en engel kommer til hjælp
Et udpluk fra bogen ”Jerusalem - du elskede”. (En autentisk beretning).
Belejringen (under Jerusalems belejring)
Omkring klokken halv otte vågnede Tikva. Hendes første ord var: ”Mælk, mama!” Men selvfølgelig var der ikke noget mælk. Jeg løftede hende op fra sengen og satte hende op på mine skuldre. Hvor elendig hun end var, så lyste hendes ansigt op ved dette. Mama ville lege.
Inden jeg begyndte turen ned ad trapperne, bad jeg en hurtig bøn: ”Herre Jesus, bevar os.” I det øjeblik huskede jeg en afsluttende sætning i Erna Storms brev: ”Vi gør krav på løftet i Salme 34,8 for dig: ”Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.” Da jeg læste dette brev, havde jeg ikke andet, hvor meget jeg ville få brug for dette løfte.
Med Tikva på skuldrene begav jeg mig da afsted i retning af Musrara. Den tidlige morgensol var allerede ubehagelig varm, men den skinnede ned på de tilskoddede huse og tomme gader. Mere beklemmende end varmen var den uhyggelige stilhed dog. Selv en hund eller en kat ville have været et velkomment syn. For hver 100 meter eller deromkring kom jeg til en barrikade af stenstykker og andre ting stablet på tværs over gaden. Jeg halvt krøb, halvt kravlede over dem, mens jeg stadig havde Tikva på skuldrene.
Efter omkring halvdelen af strækningen kom jeg til en barrikade, der var omkring en meter højere end de øvrige. Den markerede adskillelseslinjen mellem den jødiske og arabiske zone. Jeg begyndte at krybe over, men halvt oppe trådte jeg på en løs sten, og i en byge af sten gled jeg ned igen og var næsten ved at tabe Tikva. Jeg blev klar over, at jeg ikke havde flere kræfter og satte Tikva ned på jorden og satte mig ved siden af hende på en sten. Jeg var sikker på, at jeg selv kunne klare at komme over. Men hvordan skulle jeg få Tikva over?
Pludselig fik jeg en uhyggelig følelse af, at jeg ikke længere var alene. Hver muskel i mit legeme spændtes. Jeg vendte mig hurtigt og så en ung mand, der stod på vejen lidt fra mig. Jeg var ved at skrige, men inden der kom en lyd fra mig, havde den unge mand grebet Tikva og sat hende på sine skuldre i samme stilling, som jeg havde båret hende i. Uden nogen synlig anstrengelse krøb han derefter op på barrikaden. Da jeg nu var fri for Tikva, lykkedes det mig at krybe efter ham.
Så snart jeg var ovre, forsvandt den unge mand ned ad vejen – Tikva sad stadig på hans skuldre, og jeg fulgte et par meter efter ham. Idet jeg prøvede at begribe, hvad der skete, så jeg nøjere på den unge mand. Han var omkring et par meter høj og bar en mørk dragt i europæisk snit. Han var i hvert fald ikke araber. Han kunne være jøde. Hvor var han kommet fra? Hvordan havde han så pludseligt vist sig ved siden af mig?
Det, der undrede mig mest, var Tikvas opførsel. Normalt ville hun begynde at græde, hvis en fremmed begyndte at tage hende op. Men jeg havde ikke hørt en lyd fra hende, siden den unge mand tog hende op. Hun sad lige så tillidsfuldt på hans skuldre, som hun ville have gjort hos mig. Hun så faktisk ud til at nyde det.
Resten af vejen gik den unge mand med. Han tøvede aldrig et øjeblik med hensyn til vejen, men tog den mest direkte vej til Musrara. Hver gang vi kom til en barrikade, krøb han over den foran mig og ventede længe nok på den anden side til at være sikker på, at jeg var kommet godt over. Til sidst standsede han lige foran frøken Ratcliffes hus, satte Tikva ned på gaden, vendte sig og begyndte på at gå tilbage ad den vej, vi var kommet. Under hele vort samvær havde han ikke sagt et ord, hverken goddag eller farvel. I løbet af et minut var han ude af syne.
Mens jeg stadig spekulerde på, om det hele var en drøm eller virkelighed, tog jeg Tikva i armene, gik op ad trappen til frøken Ratcliffes hoveddør og begyndte at banke på den.
”Hvem er det? Hvad vil de?” spurgte en stemme på arabisk.
”Det er mig, Maria. Frøken Christensen. Lad mig komme ind.”
”Frøken Christensen” Maria gispede højlydt. Så hørte jeg, at hun råbte ind i huset. ”Det er frøken Christensen. Hun er her ved døren.”
En række lyde fulgte – tunge møbler blev trukket væk, en rigel trukket fra. Endelig blev døren åbnet, og Maria tog Tikva fra mig.
”Gud være lovet, at de er i sikkerhed,” sagde frøken Ratcliffe bag hende. ”I to dage har vi tænkt på, hvad der kunne være sket Dem.”
Pludselig opdagede jeg, at benene ikke længere kunne bære mig. Med en sidste anstrengelse nåede jeg sofaen og faldt halvvejs ned i den.
”Vand”, sagde jeg. Stadig med Tikva på armen løb Maria ud og vendte et minut senere tilbage med et glas vand. Jeg havde aldrig smagt noget så godt i mit liv.
”Hvordan i alverden kom De hertil?” spurgte frøken Ratcliffe. ”Vi ringede til politistationen og bad dem om at sende en patrulje efter Dem, men de sagde, at det var umuligt for nogen at gå igennem Mahaneh Yehuda.”
Jeg beskrev turen og den unge mand, der var kommet mig til hjælp.
”El-hamd il-Allah”, græd Nijmeh og klappede i hænderne af begejstring. ”Gud har svaret på vore bønner. Vi bad ham om at sende en engel til at beskytte Dem, og det har han sandelig gjort.”
Belejringen (under Jerusalems belejring)
Omkring klokken halv otte vågnede Tikva. Hendes første ord var: ”Mælk, mama!” Men selvfølgelig var der ikke noget mælk. Jeg løftede hende op fra sengen og satte hende op på mine skuldre. Hvor elendig hun end var, så lyste hendes ansigt op ved dette. Mama ville lege.
Inden jeg begyndte turen ned ad trapperne, bad jeg en hurtig bøn: ”Herre Jesus, bevar os.” I det øjeblik huskede jeg en afsluttende sætning i Erna Storms brev: ”Vi gør krav på løftet i Salme 34,8 for dig: ”Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.” Da jeg læste dette brev, havde jeg ikke andet, hvor meget jeg ville få brug for dette løfte.
Med Tikva på skuldrene begav jeg mig da afsted i retning af Musrara. Den tidlige morgensol var allerede ubehagelig varm, men den skinnede ned på de tilskoddede huse og tomme gader. Mere beklemmende end varmen var den uhyggelige stilhed dog. Selv en hund eller en kat ville have været et velkomment syn. For hver 100 meter eller deromkring kom jeg til en barrikade af stenstykker og andre ting stablet på tværs over gaden. Jeg halvt krøb, halvt kravlede over dem, mens jeg stadig havde Tikva på skuldrene.
Efter omkring halvdelen af strækningen kom jeg til en barrikade, der var omkring en meter højere end de øvrige. Den markerede adskillelseslinjen mellem den jødiske og arabiske zone. Jeg begyndte at krybe over, men halvt oppe trådte jeg på en løs sten, og i en byge af sten gled jeg ned igen og var næsten ved at tabe Tikva. Jeg blev klar over, at jeg ikke havde flere kræfter og satte Tikva ned på jorden og satte mig ved siden af hende på en sten. Jeg var sikker på, at jeg selv kunne klare at komme over. Men hvordan skulle jeg få Tikva over?
Pludselig fik jeg en uhyggelig følelse af, at jeg ikke længere var alene. Hver muskel i mit legeme spændtes. Jeg vendte mig hurtigt og så en ung mand, der stod på vejen lidt fra mig. Jeg var ved at skrige, men inden der kom en lyd fra mig, havde den unge mand grebet Tikva og sat hende på sine skuldre i samme stilling, som jeg havde båret hende i. Uden nogen synlig anstrengelse krøb han derefter op på barrikaden. Da jeg nu var fri for Tikva, lykkedes det mig at krybe efter ham.
Så snart jeg var ovre, forsvandt den unge mand ned ad vejen – Tikva sad stadig på hans skuldre, og jeg fulgte et par meter efter ham. Idet jeg prøvede at begribe, hvad der skete, så jeg nøjere på den unge mand. Han var omkring et par meter høj og bar en mørk dragt i europæisk snit. Han var i hvert fald ikke araber. Han kunne være jøde. Hvor var han kommet fra? Hvordan havde han så pludseligt vist sig ved siden af mig?
Det, der undrede mig mest, var Tikvas opførsel. Normalt ville hun begynde at græde, hvis en fremmed begyndte at tage hende op. Men jeg havde ikke hørt en lyd fra hende, siden den unge mand tog hende op. Hun sad lige så tillidsfuldt på hans skuldre, som hun ville have gjort hos mig. Hun så faktisk ud til at nyde det.
Resten af vejen gik den unge mand med. Han tøvede aldrig et øjeblik med hensyn til vejen, men tog den mest direkte vej til Musrara. Hver gang vi kom til en barrikade, krøb han over den foran mig og ventede længe nok på den anden side til at være sikker på, at jeg var kommet godt over. Til sidst standsede han lige foran frøken Ratcliffes hus, satte Tikva ned på gaden, vendte sig og begyndte på at gå tilbage ad den vej, vi var kommet. Under hele vort samvær havde han ikke sagt et ord, hverken goddag eller farvel. I løbet af et minut var han ude af syne.
Mens jeg stadig spekulerde på, om det hele var en drøm eller virkelighed, tog jeg Tikva i armene, gik op ad trappen til frøken Ratcliffes hoveddør og begyndte at banke på den.
”Hvem er det? Hvad vil de?” spurgte en stemme på arabisk.
”Det er mig, Maria. Frøken Christensen. Lad mig komme ind.”
”Frøken Christensen” Maria gispede højlydt. Så hørte jeg, at hun råbte ind i huset. ”Det er frøken Christensen. Hun er her ved døren.”
En række lyde fulgte – tunge møbler blev trukket væk, en rigel trukket fra. Endelig blev døren åbnet, og Maria tog Tikva fra mig.
”Gud være lovet, at de er i sikkerhed,” sagde frøken Ratcliffe bag hende. ”I to dage har vi tænkt på, hvad der kunne være sket Dem.”
Pludselig opdagede jeg, at benene ikke længere kunne bære mig. Med en sidste anstrengelse nåede jeg sofaen og faldt halvvejs ned i den.
”Vand”, sagde jeg. Stadig med Tikva på armen løb Maria ud og vendte et minut senere tilbage med et glas vand. Jeg havde aldrig smagt noget så godt i mit liv.
”Hvordan i alverden kom De hertil?” spurgte frøken Ratcliffe. ”Vi ringede til politistationen og bad dem om at sende en patrulje efter Dem, men de sagde, at det var umuligt for nogen at gå igennem Mahaneh Yehuda.”
Jeg beskrev turen og den unge mand, der var kommet mig til hjælp.
”El-hamd il-Allah”, græd Nijmeh og klappede i hænderne af begejstring. ”Gud har svaret på vore bønner. Vi bad ham om at sende en engel til at beskytte Dem, og det har han sandelig gjort.”