en solstråle Historie, ( Autentisk )
Fra jeg blev født har jeg altid været en aktiv og glad pige, hvilket jeg stadig er - men spoler vi tiden tilbage til maj 1989 begyndte et meget anderledes år af mit liv.
Jeg var en aktiv pige, der cyklede de 10 km. til og fra skole hver dag, jeg dyrkede gymnastik gik til spejder, havde masser af venner og så havde jeg også lige en hest, som jeg brugte mange timer sammen med hver dag.
Omkring min 12 års fødselsdag i maj 1989 begyndte jeg at få træthedsproblemer. Hvis jeg spillede fodbold med min storebror blev jeg pludselig træt og skulle hvile mig indimellem, hvilket min storebror synes, var noget mærkeligt noget. Min mor begyndte også at undre sig lidt, men slog det nok alligevel ud af hovedet, for jeg var jo meget aktiv, og hun kunne da også godt forstå, at jeg ind i mellem blev træt.
En dag var jeg på cykeltur med klassen, og da vi på et tidspunkt skulle cykle op af en bakke, blev mine ben pludselig trætte, og jeg ville stå af for at trække cyklen, men da jeg skulle svinge benet over cyklen knækkede jeg fuldstændig sammen. Jeg fortalte det til min mor, hun synes vi skulle tage til læge, men lægen afviste det bare sagde, at der ikke noget galt, for min reflekser var jo gode nok. Han tog en blodprøve, som heller ikke viste noget unormalt.
Ugerne gik og jeg blev svagere og svagere, og en dag faldt jeg af min hest, da jeg ikke havde kræfter til at sidde på den længere. Nu ville min mor virkelig have mig undersøgt, og da vi efterhånden havde været til læge 4 gange fik min mor bare at vide: "kan du ikke også huske, at du var sær i din pubertet". Min mor var lige ved at slå lægen, for hun var godt klar over, at der var noget meget galt med mig.
I juli måned var jeg på spejderlejr, men måtte tage hjem efter få dage, jeg skulle efterhånden have hjælp til alt, kunne ikke holde mit hoved efter længere tid, var træt i helt ansigtet, så smilet var ikke, som det plejede, mine øjne hang, og jeg kunne slet ikke holde til at gå tur.
Vi kom dog videre til Vejle Sygehus, hvor vi skulle have en neurolog, som vi kendte. Det var en, som havde behandlet mig som lille, hvor jeg havde haft børneepilepsi. Han indlagde mig i august måned i fire dage, hvor han foretog nogle prøver og gav mig medicinen Mestinon. Den virkede da også lidt, men ikke nok. Han lovede, at han straks ville søge om, at jeg kunne komme videre til Århus, hvor de havde mere ekspertise, og det ville vi kunne få svar på efter en uge. Min mor henvendte sig til lægen efter en uge, og da han fortalte, at han lige havde glemt det, blev hun naturligvis sur, for hun kunne jo se, at jeg blev dårligere og dårligere, han sagde bare "sure kælling", og så smækkede han røret på. Min mor ringede selv til Århus og fik det fremskyndet.
Sidst i oktober 1989 blev jeg indlagt på Århus Kommunehospital, hvor jeg fik overlægen Ole Hein Sørensen. En læge, der virkelig tog os alvorligt. Han lavede en masse undersøgelser på mig, både med elektrisk stød, scanning, undersøgelse af mine nerver og medicinundersøgelser. Da han fik stillet den endelige diagnose ringede han til Skejby Sygehus, og vi fik hurtigt at vide, at vi skulle stille derude den 14. november 1989 (altså kun godt 14 dage efter), for jeg skulle have fjernet brislen. Min mor begyndte at græde, og jeg blev sur på hende, for det var absolut ikke noget at græde over. Nu skulle jeg jo bare opereres, og så blev jeg jo rask - sådan var min tankegang hele vejen igennem forløbet - heldigvis.
På det tidspunkt havde jeg slet ikke kræfter til at gå på trapper, sætte mit hår, holde mine øjne åbne, holde mit hoved o.s.v, så jeg var ret afkræftet. Jeg havde dog ikke på noget tidspunkt dobbeltsyn, som mange andre myastenikere har.
Jeg blev opereret på Skejby Sygehus den 16. november 1989, og allerede da jeg var kommet ud af sengen 4-5 dage efter, skulle jeg absolut ud at løbe på sygehusets trapper med min far. Lægerne sagde til mine forældre, at de endelig skulle lade mig gøre alt det, som jeg kunne. 10 dage efter blev jeg udskrevet og nu glædede jeg mig til at komme hjem, for nu var jeg jo rask - det var i hvert fald min forestilling.
Det gik da også meget hurtigt fremad. Jeg kunne mere og mere, og mine forældre var lykkelige, for de havde jo fået at vide, at det ikke var sikkert, at jeg blev rask. Jeg fik stadigvæk kun Mestinon, og har ikke fået andet i mit sygdomsforløb. Mestinonen blev hurtigt trappet ned, og i maj 1990 tog jeg de sidste tabletter. Omkring august 1990, altså ikke engang et år efter, at jeg var blevet opereret var jeg til min sidste kontrol på Århus Kommunehospital.
Nu skulle alle mine muskler bare trænes op igen, og så snart jeg kunne passe min hest igen, gjorde jeg det, og jeg husker også tydeligt den første cykeltur på 5 km. Det var fantastisk.
Jeg blev altså meget hurtigt sygdoms- og medicinfri, og har ikke havde symptomer overhovedet siden.
Igennem hele forløbet har jeg ikke mistet nogen af mine venner - godt nok synes de, at det var mærkeligt, at jeg pludselig ikke kunne holde til noget mere, men de holdt alligevel fast, og de var da også en stor hjælp.
Fra 1992-1994 var jeg på gymnatiskefterskole, hvor vi lavede ca. 10-12 timers gymnastik om ugen, så det var rigtig godt for min muskulatur. Efter efterskolen fortsatte jeg med at dyrke gymnastik flere gang om ugen.
Jeg har lavet utallige gymnastikopvisninger, for utallige tusinde mennesker, jeg har været ude at rejse med gymnatiskholdet, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg ikke kunne det samme som de andre. På efterskolen havde vi flere cykelture, hvor vi skulle cykle godt 100 km. om dagen, og dem klarede jeg rigtig godt. Til skolens triatlon blev jeg nr. 10 ud af 60 piger, så jeg lå absolut ikke på den lade side.
Fra jeg holdt op med kontrol ved min dygtige læge Ole Hein Sørensen og i 10 år frem, blev vi ved med at skrive sammen. Han havde meget svært ved at tro, at det passede, når jeg skrev hvor godt jeg havde det, så han brugte det meste af en lørdag for at tage ud at se mig lave gymnastikopvisning - han var imponeret, og jeg synes det var helt vildt.
Uddannelsesmæssigt har jeg taget handelsskolens HG uden problemer. Jeg er udlært advokatsekretær, juridisk assistent, statsaut. ejendomsmægler og valuar og arbejder på fuld tryk.
Jeg er nu 26 år, gift med Morten, og vi har sammen en dreng, der hedder Marius, og som snart bliver 1½. Jeg er halvvejs i min anden graviditet, hvilket også løber fuldstændig uden problemer. Vi bor på en nedlagt landejendom, som vi selv har sat i stand, og vi nyder generelt livet.
I 1998 var min mand og jeg i Sydøstasien i tre måneder med rygsæk, og det var heller ikke noget problem. Siden 1990-1991 har jeg levet 100% som alle andre, der er fuldstændig raske.
Så miraklernes tid er ikke forbi - jeg ved, at jeg er meget heldig, og det gør nok også, at jeg lever livet fuldt ud. Jeg er meget taknemlig for livet.
Februar, 2004. Maiken.
Vil Ønske dig alt godt for evigt Maiken.
Jeg var en aktiv pige, der cyklede de 10 km. til og fra skole hver dag, jeg dyrkede gymnastik gik til spejder, havde masser af venner og så havde jeg også lige en hest, som jeg brugte mange timer sammen med hver dag.
Omkring min 12 års fødselsdag i maj 1989 begyndte jeg at få træthedsproblemer. Hvis jeg spillede fodbold med min storebror blev jeg pludselig træt og skulle hvile mig indimellem, hvilket min storebror synes, var noget mærkeligt noget. Min mor begyndte også at undre sig lidt, men slog det nok alligevel ud af hovedet, for jeg var jo meget aktiv, og hun kunne da også godt forstå, at jeg ind i mellem blev træt.
En dag var jeg på cykeltur med klassen, og da vi på et tidspunkt skulle cykle op af en bakke, blev mine ben pludselig trætte, og jeg ville stå af for at trække cyklen, men da jeg skulle svinge benet over cyklen knækkede jeg fuldstændig sammen. Jeg fortalte det til min mor, hun synes vi skulle tage til læge, men lægen afviste det bare sagde, at der ikke noget galt, for min reflekser var jo gode nok. Han tog en blodprøve, som heller ikke viste noget unormalt.
Ugerne gik og jeg blev svagere og svagere, og en dag faldt jeg af min hest, da jeg ikke havde kræfter til at sidde på den længere. Nu ville min mor virkelig have mig undersøgt, og da vi efterhånden havde været til læge 4 gange fik min mor bare at vide: "kan du ikke også huske, at du var sær i din pubertet". Min mor var lige ved at slå lægen, for hun var godt klar over, at der var noget meget galt med mig.
I juli måned var jeg på spejderlejr, men måtte tage hjem efter få dage, jeg skulle efterhånden have hjælp til alt, kunne ikke holde mit hoved efter længere tid, var træt i helt ansigtet, så smilet var ikke, som det plejede, mine øjne hang, og jeg kunne slet ikke holde til at gå tur.
Vi kom dog videre til Vejle Sygehus, hvor vi skulle have en neurolog, som vi kendte. Det var en, som havde behandlet mig som lille, hvor jeg havde haft børneepilepsi. Han indlagde mig i august måned i fire dage, hvor han foretog nogle prøver og gav mig medicinen Mestinon. Den virkede da også lidt, men ikke nok. Han lovede, at han straks ville søge om, at jeg kunne komme videre til Århus, hvor de havde mere ekspertise, og det ville vi kunne få svar på efter en uge. Min mor henvendte sig til lægen efter en uge, og da han fortalte, at han lige havde glemt det, blev hun naturligvis sur, for hun kunne jo se, at jeg blev dårligere og dårligere, han sagde bare "sure kælling", og så smækkede han røret på. Min mor ringede selv til Århus og fik det fremskyndet.
Sidst i oktober 1989 blev jeg indlagt på Århus Kommunehospital, hvor jeg fik overlægen Ole Hein Sørensen. En læge, der virkelig tog os alvorligt. Han lavede en masse undersøgelser på mig, både med elektrisk stød, scanning, undersøgelse af mine nerver og medicinundersøgelser. Da han fik stillet den endelige diagnose ringede han til Skejby Sygehus, og vi fik hurtigt at vide, at vi skulle stille derude den 14. november 1989 (altså kun godt 14 dage efter), for jeg skulle have fjernet brislen. Min mor begyndte at græde, og jeg blev sur på hende, for det var absolut ikke noget at græde over. Nu skulle jeg jo bare opereres, og så blev jeg jo rask - sådan var min tankegang hele vejen igennem forløbet - heldigvis.
På det tidspunkt havde jeg slet ikke kræfter til at gå på trapper, sætte mit hår, holde mine øjne åbne, holde mit hoved o.s.v, så jeg var ret afkræftet. Jeg havde dog ikke på noget tidspunkt dobbeltsyn, som mange andre myastenikere har.
Jeg blev opereret på Skejby Sygehus den 16. november 1989, og allerede da jeg var kommet ud af sengen 4-5 dage efter, skulle jeg absolut ud at løbe på sygehusets trapper med min far. Lægerne sagde til mine forældre, at de endelig skulle lade mig gøre alt det, som jeg kunne. 10 dage efter blev jeg udskrevet og nu glædede jeg mig til at komme hjem, for nu var jeg jo rask - det var i hvert fald min forestilling.
Det gik da også meget hurtigt fremad. Jeg kunne mere og mere, og mine forældre var lykkelige, for de havde jo fået at vide, at det ikke var sikkert, at jeg blev rask. Jeg fik stadigvæk kun Mestinon, og har ikke fået andet i mit sygdomsforløb. Mestinonen blev hurtigt trappet ned, og i maj 1990 tog jeg de sidste tabletter. Omkring august 1990, altså ikke engang et år efter, at jeg var blevet opereret var jeg til min sidste kontrol på Århus Kommunehospital.
Nu skulle alle mine muskler bare trænes op igen, og så snart jeg kunne passe min hest igen, gjorde jeg det, og jeg husker også tydeligt den første cykeltur på 5 km. Det var fantastisk.
Jeg blev altså meget hurtigt sygdoms- og medicinfri, og har ikke havde symptomer overhovedet siden.
Igennem hele forløbet har jeg ikke mistet nogen af mine venner - godt nok synes de, at det var mærkeligt, at jeg pludselig ikke kunne holde til noget mere, men de holdt alligevel fast, og de var da også en stor hjælp.
Fra 1992-1994 var jeg på gymnatiskefterskole, hvor vi lavede ca. 10-12 timers gymnastik om ugen, så det var rigtig godt for min muskulatur. Efter efterskolen fortsatte jeg med at dyrke gymnastik flere gang om ugen.
Jeg har lavet utallige gymnastikopvisninger, for utallige tusinde mennesker, jeg har været ude at rejse med gymnatiskholdet, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg ikke kunne det samme som de andre. På efterskolen havde vi flere cykelture, hvor vi skulle cykle godt 100 km. om dagen, og dem klarede jeg rigtig godt. Til skolens triatlon blev jeg nr. 10 ud af 60 piger, så jeg lå absolut ikke på den lade side.
Fra jeg holdt op med kontrol ved min dygtige læge Ole Hein Sørensen og i 10 år frem, blev vi ved med at skrive sammen. Han havde meget svært ved at tro, at det passede, når jeg skrev hvor godt jeg havde det, så han brugte det meste af en lørdag for at tage ud at se mig lave gymnastikopvisning - han var imponeret, og jeg synes det var helt vildt.
Uddannelsesmæssigt har jeg taget handelsskolens HG uden problemer. Jeg er udlært advokatsekretær, juridisk assistent, statsaut. ejendomsmægler og valuar og arbejder på fuld tryk.
Jeg er nu 26 år, gift med Morten, og vi har sammen en dreng, der hedder Marius, og som snart bliver 1½. Jeg er halvvejs i min anden graviditet, hvilket også løber fuldstændig uden problemer. Vi bor på en nedlagt landejendom, som vi selv har sat i stand, og vi nyder generelt livet.
I 1998 var min mand og jeg i Sydøstasien i tre måneder med rygsæk, og det var heller ikke noget problem. Siden 1990-1991 har jeg levet 100% som alle andre, der er fuldstændig raske.
Så miraklernes tid er ikke forbi - jeg ved, at jeg er meget heldig, og det gør nok også, at jeg lever livet fuldt ud. Jeg er meget taknemlig for livet.
Februar, 2004. Maiken.
Vil Ønske dig alt godt for evigt Maiken.