug for den halve arbejdsstyrke, og stresmomentet bliver betydeligt stører på arbejdsmarket, helt ærligt, hvor er problemet, eller hvad er problemet, jeg har arbejdet sammen med kvinder, og de er ikke søde ved hinanden på en arbejdsplads.
Bare en tanke.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Min mand meddelte i dag at han ikke vil gå til psykolog for at redde vores forhold alligevel. Tror ikke jeg kan gøre mere - var selv hos pyskologen i dag og må nok erkende, at det var det :-((((
Hvis vi heller ikke sammen kan få hjælp, så bliver det nok aldrig bedre, tør jeg ikke tro på mere. Jeg tør simpelthen ikke blive ved med at håbe og blive knust hver gang han fortryder....... Livet går videre - men desværre ikke med mål om at vi skal finde sammen igen. Men med et mål om at skabe et godt liv for min søn og jeg.
Er helt følelsesløs indvendig lige nu..............Troede så meget på os - hvor var jeg naiv :-( Tårerne triller bare i stride stømme ned af kinderne - hvordan kunne det være det, vi lovede hinanden vi altid ville give det, det sidste forsøg - også selvom det var svært........

Du må acceptere hans valg, også selvom han vælger dig og den lille fra.
Selvfølgelig er du ked af det, men du må stå det igennem for dit lille barns skyld. Du er din søns helle her i verden, og for at være det må du være stærk.
Har du overvejet at kontakte din læge for at høre om han kender til selvhjælpsgrupper eller andre i din situation ?

dit sølle liv. Det er ikke det det handler om. Nej, du har ikke selv prøvet det, for en depression er ikke lige til at komme ud af. Så nej, det har du ikke haft. Men din manglende forståelse for denne kvinde og hendes familie viser bare, at du ikke har en dyt forståelse for folk med reele psykiske sygdomme. Din ex var jo også syg.. Tilsyneladende. Glemte du lige, at det kunne være derfor hun har handlet sådan????
GLem din egen situation og tænk på andre...

og nogle gang kan du ikke hjælpe et menneske ved at stå ved deres side, nogen gange skal de selv ville hjælpes. Du kan trække en hest til vandet - men du kan ikke tvinge den til at drikke, sådan er en depression.
Du kan leve det meste af et helt liv uden at erkende en depression. Og dermed være en beslastning for dig selv og dine omgivelser. En depressiv skal nogle gange, helt ud, før man selv opdager, at man har et problem og kan tage imod hjælp.
Beklager men jeg tror ikke du er klogere end div. psykologer og psykiater jeg har talt med. Jeg har også selv været der - hvilket faktisk gør, at jeg har en stor erfaring med sygdommen, uden at være ekspert!
Og jo, at gå - kan nogle gange være det der får øjnene op og bla. bla. bla. hvorfor forsøger jeg at forklare dig noget om sygdommen og hvordan tingene hænger sammen, du har dine briller og dem må du beholde...........Jeg og de fleste der åbenbart har lidt forstand på sygdommen, ved at tingene ikke hænger sammen som du mener. Flertallet har ikke altid ret - men nogle gange ved de alligevel lidt mere end et enkelt uoplyst menneske. Selvom du - er begyndt at forstå noget, så har du ikke fattet det helt, men du bevæger dig dog - og tillykke med det......

Du siger/skriver du elsker ham, (ikke med de ord, men), så er det jeg ikke fatter, hvorfor du vil gå fra ham/flytte?, det er da klart at han bliver ked af det, og lukker sig inde med det, han ved jo ikke hvordan han`s fremtid bliver.
Jeg ved da godt at kvinder og mænd ikke viser føleser på samme måde, men, det at tabe en man elsker er da det samme for begge, jeg ville da også blive ked af det hvis det var mig det gik ud over, jeg ville også lukke mig noget inde i mig selv.
Hvad ville du gøre hvis han fandt en anden, midt i det hele, han er jo sårbar lige nu, han har åbentbare brug for èn at tale med om det, hvad nu hvis der kommer en "sød" pige/dame/kvinde der har tid til at lytte til/på ham, så smutter han måske.
Jeg håber af hele mit hjerte at i finder ud af det sammen, du siger jo selv at han er fantastisk, og at han elsker dig, det tror jeg ikke du er i tvivl om, det vil være sørgeligt, hvis jeres forhold/ægteskab skal smulre væk.
Du lyder "meget" sød, og efter dit udsavn så er han også "meget" sød, i er måske lidt "snotforviret", men i denne verden?, hvem er ikke det, alt andet ville være unormalt😉.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

.....jeg er gået fordi problemet var der!
Rigtig, det er da ikke blevet lettere at være hverken ham eller jeg lige nu - hvor jeg er gået. ABSOLUT IKKE! Men formålet var, selvfølgelig at det skulle kunne åbne øjnene for os begge - få hjælp til at få vores forhold til at fungere. Da han ikke har ville tage imod hjælp mens jeg var der. Desværre fortalte vores gamle nabo mig lige, at han stadig ikke tager det alvorligt, at han stadig tror jeg bare vender hjem uden at vi gør en indsats sammen.
Og han har nu sagt nej til at få fælles hjælp - så jeg er nødt til fremover at forholde mig til mit og vores barns liv, så vi kan få et så godt liv, som muligt - ikke det jeg drømte om og ikke det jeg håbede på.....men desværre kan jeg ikke tvinge ham til at få hjælp eller tage imod hjælp fra mig og hans venner.
Ja, virkeligheden er nok, at hvis han vil have en kvinde i sit liv, så må han finde én anden - desværre. Og hvis jeg, skal have en mand i mit liv, bliver det desværre ikke den mand jeg elsker nu. Men jeg kan ikke tvinge ham!
Livet er sq hårdt, men jeg har forsøgt alt - både at blive og søge hjælp - uden effekt. Gå og søge hjælp, men igen et afslag. Og tage hjem og være der igen, uden hjælp - det gør jeg ikke, for det kan jeg ikke holde til - så mister jeg mig selv og det har ingen gavn af........[:*(]

"Hvad ville du gøre, hvis han fandt en anden" - hvad skal DET til for? Og hvor får du fra, at han "åbenbart har brug for en at tale med om det" - alt tyder jo på, at han IKKE vil tale med nogen om noget som helst. Det er jo lige netop hans tavshed og manglende vilje til at kommunikere med konen, der er med til at gøre situationen ulidelig for hende.
Du får hele historien til at lyde, som om den begynder med, at hun vil forlade ham - men det er jo den ulykkelige slutning, som er resultatet af hans opførsel igennem lang tid. Jeg tror virkelig ikke, du har forstået en bjælde af historien endnu. Måske har du læst den, men der er meget, der er glippet for dig.

Han var i et fastforhold (3 måneder), nu forlangte hun adgang til han`s private ting på han`s PCèr, det ville han ikke give hende, så nu stod den på 0 sex, ingen adgang til PCèren=ingen sex??.
På en eller anden måde kan jeg se lidt lighedstegn i dette, "ingen terapi=ingen kone"??, jeg ved godt at du ikke lige vil udlægge det sådanne, men?, men.
Jeg mener du selv var inde på det tidligere, "man kan tvinge en hest til truet, men ikke tvinge den til at drikke", du kan ikke vinde på den måde du griber det an på, det eneste du opnår er, at han bliver stædig, og vil føle at du vil tage magten fra ham, det er det værste du kan gøre, du skulle helre havde brugt "kvindelig snille" og havde fået ham til at tro at det var han`s ide med noget terapi, også havde han sikkert forlangt at DU skulle med😉.
Som jeg ser det nu, så er dit største problem at din mand ikke vil gøre som du siger, og derfor er du gået, kan du se ironien i det[:*(].
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

At det ikke er mig der har misforstået noget, men se det som en gang "omvendt ligeberettigelse", hvor er han`s udlægning af problemet, hvad er han`s grund til ikke at ville i terapi.
Hun er gået fra ham Pga han ikke ville i terapi, altså det samme som med hende der nægtede sin ven sex Pga hun ikke fik adgang til han`s persontlige oplysninger på han`s PCèr, her hører man bare det fra den der "samlede" benene, for at få sin vilge.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Jeg har tilbudt både fælles, hver for sig og siden sammen....... Men intet blev købt, han havde ikke et problem, det var mig der var utilfreds, mig der havde et problem!
Generelt i et forhold, er tingene ikke sådan, har den ene part et problem i forholdet - har begge det...
Men rigtig - havde det virket, så havde det været bedst.
Nu har rådet fra psykolog så haft en eller anden virkning - han har nu efter ingen kontakt fra min side, valgt at skrive små søde beskeder - han kan åbenbart ikke helt klare at være sat på ignorere. Men det er svært at lade ham forblive der - men de kloge har nok ret, han skal selv komme og bede om hjælp og så skal jeg og hele mit netværk af venner og familie stå klar. Alle holder fortsat enormt meget af ham - selvom han har trådt godt og grundigt på både mig og vores barn på det sidste..........
Men jeg samler den sidste energi og holder fast i hvad jeg er blevet rådet til - det ser ud til deres viden var bedre end min.....

Dig der havde et problem?, og ham der var en "fantastisk mand", der hjalp dig da du var "syg", nu har han pludseligt trådt på både dig og jeres barn?, og dig der bruger magt midler for at gennemtrumfe din vilge.
Hvad skal jeg sige til det, Jo men det vil jeg helre lade være med, for hvis jeg siger det, så er jeg igen "gak gak", og som igen bliver opfordret til at ændre min profil.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

han var faktisk ikke særlig fantastisk mens jeg var syg - tværtimod. Han evnede ikke at rumme min sygdom og var faktisk den direkte årsag til at jeg blev så syg som jeg gjorde. Det var absolut ikke bevist!!! Men det var fakta!
Han var inden jeg blev syg, en fantastisk mand - og det kan han blive igen - men der er sket meget ondt i vores liv. Ligesom jeg er ved at blive et stærkt og godt menneske igen :-)

At du mod "lægen`s" anbefalinger er stoppet med behandlingen, og for i et forsøg at få fat i dig, så han "lægen" sagt noget om, om du ikke kunne "lokke" din mand med, men det er vist for at få fat i dig igen.
Du hopper rundt i det, først var det dit arbejde der havde skylden for din "nedtur"?, nu påstår du det er din mand?, først var han fantastisk?, nu har han skylden for alt ondt i hele din verden, Inc jeres barn`s verden.
Jo mere du skriver jo mere tror jeg der er tale om et "fake" indslag, men det må du selv om, jeg gider ikke mere, hvis noget af det du skriver er/var rigtigt, så er det syndt for ham din mand.
Poul Jørgensen