En dårlig papfar?

Hej
Jeg er sammen med min datter på 9 år flyttet sammen med min kæreste, som ingen børn har - og heller ikke ønsker det. I starten gik det fint - min datter og min kæreste kom fint ud af det med hinanden, men her på det sidste er han begyndt kun at tale i en-stavelsesord til hende "ja, nej,hej, farvel...". Han smiler aldrig eller på anden måde viser bare en smule interesse for hende. Hun er en sød pige, som forgæves forsøger at få hans opmærksomhed. Jeg har flere gange bedt ham ændre på dette, men intet synes at virke. Han hverken skælder ud eller noget, men er enorm sur at være sammen med,når min datter er der. Det er rigtig synd for hende, for hun kan mærke modstanden. Jeg bliver gal og går ind og beskytter hende. Jeg har sagt til hende, at hun skal lade ham være og ignorere ham. Nu er spørgsmålet bare, om jeg snart kan få ham til at indse, at han må få fingeren ud af r... og tage sig sammen og vise lidt interesse, eller om jeg skal give op og flytte. Når han ikke har disse dage går det rigtig fint hjemme - nok derfor kæmper jeg videre og håber på en løsning. Min datter er min første prioritet, så jeg er opmærksom på, at jeg ikke kan lade stå til - og vil heller ikke!Skal jeg sætte ham stolen for døren eller????

Du skal ikke sætte ham stolen for døren endnu.
Men du skal gøre ham klart at han er nødt til at ændre på det, ellers kan du ikke blive hos ham.
Sig det til ham, som du har skrevet i dit indlæg. Det er da til at forstå for alle....
jeg kender godt dit problem. Jeg står samme sted med min datter på 9 og min kæreste gennem 4 år. det har bare altid været sådan. Og er en af grundende til at vi ikke er flyttet sammen endnu. Min datter føler han er ligeglad. Og så retter han også altid på hende. Så hun hader ham faktisk. Sådan er det endt her.
Og sådan vil det nok også ende hos jer, hvis du bare lader være at gå til ham med det, som jeg gjorde....

Skal han nok også lige vænne sig til at have et barn fast i huset jo. han skal til at være fuldtids-papfar eller deltids måske, og har han ingen interesse i selv at få børn, har han jo nok ikke det instinkt vi andre har når det drejer sig om børn (også andres børn).
Min kæreste har selv 2 på deltid. Så han er ikke lovlig undskyldt....

Jeg syntes det virker som om at han åbenbart føler han er kommet til at mangle noget på grund af din datter. Han virker forkælet på en eller anden måde, og den eneste skydeskive han har, er din datter. Gå ham direkte på klingen, for du må finde en løsning hvis du stadig holder meget af den dårlige papfar.
Jeg håber du finder en løsning.
Hilsen en der mener det med de bedste hensigter da jeg selv har haft en papfar der opførte sig så han nærmest stjal min mor fra mig den gang.

jeg har selv været der, men en som jeg var rigtig glad for og han viste heller ikke int. i mine børn og jeg sagde tilsidst stop og valgte at gå fra ham og jeg kan love dig for at mine børn virkelig blomstrede for de følte at det var dem der var noget galt med siden han ikke ville være sammen med dem....
Så personligt syntes jeg at du skal tænke på din datter først, det er da hårdt, for man elsker jo manden...men som du selv siger så har din datter først priotet....
hilsen en der også har været der

Havde jeg vidst, hvor svært det er at leve med dine og mine børn - var jeg aldrig flyttet sammen med min kæreste. Du skal ikke finde dig i, at din kæreste ignorerer din datter !! hun har kun dig til at passe på hende. Bed ham om en forklaring. Hvad er der galt❓Hat han ikke noget svar eller forslag til en løsning, så stop forholdet. Det vil i så fald aldrig blive anderledes - skal hun leve med til til hun flytter hjemme fra ?. Hilsen en der er i det - og har fortrudt...

der kan gøre det bedre. Hvorfor lever du i det hvis du har fortrudt? er det så ikke på tide at give op, og leve med at slaget er tabt?????

Hej,
Jeg har flygtigt set kommentarerne igennem. Ret mange af dem er ret kriteriske, - lidt i feministisk stil.
Som du ved har der i Danmark til nu ikke været et højere antal skilsmisser end nu.
Jeg mener også at se tankegangen, også fra 1970'erne, at kvinder skal opdrage mænd. Mænd tilhører en gruppe af undermennesker.
Så er er der tilsvarende, som næsten altid, nogen, som har oplevet 'det samme'. De fortæller dig, hvad du skal gøre ud fra deres erfaring.
Jeg tror at mennesker, og relationer mellem mennesker, er så forskellige, så det er svært at overføre erfaringer?
mit indtryk er at det er svært at opnå noget, ved at bekæmpe mennesker?
Jeg mener ikke at der er nogen, som prøver at se på din del af sagen, jeg tænker på dette fordi jeg er begyndt at interessere mig for konfliktløsning.
Jeg tænker på om du kunne bidrage til at der kom en dialog imellem jer i gang?
Ellers ender du, undskyld, let i et forhold, hvor du må opdrage og bekæmpe en anden mand.
Har jeg ikke formuleret mig forståeligt, så mail til paprik@sol.dk.
f

Ja, så taler jeg dansk. Flydende endda. Måske fordi jeg er dansker. Det var ik så svært at lære faktisk ;-)
Hmm.. Er du en mand???? Det lyder sådan.....
Hun har lagt et indlæg ud for at spørge folk til råds. Så det er hvad vi har gjort. Om de råd kan bruges eller ej, det må hun jo selv bedømme. Men det er altså hvad formålet er tror jeg......
Det er da helt klart vigtigt at få en dialog igang omkring de ting de begge vil med forholdet, og de ønsker de har. Ellers kommer de jo ingen vegne...
konfliktløsning. Ja, der er du jo nok mere ekspert end vi er (lyder det da til). Så må du jo have løsningen på hendes problem...
Det med opdragelse af en mand..... det burde ikke være nødvendigt. men i det her tilfælde er manden flyttet sammen med en pige, og hendes datter. Tilsyneladende uden at vide hvad han er gået ind til. Han må da se et problem i det nu, siden han ikke kan kommunikere med datteren. Så han skal da hjælpes på vej. Inden datteren får indtrykket af at han er ligeglad med hende..
om du kalder det opdragelse. Det må du om. At hjælpe er ik at opdrage efter min mening.

Hvis jeg har misforstået noget, undskylder jeg meget!!!!
:-)

også sidder på samme måde, de første 2 år var alt dejligt mellem min datter og kæresten, nu på 7. år hader hun næsten synet af ham, han har aldrig noget godt at sige,(det kan i hvertfald tælles på den ene hånd)hun siger altid han er altid sur osv.
jeg går ind og er støddæmper hele tiden, og det hænger en langt ud af halsen efterhånden, han har 2 børn han ikke ser, og vil ikke, så børn siger ham ikke noget.. men han er edder klog når det gælder børneopdragelse, det mener han selv... så vi skal aldrig have børn sammen... det var vi enige om fra starten, men det er da mærkeligt... så jeg vil bare lige sige.. at jeg er glad for at der er andre der har det lige som mig.. så føler jeg mig ikke så alene..og kæmp videre hvis du mener at i er rigtige for hinanden... det gør jeg...

.. et ømt tabubelagt problem. Tager man den enes parti, så er man feministisk eller tager man det andet parti(papfaderen), så får man at vide at "ja det kan du slet ikke forstå, når du ikke selv har børn"..Det er det evige tovtrækkeri ved sammenførte familier.
Jeg bor selv sammen med en kæreste, der har en søn på 7, og det er virkelig langt fra den romantiske idyl som i Morten Korch filmene. Jeg har haft det monster svært, trods vi kun har ham hver anden weekend og hver onsdag. Men det er noget vi, kæresten og jeg, indbyrdes taler om. Jeg vil ALDRIG nogensinde give drengen det indtryk, at han er "i vejen". ALDRIG. Når det er sagt, så kan man aldrig sætte sig ind i, hvad det indebærer at være i et forhold med papbørn, før end man har prøvet. Det er umuligt..
For at vende tilbage til dit tilfælde, så skal du heller ikke tvinge noget ned over hovedet på ham, som han ikke vil - for det kommer der ikke noget ud af, andet end han løber skrigende bort. Hvis du er glad for ham, så tal med ham.. Mænd har en stolthed der vil noget, men du er nød til at spørge ham, hvad der kan lette stemningen.
Har du tænkt på om du beskytter barnet så meget, at du glemmer at "høre" efter hans behov? Jeg tror måske, han føler sig tilsidesat.
Hovedet på sømmet, hvis han ikke er til at få i en ordentlig dialog, så må du bare sige farvel og tak. Det vigtigste i et forhold med papbørn er at man kan snakke om tingene.. Jeg er sååh heldig at have en mand, der kan "tåle" at høre min inderste tanker og følelser omkring dette tabubelagt emne! Jeg har en veninde, som jeg har fundet ud af, at hende kan jeg slet ikke tale med om, hvor svært det er for mig. Hun mener, som alle andre her, at hvis man ikke kan li lugten i bagerriet, må man bare skride.. NIXEN, sådan fungerer det ikke, jo dvs i en stund, men man finder sgu aldrig en, der gider at finde sig i, at ens behov bliver komplet tilsidesat, bare fordi man ikke selv har børn, men evig og altid skal tage hensyn.. Det får man bare nok af... Når jeg har nogle dage hvor jeg bare ikke kan få luft, så tager jeg hen til mine veninder og hygger, og så kan manden og sønnen lave noget sammen alene. Så kan jeg komme hjem opladt med energi og klar til nye udfordringer.. Sådan tager jeg lidt af presset af mig.. Ikke at jeg ikke tager ansvar, men for at det NETOP IKKE skal gå ud over sønnen, han er jo uskyldig.
Jeg håber du finder ud af det.. Men kodeordet er dialog!:o) Fuck jeg lyder klog..hahah

well ..... pitt-2 må have misset noget i sine studier af konfliktløsning, for at indlede med generelle og specifikke angreb, forurener det senere budskab ..... og det er vist elementært - IKKE at gøre den slags - i konflikt løsning skulle jeg mene.
For måske påpeger han noget der kunne være noget rigtigt i. Måske er manden i historien ked af et eller andet, fx noget han mangler fra moderen, som han så (umodent) blamer datteren for❓Skulle moderen fx. "bare" have en mand i huset og glemmer derefter kærligheden og tosomheden med manden (er set før) eller .............. who knows? Men at manden bare ligep ludselig ikke kan li datteren uden grund forekommer lidt mærkeligt ........!
Er selv vokset op med papforældre og har også prøvet at være en "irriterende" unge ....
Mvh 1-2-3

Jeg har nu læst alle Jeres kommentarer til mit problem med "dårlig papfar". Tak skal I have alle sammen.
Jeg talte med ham igår - han forstår mig godt - at det ikke er rart at han viser min datter den kolde skulder. Han vil gerne forsøge at give hende mere opmærksomhed og vise interesse. Jeg har så lovet at hjælpe ham. Jeg har samtidig sagt, at jeg har været nød til at træffe et valg - enten ændre hans holdning sig til min datter eller også må jeg flytte. Til de forskellige kommentarer om vores forhold kan jeg kun sige, at vi har det rigtig godt sammen. Vi har et godt sexliv, hygger og griner og taler sammen, så det er ikke vores forhold, som skyldes "den kolde skulder" - han vidste ikke hvad det var - Sådan siger de sgu altid...:o) Men nu ved han hvad min holdning er - og at jeg ikke vil leve to liv; et med ham og et med min datter, så vælger jeg hende alene. Jeg tror at konflikten kunne løses bedre, hvis ikke min kæreste er så forbandet konfliktsky, hvilket han også selv siger. Men nu har jeg fået det sagt - han har hørt min mening, og så forsøger vi i fællesskab at åbne op for forholdet mellem de 2 vigtigeste personer i mit liv. Kryds fingre for os, og endnu engang tak for Jeres ord!

det forrige oplæg er nok det fedeste og mest reflekterende jeg her har læst! Jeg er selv papmor til en datter på 7, som min kæreste har forældremyndigheden over, men skiftes med moderen til at have hende een uge af gangen. DET ER MEGET SVÆRT AT VÆRE PAPFORÆLDER - jeg er vild med min kæreste, men kan også godt ende med at være stille og sur-agtig, når jeg har fået nok af at se min kæreste pøse al sin energi og kærlighed på "verdens bedste unge". Børn kan generelt godt lide mig, og jeg kan også godt lide min steddatter, men jeg kan også få nok af de ting der er sjove og fede ved hende - det er bare noget andet at have børn om sig 24 timer i døgnet. Når så hun er lagt i seng, benytter min kæreste ofte tiden til at læse...og så føler man sig jo rigtig interessant og værdsat ved siden af vidunderbarnet...eller værrer bare som en selvfølge (og det er man sgu ikke som papforælder). Der ER ingen forældre der forstår, hvordan det er at være papforældre, hvis ikke de har været det selv... for, som min kæreste siger: jeg kan slet ikke tro at nogen kan holde fingrene fra hende (datteren) - hvordan skulle nogen kunne få nok af deres vidunderbarn? Som forældrer må man indse at man giver sig selv et ekstra job med en stedforældrer - for det tager meget energi følelsesmæssigt for stedforældren at være tredjehjul altid, hvis ikke I forældre også er opmærksomme på hvad vi "ofrer" for at være sammen med jer, så er det sgu ikke det værd. Endnu engang: jeg elsker børn, jeg elsker min steddatter - men hele situationen er meget svær nogle gange. Heldigvis kan jeg snakke meget godt med min kæreste...jeg er bare lidt træt af at være den der bliver mut, man KAN ikke altid forklare det, også fordi det let kommer til at virke meget egoistisk...børn og forældre bekræftiger hele tiden hinanden...så forældre får også kærlighed og energi igen...

På den anden side har han sagt "ja" til at være sammen med dig og dit barn - men på den anden side er det ikke hans...
Puha - den er svært - kan din datter lade ham være for en periode❓Måske synes han at hun "fylder" for meget ??
XXX for at I finder en løsning

Ja ja,
dét der med at kvinderne bare vil have en mand i huset er set før!! Husk lige, at der også kræves kontakt, kærlighed og følelser den anden vej (tilbage til manden). Det er da stort at man tør binde an med sådan en "opgave".
Vi mænd er trætte af at være skaffedyr.
Fra én der har været der og desværre trak nitten.
Tintin2