hva skal vi gøre?

jeg er en ung pige på 19 der har en kæreste på 22, vi har været sammen i lidt over 2 år nu, men er nu nået til det punkt, hvor vi ikke længere rigtig kan få det til at fungere. vi elsker hinanden højt, men vores forhold virker meningsløst og tomt. Vi er begge gladere når vi ikke er sammen, og når vi ses i weekenden, virker det ikke som om vi er sammen fordi vi har lyst til det. Vi bliver også meget hurtigt irriterede på hinanden, og der skal ikke meget til før vi skændes. Vi har allerede snakket om dette problem flere gange og snakket om hvad vi begge har måtte ændre for at få det til at fungere igen. Nu har vi aftalt, at vi giver det en allersidste chance, for ingen af os er stærke nok til at kunne gøre det forbi. Det virker bare så absurd når vi jo stadig elsker hinanden meget højt. Men det nytter vel heller intet at blive ved med at udsætte det, hvilket vi snart har gjort i ½ år.
Nogen der har nogle gode råd eller ideer til hvad vi skal gøre?
På forhånd tak
Den fortvivlede.

Inden i slider mere på hinanden, at i skal sige hinanden farvel og tak for 2 gode år i jeres liv -
Tror i er vokset fra hinanden og det er meget naturligt -
Self elsker i hinanden på en eller anden måde, i har en fælles historie og oplevelser sammen, i er en væsentlig del af hinandens liv, men glæden og de store følelser mangler nu -
Derfor tror jeg i begge to er på vej til at leve jeres liv uden den anden som kæreste, måske i stadig kan være venner, det er jo dejligt når det lader sig gøre -
Smil og trøst til dig
;D
guller

I skal gå hvert til sit,for i er slidt op i forholdet.Tag de gode minder med jer,og lev jeres liv.Hej,lykke og held til jer begge hvert for sig.

Auvs - det lyder som om I kunne have en masse følere og ord i klemme hos hinanden, desuden lyder det som om I er på vej ud af den indledende symbiose. De fleste af os hopper i den under den første, fantastiske forelskelse....det er ihvertfald det første som træder frem for mig, når du nævner tomheden + et par andre sager...de kommer senere;0)).
jeg har stået i en lignende situation og det gør bare så fa....... ondt! Når vi elsker og rækker ud....og ender i en boksekamp!.....Det som ændrede billedet for mig (og mere vigtigt, ændrede "os" totalt i virkelighedens verden) var egentlig (for mit vedkommende), at jeg besluttede at elske ham af al min magt...jeg tog hans sårede følelser til mig...satte hans ego i centrum for at være sikker på at jeg forstod - hvad han egentlig gerne ville.
Det kostede selvfølgelig.....at jeg kunne rumme at holde mund lidt, om mine krav, lyster, rettigheder og dybe længsler;0)). For mig var dét svært - men kors hvor gav det pote!
Så kiggede jeg lidt på mig selv - hvilket var træls;0))...og måtte nok indrømme at jeg faktisk havde ændret mig mere, i løbet af vores forhold, end han havde. jeg havde ladet mig blive lidt for vant til livet sammen med ham. Ikke godt. Så jeg begyndte prompte at værdsætte ham.
Vi (jeg følte mig ihverfald lidt overmodig til tider) var modige....og tilbragte 7 mdr. fra hinanden...så tog vi på en rejse sammen og dén er langt fra færdig endnu;0)))
Måske lidt af det kan inspirere?
Vigtigt er det, at du bliver afklaret med dig selv og hvor du er på vej hen (tomheden kommer vist ofte fra os selv og egentlig ikke den anden), med dig og med ham.
Hvis kærligheden virkelig er dér mellem jer to, kan I sagtens få det varme forhold tilbage igen.
masser af ॐ til dig.