Enhedslisten og Antifascistisk Aktion
Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandig... Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark.« Sådan lød det forleden fra Enhedslistens Per Jensen. Kommentaren faldt efter 8-10 bøllers overfald 6. februar på blogredaktør for Uriasposten, Kim Møller, mens denne var ved at filme en såkaldt »antifascistisk« demonstration i Århus.
Udtalelsen fra Per Jensen, der i 2009 var partiets kandidat ved kommunalvalget i Sønderborg, bekræftede dermed, at også Enhedslisten har sine landsbytosser. Nogle kan måske huske Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Claus Svendsen, der på partiets årsmøde – efter de autonomes overfald i 1998 på Pia Kjærsgaard på Nørrebro – åbent kritiserede partiets afstandtagen fra den voldelige aktion: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner.«
Og ligesom daværende folketingsmedlem Jette Gottlieb dengang straks gik på talerstolen og meddelte, at Enhedslisten ikke tolererer overfald på enkeltpersoner, var meldingen den samme i februar i år. Her tog gruppeformand Per Clausen afstand fra kammerat Jensens skriverier om at gøre en fysisk ende på Kim Møller.
»Det er en tone, som ligger uendelig langt fra den tone, som vi synes, at man skal anvende i den politiske debat,« sagde Clausen til netavisen 180 Grader, der også spurgte:
– Er der ikke et vist overlap mellem jer og visse aktivistiske og sågar militante kredse? Det er vel ikke en tilfældighed, at han har fundet ind i netop jeres parti, er det?
»Jeg kan ikke vide, hvad der har drevet ham, men jeg vil bare sige, at vi helt klart er afvisende overfor at anvende vold, argumentere for vold eller true med vold,« svarede Per Clausen.
Partiledelsens gentagne afvisninger af voldsdyrkelsen kunne minde om et stykke politisk teater, der bliver opført til ære for offentligheden og pressen:
Hver gang offentligheden får kendskab til voldelig ekstremisme, tager venstrefløjens ansvarlige ledelse rutinemæssigt afstand fra ekstremisterne. I dagligdagen er de imidlertid accepterede og spiller en rolle i bevægelsens arbejdsdeling. Pointen er, at »politisk vold nytter«, som den tidligere militante BZ’er og nuværende universitetssociolog René Karpantschof senest fastslog i et indlæg i Weekendavisen 6. november 2009. Derfor kan voldsdyrkere som Jensen og Svendsen svømme som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler.
Det med »et vist overlap« mellem Enhedslisten og de militante kredse, som Clausen i interviewet med 180 Grader ikke rigtig forholdt sig til, truer med at blive et yderst betændt emne, efter at Politiets Efterretningstjeneste (PET) for nylig anholdt en række personer fra Antifascistisk Aktion (AFA) for overtrædelse af terrorlovgivningen om voldelig politisk ekstremisme. AFA er nemlig en militant radikal venstrefløjsgruppe, som siden starten i 1992 har haft nære forbindelser til Enhedslisten på Christiansborg
Eneste forskel der er på de 2, er at den ene er i folketinget, den anden ikke, men de har den samme dagsorden, vold, kaos og terrorstøtte
Enhedslisten har gennem årene plejet nære forbindelser med Antifascistisk Aktion. Det fremgår bl.a. af, at Enhedslistens hjemmeside gennem flere år anbefalede AFAs hjemmeside. Enhedslisten har da også samarbejdet direkte med AFA ved demonstrationer og happenings gennem Antiracistisk Netværk, hvor også den venstreorienterede dokumentationsgruppe Demos har været en central partner.
Desuden har det bestemt ikke skadet karrieren i Enhedslisten at have været AFA-aktivist. Således har partiets ledende pressemand og spindoktor Pelle Dragsted gennem et årti været medlem af AFA.
Han optrådte bl.a. som hovedfortæller på den 40 minutters film, som TV-Stop i 2002 producerede om Antifascistisk Aktions historie. I filmen er Dragsted iklædt partisantørklæde for ansigtet, men hans ansigt er tydeligt. Han fortæller bl.a. om hærværksaktionen imod Sandholmlejren i 1998, hvor AFA-aktivister med professionelt håndværkerudstyr rev hegnet ned. Til lejligheden kaldte de sig »Antiracistisk Håndværkerlaug«. Aktionen, som Dragsted medvirkede i, gav ham efterfølgende en dom.
Efter jubilæet i 2002 forlod Dragsted AFA for at blive medlem af Enhedslisten, hvor han fastholdt støtten til politisk vold. Det fremgår af efterspillet til maling-aktionen i 2003, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overfaldet af de to Globale Rødder, Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen.
De blev lukket ind på Christiansborg af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz- Theil, men flertallet i folketingsgruppen tog afstand fra aktionen. Da så Rosenkrantz- Theil blev irettesat af folketingsgruppen, fik det 32 medlemmer af Enhedslisten til at forsvare Rosenkrantz-Theil i et åbent støttebrev til hende. I brevet skrev de bl.a.: »I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.« En af underskriverne var Pelle Dragsted.
I 2006 var han avanceret til international sekretær for Enhedslisten, og siden er han blevet partiets ledende pressemand og dermed en central rådgiver for folketingsmedlemmerne Frank Aaen, Line Barfoed, Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen.
Sidste år var Dragsted i formiddagsbladenes søgelys, fordi han i sin fritid også agerede pressemand for den civile ulydighedsgruppe Kirkeasyl, der sammen med en række udvisningsdømte irakere havde belejret Brorsons Kirke på Nørrebro. Dagbladet B.T. spurgte ham, om han stadig mente, at vold og hærværk var legitime politiske midler. Den tidligere AFA-aktivist svarede:
»Nej, det mener jeg absolut ikke. Nazisme og racisme skal stoppes med argumenter. Selvtægt er forkert.« Dragsted sagde også: »Jeg havde på nogle områder nogle ret yderligtgående synspunkter. I dag står jeg et helt andet sted politisk – det er jo derfor, jeg i dag er medlem af Enhedslisten.«
Partiets anden pressemedarbejder er Linda Hansen, der indtil for nylig var centerleder ved venstrefløjens retspolitiske tænketank Cerepo. Tidligere har hun haft en journalistisk karriere i det socialistiske mediesyndikat Monsun/Modkraft, men hun har også slået sine folder som aktivist i den meget AFA-nære dokumentationsgruppe Demos
Det er yderst sjældent, at nuværende eller tidligere AFA-medlemmer, som fx Pelle Dragsted, træder offentligt frem. Organisationen er tophemmelig. Medlemmerne tildækker typisk ansigter under aktioner, og når de udtaler sig til pressen, er det aldrig med fuldt, endsige ægte navn.
Man træder faktisk kun frem, når man er død. Da den militante aktivist og RAF-apologet Martin Lindblom døde af kræft sidste år, blev der skrevet flere hyldestnekrologer, hvor man åbent vedgik, at han var en af AFAs grundlæggere. På deres internetsite ProjektAntifa.dk skrev Antifascistisk Aktion:
»I marts ’92 sprang der en bombe i Søllerødgade, der dræbte en antiracist. Det stod klart for alle, at nazister stod bag. Samme aften var der en manifestation udenfor lokalerne hvor bomben var sprunget. Her besluttede Martin, sammen med en kammerat, at det var på tide at organisere det antifascistiske arbejde – og det blev der så gjort. Kimen til Antifascistisk Aktion i Danmark var lagt.«
En lang række af nekrologer om Lindblom var samlet på en sørge-hjemmeside på internetavisen Modkraft, hvor AFA-aktivister, enhedslistefolk og andre venstreorienterede skrev deres personlige mindeord.
Martin Lindholms mangeårige BZ-ven Rene Karpantschof, der oplyser, at han nu »forsker og underviser i politisk vold« på Københavns Universitet, skrev også en følelsesbetonet nekrolog på Modkraft. Han havde mødt Lindblom i forbindelse med besættelsen af et stort hus i Ryesgade i København. Et hus, der i 1986 blev ryddet af politiet under stor dramatik.
Her fremhævede Karpantschof bl.a. hans og Lindbloms fælles hengivenhed til disse strofer fra David Bowie-sangen Heroes, hvilket fortæller en del om aktivisternes selvforståelse som danske bypartisaner: »Standing by the wall. And the guns, shot above our heads. Oh, we can beat them, forever and ever. Then we could be heroes just for one day.«
Men enhver, der har set en BZ-, autonom- eller AFA-aktion, er også klar over, at bevægelsens toneangivende aktivister har været meget fokuseret på deres æstetiske udtryk. AFAerne har benyttet et symbolsprog, der ligger i direkte forlængelse af erklæringen om at tage militante midler i brug.
Fx er deres blade, pjecer og andet propagandamateriale domineret af stærke unge gadekæmpere med knyttede næver, dødbringende våben og sort-røde faner. Det er en politisk æstetik, der går tilbage til Weimarrepublikkens Tyskland, hvor den internationale Antifa-bevægelse havde sin begyndelse. Bevægelsen opstod af den tyske kommunistleder Ernst Thälmanns Roter Frontkämpferbund, der i gaderne bekæmpede både nazister og socialdemokrater med henblik på at destabilisere republikken og dermed parlamentarismen. Det fik den bivirkning, at man hjalp nazisterne til magten i 1933.
AFA i Danmark var oprindelig en københavnsk organisation, men den har efterhånden spredt sig til hele landet med åndsbeslægtede grupper som Jyske Antifascister Århus, Kolding Antifascister, Fynske Antifascister i Odense, Sydfynske Venstreradikale i Svendborg.
Udover de forberedte aktioner, har AFAs speciale været de spontane udrykninger, når venstreorienterede udsender »nazi-alarm« i København. Nazi-alarmer er telefon- og smskæder mellem bl.a. Ungdomshuset, Christiania og AFA-tilholdsstedet Kafa-X i Korsgade. Alarmen bliver også udsendt til de autonomes kollektiver og butikker.
Men metaforen om de voldelige, som svømmer som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler – illustreres måske bedst af AFAs 10-års jubilæum den 18. maj 2002, som blev afholdt i Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Jubilæet udviklede sig nærmest til den yderste venstrefløjs fætter-kusine-fest. Fra den Grå Hal på Christiania kom der barpersonale og dørmænd. På scenen sørgede diverse kunstnere, bl.a. Emmas Dilemma, for underholdningen. TV-Stop fremviste her deres hyldestfilm Antifascisme – 10 år. I anledning af 10-året havde bl.a. Povl Dissing, Savage Rose, Burnin’ Red Ivanhoe og Gates Parlament også indspillet en støtte- CD, som fejrede antifascisterne. I festen deltog mere end tusind venstreorienterede.
Det synes nemlig at være ideen med aktivismen på den yderste venstrefløj: Alle samarbejder med hinanden inden for den knopskydende skov af organisationer, der findes.
Udover de improviserede ad hoc-grupper med navne som Antiracistisk Håndværkerlaug, Kirkeasyl eller Forældre imod Politibrutalitet, så er rygraden naturligvis de mere permanente grupper som Enhedslisten (og deres forskellige underudvalg), Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, Mediesyndikatet Monsun/Modkraft, Ungdomshuset, Christiania, Internationalt Forum, Antiracistisk Netværk, dokumentationsgruppen Demos, Researchkollektivet Redox med videre.
Sidstnævnte gruppe er også kommet i PETs søgelys i disse dage, fordi de anholdte AFA-folks projekt med at registrere over 1.000 danske højreorienterede formelt hører under Researchkollektivet Redox
Forbindelserne til den militante venstrefløj har det med at klistre sig til Enhedslisten. I 2004 kunne man på Enhedslistens Odense-afdelings hjemmeside læse en anbefaling om at gå til Fynske AntiFascisters møderække om »den udenomsparlamentariske kamptradition i Vesteuropa «. Blandt oplægsholderne var en tidligere terrorist fra Rote Armee Fraktion, og et af mødepunkterne lød: »Hvordan kan vi bruge erfaringer fra dengang i dag?«
I 2008 blev det afsløret, at Enhedslisten og parties logo optrådte side om side med Antifascistisk Aktion (AFA) på en plakat, der reklamerede for en fest i kollektivet »Bumzen« i Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod »Salemturen«, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA, der siden 2001 har forsøgt at stoppe den såkaldte Salem-fonds mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere. Siden er unge gadekrigere hvert år valfartet til slagsmål og optøjer i Sverige.
Enhedslisten deltager officielt ikke i Salemturen, og efterfølgende afviste partiets byrådsmedlem i Århus, Keld Hvalsø Nedergaard, at partiet havde et samarbejde med AFA. Men han erkendte, at plakaten for Salem-turen sendte et uheldigt signal.
»Det er et stort problem, at Enhedslisten kobles sammen med en plakat, hvor folk optræder hætteklædte og med køller,« sagde Keld Hvalsø Nedergaard til Nyhedsavisen. Enhedslistens daværende pressechef på Christiansborg, Mikkel Skov Petersen, erkendte dog, at partiet havde samarbejdet med festarrangørerne. »Men aftalen var,« sagde han, »at vi kun støtter den del, der er ikke-voldelig.«
Det er dog en afgrænsning til »det ikke-voldelige «, der ikke bliver opretholdt så stramt, når det gælder flere af Enhedslistens folketingskandidaters støtte til den colombianske guerillaorganisation FARC, der er på EU’s terrorliste. En af FARC-støtterne er den 35-årige Christine Lundgaard, som Enhedslistens årsmøde sidste år opstillede i en af de kredse, der efter alt at dømme giver valg til Folketinget. Hun har også været talsperson for foreningen Oprør, hvis leder i sidste uge fik en dom på seks måneders betinget fængsel for terrorstøtte til FARC og palæstinensiske PFLP.
En mere bredtfavnende terrortolerance, der inkluderer selvmordsbombe-partiet Hamas, blev sidste år udtrykt af Enhedslistens folketingskandidat fra Vesterbro-Sydhavnen, Finn Sørensen. Han fik optaget et læserbrev i Vesterbrobladet, hvor han gav sin opbakning til »legitime befrielsesbevægelser og partier som FARC, PFLP og Hamas«.
Men sådanne sympatier mellem Enhedslisten og militante grupper i udlandet – såvel som i Danmark – fremmer næppe partiets forsøg på at fremstå »stuerent« i forhold til det parlamentariske arbejde på Christiansborg. Men måske behøver Thorning-Schmidt ikke bekymre sig så meget om Enhedslistens militante sympatier og forbindelser. Hun kan få rigeligt at gøre med at forklare, hvad det sandsynligvis kommende socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig mener om politisk vold. Efter at Rosenkrantz-Theil i 2008 forlod Enhedslisten og blev socialdemokratisk folketingskandidat, sagde hun nemlig til dagbladet Information:
»Jeg tager ikke afstand fra malingaktionen. For jeg har ikke behov for at tage afstand fra det, jeg har sagt og ment gennem tiderne. De må købe hele pakken eller lade være med at tage imod mig. Jeg skal ikke igennem nogen renselsesproces for at blive medlem,« sagde hun og tilføjede: »Men jeg vil ikke hylde, hvis nogen kaster maling på Helle Thorning- Schmidt
Udtalelsen fra Per Jensen, der i 2009 var partiets kandidat ved kommunalvalget i Sønderborg, bekræftede dermed, at også Enhedslisten har sine landsbytosser. Nogle kan måske huske Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Claus Svendsen, der på partiets årsmøde – efter de autonomes overfald i 1998 på Pia Kjærsgaard på Nørrebro – åbent kritiserede partiets afstandtagen fra den voldelige aktion: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner.«
Og ligesom daværende folketingsmedlem Jette Gottlieb dengang straks gik på talerstolen og meddelte, at Enhedslisten ikke tolererer overfald på enkeltpersoner, var meldingen den samme i februar i år. Her tog gruppeformand Per Clausen afstand fra kammerat Jensens skriverier om at gøre en fysisk ende på Kim Møller.
»Det er en tone, som ligger uendelig langt fra den tone, som vi synes, at man skal anvende i den politiske debat,« sagde Clausen til netavisen 180 Grader, der også spurgte:
– Er der ikke et vist overlap mellem jer og visse aktivistiske og sågar militante kredse? Det er vel ikke en tilfældighed, at han har fundet ind i netop jeres parti, er det?
»Jeg kan ikke vide, hvad der har drevet ham, men jeg vil bare sige, at vi helt klart er afvisende overfor at anvende vold, argumentere for vold eller true med vold,« svarede Per Clausen.
Partiledelsens gentagne afvisninger af voldsdyrkelsen kunne minde om et stykke politisk teater, der bliver opført til ære for offentligheden og pressen:
Hver gang offentligheden får kendskab til voldelig ekstremisme, tager venstrefløjens ansvarlige ledelse rutinemæssigt afstand fra ekstremisterne. I dagligdagen er de imidlertid accepterede og spiller en rolle i bevægelsens arbejdsdeling. Pointen er, at »politisk vold nytter«, som den tidligere militante BZ’er og nuværende universitetssociolog René Karpantschof senest fastslog i et indlæg i Weekendavisen 6. november 2009. Derfor kan voldsdyrkere som Jensen og Svendsen svømme som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler.
Det med »et vist overlap« mellem Enhedslisten og de militante kredse, som Clausen i interviewet med 180 Grader ikke rigtig forholdt sig til, truer med at blive et yderst betændt emne, efter at Politiets Efterretningstjeneste (PET) for nylig anholdt en række personer fra Antifascistisk Aktion (AFA) for overtrædelse af terrorlovgivningen om voldelig politisk ekstremisme. AFA er nemlig en militant radikal venstrefløjsgruppe, som siden starten i 1992 har haft nære forbindelser til Enhedslisten på Christiansborg
Eneste forskel der er på de 2, er at den ene er i folketinget, den anden ikke, men de har den samme dagsorden, vold, kaos og terrorstøtte
Enhedslisten har gennem årene plejet nære forbindelser med Antifascistisk Aktion. Det fremgår bl.a. af, at Enhedslistens hjemmeside gennem flere år anbefalede AFAs hjemmeside. Enhedslisten har da også samarbejdet direkte med AFA ved demonstrationer og happenings gennem Antiracistisk Netværk, hvor også den venstreorienterede dokumentationsgruppe Demos har været en central partner.
Desuden har det bestemt ikke skadet karrieren i Enhedslisten at have været AFA-aktivist. Således har partiets ledende pressemand og spindoktor Pelle Dragsted gennem et årti været medlem af AFA.
Han optrådte bl.a. som hovedfortæller på den 40 minutters film, som TV-Stop i 2002 producerede om Antifascistisk Aktions historie. I filmen er Dragsted iklædt partisantørklæde for ansigtet, men hans ansigt er tydeligt. Han fortæller bl.a. om hærværksaktionen imod Sandholmlejren i 1998, hvor AFA-aktivister med professionelt håndværkerudstyr rev hegnet ned. Til lejligheden kaldte de sig »Antiracistisk Håndværkerlaug«. Aktionen, som Dragsted medvirkede i, gav ham efterfølgende en dom.
Efter jubilæet i 2002 forlod Dragsted AFA for at blive medlem af Enhedslisten, hvor han fastholdt støtten til politisk vold. Det fremgår af efterspillet til maling-aktionen i 2003, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overfaldet af de to Globale Rødder, Lars Grenaa og Rune Eltard-Sørensen.
De blev lukket ind på Christiansborg af Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz- Theil, men flertallet i folketingsgruppen tog afstand fra aktionen. Da så Rosenkrantz- Theil blev irettesat af folketingsgruppen, fik det 32 medlemmer af Enhedslisten til at forsvare Rosenkrantz-Theil i et åbent støttebrev til hende. I brevet skrev de bl.a.: »I medierne hedder det sig, at du er alene og isoleret med din holdning til aktionen. Det er du måske også i Folketinget – men det er du ikke blandt Enhedslistens græsrødder.« En af underskriverne var Pelle Dragsted.
I 2006 var han avanceret til international sekretær for Enhedslisten, og siden er han blevet partiets ledende pressemand og dermed en central rådgiver for folketingsmedlemmerne Frank Aaen, Line Barfoed, Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen.
Sidste år var Dragsted i formiddagsbladenes søgelys, fordi han i sin fritid også agerede pressemand for den civile ulydighedsgruppe Kirkeasyl, der sammen med en række udvisningsdømte irakere havde belejret Brorsons Kirke på Nørrebro. Dagbladet B.T. spurgte ham, om han stadig mente, at vold og hærværk var legitime politiske midler. Den tidligere AFA-aktivist svarede:
»Nej, det mener jeg absolut ikke. Nazisme og racisme skal stoppes med argumenter. Selvtægt er forkert.« Dragsted sagde også: »Jeg havde på nogle områder nogle ret yderligtgående synspunkter. I dag står jeg et helt andet sted politisk – det er jo derfor, jeg i dag er medlem af Enhedslisten.«
Partiets anden pressemedarbejder er Linda Hansen, der indtil for nylig var centerleder ved venstrefløjens retspolitiske tænketank Cerepo. Tidligere har hun haft en journalistisk karriere i det socialistiske mediesyndikat Monsun/Modkraft, men hun har også slået sine folder som aktivist i den meget AFA-nære dokumentationsgruppe Demos
Det er yderst sjældent, at nuværende eller tidligere AFA-medlemmer, som fx Pelle Dragsted, træder offentligt frem. Organisationen er tophemmelig. Medlemmerne tildækker typisk ansigter under aktioner, og når de udtaler sig til pressen, er det aldrig med fuldt, endsige ægte navn.
Man træder faktisk kun frem, når man er død. Da den militante aktivist og RAF-apologet Martin Lindblom døde af kræft sidste år, blev der skrevet flere hyldestnekrologer, hvor man åbent vedgik, at han var en af AFAs grundlæggere. På deres internetsite ProjektAntifa.dk skrev Antifascistisk Aktion:
»I marts ’92 sprang der en bombe i Søllerødgade, der dræbte en antiracist. Det stod klart for alle, at nazister stod bag. Samme aften var der en manifestation udenfor lokalerne hvor bomben var sprunget. Her besluttede Martin, sammen med en kammerat, at det var på tide at organisere det antifascistiske arbejde – og det blev der så gjort. Kimen til Antifascistisk Aktion i Danmark var lagt.«
En lang række af nekrologer om Lindblom var samlet på en sørge-hjemmeside på internetavisen Modkraft, hvor AFA-aktivister, enhedslistefolk og andre venstreorienterede skrev deres personlige mindeord.
Martin Lindholms mangeårige BZ-ven Rene Karpantschof, der oplyser, at han nu »forsker og underviser i politisk vold« på Københavns Universitet, skrev også en følelsesbetonet nekrolog på Modkraft. Han havde mødt Lindblom i forbindelse med besættelsen af et stort hus i Ryesgade i København. Et hus, der i 1986 blev ryddet af politiet under stor dramatik.
Her fremhævede Karpantschof bl.a. hans og Lindbloms fælles hengivenhed til disse strofer fra David Bowie-sangen Heroes, hvilket fortæller en del om aktivisternes selvforståelse som danske bypartisaner: »Standing by the wall. And the guns, shot above our heads. Oh, we can beat them, forever and ever. Then we could be heroes just for one day.«
Men enhver, der har set en BZ-, autonom- eller AFA-aktion, er også klar over, at bevægelsens toneangivende aktivister har været meget fokuseret på deres æstetiske udtryk. AFAerne har benyttet et symbolsprog, der ligger i direkte forlængelse af erklæringen om at tage militante midler i brug.
Fx er deres blade, pjecer og andet propagandamateriale domineret af stærke unge gadekæmpere med knyttede næver, dødbringende våben og sort-røde faner. Det er en politisk æstetik, der går tilbage til Weimarrepublikkens Tyskland, hvor den internationale Antifa-bevægelse havde sin begyndelse. Bevægelsen opstod af den tyske kommunistleder Ernst Thälmanns Roter Frontkämpferbund, der i gaderne bekæmpede både nazister og socialdemokrater med henblik på at destabilisere republikken og dermed parlamentarismen. Det fik den bivirkning, at man hjalp nazisterne til magten i 1933.
AFA i Danmark var oprindelig en københavnsk organisation, men den har efterhånden spredt sig til hele landet med åndsbeslægtede grupper som Jyske Antifascister Århus, Kolding Antifascister, Fynske Antifascister i Odense, Sydfynske Venstreradikale i Svendborg.
Udover de forberedte aktioner, har AFAs speciale været de spontane udrykninger, når venstreorienterede udsender »nazi-alarm« i København. Nazi-alarmer er telefon- og smskæder mellem bl.a. Ungdomshuset, Christiania og AFA-tilholdsstedet Kafa-X i Korsgade. Alarmen bliver også udsendt til de autonomes kollektiver og butikker.
Men metaforen om de voldelige, som svømmer som fisk i en suppe af tilhængere, der deler mål, men ikke nødvendigvis midler – illustreres måske bedst af AFAs 10-års jubilæum den 18. maj 2002, som blev afholdt i Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Jubilæet udviklede sig nærmest til den yderste venstrefløjs fætter-kusine-fest. Fra den Grå Hal på Christiania kom der barpersonale og dørmænd. På scenen sørgede diverse kunstnere, bl.a. Emmas Dilemma, for underholdningen. TV-Stop fremviste her deres hyldestfilm Antifascisme – 10 år. I anledning af 10-året havde bl.a. Povl Dissing, Savage Rose, Burnin’ Red Ivanhoe og Gates Parlament også indspillet en støtte- CD, som fejrede antifascisterne. I festen deltog mere end tusind venstreorienterede.
Det synes nemlig at være ideen med aktivismen på den yderste venstrefløj: Alle samarbejder med hinanden inden for den knopskydende skov af organisationer, der findes.
Udover de improviserede ad hoc-grupper med navne som Antiracistisk Håndværkerlaug, Kirkeasyl eller Forældre imod Politibrutalitet, så er rygraden naturligvis de mere permanente grupper som Enhedslisten (og deres forskellige underudvalg), Socialistisk Ungdomsfront, Globale Rødder, Mediesyndikatet Monsun/Modkraft, Ungdomshuset, Christiania, Internationalt Forum, Antiracistisk Netværk, dokumentationsgruppen Demos, Researchkollektivet Redox med videre.
Sidstnævnte gruppe er også kommet i PETs søgelys i disse dage, fordi de anholdte AFA-folks projekt med at registrere over 1.000 danske højreorienterede formelt hører under Researchkollektivet Redox
Forbindelserne til den militante venstrefløj har det med at klistre sig til Enhedslisten. I 2004 kunne man på Enhedslistens Odense-afdelings hjemmeside læse en anbefaling om at gå til Fynske AntiFascisters møderække om »den udenomsparlamentariske kamptradition i Vesteuropa «. Blandt oplægsholderne var en tidligere terrorist fra Rote Armee Fraktion, og et af mødepunkterne lød: »Hvordan kan vi bruge erfaringer fra dengang i dag?«
I 2008 blev det afsløret, at Enhedslisten og parties logo optrådte side om side med Antifascistisk Aktion (AFA) på en plakat, der reklamerede for en fest i kollektivet »Bumzen« i Baldersgade på Nørrebro. Bag festen stod »Salemturen«, der hvert år sender danske forstærkninger til svenske AFA, der siden 2001 har forsøgt at stoppe den såkaldte Salem-fonds mindehøjtidlighed for en 17-årig højreaktivist, der i december 2000 blev mishandlet til døde af en gruppe indvandrere. Siden er unge gadekrigere hvert år valfartet til slagsmål og optøjer i Sverige.
Enhedslisten deltager officielt ikke i Salemturen, og efterfølgende afviste partiets byrådsmedlem i Århus, Keld Hvalsø Nedergaard, at partiet havde et samarbejde med AFA. Men han erkendte, at plakaten for Salem-turen sendte et uheldigt signal.
»Det er et stort problem, at Enhedslisten kobles sammen med en plakat, hvor folk optræder hætteklædte og med køller,« sagde Keld Hvalsø Nedergaard til Nyhedsavisen. Enhedslistens daværende pressechef på Christiansborg, Mikkel Skov Petersen, erkendte dog, at partiet havde samarbejdet med festarrangørerne. »Men aftalen var,« sagde han, »at vi kun støtter den del, der er ikke-voldelig.«
Det er dog en afgrænsning til »det ikke-voldelige «, der ikke bliver opretholdt så stramt, når det gælder flere af Enhedslistens folketingskandidaters støtte til den colombianske guerillaorganisation FARC, der er på EU’s terrorliste. En af FARC-støtterne er den 35-årige Christine Lundgaard, som Enhedslistens årsmøde sidste år opstillede i en af de kredse, der efter alt at dømme giver valg til Folketinget. Hun har også været talsperson for foreningen Oprør, hvis leder i sidste uge fik en dom på seks måneders betinget fængsel for terrorstøtte til FARC og palæstinensiske PFLP.
En mere bredtfavnende terrortolerance, der inkluderer selvmordsbombe-partiet Hamas, blev sidste år udtrykt af Enhedslistens folketingskandidat fra Vesterbro-Sydhavnen, Finn Sørensen. Han fik optaget et læserbrev i Vesterbrobladet, hvor han gav sin opbakning til »legitime befrielsesbevægelser og partier som FARC, PFLP og Hamas«.
Men sådanne sympatier mellem Enhedslisten og militante grupper i udlandet – såvel som i Danmark – fremmer næppe partiets forsøg på at fremstå »stuerent« i forhold til det parlamentariske arbejde på Christiansborg. Men måske behøver Thorning-Schmidt ikke bekymre sig så meget om Enhedslistens militante sympatier og forbindelser. Hun kan få rigeligt at gøre med at forklare, hvad det sandsynligvis kommende socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig mener om politisk vold. Efter at Rosenkrantz-Theil i 2008 forlod Enhedslisten og blev socialdemokratisk folketingskandidat, sagde hun nemlig til dagbladet Information:
»Jeg tager ikke afstand fra malingaktionen. For jeg har ikke behov for at tage afstand fra det, jeg har sagt og ment gennem tiderne. De må købe hele pakken eller lade være med at tage imod mig. Jeg skal ikke igennem nogen renselsesproces for at blive medlem,« sagde hun og tilføjede: »Men jeg vil ikke hylde, hvis nogen kaster maling på Helle Thorning- Schmidt