Det fældende argument mod euroen
Det mest oversete forhold omkring indførelse af en fælles EU-valuta er, at den finanspolitiske handlefrihed forsvinder fra EU's medlemslande. Med fælles penge kan EU nemlig ikke tillade, at de enkelte delstater frit fastlægger deres egne offentlige budgetter. Dette forhold kan bedst illustreres med et eksempel.
Lad os forestille os, at ØMU'en er etableret med fælles valuta i alle EU-lande. Så sker der dét, at der kommer en socialistisk regering til magten i Frankrig. Denne regering ønsker at nedbringe den høje ledighed, og derfor underbudgetterer man bevidst. Derved vokser pengemængden, ikke blot i Frankrig, men også i f.eks. Tyskland og Danmark. Vi har jo de samme penge som franskmændene. Den franske underskudspolitik fører til mere inflation, ikke blot i Frankrig, men i hele EU. Endelig vil den franske underskudspolitik presse renten op og børskurserne ned, ikke bare i Frankrig, men i alle EU-landene. Der er jo et fælles pengesystem.
Det siger sig selv, at en sådan situation ikke kan tillades. Franskmændene og alle andre kan med andre ord ikke frit bestemme deres egen finanspolitik, fordi den får direkte konsekvenser i hele EU. Hvis Frankrig alligevel laver store statsunderskud, og dermed truer den økonomiske stabilitet i hele EU, må Bruxelles og Frankfurt reagere hurtigt. Først kommer der skarpe henstillinger. Så kommer der advarsler, og til sidst lander "de små grå mappemænd" fra Frankfurt og Bruxelles i Paris for at sætte landet under administration. Modsætter Frankrig sig dette, må EU i princippet sættes ind. Det er jo den økonomiske stabilitet i hele EU, som er truet. Nu er det selvfølgelig utænkeligt, at EU sætter militær magt ind mod et af de store medlemslande. Men hvad skal de andre EU-lande så gøre i stedet for? De kan jo ikke bare sidde passivt og se på, at inflationen tager fart og renten stiger hos dem selv på grund af uansvarlighed og overtrædelse af de aftalte spilleregler i et andet land.
Man kunne naturligvis iværksætte en handelsboykot af landet. Men dermed er EU brudt sammen, for EU bygger jo på åbne grænser med fri handel. I øvrigt hjælper en sådan boykot ikke på problemet, for man har jo stadig fælles pengesystem. I det tænkte eksempel er det sikre resultat, at Frankrig smides ud af EU. Men da er ulykken sket. Man skifter jo ikke bare sine penge ud fra den ene dag til den anden. Det mest sandsynlige er, at hele EU bryder sammen, og at alle medlemslandene genindfører deres egne valutaer. Ingen vil risikere igen at opleve økonomisk kaos på grund af uansvarlighed i et andet land.
Lad os forestille os, at ØMU'en er etableret med fælles valuta i alle EU-lande. Så sker der dét, at der kommer en socialistisk regering til magten i Frankrig. Denne regering ønsker at nedbringe den høje ledighed, og derfor underbudgetterer man bevidst. Derved vokser pengemængden, ikke blot i Frankrig, men også i f.eks. Tyskland og Danmark. Vi har jo de samme penge som franskmændene. Den franske underskudspolitik fører til mere inflation, ikke blot i Frankrig, men i hele EU. Endelig vil den franske underskudspolitik presse renten op og børskurserne ned, ikke bare i Frankrig, men i alle EU-landene. Der er jo et fælles pengesystem.
Det siger sig selv, at en sådan situation ikke kan tillades. Franskmændene og alle andre kan med andre ord ikke frit bestemme deres egen finanspolitik, fordi den får direkte konsekvenser i hele EU. Hvis Frankrig alligevel laver store statsunderskud, og dermed truer den økonomiske stabilitet i hele EU, må Bruxelles og Frankfurt reagere hurtigt. Først kommer der skarpe henstillinger. Så kommer der advarsler, og til sidst lander "de små grå mappemænd" fra Frankfurt og Bruxelles i Paris for at sætte landet under administration. Modsætter Frankrig sig dette, må EU i princippet sættes ind. Det er jo den økonomiske stabilitet i hele EU, som er truet. Nu er det selvfølgelig utænkeligt, at EU sætter militær magt ind mod et af de store medlemslande. Men hvad skal de andre EU-lande så gøre i stedet for? De kan jo ikke bare sidde passivt og se på, at inflationen tager fart og renten stiger hos dem selv på grund af uansvarlighed og overtrædelse af de aftalte spilleregler i et andet land.
Man kunne naturligvis iværksætte en handelsboykot af landet. Men dermed er EU brudt sammen, for EU bygger jo på åbne grænser med fri handel. I øvrigt hjælper en sådan boykot ikke på problemet, for man har jo stadig fælles pengesystem. I det tænkte eksempel er det sikre resultat, at Frankrig smides ud af EU. Men da er ulykken sket. Man skifter jo ikke bare sine penge ud fra den ene dag til den anden. Det mest sandsynlige er, at hele EU bryder sammen, og at alle medlemslandene genindfører deres egne valutaer. Ingen vil risikere igen at opleve økonomisk kaos på grund af uansvarlighed i et andet land.