Dryppende stilhed

Jeg ligger i det natte stille hus og lytter til den fjerne metalliske lyd af en dryppende vandhane. Lyden virker beroligende og irriterende på samme tid.
Den kølige nattevind stryger kærtegnende gennem lokalet. Jeg sætter mig op og nyder den lette brise mod min kind. Betragter månen der nu og da kigger frem bag skyerne. Spekulerer på hvad der gemmer sig bag den. Prøver at forestille mig universets uendelighed.
Hvor starter det og har det en slutning, mødes enderne et sted så cirklen sluttes. Er det som den dryppende vandhane der bliver ved og ved, og som engang langt ude i fremtiden vil dryppe med det samme vand som den startede med.
Alt har en start og en slutning.
Noget starter ved slutningen, andet slutter før det starter og noget kører i ring fordi ingen kan se hvor det starter og hvor det ender, eller fordi ingen længere husker hvordan det hele startede og derfor heller ikke behøver bekymre sig om slutningen.
Måske var starten lykkelig og derfor gør det ondt at tænke på slutningen, så hellere lade som om den ikke findes.
Det kan ikke lade sig gøre, slutninger er det et sted. Før eller siden slutter alt, ingen er udødelige, evigheden findes ikke og livet går kun videre for de næste der kommer til.
Livet og døden, starten og slutningen. Hvornår begynder livet? Ved undfangelsen, ved fødslen eller først den dag det giver mening?
Kan man tale om et fysisk og et psykisk liv? Om krop og sjæl? Og kan de to ting adskilles? Kan man leve uden at have sjælen med; kun leve fysisk?
Det lysner udenfor og snart må månen vige for solen.
Vandhanens kendte, trygge dryppen luller mig til ro, og der på grænsen mellem drøm og virkelighed flyder alle tankerne sammen og forenes i et stort ingenting da søvnen kommer.
Jeg tror universet er bygget op af uoverskuelige tanker, spørgsmål og dilemmaer som flyder sammen i søvnen og forsvinder ud i intetheden. Men nogle gange rammer de en stjerne og vender tilbage efter en tid og så slår de dobbelt så hårdt når de baner sig vej ind i bevidstheden.

Dejligt at se dig her igen, Kære.
Håber du er ved at komme dig over tabet af din mand
Sender dig kærlige tanker og masser af knus
Kristina

- for stor til bare et indlæg på SOL.
Men et par tanker kan jeg vel få formet i ord:
"Livet og døden, starten og slutningen. Hvornår begynder livet? Ved undfangelsen, ved fødslen eller først den dag det giver mening? "
Hvornår begynder livet ?
Det afhænger vel af, hvem du spørger. Som forælder vil jeg mene, at mine børns liv for mig begyndte, endnu FØR de blev undfanget - i mit hoved. Mens mit eget liv først begyndte omkring 4-års-alderen - jeg har ingen erindring om noget som helst før den tid. Og jeg vil vove den påstand, at der er tale om flere "liv", grundlæggende forskellige, i løbet af min levetid - og jeg forventer ikke, at den "transformation" er stoppet endnu :-)
Og slutningen er også forskellig, set fra min side og fra mine børns side - de glemmer mig ikke sådan lige :-)
"Kan man tale om et fysisk og et psykisk liv? Om krop og sjæl? Og kan de to ting adskilles? Kan man leve uden at have sjælen med; kun leve fysisk? "
Enhver, der er kommet ud af en depression, kan fortælle, at det er muligt at have et fysisk liv alene. Men heldigvis er der mere godt i vente, selv om man måske ikke kan se det lige nu. Og for at slutte med en floskel: så længe jeg lever, vil jeg bestræbe mig på at beskæftige mig med noget, der er umagen værd :-)
Og det er nu ikke så nemt endda, når man også skal tjene til dagen og vejen !