En farlig leg!?
Hej! =)
Jeg er sikker på at dette emne har været oppe mindst 100 gange før- men alligevel får noget mig til at vænne mit ansigt mod det skønne folk her på debatten!
For 3 måneders tid siden, skete der noget virkelig specielt med mig og mine følelser. PÅ det tidspunkt havde jeg lige slået op med min kæreste efter et kort forhold, hvilket jeg ikke fortryder - det fungerede bare ikke, og måske skyldes det at vi var for lidt "sammen" inden at vi difinetivt kom sammen. Tidligere mødte jeg en pige igennem hende, der havde samme problem som mig. Hun hed Michelle. Hun var for et halvt år siden kommet ud af et forhold hun var glad for og blev såret deraf- derefter var hun gået ind i et nyt forhold efter en kortvarig flirt (Præcis som jeg), og de slog op.
Da vi jo begge havde det svært, begyndte vi at snakke meget sammen og vi opdagede at vi faktisk havde en enorm god evne til at være der for hinanden. Efter en månedstid skete der det, at jeg fik følelser for hende og forvirret som jeg var, fortalte jeg hende sandheden. Hun reagerede en smule forbavset, men alligevel var det ikke som om det kom bag på hende. Vi havde set hinanden foregående, hvor vi hver eneste gang endte med at ligge og hygge-nusse, og også efterfølgende har det været resultatet.
På nuværende tidspunkt har har hun fortalt mig at hun ikke har "plads" til en kæreste. Hun mener at hun ikke har plads til endnu et ansvar og at hun er bange for at blive såret, og ikke mindst at såre mig. Men alligevel skete det for to uger siden at vi snakkede om hinandens følelser for hinanden- vi blev enige om at vi var mere end venner, men at vi ikke var kærester. Hun fortalte mig at hun ville blive jaloux hvis jeg flirtede med andre, og at hun snart håbede på at vi fandt mere sammen. Det blev jeg selvfølgelig rigigtig glad for; alt gik som det skulle, vi havde bygget en langsom flirt op, og når vi var sammen føltes det hele bar så rigtigt. Dog skete der det at jeg mærkede en ændring, som om at jeg var mindre interessant - jeg skulle tage kontakt, så jeg spurgte, dum som jeg var, om hendes følelser for mig var anderledes og hun svarede "Det ved jeg ikke".
Nu står jeg på flad bund. Jeg har ingen ide om hvor hun vil hen, eller hvad hun vil. Hun synes jeg er fantastisk og dejlig - men hun føler ikke hun har "plads". Jeg føler ikke at jeg er istand til at glemme mine følelser. Man kan ikke kontrollere sine følelser, men hvorfor prøver hun så?
Jeg havde en god samtale med hende igår, hvor vi snakkede om problemer osv. og jeg tror jeg er blevet enig med mig selv om ikke at give op- jeg tror istedet at jeg bliver nødt til at tage små skridt, så langsomt som muligt. Jeg vil prøve at hjælpe hende så godt som jeg kan.
Er det den rigtige strategi? eller er jeg fanget i legen?
Hvis bare man altid husker at snakke om hinandens forventinger og følelser, og bliver enige.
Nu fik jeg jo skrevet et længere indlæg (som altid) og jeg håber at de mere tålmodige af jer, har lyst til at give lidt respons.
På forhånd tak! og hav en super weekend! =)
mvh. Kristian
Jeg er sikker på at dette emne har været oppe mindst 100 gange før- men alligevel får noget mig til at vænne mit ansigt mod det skønne folk her på debatten!
For 3 måneders tid siden, skete der noget virkelig specielt med mig og mine følelser. PÅ det tidspunkt havde jeg lige slået op med min kæreste efter et kort forhold, hvilket jeg ikke fortryder - det fungerede bare ikke, og måske skyldes det at vi var for lidt "sammen" inden at vi difinetivt kom sammen. Tidligere mødte jeg en pige igennem hende, der havde samme problem som mig. Hun hed Michelle. Hun var for et halvt år siden kommet ud af et forhold hun var glad for og blev såret deraf- derefter var hun gået ind i et nyt forhold efter en kortvarig flirt (Præcis som jeg), og de slog op.
Da vi jo begge havde det svært, begyndte vi at snakke meget sammen og vi opdagede at vi faktisk havde en enorm god evne til at være der for hinanden. Efter en månedstid skete der det, at jeg fik følelser for hende og forvirret som jeg var, fortalte jeg hende sandheden. Hun reagerede en smule forbavset, men alligevel var det ikke som om det kom bag på hende. Vi havde set hinanden foregående, hvor vi hver eneste gang endte med at ligge og hygge-nusse, og også efterfølgende har det været resultatet.
På nuværende tidspunkt har har hun fortalt mig at hun ikke har "plads" til en kæreste. Hun mener at hun ikke har plads til endnu et ansvar og at hun er bange for at blive såret, og ikke mindst at såre mig. Men alligevel skete det for to uger siden at vi snakkede om hinandens følelser for hinanden- vi blev enige om at vi var mere end venner, men at vi ikke var kærester. Hun fortalte mig at hun ville blive jaloux hvis jeg flirtede med andre, og at hun snart håbede på at vi fandt mere sammen. Det blev jeg selvfølgelig rigigtig glad for; alt gik som det skulle, vi havde bygget en langsom flirt op, og når vi var sammen føltes det hele bar så rigtigt. Dog skete der det at jeg mærkede en ændring, som om at jeg var mindre interessant - jeg skulle tage kontakt, så jeg spurgte, dum som jeg var, om hendes følelser for mig var anderledes og hun svarede "Det ved jeg ikke".
Nu står jeg på flad bund. Jeg har ingen ide om hvor hun vil hen, eller hvad hun vil. Hun synes jeg er fantastisk og dejlig - men hun føler ikke hun har "plads". Jeg føler ikke at jeg er istand til at glemme mine følelser. Man kan ikke kontrollere sine følelser, men hvorfor prøver hun så?
Jeg havde en god samtale med hende igår, hvor vi snakkede om problemer osv. og jeg tror jeg er blevet enig med mig selv om ikke at give op- jeg tror istedet at jeg bliver nødt til at tage små skridt, så langsomt som muligt. Jeg vil prøve at hjælpe hende så godt som jeg kan.
Er det den rigtige strategi? eller er jeg fanget i legen?
Hvis bare man altid husker at snakke om hinandens forventinger og følelser, og bliver enige.
Nu fik jeg jo skrevet et længere indlæg (som altid) og jeg håber at de mere tålmodige af jer, har lyst til at give lidt respons.
På forhånd tak! og hav en super weekend! =)
mvh. Kristian