En dag på kontoret!
Væggene har den samme hvide farve, bordene er de samme, opstillet som hos lægen. To i alt, en stol foran og en bagved – men sagsbehandleren er ny. Hun fortæller om sin fortid – AF, Kultorvet og sin tid hos Anden Aktør – meget udviklende for hende tilsyneladende.
Jeg tænker: “Hvor er jeg i dette?”, men at smalltalk altid er en god måde at lære hinanden at kende på. Så vi kommer nok ind på hvem jeg er, og hvad jeg har behov for, selvom det hele føles som om, det begynder forfra igen. Der sker bare det, at det gør vi ikke.
Fortiden, der forblev fortid
Min fortid hos Anden Aktør forbliver fortid, mit CV og jeg som person virker uinteressant – der bliver dog et kort øjeblik lyttet på, hvad jeg har lavet sidst og spurgt til, om jeg fik jobbet via en ordning for ledige (!) – nej det gjorde jeg ikke – jeg fandt det selv dengang for 10 år siden i køen i Metro – via netværket – ingen refleksion at spore på den anden side af bordet.
Mit forløb bliver rettet op
Min fremtid bliver hurtig indviklet – jeg har ikke de rigtige afkrydsninger i systemet. En anden sagsbehandler bliver tilkaldt. En heftig og teknisk diskussion udspiller sig mellem den første og den tilkommende sagsbehandler – det er tydeligvis kompliceret – er han en HIG’er? – har han været på skrivekursus? – hvordan med dette og hint kursus? – skal han aktiveres?
I og for sig interessant at iagttage, hvordan det er muligt at planlægge en andens fremtid uden at spørge vedkommende. Minutterne går og bliver til flere af slagsen – jeg får på et tidspunkt mandet mig op til at sige: “Måske nogen har vurderet individuelt, at jeg ikke skulle på skrive kursus!”
Et kort øjeblik stopper snakken og et hoved bliver vendt mod mig – men kun ganske kort – så fortsætter diskussionen. Jeg er nu i mellem tiden blevet opgraderet til kandidaten. Der går dog lidt tid, før jeg bliver klar over, at kandidaten er mig, og det jeg kandiderer til, er et job.
“Kandidaten har krav på at få at vide hvad han skal!” – jo men jeg sidder jo også lige her og vil gerne tales med. Efterhånden bliver løsningen åbenbart at et 4 ugers kursus vil løse problemerne – så jeg kommer rigtig ind i systemet og på rette kurs – mit forløb bliver rettet op – for som det med et hovedkast bemærkes: “Jeg kan jo nok forstå, at hvis der ikke er de rigtige krydser, så er kravene ikke opfyldt og Anden Aktør får ikke opgaven som Anden Aktør næste gang!” – hvorefter diskussionen mellem de 2 fortsætter. Jo tænker jeg, det er da også bedre, at vi sikre 2 jobs frem for mit ene…
Det er nok bedst for mig sådan
Tiden går og jeg føler mig mere og mere kørt over og sat uden for indflydelse – synker sammen på stolen der foran bordet. Der skrives på tastaturet – journalen ajourføres – jeg bringes i system.
En folder om virksomhedspraktik skubbes hen over bordet: “Du har jo været til flere møder, har du ikke hørt om det?” – en flygtig undren, der dog hurtigt blev fejet bort: “Det er nok bedst for dig!”
Nu begynder jeg at komme til mig selv – der foran bordet – nu kan det være nok. Nu er der gået 3 kvarter med krav, jeg skal overholde – “Hvor er jeg i dette?” – “Jamen vi har jo vores mål vi skal leve op til, derfor……”. “Jamen min situation er nu den at…..!”
For første gang ser de 2 sagsbehandlere nu på mig og lytter for en kort stund. “Jamen hvad med krydserne?” spørger den første sagsbehandler. Den anden sagsbehandler tager nu lederskab og laver en plan: “Gå nu hjem og tænk over det – så taler vi om det næste gang”…….Jeg forlader kontoret med de hvide vægge – nye kandidater har indfundet sig og en sagsbehandler har rejst sig fra bordet og er i fuld gang med at tælle og pege på en vægkalender – det er vist noget med tidsfrister og aktivering – kandidaten sidder tavst tyggende på sin brillestang og betragter armsvingene.
Gad vide hvor længe jeg skal finde mig i det?
Jeg trasker ud over parkeringspladsen – lettere rystet over behandlingen, tilsidesættelsen, ydmygelsen, følelsen af ikke at have kontrol over egen gøren og laden. “Husk nu parkeringskortet!” bliver der råbt efter mig – den første sagsbehandler er tydeligvis nervøs for, at jeg ikke får afleveret det tilbage! Jeg får afleveret mit P-kort – sagsbehandleren er lettet, nu er der styr på tingene. Jeg drager hjemover – gad vide hvor længe, det er nødvendigt at finde sig i dette, tænker jeg – gad vide om andre er udsat for lignende oplevelser?
PS. Næste møde blev forresten aflyst pga. reorganisering – så nu begynder det hele forfra igen igen……
Jeg tænker: “Hvor er jeg i dette?”, men at smalltalk altid er en god måde at lære hinanden at kende på. Så vi kommer nok ind på hvem jeg er, og hvad jeg har behov for, selvom det hele føles som om, det begynder forfra igen. Der sker bare det, at det gør vi ikke.
Fortiden, der forblev fortid
Min fortid hos Anden Aktør forbliver fortid, mit CV og jeg som person virker uinteressant – der bliver dog et kort øjeblik lyttet på, hvad jeg har lavet sidst og spurgt til, om jeg fik jobbet via en ordning for ledige (!) – nej det gjorde jeg ikke – jeg fandt det selv dengang for 10 år siden i køen i Metro – via netværket – ingen refleksion at spore på den anden side af bordet.
Mit forløb bliver rettet op
Min fremtid bliver hurtig indviklet – jeg har ikke de rigtige afkrydsninger i systemet. En anden sagsbehandler bliver tilkaldt. En heftig og teknisk diskussion udspiller sig mellem den første og den tilkommende sagsbehandler – det er tydeligvis kompliceret – er han en HIG’er? – har han været på skrivekursus? – hvordan med dette og hint kursus? – skal han aktiveres?
I og for sig interessant at iagttage, hvordan det er muligt at planlægge en andens fremtid uden at spørge vedkommende. Minutterne går og bliver til flere af slagsen – jeg får på et tidspunkt mandet mig op til at sige: “Måske nogen har vurderet individuelt, at jeg ikke skulle på skrive kursus!”
Et kort øjeblik stopper snakken og et hoved bliver vendt mod mig – men kun ganske kort – så fortsætter diskussionen. Jeg er nu i mellem tiden blevet opgraderet til kandidaten. Der går dog lidt tid, før jeg bliver klar over, at kandidaten er mig, og det jeg kandiderer til, er et job.
“Kandidaten har krav på at få at vide hvad han skal!” – jo men jeg sidder jo også lige her og vil gerne tales med. Efterhånden bliver løsningen åbenbart at et 4 ugers kursus vil løse problemerne – så jeg kommer rigtig ind i systemet og på rette kurs – mit forløb bliver rettet op – for som det med et hovedkast bemærkes: “Jeg kan jo nok forstå, at hvis der ikke er de rigtige krydser, så er kravene ikke opfyldt og Anden Aktør får ikke opgaven som Anden Aktør næste gang!” – hvorefter diskussionen mellem de 2 fortsætter. Jo tænker jeg, det er da også bedre, at vi sikre 2 jobs frem for mit ene…
Det er nok bedst for mig sådan
Tiden går og jeg føler mig mere og mere kørt over og sat uden for indflydelse – synker sammen på stolen der foran bordet. Der skrives på tastaturet – journalen ajourføres – jeg bringes i system.
En folder om virksomhedspraktik skubbes hen over bordet: “Du har jo været til flere møder, har du ikke hørt om det?” – en flygtig undren, der dog hurtigt blev fejet bort: “Det er nok bedst for dig!”
Nu begynder jeg at komme til mig selv – der foran bordet – nu kan det være nok. Nu er der gået 3 kvarter med krav, jeg skal overholde – “Hvor er jeg i dette?” – “Jamen vi har jo vores mål vi skal leve op til, derfor……”. “Jamen min situation er nu den at…..!”
For første gang ser de 2 sagsbehandlere nu på mig og lytter for en kort stund. “Jamen hvad med krydserne?” spørger den første sagsbehandler. Den anden sagsbehandler tager nu lederskab og laver en plan: “Gå nu hjem og tænk over det – så taler vi om det næste gang”…….Jeg forlader kontoret med de hvide vægge – nye kandidater har indfundet sig og en sagsbehandler har rejst sig fra bordet og er i fuld gang med at tælle og pege på en vægkalender – det er vist noget med tidsfrister og aktivering – kandidaten sidder tavst tyggende på sin brillestang og betragter armsvingene.
Gad vide hvor længe jeg skal finde mig i det?
Jeg trasker ud over parkeringspladsen – lettere rystet over behandlingen, tilsidesættelsen, ydmygelsen, følelsen af ikke at have kontrol over egen gøren og laden. “Husk nu parkeringskortet!” bliver der råbt efter mig – den første sagsbehandler er tydeligvis nervøs for, at jeg ikke får afleveret det tilbage! Jeg får afleveret mit P-kort – sagsbehandleren er lettet, nu er der styr på tingene. Jeg drager hjemover – gad vide hvor længe, det er nødvendigt at finde sig i dette, tænker jeg – gad vide om andre er udsat for lignende oplevelser?
PS. Næste møde blev forresten aflyst pga. reorganisering – så nu begynder det hele forfra igen igen……