Ensomheden dræber mig!

Hej.
Jeg skriver dette indlæg da jeg er godt og grundig havnet i kulkælderen.
Året 2011 startede ellers så godt. Igennem min eneste/bedste ven (som i øvrigt ikke har tid for tiden, da han er blevet far) kom jeg på en date med en rigtig sød pige. Det blev faktisk til to dates, og hun var vældig interesseret i mig. Vi skrev til hinanden en måneds tid, men desværre blev det ikke til mere end det, da jeg ikke rigtig havde de rigtige følelser for hende. Nu er det så "hverdag" igen. Min mobil har i bogstavelig forstand ikke været brugt i knap tre dage - ingen skriver, ingen at skrive med.
Jeg er 24 år gammel, bor stadig hjemme og har ikke et socialt liv (har ikke haft et de sidste ti år), hvilket skyldes min social fobi. Min uge er typisk arbejde mandag til fredag, mens jeg er derhjemme om eftermiddagen. I weekenderne er jeg også bare hjemme. Ligger i sengen og ser TV. Det kan ikke blive mere ynkeligt, synes jeg. Jeg styrketræner tre gange om ugen, og det er faktisk det eneste jeg ser frem til.
Jeg sidder hele tiden og tænker på mit liv. Jeg synes jeg bliver ødelagt mere og mere indeni, for hver dag der går. Hvad kan eller skal jeg gøre? Hvordan er det at have en kæreste? Mest af alt; hvad kan gøre mig lykkelig? Et par gange om måneden spørger jeg min mor - i ren desperation - om hvad jeg skal gøre. Hun vil rigtig gerne hjælpe, men kan ikke komme med nogle konkrete forslag (jeg bebrejder hende ikke!). Jeg har selv tænkt på at oprette en dating profil et sted. Jeg har fået mod på at prøve det igen, men ved slet ikke om en dating profil er vejen frem!
Hvad siger I?
Tak for jeres tid :-)

Jeg ved godt det lyder ret heftigt lige at skulle springe ud i en uddannelse, når man har social forbi. Men kan du evt. sammen med en psykolog (universitetspsykologerne er gratis) lave en aftale med studiet om, at du kommer når du kan overskue det.
Universiteterne er normalt supergode til at tage hensyn til og hjælpe med den slags.
Jeg siger det fordi at jeg havde en ven der stod i lidt samme situation som dig.
Han havde også social forbi og endte bare med at hænge derhjemme. Men han meldte sig på en uddannelse og fortalte om de forhindringer han kunne risikere at møde, og så fik han en slags "kontaktperson", som tog sig af hans sag.
Det var rigtig godt for ham at starte, fordi selvom han i starten næsten skulle køres derhen i trillebør og lænkes til et klasselokale ;-), så fik han mere seltillig i og med, at han blev mere vidende, han besejrede nogle barrierer og endte sgu også med at få op til flere kæreste (altså ikke på en gang. Trods alt).
Men det kunne han kun, fordi uni og tilknyttet psykolog gav ham muligheden for det.
Jeg ved det er et heftigt forslag og jeg ville ikke have forslået det, hvis ikke det var fordi det fik min ven op af kulkælderen og igang med en masse.

først ville jeg sige at vi kan alle komme ud for at det ikke køre som vi hadet forvente og ud fra det må vi så lave nogle ting om så det komme til at køre bæder elle i den rigtig retning . du spøre din mor og vad hun synes , det kan du godt men det er dig selv der skal lave din eje beslutning og ud fra det så vokser du , 24 år det er ikke særligt gammen så du har mange dejlig år så det er lige nu du skal gribe dem, det gør du ved at lave ligt om på dig selv for de ved jo godt vad der skal laves om det kan jeg jo læse og det kan du jo gør i små skridt, jeg synes det ville være en rigtig god ide at gøre noget ved din socialforbi for den holder dig fra at lige som at være dig selv og det er ikke godt for du prøver at være den folk ville have du skal være men det kan jo ikke lade sig gøre når der er mange folk og så bliver du lige som lammet og det er jo ikke godt for det folk ser er jo ikke dig der det er en der prøver at gemmen sig og det komme der er ikke noget godt ud af. du siger at du er hjemme vær fredag og lørdag ja det er ikke godt for det er jo her man skal ud og jage nogle dejlige tøser så det må vi lave om på, sådan som jeg ser det så bunder meget at der i selvær og den kan godt være ødelagt når man var minder og så har man lige som svært ved at finde fod fæste og det tager tid at få bygge op igen og din mor kan ikke hjælpe dig for det er jo hinde der har opdraget dig og hun kan jo ikke finde nogle fejl vel så du bliver nød til selv at tage afære vh slim

så hvis du har brug for et løft så kan du skriv til mig på kim6216@gmail.com vh slim

man også krævende.
Prøv et madlavnings kursus, yoga, overlevelses kursur, bonsai, alt hvad du er, og ikke er interesserede ind.
Et helt nyt verden vil åbne sig for dig [l]
Trust me 🙂
Nick

Tak for rådet, men jeg er faktisk under uddannelse. Når jeg skriver arbejde så mener jeg i virkeligheden praktik, som er en del af min uddannelse. [:|]
@slim - tak for dit svar. Ja, jeg prøver også at bilde mig ind at 24 år er ingen alder 🙂

Først og fremmest skal du se at komme væk fra din mor! Det er for nemt bare at blive boende hjemme hos hende. Du skal ud og prøve at stå på egne ben! Bevise overfor dig selv (og hende), at du godt kan klare en hverdag uden hende. Find et sted at bo, og flyt så!!!
Dernæst skal du se at komme ud blandt andre mennesker. Har du måske en interesse, som du kunne dele med andre? I en klub for eksempel. Altså en form for klub, hvor man kan dyrke et socialt fællesskab. Højskole kunne måske også være noget.
Det er vigtigt ind i mellem - for alle mennesker - at komme ud blandt andre som ikke er familie eller arbejdskammerater. Det er vigtigt at træffe helt nye mennesker. På den måde åbner du op for nye venskaber, nye sammenhænge at være i. Hvem ved? Måske ad denne vej, lærer du nogle at kende, som du kan lide - og omvendt.
Men der må et stykke benarbejde til. Du må selv tage affære og handle aktivt. Hvis du bare bliver liggende hjemme i sofaen foran TV'et, sker der ikke og en s...! Bortset fra at du får det værre. Så kom nu endelig i gang.
Og så den med pigerne. Du kender udtrykket: Den eneste ene. Jeg har det sådan, at der ude i livet findes rigtig mange af "den eneste ene", der er mindst lige så mange som et frugttræ fyldt med æbler. De skal bare plukkes! Så også her gælder det: ikke miste modet, bare klø på! Pludselig en dag er der gevinst.
Held og lykke med dit (nye) liv fremover.

Jeg er lidt ældre end dig, men kan godt sætte mig ind i din sitation. Jeg kan fortælle dig min historie, måske kan du bruge mine erfaringer til et eller andet. Først skulle jeg nå ind til en accept af at jeg altså ikke kunne håndtere al den tristesse jeg gik rundt med selv, og så handle ud fra det.
Situationen er p.t. den, at når jeg ikke passer mit job, hvor desværre bliver holdt lidt udenfor (og p.t. er det svært at finde andet), så træner jeg, weekenderne går med alene traveture eller biblioteksbesøg - en sjælden gang følges jeg med en veninde til forskellige kulturelle ting. Jeg har også prøvet net dating, men de par fyre der var interesserede i mig mistede interessen fordi jeg ikke fik skrevet svar sms'er. Endnu et nederlag jeg kun kunne tørre af på mig selv, så jeg lukkede profilen ned...om jeg vil satse på det igen er uvist. Min tendens til social fobi og generthed er pga. lavt selvværd, især over nogle fysiske medfødte ting der af forskellige årsager ikke kan udbedres. Jeg er stadigvæk lidt i chok over nogle meget ubehagelige hændelser sidste år og efter at ha' siddet for mig selv og tudet i en uge, hvor jeg ellers havde ferie og egentligt bare spekulerede på hvordan jeg nemmest kom herfra, fik jeg alligevel samlet mod til at kæmpe mig ud af det her helvede. Summen er at jeg skal ha' hjælp – hvad det så konkret er må jeg finde ud af via en psykoterapeut – noget der ikke burde være så lang ventetid på.
Det er svært at sige hvad der kan være løsningen for dig, måske er det ikke en dårlig idé at møde nye mennesker via net dating, men mærk efter indeni dig selv om du kan rumme det lige nu. Jeg føler ikke jeg vil dække over det tabu som ensomhed er og lade som alt er i den skønneste orden - det vigtigste for mig lige nu er at få bugt med alt det der har hobet sig op først.
Jeg synes det er modigt af dig at poste det indlæg, og jeg vil ønske dig al mulig held og lykke med at komme videre.

Du jammer over dit liv og ser ikke det positive i det.
Du bekymrer dig over fremtiden og du vil sikkert erfare at størstedelen af dine bekymringer ikke går i opfyldelse - masser af spildte kræfter med at negativisere din fremtid. Thyra Frank sagde den anden dag at kun 10 % af dine bekymringer går i opfyldelse.
Vær glad for at være singel og tænk på alle dem der lever i et mareridt i et parforhold hvor de skændes fra morgen til aften - dem er der rigtig mange af. Parforholdet er nok det mest opreklamerede institution der findes. Mænd og kvinder er to forskellige racer der i bund og grund ikke passer sammen. Når de endelig finder sammen i et parforhold ender deres liv i dyb ulykke.
Flyt dog hjemmefra og vær glad over din hverdag istedet for at gøre den negativ. Social fobi er der rigtig mange mennesker der lider af - du bliver nød til at acceptere at du måske ikke er verdens mest sociale menneske, men tro mig en del af det går væk med alderen når du bliver ældre.
Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar.😉

kunder i butikken, hva.

Hej,
Du skal starte med at fokusere på at flette noget socialt ind i det som du laver.
Et konkret eksempel og et tilbud er din træning. Find en du kan træne med, og hvor i kan give hinanden erfaringer og holde hinanden til motivationen. Jeg ved ikke hvor du bor, men skulle det være i nærheden af min lokale jern-pumper, er jeg da frisk på at møddes der.
Med venlig hilsen
Ieet

@ensandengel - Tak for din historie. 🙂
@Torben nielsen - Tja, det kan godt være jeg jamrer. På den anden side har jeg mine grunde. Det er svært at være positiv når man ikke rigtig ser lyset for enden af tunnelen!
@dogonblues - Fint forslag, men det lyder meget grænseoverskridende for mig. Men noteret er det.
@ieet - Min bedste ven er faktisk også min træningspartner. Ellers en super fed idé, for jeg ved det bestemt kan motivere en til træning.
@Laus - Jeg er fuldstændig enig. Jeg vil også meget gerne flytte, men det er ikke lige nemt at finde en lejlighed her i hovedstaden, som koster under 5000-6000 om måneden. Det har jeg ikke råd til med min praktikløn :-)

Hej,
Gør det samme for 3 hobbies til, så er du langt :)
Samme princip. Bygger du modelbåde, så find en du kan dele værktøj med og sammenligne strømforhold med.
Har du ikke andre interesser, så begynd på live rollespil, og Guitar.
Med venlig hilsen
Ieet

jeg forstår godt din situation, men desværre er der ingen der kan redde dig end dig selv!
Har du tænkt på, hvor stor en mangel der er i diverse frivillig organisationer?
Gå ind på Dansk Rødekors.dk og læs, at der er brug for mange frivillige.
jeg tror på at du skal atge tyrene ved hornene og kæmpe dig ud af din ensomhed. Hvis du
ikke snart gøre noget aktiv, bliver den ensomhed kun værre med tiden.
Gå ind og læs om de unge flygtninge, der er ensomme i Dk og som mangler nogen de kan lave nogle aktiviteter med.......er det ikke noget for dig?
Så ved at være noget for andre, opnår du også selv en gevindst.

Kære du
Hvor er det flot, at du skriver herinde om din ensomhed - og helt forståeligt, at det virker uoverskueligt at komme ud af på egen hånd.
Ventilen er en frivillig organisation, der driver mødesteder for ensomme unge - og vi møder mange, der har en historie, der minder om din - unge, som vi hjælper til selv at finde det selvværd og de kompetencer, der skal til for at skabe netværk og venskaber. Prøv at gå ind på www.ventilen.dk og se om ikke det kan være noget for dig.
Venlig Hilsen
Rillo Rud
Ventilen Danmark

der er bare ingen tilbud hvis man er lidt ældre - alle på min alder har travlt med familie, har prøvet en masse ting, men det er ligesom om ensomheden bare klæber til mig, fyrene på netdating gider ikke at skrive sammen med mig fordi jeg ikke er gudesmuk - er bare så ulykkelig.. men folk er ligeglade.

Hej Anonyme
Der er ganske rigtigt ikke en organisation som Ventilen for folk over 25, der føler sig ensomme. Men rundt omkring i landet findes der flere rigtig gode lokale tilbud. Skriv evt. en mail til os på ventilens sekretariat på info@ventilen.dk - eller ring til os på 70208308, så kan det være, at vi kender til et tilbud i dit lokal-område.
/Rillo
Ventilen Danmark
www.ventilen.dk

Jeg kom til at svare til et svar - så ved ikke, om du har set det:
Kære du
Hvor er det flot, at du skriver herinde om din ensomhed - og helt forståeligt, at det virker uoverskueligt at komme ud af på egen hånd.
Ventilen er en frivillig organisation, der driver mødesteder for ensomme unge - og vi møder mange, der har en historie, der minder om din - unge, som vi hjælper til selv at finde det selvværd og de kompetencer, der skal til for at skabe netværk og venskaber. Prøv at gå ind på www.ventilen.dk og se om ikke det kan være noget for dig.
Venlig Hilsen
Rillo
Ventilen Danmark

om det er kunder i butikken eller ej,.. så hjælper det nogle...
om jeg tror på det... NEJ,... men gør man det... så kan tro flytte bjerge...

Ellers tak. Med min social fobi er det der et no-go.
Sidder nu alene hjemme lørdag aften. Hvor er livet dog bare noget f***** up nogle gange.
Tidligere i dag var jeg ude at lufte min hund, hvor jeg fik øjenkontakt med en rigtig flot pige. JEG BURDE VÆRE UDE AT SCORE DAMER NU.. Crap crap crap... Someone just shoot me..or not...

Du bør gå til din læge og få en henvisning til enten psykolog eller psykiater som kan sætte dig i gang med noget terapi.
Kognitiv terapi er bl.a. særdeles effektivt overfor angst-lidelser som socialfobi jo er et eksempel på. Du hverken kan eller skal ud og finde en kæreste så længe du er så hæmmet af din fobi og jeg synes det er katastrofalt at ingen har forsøgt at få dig til lægen. Jeg forstår slet ikke din mor når du har spurgt om hjælp flere gange.
Du skal jo trænes af en dygtig terapeut indtil din hjerne har forstået at angsten er ubegrundet OG at du kan overvinde den. Det er en langsommelig proces men kognitive terapi hjælper altså!
Derudover skal du have nogle redskaber så du ved hvordan du skal agere i en given social situation og så du ikke bliver slået helt ud hvis du f.eks. kommer på en dårlig date eller bliver afvist. De ting bliver du nødt til at få styr på INDEN du skal overveje at finde en kæreste.
Rundt omkring i landet findes også selvhjælpscentre hvor man bl.a. har selvhjælpsgrupper for angstramte (ironisk OGSÅ for socialfobikere) hvor man kan møde andre i samme situation. Det kan være en god måde at møde andre og få et lille netværk som man tør stole på.
Men altså afsted til læge og få en henvisning. Det skulle du have haft for lang tid siden!

Jeg synes lige vi skal huske at der er forskel på at være lidt asocial og så være egentlig socialfobisk.
Det sidste er en invaliderende angst-tilstand som kan betyde at den der er ramt ender i komplet ensomhed, uden uddannelse, job og socialt netværk. Det skal man tage meget alvorligt og det kan desværre ikke bare kureres ved at tænke "mit liv er ikke en jammerdal, alt er godt og jeg skal bare ud".
Jeg forstår godt dine ord og jeg er enig i dem - men jeg tror altså at TS er nødt til at komme i behandling først, for når det har stået på i SÅ mange år er det behandlingskrævende.

Jeg vil lige give dig den her med på vejen; Det er vigtigt at du ser på både fordele og ulemper ved din nuværende og din kommende situation (som ikke-fobiker).
Selvom det lyder mærkeligt så kan man meget nemt som socialfobiker ubevidst finde fordele ved det; man behøver ikke at bekymre sig om at blive såret, der er ingen risiko for at man skal blive afvist eller involvere sig med andre. Man risikerer ikke at miste. Man behøver heller ikke at blive voksen for hvad skal man være voksen for når man intet kan og i øvrigt har et hjem hos far og mor. Osv. osv. osv. Jeg skriver det IKKE for at være ond eller nedladende, men fordi jeg kender socialfobi indefra som ung og desværre "behandlede" den med den slags stoffer der gør en særdeles åben og kærlig. En måde jeg absolut ikke kan anbefale.
Men en del af fobien er altså at man acceptere den ubemærket og finde visse ubevidste fordele og det holder én fast. Du bliver nødt til at se på bagdelene; din mor kan dominere dit liv. Du er isoleret og ensom. Du føler dig anderledes og forkert. osv. osv.
Fordelene ved at motivere dig selv til at handel og blive behandlet er f.eks. at få venner, en god uddannelsesoplevelse, et spændene job, at kunne rejse, deltage i hobby-arrangementer, holdsport og at løbe risikoen for at føle noget for andre mennesker. der ér en risiko for at blive såret der, men omvendt er der også store glæde i at føle for andre og lade dem komme ind i ens liv. Du kan blive elsket som dig, du kan opleve samhørighed, fortrolighed, glæde og kærlighed. Du kan udvide din bevidsthed, komme til at tænke anderledes og kreativt, få en holdning til ting du måske slet ikke har en holdning til nu osv. Ene og alene fordi kontakten til andre vil stimulere dig. Du får tankevirksomheden og lysten til at opdage ting når andre giver in-put og det mangler du nu.
Men det handler dybest set om motivation. Jeg er ikke nedladende og siger at du kan knipse med fingrene og så er det væk. Men jeg er sindslidende og jeg ved at det OGSÅ handler om vilje til at springe ud i behandlingstilbud og beslutte sig for at man på trods af hvad man nu fejler, vil have et ordentligt liv. Som sagt "selvmedicinerede" jeg med stoffer og alkohol og det var dumt. Nu er jeg 30 og har overvundet angsten for flere år siden vha. en dygtig psykiater og kognitive metoder. Jeg er i gang med en universitetsuddannelse, har haft flere faste forhold, har fået en datter og en masse andre ting. Det kan du godt nå endnu, du skal finde modet til at få hjælp.

Tak for svaret. Hvad skal jeg sige til min læge?