Elsker men er ikke FORelsket?!

mig og min kæreste har været sammen i et halvt års tid nu.. Jeg holder så meget af ham, og er glad hver eneste gang jeg ser ham. osv. Men problemet er; Jeg har aldrig været "forelsket" i ham, altså forstå mig ret.. Jeg mener på den måde hvor man bliver totalt varm indeni når man tænker på ham og ser sommer og sol overalt ligepludseligt! Hvis i forstår hvad jeg mener? Han er da tit i mine tanker når vi ikke er sammen, men ikke på den der "ååh jeg savner ham - forelsket"-måde!! Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, er det mon noget som først kommer senere i nogle forhold?? Jeg håber virkelig nogen kan give et råd, eller hvis nogle har oplevet noget af det sammen, vil jeg meget gerne at i skriver!!!!!! Håber virkelig at i kan hjælpe lidt !!!!!

at være svimlende forelsket - og så efter 1-2 år vupti kan man ikke forstå, hvad det dog var, der fik klokkerne til at ringe og englene til at synge.
Du elsker ham - godt da -
et råd til dig kunne være : rejs væk en uge´s tid - og SAVN ham - Og mærk så efter, når du kommer hjem igen, og ikke et par små englebasser står parat til at synge lidt i dit hjerte.

Jeg har selv oplevet noget a la det samme. Sad i et forhold i tæt på et år, med en jeg elskede men ikke var forelsket i. Jeg havde aldrig været det, og havde slet ikke forventet sådan et langt forhold da jeg gik ind i det... Han var meget forelsket i mig, og det var her problemerne ligesom opstod. Vi begyndte at skændes rigtig meget, og en dag måtte det stoppe, så vi besluttede os for at slå op.
Da vi stadig var sammen, var det dejligt, og jeg var glad, men havde bare enormt dårlig samvittighed over at være sammen med én der ikke følte det samme som mig selv...
Jeg ved desværre ikke hvad du skal gøre, føl efter og se om du kan blive i dit forhold uden at være forelsket, ellers er det jo videre og finde forelskelsen et andet sted.
Men jeg tror der er rigtig mange der lever i forhold uden forelskelse, men med masser af kærlighed. Og jeg tror desværre ikke forelskelsen er noget der kommer med tiden (ikke for ret mange i hvert fald), det er nærmere det modsatte - forelskelsen forsvinder oftest med tiden, og bliver til et dybt venskab og kærlighed.
Jeg håber du finder ud af det.

Du nævner at forelskelse oftest forsvinder med tiden.....
Jeg har ALDRIG hørt om et forhold hvor forelskelsen har varet for altid. Så jeg vil tillade mig at rette dig til, at den ALTID forsvinder.
Vil bare lige nævne det, da nogle - måske mange - vil tro at forelskelse skal vare meget længe.
Det er en KÆMPE misforståelse. Forelskelse går over i kærlighed. Måske efter en måned, måske efter et halvt år, måske efter et år. Det er meget forskelligt. Men den varer ikke evigt.
Der er mange der tror at alt skal være en dans på roser altid. Når så "hverdagen" kommer, kan man ikke finde ud af det, som måske ender med at forholdet ender. Fordi man ikke er forelsket mere.
Men det er helt normalt. Et parforhold er ikke kun lutter lagkage. Der er op- og nedture. Det er ved nedturerne man lærer hinanden at kende, mange kommer tættere på hinanden.
Hvis man ikke er forberedt på at nedturerne dukker op (ikke hvis - men NÅR de dukker op) ja, så kan det føre til at man går fra hinanden. For nogle folk idag gider ikke hinanden når nedture dukker op.
Det er en skam for de vil aldrig kunne være i et varigt parforhold plus at det vil kunne ryste et par tættere sammen. (Selvfølgelig med forbehold hvis der er så alvorlige problemer, at det kan gå ud over ens helbred eller lign.)

...elsker ham for hans skyld, men for din egen❓Sådan at forstå at du elsker det han giver dig, mere end du elsker HAM. Fx at han er en tryg person der kan give dig en masse du har brug for osv.
Hmm .... tænker på det fordi jeg selv har været sådan en flink fyr. Og det holdt selvfølgelig ikke i længden.
Og så skriver du at du aldrig har været forelsket i ham (hvordan endte I så sammen ?). Men ellers vil jeg give de andre ret i at en forelskelse "kun" er et midlertidigt anfald af sindsyge der går over efter et stykke tid. Men den efterfølges som regel af en dyb varme og glæde over den man elsker.
kh 20:32

Jeg tror måske du har lidt ret i det med at jeg er mere forelsket i det han kan give mig, end selve ham! Og det skræmmer mig.. Jeg svaner ham tit når vi ikke er sammen, og jeg aner overhovedet ikke hvad jeg skal stille op med "os". Det er jo heller ikke fair overfor ham, hvis jeg kun er sammen med ham for at få tryghed, osv..❓Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre!!!! Om jeg skal stoppe forholdet, eller om jeg skal se tiden an???
:(

........... det er vel et spørgsmål om hvad der er vigtigst for dig. Tryghed eller lidenskab .... eller begge dele. Hvis du kan behandle ham ordentligt er det vel fair nok overfor ham at du har det som du har det. Men hvis han er en venteplads indtil noget bedre viser sig er det mest fair at forlade ham nu. Men i bund og grund handler det vel om hvor meget man fordrer af livet og kærligheden - vil man nøjes❓Vil du nøjes og vil han nøjes ?
KH 15:25

Tjae, hvad skal jeg sige.....?
"De smager godt?"....
Altså, som jeg ser det, så elsker du ham jo, hvorfor er det så vigtigt for dig, at være forelsket?
Mener du,. at den eneste rigtige indgangsvinkel til et forhold, er den stormfulde sinds-tilstand, så er vi uenige.....;o)
Jeg er af den mening, at kærlighed også kan komme indefra, stille og roligt spire frem, jeg mener endda, at DEN type kærlighed, er mere stabil, da man mærker den på en anden måde.
Pas nu på, med at skride, for jeg tror du vil fortryde det, tag istedetfor en dag ad gangen, spørg dig selv, hvad/om du elsker osv. ved ham.....
Hvis du glæder dig til at se ham/komme hjem, så er alt iorden, hvis du ikke glæder dig til at se ham/komme hjem, så er du i problemos, hvis det altså har varet ved i længere tid. Så vil jeg mene du/i skal tage en snak om forholdet.........
Jeg ønsker dig af hjertet held og lykke......

I Illustreret Videnskab satte de det sådan op, at forelskelse er en psykose og kærlighed er fornuft.
Hvad har du mest lyst til at være? Psykotisk eller fornuftig?
Forelskelse er flygtig, kærlighed er varig i det rigtige forhold.
Jeg har selv haft det som dig, men det var fordi, at jeg lukkede af over for ham i starten og ikke ville tillade mig selv at føle så stærkt for en anden og være så sårbar. Så jeg sprang dén fase over og vupti så voksede og voksede kærligheden sig så stor og så smuk og det er ligesom når en prinsesse kysser frøen, og pludseligt fremstår han som en smuk prins! (Min var dog smuk som en prins i forvejen :> det er ment i overført betydning, at jeg blændede mig selv for kærligheden.
Vi er hinandens soul-mates og er gift på 6. år nu. Og det sjove ved det hele er, at forelskelsen dukker op onn and off indimellem og dét føles SÅ godt :> Og jeg tror, at denne her forelskelses-følelse dukker op fordi vi elsker hinanden hinsides døden! Helt vildt! Det gælder for os begge at den dukker op her lige pludseligt.
Så måske skulle du bare slappe af og nyde alt det gode i har sammen, og minde dig selv om de ting der gør, at du elsker ham og han dig.
Forelskelse er jo generelt hurtigt overstået, og så er det at mange panikker, og det vil de gøre hvis ikke den anden er elskværdig. Dvs. at den anden er værd at elske.
Du skal ikke panikke, og du skal heller ikke tage ham og det i har sammen for givet...
Håber det bedste for jer!